Four Flies on Grey Velvet (1971)

Dario Argentos tredje dyrefilm hiver tæppet væk under publikum i en spektakulær surprise-slutning, hvor hele historien foldes ud, og den bindegale morder afsløres og uskadeliggøres på bare ti minutter. Indtil da er Four Flies on Grey Velvet en kedelig thriller med store visuelle ambitioner og lige så store fortællemæssige problemer.

Den italienske gyserinstruktør, Dario Argento, startede karrieren med tre giallo-thrillers i den såkaldte dyretrilogi: The Bird with the Crystal Plumage (1970), The Cat o’ Nine Tails (1971) og Four Flies on Grey Velvet (1971). Giallo-genren er en sammensmeltning af whodunnit-krimien og slasher-filmen i detektivhistorier med grafiske mord på unge, smukke (og ofte letpåklædte) kvinder – og gerne med stiliseret kameraarbejde og ekspressiv brug af underlægningsmusik. Det var især The Bird… et fantastisk godt eksempel på, mens de to efterfølgende film er mere jævne giallo-thrillers; Four Flies… ender som både det vildeste og det kedeligste indslag i Argentos trilogi.

Hovedrollen indehaves af en ung Michael Brandon (som vi er nogen der husker fra den britiske 80’er-strømerserie, Dempsey & Makepeace), der spiller trommeslageren Roberto. I filmens første minutter forfølges Roberto af en ældre mand, som tilsyneladende både er blind og meget paranoia-skabende. Roberto ender nemlig med at konfrontere ham og dernæst komme til at myrde ham i et gammelt forladt teater. Problemet er, at nogen overvåger Roberto og ser mordet – og så begynder den psykologiske terror, hvor den ukendte morderiske stalker kommer tættere og tættere på unge Roberto.

Visuelle eksplosioner
Four Flies… er først og fremmest en visuel oplevelse, der hæver sig over den italienske krimimetervare. Argento har tydeligvis arbejdet meget med særligt klipningen og de indlagte drømmesekvenser, og især i starten fungerer det meget overrumplende og nærmest desorienterende, når adskillige tidslinjer for Roberto klippes sammen til en montage – oven i købet med indlagte lækre slowmotionoptagelser af flyvende trommestikker; reallyd der bliver til underlægningsmusik og vice versa; og lydtomme titelskilte med et pulserende hjerte på sort baggrund!

Det er en fantastisk filmisk startsekvens, der kun har ét problem: Den etablerer hverken miljø eller karakterer og lægger på ingen logisk måde op til det mord der sker kort tid (max. fem minutter) efter. Roberto bliver nok præsenteret som hovedperson, men det eneste karakteristiske ved ham er hans smukke ydre og hans funktion som trommeslager. Alt andet hemmeligholdes. Det bevirker at Argento ikke kan bygge suspense op omkring selve mordet, der derfor (på alle tænkelige måder!) fremstår som én stor fejltagelse, og det bevirker at Roberto aldrig rigtig får vores sympati. Det at han slår en mand ihjel og prøver at hemmeligholde det gør ham ikke til den oplagte hovedperson.

Dumme dukke
Filmens fortællemæssige problemer kommer også til udtryk, når Argento af uransagelige grunde skriver flere komiske og sorthumoristiske scener ind i sin thriller, hvor en vis Bud Spencer viser vores hovedperson at han kan æde en rå fisk, hvorefter de to senere tager på ligkistemesse, og det Monty Python-agtige postbud afleverer svenske pornoblade til den forkerte adresse og senere ved en fejl overfaldes af unge Roberto. Disse småsyrede scener trækker detektivhistorien i langdrag og fjerner fokus fra den egentlige intrige, som Argento først bringer rigtigt på banen i filmens slutscene. Og den kedelige historie afbrydes ikke spektakulære mordoptrin, som Argento ellers er så kendt for.

Dermed bliver Four Flies… en langtrukken og ufokuseret thriller, og slutningen får publikum til at føle sig snydt – ikke mindst på grund af politiets overnaturlige opklaringsmetode: et fantastisk kamera der kan affotografere det sidste mordoffers hornhinde, hvor det sidste glimt af morderen stadig står indprentet.

Hvor Four Flies… som helhed sakker agterud i forhold til sine to forgængere, så er der enkeltvise bud på Argentos visuelle genialitet – først og fremmest som nævnt i klipningen: I en anden overrumplende scene i en park, laver Argento tydelige elliptiske jumpcuts, så man bliver i tvivl om hvad filmen vil vise: tiden der går? en psykologisk brist hos kvinden der venter på parkbænken? eller et eller andet overnaturligt lirumlarum?

Også den uhyggelige, kønsløse dukke (-maske), som Robertos morderiske forfølger bærer, peger fremad mod mesterværket Profondo Rosso (1975). Netop dukkemasken er blot én af mange visuelle detaljer, der understreger det skræmmende incestuøse – eller i det mindste et kønsdiskriminerende – tema, der ligger og gemmer sig under overfladen, særligt når man har set filmen til ende og fået serveret mordgådens løsning til sidst. Det understreges af også Robertos kønsløse fremtoning: Michael Brandon er 70’er-langhåret, umuskuløs og med sin ubehårede brystkasse ligner han til forveksling den unge, smukke kvinde, som han har en affære med midt i filmen - de kunne også være bror og søster i et badekar. Argento vender på mange måder op og ned på det traditionelle kønsrollemønster i denne film – selv ned i birollerne, hvor Roberto hyrer en homoseksuel privatdetektiv, der straks begynder at lægge an på ham.

På samme måde er det interessant at lægge mærke til Argentos store interesse for cirkulære former og objekter og cirkulære og labyrintiske visualitet (kameraet der panorerer rundt om sig selv i 180 grader, f.eks.). Men ligesom med den grænseoverskridende tematik ender det som en overfladisk konstatering, fordi grundsubstansen i filmen – selve historien og plottet – ikke er godt nok.

······


Four Flies on Grey Velvet (it. 4 mosche di velluto grigio)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Michael Brandon, Mimsy Farmer, Jean-Pierre Marielle m.fl.
Seda Spettacoli, 1971
Spilletid: Ca. 102 minutter
Filmen er netop udsendt på reg. 0-dvd af RYKO Distribution

Mænd der hader kvinder (2009)

Agatha Christie med bilag. Danske Niels Arden Oplev har på godt og ondt filmatiseret svenske Stieg Larssons bestseller-krimi Mænd der hader kvinder: Romanens plotmæssige puslespilsagtige kvaliteter og alle højdepunkterne er smukt genskabt på lærredet – ligeså med romanens flagrende og ukoncentrerede dele. Man må spørge sig selv om, hvad er der i grunden i vejen med at lave Millennium-serien om til en tv-serie?

Jeg hører ikke til dem der faldt i svime over Mænd der hader kvinder. Jeg synes, at Stieg Larssons krimi er god og spændende sine steder, men også for lang og for ufokuseret. Tværtom var jeg mere begejstret for bind to i serien, Pigen der legede med ilden, hvor hovedpersonerne, hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist fra start af er koblet mere logisk sammen og det lange indløb til og udløb fra det egentlige plot var kraftigt reduceret. Bind to fremstår derfor for mig som langt mere helstøbt end etteren.

På samme måde med filmatiseringen af Mænd der hader kvinder: Nicolaj Arcel og Rasmus Heisterberg (de to danske manuskriptforfattere) har i mine øjne været loyale over for romanforlægget, således at fanskaren af læsere vil føle sig hjemme og kan nikke genkendende til højdepunkterne i kriminalintrigen. Både de som gør sig godt på film, og de som gør sig bedst på papir. Og både de som fik romanen til at hæve sig over den gennemsnitlige krimi, og de som fik den til at fremstå ret fragmentarisk og som en del af en større serie.

Blomkvist, Salander og alt det andet
Arcel & Heisterbergs manuskript og Niels Arden Oplevs filmatisering af Mænd der hader kvinder holder fast i romanforlæggets primære plotlinje – kriminalintrigen om unge Harriet Vanger, der tilsyneladende er blevet myrdet under et optog ved højlys dag for 40 år siden, mens hele hendes velhavende familie var til stede på en lille ø, og den eneste bro væk fra øen var spærret for trafik. Det er denne uopklarede forbrydelse, der driver filmen fremad sammen med journalisten Mikael Blomkvist, der ansættes af Vanger-familiens overhoved til at åbne sagen på ny i håbet om at finde nye spor og beviser.

Sideløbende hermed følger vi Lisbeth Salander, en ung, indadvendt hacker i fuld goth-mundering, og hendes møde med sin nye, magtsyge værge med hang til voldtægt og SM-sex. Lisbeth ansættes til at overvåge Mikael Blomkvists netadfærd og research men fortsætter med at udspionere ham, da hun fatter interesse for ham.

Denne todelte konstruktion, hvor vi skiftevis følger Blomkvist og Salander, er også problematisk på film, fordi de glimtvise scener med Salander får handlingen til at gå i stå, fordi filmen (naturligvis) bliver nødt til at koncentrere sig om overgrebene mod hende – der er ikke mange spændende billeder at hente i scener, hvor Salander surfer rundt på nettet, researcher i bilag og roder med Blomkvists Word-filer eller chatter med sine hackervenner. Det betyder desværre også, at scenerne med Salander føles mere ligegyldige i filmen end i romanen. Først da de to hovedpersoner mødes et godt stykke inde i filmen, kommer handlingen rigtigt i omdrejninger.

Man kunne have ønsket sig en mere autonom filmatisering, hvor Arcel & Heisterberg virkelig var gået til den og havde ryddet op i Stieg Larssons roman: Indløbet til mødet med Vanger-familien fylder alt for meget i romanen, men er i filmen blevet kraftigt reduceret til de første 10-15 minutter – det er den rigtige vej at gå, og man kunne sagtens have luget mere ud i de andre sidehistorier, som vi kun ser forvirrende glimt af: Millennium-redaktionens problemer, affæren med redaktionschef Erika Berger, Blomkvists splittede familie og forhold til søsteren, sikkerhedsfirmaet hvor Salander arbejder, Wennerström-affæren i starten, Wennerström-affæren til slut, Blomkvists fængselsophold, slutningen i Australien. Alle disse elementer har overlevet i momentvise glimt i filmen til stor jubel for Larssons fans, men de får også filmen til at fremstå ufuldendt og uden den skarpe samfundskritik, der hævede Larssons krimi over gennemsnittet. Man fornemmer, at man ikke har set den bedste filmatisering af denne roman, og tankerne om mulighederne i en langstrakt Millennium-tv-serie melder sig selvsagt.

Smukke Sverige
De elementer, som Oplevs film formidler allerbedst, er visualiseringen af opklaringsarbejdet – lige fra opklæbningen af fotografier og uoverskuelige notater på væggene i den lille hytte til Blomkvists flashbacks der blander sig med kornede fotografier, hvor den døde Harriet animeres til live. Her nærmer filmen sig amerikanske thrillers som Se7en og Silence of the Lambs. Også filmens egentlige klimaks (der dog falder alt for tidligt) er godt og effektivt udført efter alle genrekunstens regler, så man sidder åndeløs tilbage.

Arcel, Heisterberg og Oplev sørger selvfølgelig også for at lægge meget af opklaringsarbejdet uden for den lille hytte, hvor Blomkvist og Salander bor, så vi får maleriske billeder af golde, øde Sverige. Dem leverer den danske fotograf Eric Kress med sikker hånd. Den rå og kolde stemning i filmen skyldes ikke mindst hans billeder

Hovedproblemet for denne filmatisering er og bliver dog, at der dybest set ikke er nogen grund til at det skal være en biograffilm, når nu det lige så godt kunne have været en flot og gennemført tv-serie. De nuancer, der gjorde hele forskellen i romanen, kunne foldes ud, så de kom til deres ret. De mange løse tråde, der får denne filmatisering til at fremstå uforløst, kunne omdannes til seriebuer. Og når nu Niels Arden Oplev tidligere har givet os den bedste danske tv-serie nogensinde – Rejseholdet – så kunne han snildt have gjort noget lignende med Millennium-serien. Tilbage er der kun at sige: øv!

······


Mænd der hader kvinder (se. Män som hatar kvinnor)
Medvirkende: Noomi Rapace, Michael Nyqvist, Sven-Bertil Taube m.fl.
Yellow Bird Films, 2009
Spilletid: Ca. 132 min.
I danske biografer lige nu!

Demons (1985)

Instruktør Lamberto Bava slægter ikke sin far, Mario Bava, på i denne omgang dæmon/zombiesplat, der prøver at bevare et intellektuelt overskud, samtidig med at den forfalder til overdreven 80’er-actiongys. Filmmagere inden for netop den genre – en David Cronenberg, en Sam Raimi – har muligvis ladet sig inspirere af Demons, men også begået langt mere seværdige 80’er-splatterfilm.

I 1985 gik det italienske horror-ikon Dario Argento sammen med Lamberto Bava (søn af en anden horror-maestro, Mario Bava) for at lave Demons. Argento leverede manuskript. Unge Lamberto instruerede. Og filmen regnes i dag i visse kredse for at være lidt af en 80’er-milepæl inden for den italienske horrorfilm – når blot man fuldstændig glemmer Dario Argentos andre og langt mere skelsættende film med ham selv i instruktørstolen.

Demons ender nemlig som nonsensagtige blod-og-bræk-effekter, der kun holdes sammen af selve filmens titel – dæmonerne der hærger blandt publikum i en lummer storbybiograf. Og allerede her kommer filmens grundlæggende problem for en dag: Som sådan er der ikke tale om dæmoner – snarere er der tale om en zombieagtig infektion, der breder sig blandt publikum, der bliver til frådende zombieagtige monstre – ikke dæmoner. I filmens effektmæssige højdepunkt ser vi én dæmon (ja, 1) flå sig ud af ryggen på en uheldig tilskuer, så al snak om dæmoner i flertal er en fejl.

Romero light
Hvor unge Lamberto ikke har hentet megen inspiration i de ubehageligt ambivalente suspense-stemninger i sin fars smukt fotograferede gyserklassikere, er inspirationen fra George Romeros zombie-trilogi (anført af Night of the Living Dead og hovedværket Dawn of the Dead fra 1970'erne) meget mere markant. Demons forsøger at etablere en eller anden form for mystifistisk, intellektuel stemning i filmens start, hvor en sølvmaskeret spøgelset-i-operaen-karakter tavst lokker publikum til screeningen af den uhyggelige dæmonfilm i den gamle Metropol-biograf. Der er også en syret Argento-agtig detalje at hente i at den ældre, blinde mand går i biffen med sin smukke, unge kone, og hele tiden spørger hvad der sker på lærredet og om hun er bange nu.

Den metaagtige leg med filmmediet, når de samme ting sker i biografen som på filmen i filmen, viser sig dog som en tom gimmick. Hvor Romero alle dage mere eller mindre eksplicit har formuleret en tung samfundsmæssig kritik direkte i sine zombiefilm, ender Demons med en tegnefilmserieagtig motorcykeljagt med samuraisværd – uden noget som helst budskab. Dermed bliver filmens indledning (og brugen af varsler og set up—pay off) ikke fulgt ordentligt til dørs, og man kunne snildt starte filmen 30 minutter senere – for fuld skrue, inde i biografen. Så kunne unge Lamberto og Argento have fokuseret på special effects, og vi ville være endt med en fornøjelig gang splatstick.

Skæg & ballade
Demons er nemlig når alt kommer til alt bedst i sine splatstickscener, der heldigvis fylder det meste af filmen. Man ser tydeligt inspirationen fra Sam Raimis The Evil Dead (1981), når publikummet angribes af den zombieagtige dæmonsmitte og eksploderer i ækelt, grønt slim, mens tænder og negle skubbes ud på blodigste vis.

Man kan dog også argumentere for, at Raimi selv er blevet inspireret af Demons til at lave sequel / genindspilningen Evil Dead II (1987), der også svælger i overdrevne groteskerier. Raimis film er bare mere visuelt eksplosiv, mere gennemført sorthumoristisk og mere genrerefererende, end Demons er. På tilsvarende måde kan man sige, at David Cronenbergs (til sammenligning) højtbudgetterede The Fly (1986) nok kommer i kølvandet på Demons og også dyrker destruktionen af menneskekroppen i form af væskende sår, afrevne lemmer og metamorfoser – men Cronenbergs historie er 100 gange mere interessant, fordi han bruger de ulækre kropseffekter til at drive plottet fremad. Sådan er det ikke i Demons, der – når alt kommer til alt – fremstår som en uskadelig omgang Halloween-spøg-og-skæmt fyldt med stereotype karakterer, dårlig eftersynkronisering og hæslig heavy metal-musik.

Således er Demons både Lamberto Bavas mest succesfulde film til dato (!) og et tamt frikvarter for Dario Argento. Den bør kun ses af ægte italienske gyserfans, mens andre kan holde sig væk; selv effektnørderne vil være skuffede, fordi de blodige optrin savner visuel intensitet og ligner noget der er kasseret af de amerikanske splatterinstruktører i 1980erne. Demons er ikke ældet med ynde.

······

Demons (it. Dèmoni)
Instruktion: Lamberto Bava
Medvirkende: Urbano Barbarini, Natasha Hovey, Fiore Argentino m.fl.
DACFILM Rome, 1985
Spilletid: Ca. 88 min.
Amerikansk dvd-distribution: Anchor Bay / Starz