Der er langt mellem snapsene, når det handler om amerikansk horror i disse år. Lavbudgetthrilleren Population 436 tager kampen op med den splattede bølge af torturfilm ved at gå i den stik modsatte grøft hvor “less is more”. Her er masser af suspense og absolut intet blod. Det gode er at stemningen er i top – det dårlige er, at det er set 100 gange før.
Selv om det var lillejuleaftensdag i går måtte jeg lige smugkigge på den nye lille gyserfilm, Population 436. De plotsynopser af den, som jeg havde læst på nettet, bevirkede at elskede julefilm som Gremlins og Fars fede juleferie blev sat på standby. Egentlig havde jeg kun tænkt mig at se det første kvarter, men jeg blev hængende i Rockwell Falls.
Med sine 88 minutter har instruktøren Michelle Maxwell MacLaren begået en stram lille thriller, som kunne være taget ud af The X-Files (1993-2002), som hun sjovt nok også har lavet et par afsnit af. Population 436 har måske et lidt tv- / lavbudgets-præg – den er jo også kommet direkte ud på dvd herhjemme – men til gengæld fortæller den sin historie effektivt og med en stemning som andre amerikanske horrorfilm kunne lære en hel del af.
Plottet er en gammel men effektiv traver. En naiv statistiker, Steve Kady fra Chicago, ankommer til den lille afsondrede landsby Rockwell Falls, hvor alt på overfladen ånder fred og idyl. Men der er noget galt med befolkningstallet som i flere hundrede år har ligget 100% konstant på 436 indbyggere. Da Kady begynder at undersøge sagen nærmere, finder han ud af at byen gemmer på en frygtelig hemmelighed.
Det er på godt og ondt set mange gange før. Der er absolut ingen overraskelser i Population 436 – heller ikke i det der skulle have været en tvistet slutning, men som blot bliver et konventionel gyser-payoff. Det er lidt kedeligt. Selv Kadys research af tallet 436 og det bagvedliggende mysterium bliver alt for almindelig og gammeldags – ja, 4 + 3 + 6 = 13! Uha! Og 1 + 3 = 4! Dobbelt-uha!!
Til gengæld kan man sige, at gyserpublikummet får alle deres forventninger indfriet, hvis de vil spille med på filmens præmisser og har en forkærlighed for amerikansk “gothic horror” à la Edgar Allan Poe, til dels H.P. Lovecraft og selvfølgelig de første mange murstensromaner af Stephen King. Population 436 er klassisk stemningsfuldt gys for alle pengene: X-Files-fans får fuld valuta for alle pengene. Genre- og plotmæssigt læner den sig også op ad såvel Rosemary’s Baby (Roman Polanski, 1968) og Invasion of the Body Snatchers (Don Siegel, 1956), og den er mange gange bedre i sin håndtering af gyset og det endelige payoff end den vildt hypede The Village (2004) af den alt for overvurderede M. Night Shyamalan.
Population 436 har tydeligvis ikke haft tilnærmelsesvis det samme budget som Shyamalans film, og det ender med at blive filmens store problem. Ganske vist formår MacLaren at holde de visuelle effekter på et nærmest minimalistisk niveau uden at det mærkes så meget igen. Her er et totalt fravær af dyre splattereffekter, mens den paranoide og klaustrofobiske stemning skabes billigt i form af bl.a. påfaldende klip af landsbybeboerne, der tavst og udtryksløst betragter outsideren Kady. Her er masser af tætte billedbeskæringer og fokusskiftende teleindstillinger, der henholdsvis skjuler og afslører, det vi og hovedpersonen skal være bange for. Underlægningsmusikken er selvfølgelig med til at fremhæve den gennemgående suspense som filmen også spiller på: Vi ved mere om Rockwell Falls end den naive Kady – vi får løbende ekstra viden i form af over-the-shoulder-indstillinger af nogen, som uset betragter ham. Det er ganske virkningsfuldt.
Til gengæld er de indlagte mareridt så meget desto mere påfaldende i deres chokerende visualitet og klipning. Her bliver der skruet helt op for det ekspressionistiske vrangudtryk, og det tydeliggør, at disse småsekvenser kun er med i filmen for at vække de publikummer, som måtte finde suspensen en anelse langtrukken. Det giver nærmest et gib i én, når mareridtene ruller over skærmen – så meget at man distancerer sig fra dem frem for at lade sig suge ind i dem.
Det lave budget bliver også tydeligt flere gange i sekvenser, hvor klipningen er for dårlig, fordi den simpelthen går for hurtigt. Filmen byder også på flere mellemsekvenser, hvor tiden går, og dag skifter til nat eller omvendt, og her er MacLarens brug af gammeldags overblændinger også billig og håbløs umoderne. Det ligner noget fra en tv-serie fra 1980erne.
Når disse petitesser er blevet nævnt, vil jeg skynde mig også at udtrykke min begejstring over en film, som får så meget godt ud af så lidt; som udnytter sit lave budget til fulde ved at skære unødvendige specialeffekter fra og alene fokusere på sin klassiske gyserhistorie og metoden til at fortælle den: suspense som Hitchcock lavede den. Den slags film hænger ikke på træerne nu om dage, og Population 436 rammer lige ned i mit nostalgiske sindelag her i denne søde juletid.
Glædelig jul!
······
Population 436
Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Medvirkende: Jeremy Sisto, Fred Durst, Charlotte Sullivan m.fl.
Pariah, 2006
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures Home Entertainment
Selv om det var lillejuleaftensdag i går måtte jeg lige smugkigge på den nye lille gyserfilm, Population 436. De plotsynopser af den, som jeg havde læst på nettet, bevirkede at elskede julefilm som Gremlins og Fars fede juleferie blev sat på standby. Egentlig havde jeg kun tænkt mig at se det første kvarter, men jeg blev hængende i Rockwell Falls.
Med sine 88 minutter har instruktøren Michelle Maxwell MacLaren begået en stram lille thriller, som kunne være taget ud af The X-Files (1993-2002), som hun sjovt nok også har lavet et par afsnit af. Population 436 har måske et lidt tv- / lavbudgets-præg – den er jo også kommet direkte ud på dvd herhjemme – men til gengæld fortæller den sin historie effektivt og med en stemning som andre amerikanske horrorfilm kunne lære en hel del af.
Plottet er en gammel men effektiv traver. En naiv statistiker, Steve Kady fra Chicago, ankommer til den lille afsondrede landsby Rockwell Falls, hvor alt på overfladen ånder fred og idyl. Men der er noget galt med befolkningstallet som i flere hundrede år har ligget 100% konstant på 436 indbyggere. Da Kady begynder at undersøge sagen nærmere, finder han ud af at byen gemmer på en frygtelig hemmelighed.
Det er på godt og ondt set mange gange før. Der er absolut ingen overraskelser i Population 436 – heller ikke i det der skulle have været en tvistet slutning, men som blot bliver et konventionel gyser-payoff. Det er lidt kedeligt. Selv Kadys research af tallet 436 og det bagvedliggende mysterium bliver alt for almindelig og gammeldags – ja, 4 + 3 + 6 = 13! Uha! Og 1 + 3 = 4! Dobbelt-uha!!
Til gengæld kan man sige, at gyserpublikummet får alle deres forventninger indfriet, hvis de vil spille med på filmens præmisser og har en forkærlighed for amerikansk “gothic horror” à la Edgar Allan Poe, til dels H.P. Lovecraft og selvfølgelig de første mange murstensromaner af Stephen King. Population 436 er klassisk stemningsfuldt gys for alle pengene: X-Files-fans får fuld valuta for alle pengene. Genre- og plotmæssigt læner den sig også op ad såvel Rosemary’s Baby (Roman Polanski, 1968) og Invasion of the Body Snatchers (Don Siegel, 1956), og den er mange gange bedre i sin håndtering af gyset og det endelige payoff end den vildt hypede The Village (2004) af den alt for overvurderede M. Night Shyamalan.
Population 436 har tydeligvis ikke haft tilnærmelsesvis det samme budget som Shyamalans film, og det ender med at blive filmens store problem. Ganske vist formår MacLaren at holde de visuelle effekter på et nærmest minimalistisk niveau uden at det mærkes så meget igen. Her er et totalt fravær af dyre splattereffekter, mens den paranoide og klaustrofobiske stemning skabes billigt i form af bl.a. påfaldende klip af landsbybeboerne, der tavst og udtryksløst betragter outsideren Kady. Her er masser af tætte billedbeskæringer og fokusskiftende teleindstillinger, der henholdsvis skjuler og afslører, det vi og hovedpersonen skal være bange for. Underlægningsmusikken er selvfølgelig med til at fremhæve den gennemgående suspense som filmen også spiller på: Vi ved mere om Rockwell Falls end den naive Kady – vi får løbende ekstra viden i form af over-the-shoulder-indstillinger af nogen, som uset betragter ham. Det er ganske virkningsfuldt.
Til gengæld er de indlagte mareridt så meget desto mere påfaldende i deres chokerende visualitet og klipning. Her bliver der skruet helt op for det ekspressionistiske vrangudtryk, og det tydeliggør, at disse småsekvenser kun er med i filmen for at vække de publikummer, som måtte finde suspensen en anelse langtrukken. Det giver nærmest et gib i én, når mareridtene ruller over skærmen – så meget at man distancerer sig fra dem frem for at lade sig suge ind i dem.
Det lave budget bliver også tydeligt flere gange i sekvenser, hvor klipningen er for dårlig, fordi den simpelthen går for hurtigt. Filmen byder også på flere mellemsekvenser, hvor tiden går, og dag skifter til nat eller omvendt, og her er MacLarens brug af gammeldags overblændinger også billig og håbløs umoderne. Det ligner noget fra en tv-serie fra 1980erne.
Når disse petitesser er blevet nævnt, vil jeg skynde mig også at udtrykke min begejstring over en film, som får så meget godt ud af så lidt; som udnytter sit lave budget til fulde ved at skære unødvendige specialeffekter fra og alene fokusere på sin klassiske gyserhistorie og metoden til at fortælle den: suspense som Hitchcock lavede den. Den slags film hænger ikke på træerne nu om dage, og Population 436 rammer lige ned i mit nostalgiske sindelag her i denne søde juletid.
Glædelig jul!
······
Population 436
Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Medvirkende: Jeremy Sisto, Fred Durst, Charlotte Sullivan m.fl.
Pariah, 2006
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures Home Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar