Hvor blev blodet af?! Det legendariske Hammer Films anden Dracula-film er overraskende fattig på såvel Dracula og brude som blod og gys. Til gengæld viser Brides of Dracula fint hvad den faste instruktør Terence Fischer kunne formå med et skrabet budget – med farverigt lys, kostumer og smukke dekorationer skabes den eventyrlige stemning, som er så unik ved Hammers monsterfilm.
For et par uger siden hørte jeg den engelske filmkritiker Mark Kermode kommentere Aardmans nyeste Walter & Trofast-film, The Curse of the Were-Rabbit (eller Det store grøntsagskup som den fuldstændig fejlagtigt kom til at hedde på dansk): Det var blot en sidebemærkning, men Kermode gjorde opmærksom på at Aardman bevidst havde prøvet at ramme den horror-stemning som engelske Hammer Film profilerede sig på i deres monsterfilm i 1960erne. Aardman har bl.a. efterlignet lyssætning og farvebrugen i deres modellervoksfilmpastiche. Og hvad var da mere nærliggende end at gå tilbage og tjekke nogle af de gamle Hammer-gysere ud, nu hvor de fås i fin dvd-kvalitet i forskellige amerikanske bokssæt.
Brides of Dracula er den første sequel af mange til Hammers udgave af Dracula (med Christopher Lee i titelrollen og Terence Fischer i instruktørstolen). Selve opfølgerens titel giver associationer til Universals monsterfilm 30 år tidligere. Her var det Bela Lugosi der blev kørt i stilling som den blodsugende grev Dracula, mens Boris Karloff blev sminket til ukendelighed i flere film om Frankensteins monster – heriblandt selvfølgelig Bride of Frankenstein, hvor monsteret skal have lavet sig en brud. Engelske Hammer Film genfilmatiserede disse gamle monsterhistorier i storslåede farver, bredformat og med mere blod og udpenslede scener end amerikanske Universal.
Derfor er Brides of Dracula også lidt af en skuffelse. Her er meget lidt blod – her er meget få af den slags scener, som man forventer sig af en rigtig vampyrfilm: De par scener, hvor kvinder bliver bidt i halsen, afbrydes alle med en kedelig overblænding og en trompetfanfare, der skal indikere, at nu sker der noget uhyggeligt – men altså offscreen! Det er tamt, især når man tænker på, hvad Hitchcock kunne slippe af sted med i Psycho fra samme årgang. Vampyrerne selv fremstår latterlige med deres fjollede fagter og hvæsen filmet i halvtotaler eller til nød halvnære kameraindstillinger. Musikken er overdreven i dens nærmest mickey mousing-agtige markering af gys og gru. Og så er vampyrflagermusene altså et kapitel for sig!
Derudover er det jo en anelse påfaldende, at hverken Dracula eller hans brude medvirker. Den onde overvampyr er en ung, blond fyr med det tyskklingende navn Baron von Meinster. Bevares der er da et par skønjomfruer, som Meinster bider i halsen (offscreen!) og som forvandles til vampyrer, men de fremstår nærmere som lejesvende og tilbedersker end som egentlige brude.
Det som filmen til gengæld gør rigtig godt er at holde hele vampyrtemaet hemmeligt så længe som det faktisk lader sig gøre. Eller i det mindste usagt, for når filmen hedder Brides of Dracula, så har man nok luret hvilken type gyser der er tale om. Men vampyrerne bliver aldrig nævnt med navns nævnelse i filmens lange optakt. Der snakkes om en epidemi som spredes hurtigt ved bid, og Dr. van Helsing (spillet af en anden Hammer-genganger, Peter Cushing) forklarer om lokal overtro over for videnskab. Først senere får vi den faste forelæsning om spejle, kors, hvidløg, spidse træpæle osv. Det samme er tilfældet med baggrunden for Baron von Meinsters vampyrisme: Løbende får publikum flere brikker til at kunne sammenstykke hans traumatiske barndom, men et konkret billede får vi aldrig. Dermed opbygger filmen en fin suspense baseret på publikums nysgerrighed.
Derudover udnytter instruktøren Terence Fischer det minimale budget til at skabe en fantastisk eventyrstemning, så man kommer i ægte brødrene Grimm-stemning. Man kan diskutere hvor meget uhygge der er i Brides of Dracula, men det "forheksede" Meinster-slot er som taget ud af et tysk folkeeventyr med dets skulpturer, lange gobeliner og ornamentale udskæringer. Belysningen og de forskelligt farvede spots placeret i baggrunden og forgrunden på flere indstillinger er med til at løfte filmen og give den en magisk storhed, som den banale og kedelige historie ikke kan rumme. Fischer har også masser af overskud til at skabe en hitchcock-agtig suspense ud af nærmest ingenting, når kameraet selv går på opdagelse og viser os detaljer, som ingen af de tilstedeværende har ænset. Fischers eksekvering af den store klimaksscene med den brændende mølle er både intens og storslået – og dermed slet ikke denne film værdig.
I det nye år vil jeg gå på jagt efter flere Hammer-gysere i håbet om at finde mindst et par stykker, som kan rykke ved min holdning til dette legendariske engelske filmselskab og disse såkaldte horror-klassikere. Denne her kan ikke anbefales.
Godt nytår til alle!
······
Brides of Dracula
Instruktør: Terence Fischer
Medvirkende: Yvonne Monlaur, David Peel, Peter Cushing m.fl.
Hammer Film Productions, 1960
Spilletid: Ca. 85 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal
Ingen kommentarer:
Send en kommentar