Die Hard (1988)

Sådan her laver de ikke film mere! John McTiernans Die Hard er blevet kaldt den ultimative 80er-film, det ultimative actionbrag. Her er der smæk for skillingen, kuglerne flyver, helikoptere og højhuse eksploderer, som det kun var tilladt i amerikanske mainstreamfilm før d. 11. september 2001. I sammenligning med moderne actionfilm med deres computeranimerede specialeffekter, er 18-år-gamle Die Hard stadig fantastisk, og ingen af vor tids “megastjerner” kan måle sig med Bruce Willis’ coolness.

Julen er over os, og det er en glimrende anledning til at gense de bedste julefilm; tidligere i december så jeg for første gang It’s a Wonderful Life (1946) og var ovenud begejstret. Denne fredag har jeg juleferie fra gymnasiet og bruger et par timer af eftermiddagen på at overbevise Malene om at Die Hard, hvor utroligt det end lyder, er en julefilm. Dermed også sagt, at jeg naturligvis har set filmen før – måske endda et par gange – men jeg havde rent glemt, hvor uovertruffen den er.

Udover at være en julefilm er Die Hard også en ægte drengerøvsfilm. Det skorter ikke på bombedetonationer, flammehav, eksploderende glasskår, og midt i det hele står Bruce Willis i rollen som New Yorker-betjenten John McClane, der ankommer til LA for at holde jul sammen med børnene og konen. Det knirker alvorligt i deres forhold, for hun har valgt karrieren frem for familien. Men inden de rigtig når at komme i gang med de ægteskabelige diskussioner, har en gruppe tyske terrorister belejret konens arbejdsplads og skyder om sig til højre og venstre. John McClane må tage affære for at redde julefreden!

Det er i al sin enkelhed plottet i den første Die Hard-film, og det lyder jo som en tilfældig Jean Claude Van Damme / Steven Seagal / Chuck Norris / Charles Bronson-voldsfilm, hvor helten blot skal have et minimum af ansporing for at udslette en mindre del af en amerikansk storby. Men Die Hard er også leveringsdygtig i morskab og ironiske one liners, som NY-strømeren fyrer lige så godt af som tjenestepistolen. “Yippee-ki-yay, motherfucker,” blev nærmest Die Hard-seriens slogan.

Filmen er selvfølgelig rig på nervepirrende suspense, når John McClanes liv gang på gang bogstaveligt talt hænger i en tynd tråd - i en elevatorskakt eller på siden af en eksploderende bygning. Derudover udnytter McTiernan som en anden Alfred Hitchcock den persondrevne suspense, hvor publikum ved mere end John McClane og derfor sidder på kanten af stolen, når han uanende konfronterer superskurken Hans Gruber (spillet af Alan Rickman) og rækker ham sin tjenestepistol i den tro, at han er et af de amerikanske gidsler.

Filmens eneste minus er at finde i de små mellemscener, som er lagt ind for at få et afbræk fra al denne action og suspense: De trækkes lidt rigeligt ud, især da vi skal høre om den lokale betjents baggrund. Det bliver vel påklistret - ligesom man kan argumentere for at John McClanes egen backstory egentlig ikke giver karakteren ekstra dybde, fordi Bruce Willis ikke formår at bibringe rollen tilstrækkelig patos, så vi tror på at han kan være en ganske almindelig familiefar. Til gengæld bærer han filmen med sin fandenivoldskhed og hårdkogt-strømer-coolness.

Derudover er der en vis Jan de Bont bag kameraet, og han sørger for, at billedsiden bliver fænomenal i sin vekslen mellem den højteknologiske bygnings science fiction-stil og en nærmest eventyragtig atmosfære med varm lowkeybelysning og persiennerskygger nærmest alle vegne. Visse scener fremstår lige så smukt velgennemtænkt som Ridley Scotts Blade Runner (1982) om end det rolige og drømmeagtige tempo her er afløst af vild ekspressionisme, f.eks. når røgen bølger frem fra stålkonstruktionerne, kameraet tilter om på skrå og John McClane i glorieagtigt hvidt modlys gør klar til det sidste møde med forbryderbossen. Jan de Bont mestrer tele- og ultranærbilledæstetikken så det er en fryd – det giver Die Hard et lækkert look, hvor selve visualiteten, filmens location og dekorationsdetaljer er aktive medspillere i filmens plot.

Fotograferingen er med til at give Die Hard et eventyrligt præg, som mange af de moderne actionbrag har tilsidesat til fordel for en grumset, realistisk stil med tydeligt håndholdt kamera og mere skævt sammensatte hovedpersoner. Der er ikke meget antihelt over John McClane (han ejer jo til dels de religiøse initialer J.C. som kun virkeligt store helte får lov til i amerikanske film); det er der til gengæld over en efterkommer som Jack Bauer fra actionserien 24 timer (2001-) – nærmest så meget, at man som seer kan blive helt i tvivl om, hvem der er de gode og de onde, når Bauer for gud-ved-hvilken gang tager et nyt gidsel og bruger torturlignende afhøringsmetoder eller ligefrem likviderer vedkommende.

Die Hard er lavet før d. 11. september 2001, og netop sammenligningen med 24 timer afslører hvor meget tingene har ændret sig i USA og i amerikansk film siden de glade 1980-90ere. Det ville være helt utænkeligt at lave denne Die Hard i vor tid med dens miks af eksploderende skyskraber, gidseltagninger, likvideringer, “terrorister”, to brovtende FBI-agenter ved navn Big Johnson og Little Johnson (Johnson er jo som bekendt et af mange amerikanske kælenavne for det mandlige lem), en ironiskmunter helt med næsten samme navn som instruktøren og fokus på action uden politisk budskab.

······


Die Hard
Instruktør: John McTiernan
Medvirkende: Bruce Willis, Reginald VelJohnson, Alan Rickman m.fl.
20th Century-Fox, 1988
Spilletid: Ca. 126 minutter
Dansk dvd-distribution: 20th Century-Fox