Mario Bava bonanza

The Mask of Satan (1960) ······
Der er skruet helt op for “the production value” i Mario Bavas spillefilmsdebut, The Mask of Satan. Her viser den 45-årige italienske fotograf hvordan han med kameraet kan indgyde suspense og rædsel i snart sagt hver eneste scene. Filmen blev et markant skel for gysergenren, og gav baghjul til de amerikansk-engelske genretraditioner såvel som censurinstanser. The Mask of Satan er en klassiker.

Black Sabbath (1963) ······
Tre novellefilm udgør Mario Bavas portmanteaufilm: De to af dem er ikke ældet med ynde, mens den tredje og sidste er uhyggelig effektiv og klart matcher moderne gotiske gysere. Inspirationen kommer tydeligvis fra amerikanske Edgar Allan Poe og engelske Hammer Films. De ekspressionistiske farver og lyssætning er smukke at skue, men modarbejder til en vis grad også gyset. To tredjedele af Black Sabbath føles campet og u-uhyggelig.

The Girl Who Knew Too Much (1963) ······
Mario Bavas Hitchcock-pastiche udvikler sig til en lille genredefinerende perle, der nok har fortællemæssige problemer, men som også viser vejen frem for italiensk giallo. Bavas fantastiske visuelle begavelse gør The Girl Who Knew Too Much til en dynamisk og effektiv suspensethriller.

Blood and Black Lace (1964) ······
Mario Bava viser vejen for den amerikanske 80’er-slasherfilm med denne fænomenale gyser om en maskeret morder, der tager livet af unge kvinder i den italienske modebranche. Her mikses gys og gru med en uovertruffen lækker billedside, så Bava ender med at overgå Hitchcock i sin sammenblanding af erotik og uhygge.

Knives of the Avenger (1966) ······
Mario Bavas vikingedrama ligner og lyder som en doven western og byder ikke på nogen visuelle lækkerier. Knives of the Avenger peger ikke fremad mod de moderne sværd-og-trolddom-film, men føles som en kamp at komme igennem for både instruktør og publikum.

Kill, Baby... Kill! (1966) ······
Angiveligt Mario Bavas sidste gotiske mesterværk. I Kill, Baby … Kill! er den italienske horror maestro dog mere interesseret i at skabe en drømmeagtig stemning end en medrivende, uhyggelig historie. Her er masser af farvet lys, kunstigt edderkoppespind, roterende vindeltrapper, syrede kameravinkler og 60’er-ekspressionisme, men filmen lider under et dovent tempo og manglende gys.