The Queen (2006)

Langt fra den bedste film i 2006. The Queen fik ikke en Oscar for bedste film ved februars festivitas – det var der vist heller ikke mange der troede på. Til gengæld var det en bedrift i sig selv, at The Queen overhovedet blev nomineret i den kategori, for filmen er et besnærende og gråligt tv-drama uden saft og kraft. De berømmelige dage efter Prinsesse Dianas død og efterspillet mellem den engelske dronning og hendes premierminister hives ned på et så hverdagsagtigt niveau, at en Oscar-vinders storhed aldrig indfinder sig. Man spørger hele tiden sig selv: Hvad vil instruktøren dog sige med det her – hvor vil han hen?

Denne film så Malene og jeg faktisk i påsken, men jeg har først fået tid til at skrive lidt om den nu. Jeg kan allerede nu afsløre, at “we are not amused”, for filmen er langt fra interessant nok til at blive husket for andet end Helen Mirrens skuespil og lighed med virkelighedens engelske dronning. Det kan i den grad undre at filmen kunne blive nomineret til en Oscar, for den savner på alle måder den storhed og spændstighed som i hvert fald Babel og Little Miss Sunshine så fint besidder.

Til gengæld var filmen efterfølgende et godt samtaleemne derhjemme, og det skal man ikke kimse af. The Queen rejser nemlig en lang række spørgsmål, som man ønsker at hælde i hovedet på måske særligt instruktøren og producenten: F.eks. hvad er den egentlige forskel på en made-for-TV-movie og en biograffilm? Og hvad er målet med denne film? Hvad vil de med den?

Generationsskift - eller?
The Queen følger på autentisk vis begivenhederne efter Prinsesse Dianas død under flugten fra en paparazzifotograf i Paris i 1997. Filmen fortæller os at der fandt et større magtspil sted mellem Downing Street og kongehuset bag den politiske facade. Premierminister Tony Blair var nemlig ikke sen til at “udnytte” sorgen efter Dianas død til at gøre sig yderligere populær i befolkningen og samle nationen om sig i rollen som den nye landsfader. Dronning Elizabeth valgte derimod at holde på formerne – dels for at beskytte familien og de to små prinser indadtil, men også for ikke at få hele den royale institution til at kollapse. Blairs spindoktor opfandt vendingen “folkets prinsesse” om Diana – Elizabeth forsøgte ihærdigt at undgå en kongelig begravelse, eftersom Diana ikke var længere var en del af familien.

Konflikten mellem premierminister og dronning eskalerer lige så stille, og det kommer selvfølgelig til at Elizabeth må bøje sig for den massive folkesorg, mens Blair for sig selv fortryder at han på den måde tilføjer dronningen og denne kulturinstitution (ja, hele den engelske nations stolthed) skade ved indirekte at udstille dem som følelseskolde, onde mennesker.

Det kunne der være kommet en måske enøjet og subjektiv – men også en meget spændende og underholdende – film ud af, hvor instruktøren kunne hudflette det politiske system og hylde Elizabeth som den egentlige (måske tragiske) helt. Eller omvendt: Elizabeth som den onde, onde dronning, der bærer nag og i virkeligheden repræsenterer en kulturinstitution som har overlevet sig selv. Instruktøren Stephen Frears vælger dog et langt mere nuanceret portræt af de to hovedpersoner: Her er ingen “onde” dronninger eller premierministre – ingen udpeges som den egentlige skurk, på nær måske lige en spindoktor, der er lidt for meget fremme i skoene.

Grå realisme og kongeligt kævl
Problemet med netop disse to nuancerede portrætter er dog, at de frem for at være splittede personer, der indeholder både gode og mindre gode sider, bare er jævnt kedelige og grå og aldrig træder i karakter. Der er simpelthen intet stort opgør, ingen brandtaler og intet oprigtigt problem. Hele konflikten leveres som undertekst i de underspillede roller. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man have Frears mistænkt for ikke at turde at lave en mere dramatisk film, men spille ud med den kedelige men sikre realisme i stedet. Filmen mangler saft og kraft, og bliver på alle måder en meget lille film om et meget stort emne.

Realismen har selvfølgelig noget med autenticitet at gøre. Frears vil have at det her bliver en troværdig skildring af magtkampen mellem Blair og Elizabeth, og ikke en hyldestfilm til den ene eller anden side. Kravet til autenticitet køres helt ud, hvor vi ser Blair i privaten ved morgenbordet med skrigende unger og en krævende kone – og tilsvarende: Elizabeth morgengrim i ægtesengen, og iført gummirøjser kørende i jeep på egen hånd i de engelske skove.

Det er så grænseoverskridende hverdagsagtigt, at det trækker filmen væk fra det realismegrundlag, som Frears prøver at bygge op. På én måde gør Frears dem selvfølgelig til helt almindelige mennesker, der ligner alle os andre – på en anden måde beder han os om at kaste alle vore forestillinger om statsmænd og kongefamilien overbord og sluge denne store kamel. Prøv at sætte dronning Margrethe i samme situation eller ifør Anders Fogh en Brøndby-fodboldtrøje hjemme hos fru Mette… At blotlægge disse detaljer og det kævl, der udspiller sig i kulissen er ikke realisme, men udstilling af nulevende og stadig indflydelsesrige, offentlige personer.

Og så er vi efterhånden nået til sagens kerne: Denne film er langt fra Oscar-værdig. At den er blevet nomineret til en Oscar er en hån mod de kombattanter som f.eks. måtte nøjes med en nominering for bedste fremmedsprogsfilm. The Queen er en lille, lavmælt og stillestående tv-film af tv-selskabet Granadas filmafdeling. Det schwung, man forventer af en Oscar-vinder, besidder den overhovedet ikke.

Symptomatisk for The Queen står Frears intentioner med filmen hen i det uvisse. Og spørgsmålet er hvad englænderne selv får ud af den og hvad de stiller op med den? Hvordan ville vi danskere have det med at se en så privat film om dronning Margrethes miniopgør med Anders Fogh om detaljerne i en nytårstale. Og spørgsmålet er: Hvad i alverden skal vi bruge det til?

······


The Queen
Instruktion: Stephen Frears
Medvirkende: Helen Mirren, Michael Sheen, James Cromwell m.fl.
Granada Film Productions, 2006
Spilletid: Ca. 99 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew—Metronome

Double Indemnity (1944)

Billy Wilders gennembrudsfilm er en klassisk omgang film noir med Barbara Stanwyck som den fatale blondine der lokker den naive og liderlige forsikringsmand til at begå mord for sig. Det handler om menneskelig svaghed og psykisk korruption, og især den sprudlende dialog hæver filmen over de mere gennemsnitlige films noirs.

Så kom jeg endelig til den Billy Wilder-film som jeg faktisk har glædet mig mest til at se. Og jeg skal med skam melde, at det faktisk er første gang, at jeg ser Kvinden uden samvittighed – som filmens altafslørende danske titel lyder. Jeg skal også med skam melde, at jeg ikke er så fuldstændig begejstret som 95% af alle andre anmeldere eller filmnørder man kan finde rundt omkring på nettet. Nok er der tale om en rigtig god og spændende film – og jeg forstår godt, at Wilder fik sit gennembrud med dette manuskript og film – men sammenlignet med Sunset Boulevard (1950) er den ikke Wilders mesterværk.

Total film noir
Kvinden uden samvittighed handler om forsikringsmanden Walter Neff (spillet af Fred MacMurray), der i Californiens bagende sol forføres af den unge Phyllis Dietrichson (Barbara Stanwyck), som pønser på at købe en livsforsikring til sin mand og derefter slå ham ihjel for at kunne indkassere erstatningsbeløbet fra forsikringen. Walter og Phyllis indleder en affære og gør det af med Mr. Dietrichson alt imens Walters chef, den emsige Mr. Keyes, skal efterforske samme Dietrichsons død. Der går ikke lang tid før Walter mærke paranoiaen skylle ind over sig.

Kvinden uden samvittighed er først og fremmest et drama med ægte film noir-stemning. Her er stærke kvinder, der leder svage mænd i fordærv; her er regnvåde gader og persienneskygger på væggen; her er Walter Neffs flashbacks og gennemgående voice-over; her er varme skydevåben, dristig dialog og løse cigaretter i mundvigen.

Selv om filmen foregår i Californien med bragende solskin, er de mange indendørsscener nærmest lowkey-belyste med tydelige skygger fra de tunge persienner, der aftegner sig som symbolske fangedragter på karaktererne eller som vandrette tremmer på de rå vægge. Arven fra den tyske ekspressionisme er tydelig i udformningen af locations med de lange trapper, mønstre og udskæringer. Og kombinationen med den døende Walter Neff, der som en spøgelsesagtig voice-over tilstår det mord, som han har begået, sørger for at forløse den så kendte film noir-stemning, hvor vi ved, at alting ender galt.

Også Billy Wilder og Raymond Chandlers manuskript og den sprudlende dialog må man beundre. Der er mange dobbelttydige replikskift, hvor underteksten også i 1944 måtte være tydelig for enhver, men hvor den ellers så skrappe Hays Code-censur ikke kunne gøre fra eller til. Især Edward G. Robertsons monologer er fantastisk velskrevne og leveres med et maskingeværs brutale energi, så samtlige andre medvirkende falder fuldstændig igennem og fremstår ret patetiske. Alene hans præstation er hele filmen værd.

Isdronningen
Kvinden uden samvittighed var nytænkende i sit portræt af to meget almindelige mordere (en forsikringsassurandør og en hausfrau - de kunne være hvem som helst), og hele deres metode, der fremlægges så publikum skridt for skridt får kendskab til, hvordan man gør den slags. Filmen igennem er der fokus på Neff og den forførende mrs. Dietrichson, og selve opklaringsarbejdet ser vi ikke – til gengæld følger vi i en meget suspense-fyldt anden del af filmen, hvordan nettet strammes om de to. Filmens sidste tre kvarter er da også meget mere spændende end første del. Og den blev vel at mærke lavet 16 år før Hitchcock gjorde noget der tilnærmelsesvis lignede i Psycho.

På trods af suspensen lider filmen (synes jeg – og det er i sammenligning med Sunset Boulevard) under at samme Walter Neff og Mrs. Dietrichson er forholdsvis endimensionelle og ikke har de samme dybde eller historik som Joe Gillis og Norma Desmond eller gennemgår nogen nævneværdig udvikling. Deres lyssky kærlighedsaffære sættes hurtigt på skinner, og man skal ikke have taget den store filmeksamen for at regne ud, at Mrs. Dietrichson nok har et par trumfer op i ærmet, når Walter begynder at få kolde fødder. Keyes er på den anden side den karakter, der rykker sig mest i filmen – måske fordi Edward G. Robertson er en bedre skuespiller. Han udvikler sig fra en mavesur gammel forsikringsmand til nærmest at erklære Walter Neff sin kærlighed.

Det er selvfølgelig lidt nemt at beskylde filmen for at være for let gennemskuelig, når Kvinden uden samvittighed i 1944 på alle måder var med til at tilføre filmmediet en helt ny måde at fortælle på – og helt nye historier at fortælle. Det svarer til at anklage Dr. Caligaris kabinet for at være en frygteligt klichefyldt gyser! Men jeg har svært ved at se Barbara Stanwyck som den store forførerske – særligt sammenlignet med vores moderne desperate housewives forekommer hun uden sexappeal eller den aura af dragende mystik som f.eks. en Marlene Dietrich (!) og andre havde i 1944.

Jeg synes ikke at filmen er ældet med ynde sammenlignet med Sunset Boulevard. Wilders gennembruds-film noir er mere interesseret i melodramaet og de store følelser og savner den kynisme og humor, der har været med til at bevare Sunset Boulevard frisk og gjort den film til en absolut klassiker.

······


Double Indemnity (da. Kvinden uden samvittighed)
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Fred MacMurray, Barbara Stanwyck, Edward G. Robinson m.fl.
Paramount Pictures, 1944
Spilletid: Ca. 108 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal

Borat (2006)

Mega-hypet men skuffende. Sacha Baron Cohens Borat er desværre ikke en sjov film; bevares, den er provokerende, uforskammet, barnagtig og skyder sine sarkastiske spredhagl til højre og venstre, så man bliver helt i tvivl om, hvem der er offer og bøddel her. Når alt kommer til alt, er det ikke kun de dumme amerikanere der udstilles – Cohen tager lige hele Østeuropa med sig i købet. Se traileren, den er sjov!

Jeg skal være den første til at indrømme det: Sidste år var Borat den ene film, som jeg allerhelst ville se i biografen i november og december. Jeg plagede gud-og-hver-mand om at tage med i biografen og se denne film, som jeg betragtede som et rent vidunder: Jeg havde hørt og læst alverdens ting om den og forestillede mig at den ville være en slags over-the-top udgave af den danske reality-sitcom Klovn, mens den med en tyk, tyk satire gik i flæsket på USA og amerikanernes selvtilstrækkelighed. Altså en slags bidsk mockumentary med et godt stænk Michael Moore-agtig satire.

Så hørte jeg så den altid herligt storskrydende Mark Kermodes anmeldelse på BBC, hvor han hårdnakket påstod at han ikke havde grinet én eneste gang under hele filmforevisningen. Som ene mand i biografsalen altså. Men Kermode advarede alligevel om at filmen i værste fald ville grave de politiske grøfter i verden endnu dybere ved at gå så kompromisløst til værks i sin humor.

Adam og Sam fra Filmspotting-podcasten ramte 100 % plet da de i deres anmeldelse konkluderede, at traileren var mange gange sjovere end selve filmen, der virkede underligt forceret og problematisk i sin satire.

Den slags kommentarer gjorde mig desværre blot endnu mere nysgerrig. Filmanmeldere – også denne – har det jo med at komme med særdeles subjektive og harske vurderinger af film, som alle andre smaddergodt kan lide.

Provoproblemer
Humoren i Borat er plat og barnagtig; det skal den være, for det er den type humor der kommer ud af det, når man kombinerer en naiv turist fra Kasakhstan med en flok bedrevidende amerikanere i forskellige afskygninger. Det skaber helt automatisk konflikt og morskab.

På dansk tv har vi i flere omgange kunnet nyde bl.a. Jan Gintbergs reality-satireserier med autentiske såvel som fingerede interviews med almindelige danskere og skuespillere, der spiller virkelige danskere. Vi har også fået Casper Christensens herlige reality-sitcom Klovn der på samme måde sætter den lidt dumme Frank Hvam op mod de bedrevidende sidekarakterer. Men hvor den danske tv-satire er underspillet og forlader sig på, at publikum kan tænke selv, er Sacha Baron Cohens Borat højtråbende og på alle måder forceret i sin humor.

Mange scener i Borat virker stærkt planlagt og tvunget igennem, ud fra ideen om at hvis vi nu bare råber højt nok, ter os åndssvagt og provokerende nok, så skal vi edderspankhjælpeme nok få en reaktion ud af de dumme amerikanere. Det topper klart i scenerne med nøgenbrydekampen på hotellet og de amerikanske fyre i autocamperen: I den første er det (for mig at se) tydeligt at Cohen og medspiller Ken Davitian råber og skriger højt på hotelværelset, indtager adskillige “sjove” stillinger, der let vil kunne misforstås, når virkelighedens hotelpersonale kommer farende ind på værelset for at bede om nattero; da dette ikke sker fortsætter de kampen og skrigeriet ude på hotelgangen – og da de heller ikke får nogen reaktion her, tager de gudhjælpemig elevatoren ned i lobbyen og fortsætter nøgentumulten ved en konference på hotellet. Det er på alle måder forceret! I den anden scene med de amerikanske studenter er det mere simpelt: Vi hælder al den sprut på dem, som vi kan komme i nærheden af – så siger de nok noget sjovt!

Problemet med denne revolver-mockumentary-metode er dels at den er aldeles usjov og meget uelegant sammenlignet med de danske tv-serier. Dels at den simpelthen scorer et klokkerent selvmål i forhold til satirens budskab: Hvis det kræver så megen råberi og provokation og sprut at få amerikanerne til at dumme sig og komme med racistiske bemærkninger, er de så ikke et rimeligt fredfyldt folk, når alt kommer til alt?

Portrættet af Kasakhstan
Jamen - vil Sacha Baron Cohen og hans grinende fans selvfølgelig udbryde - du lægger jo alt for meget i det. Filmen er jo bare tåstreger og skæg og ballade. Det er jo en komedie!

Færdig basta og punktum finale!

I en komedie kan man nemlig åbenbart tillade sig hvad som helst, uden at blive taget til indtægt for sin komiske metode eller filmens budskab.

Men ud over at Cohen laver selvmål på selvmål i sin satiriske kamp mod US-og-A, så tager han fuldstændig utilgiveligt en anden nation – ja, nærmest en anden verdensdel – til gidsel og portrætterer dem endnu mere perfidt end amerikanerne. Portrættet af Kasakhstan og titelkarakteren som en naiv, skruppelløs, idiot af en liderbuks, der dyrker incest og sandsynligvis er indavlet med den lokale voldtægtsmand som far. De har kvæg i dagligstuen og praktiserer den ubehagelige årlige jødejagt igennem byens gader. Det er jo enormt sjovt og ingen kan være i tvivl om at denne del af filmen er ren fiktion… Eller hvad?

Hvis man accepterer de ludfattige mennesker, de faldefærdige bygninger og plørede gader som pure opspind, så melder der sig i hvert fald et naturligt næste spørgsmål hos denne anmelder: Hvem kan synes det er fedt at pege satiriske fingre af fattige tredjeverdens-nationaliteter og -miljøer på den måde? Og i en film, hvis hovedformål er at lave sjov med US-og-A synes det ekstra problematisk, at vi flere gange ikke tvinges til at grine af de rige amerikaneres dumheder men af den naive, fattige turist fra Kasakhstan! Det er i høj grad Borat-karakterens bøvethed, gentagne dumheder og idioti, der bærer filmens humor.

Men det er jo bare en komedie! Den skal jo ikke tages seriøst – og ingen kan da forveksle den med virkeligheden… Eller er det ikke netop hele pointen med filmen og dens reality-stil?


······



Borat
Instruktion: Larry Charles
Medvirkende: Sacha Baron Cohen, Ken Davitian, m.fl.
Dune Entertainment, 2006
Spilletid: Ca. 80 minutter
Dansk dvd-distribution: 20th Century—Fox

Invasion of the Body Snatchers (1956)

Koldkrigsparanoia eller McCarthy-kritik? 50’er-scifi-filmen med den fede titel Invasion of the Body Snatchers er blevet genfilmatiseret tæt på tre-fire gange med forskelligt held. Og nok er den oprindelige udgave absolut pæn og renskuret, men dens sort/hvide lowkey’ede billeder emmer også af atmosfære, gys og en fatalistisk noir-stemning. Det kan ingen af de nyere versioner prale af.

Jeg er ikke superskarp, når det handler om science fiction. Tidligere var jeg en stor fan af Tilbage til fremtiden-trilogien og især nr. 2 i serien, som jeg syntes var så fed på grund af de mange special effects, hvor Marty McFly møder sig selv i forskellige unge og aldrende udgaver. De mange paradoksale kameler som instruktøren Robert Zemeckis vil have publikum til at sluge, åd jeg råt! Det var jo en dejlig ukompliceret tid... Jeg har derudover aldrig rigtig været en stor fan af hverken Star Wars- eller Star Trek-universerne – især ikke de nyere film og tv-serier.

Der hvor jeg synes science fiction bliver interessant er, når den (1) krydses med horror- og/eller dramagenren som f.eks. i Alien-filmene eller X-Files-tv-serien. Eller når den (2) foregår eller tager udgangspunkt i en virkelighed eller med karakterer af kød og blod – ikke i en fjern galakse for længe, længe siden.

Genremiks
Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (med den lidt vattede danske titel De stjålne kroppe) opfylder begge disse kriterier og endda til UG. Den leverer en vedkommende historie om en skjult invasion fra rummet, der har til formål at udskifte menneskene ét for ét med følelseskolde dobbeltgængere. Disse kopier udklækkes i store frøkapsler, mens de rigtige mennesker dør i nattens mulm og mørke.

Historien sættes selvfølgelig i gang, da den populære dr. Miles Bennell kommer hjem til lillebyen Santa Mira og aner, at folk opfører sig underligt. Det er svært for ham lige at pinpointe, hvad der er problemet – andre læger taler om en influenza-infektion, der kan være årsag til vrangforestillingerne. Men langsomt går det op for dr. Miles og hans barndomskæreste Becky, at alting er under hastig forandring.

Filmen er en herlig blanding af gys, melodrama, Hitchcock-thriller og film noir – og nå ja, science fiction. Filmen svælger netop i smukke, velkomponerede og lowkey-belyste billeder holdt i stærkt kontrastet sort/hvid, så man nærmest glemmer at det her handler om aliens fra det ydre rum. Her er masser af ekspressionistiske effekter – ikke mindst da invasionen kommer helt tæt ind på livet af Miles, og han rent faktisk står ansigt til ansigt med sin egen dobbeltgængers fødsel i sit drivhus. Det er smukt og meget stemningsfuldt filmet med tiltet kamera, frøperspektiv og hele pivtøjet. Klassisk Hollywood når det er allerbedst.

Dertil kommer filmens flashbackstruktur, der ligger en skæbnetung stemning ned over hele historien, fordi vi ved, hvor galt det kommer til at gå for vores pertentlige og elskværdige hovedperson. Det lugter mere af thriller og film noir end egentlig science fiction, men det gjorde Blade Runner jo egentlig også.

Senator McCarthys regime
Science fiction-elementet kommer mest til syne i filmens budskab, der er en direkte kommentar til 1950ernes USA. Invasion of the Body Snatchers er en ægte omgang koldkrigs-scifi. I 1956 er våbenkapløbet mellem USA og Sovjet i fuld gang: Amerikanerne drømmer om at blive måneturister i verdensrummet, men de har samtidig mareridt om teknologiens muligheder. Ikke mindst på grund af atombomben, som bliver symbolet på videnskabens destruktivitet.

Sideløbende med denne udvikling opstod selvfølgelig tanken om at USA var ved at blive invaderet af kommunister, der allerede var i gang med at infiltrere Washington og Hollywood – politikerne, offentlige meningsdannere, skuespillere og film- og tv-medarbejdere m.fl. blev jagtet af den særligt kommunistforskrækkede senator McCarthy. Han sørgede for at sortliste folk, der blev vurderet som kommunistsympatisører eller bare gement venstreorienterede – eller som blot nægtede at samarbejde og få sit privatliv blotlagt for offentligheden.

En lille spøjs detalje er det at Danmark gik igennem en tilsvarende kommunistforskrækkelse – men ca. 20 år senere, da borgerlige partier med Erhard Jacobsen i spidsen anklagede DR’s tv-medarbejdere for at være røde lejesvende og minutiøst overvågede DR’s tv-udsendelser for at afdække dette “faktum”.

Invasion of the Body Snatchers udmærker sig ved at have to fortolkningsnøgler: Man kan se filmen og invasionen som en advarsel om kommunisterne som kommer og erstatter den amerikanske individualitet med følelseskoldt fælleseje. Men man kan også vende sin fortolkning 180º og se filmen som en kritik af McCarthys heksejagt, hvor ingen tør snakke sammen af frygt for at sige noget, som kan misforstås og føre til den sorte liste. Begge dele er lige skidt for individet, men kritikkens fokus er forskelligt.

En anden lille spøjs detalje er jo også, at der ikke skal megen fantasi til at opdatere denne 60-år-gamle historie til vor tids frygt for og jagt på terrorismens bagmænd...

Derfor er Don Siegels science fiction-film stadig aktuel og absolut seværdig.


······



Invasion of the Body Snatchers (da. De stjålne kroppe)
Instruktion: Don Siegel
Medvirkende: Kevin McCarthy, Dana Wynter, King Donovan m.fl.
Walter Wanger Productions, 1956
Spilletid: Ca. 80 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Republic Pictures

The Beyond (1981)

Lucio Fulcis 80’er-gyser er stadig en af de bedste og mest atmosfærefyldte zombiefilm nogensinde. Det kan godt være effekterne er tarvelige, skuespillet er elendigt og dødstælleren aldrig når op på højderne fra Peter Jacksons Braindead – men det gådefulde plot og den makabre, mareridtsagtige stemning, er sjældent set så gennemført i gysergenren.

December sidste år satte jeg Lucio Fulcis Zombi 2 på og blev slemt skuffet. Jeg skrev vist den gang at jeg ikke var særlig kyndig udi de dér spaghettisplattere, og tromlede da også Fulcis zombiefilm ned på alle leder og kanter. Nu har jeg imidlertid fået fingrene i den første film zombieserien fra den nye danske dvd-distributør, Another World Entertainment. Filmen er Lucio Fulcis E tu vivrai nel terrore – L’aldilà – også kendt som The Beyond, der jo er nemmere at udtale og huske for alle, hvorfor det er denne titel jeg vil benytte i det følgende.

Lad det være sagt med det samme: The Beyond er mange gange bedre end Zombi 2 med dens fjollede hajangreb og melede zombiemakeup. The Beyond forfalder nok til samme type billige special effects (og Fulci er også her temmelig øjenfikseret), men rammen for historien er langt mere jordnær, og selve plottet bringer mindelser om nyere film fra David Lynch, Clive Barkers Hellraiser og Lars von Triers Riget for ikke at nævne Playstation-spilserien Silent Hill. Det hele er med andre ord enormt stemningsfuldt og handler om at krydse tærsklen til en anden og mere uhyggelig verden. Det er meget få splattergysere der giver sig tid til at bygge historie og atmosfære op på denne måde, og derfor er The Beyond et besøg værd.

Rædslernes hotel
Filmen har fået den danske titel Rædslernes hotel, hvilket er ganske rammende, for historien foregår nemlig på et hotel, der er hjemsøgt, fordi nogen kom til at bygge det oven på én af de syv porte til helvede. Det kan jo ske for selv den bedste... Filmen tager udgangspunkt i newyorkerpigen Liza (spillet af Katherine MacColl) og hendes overtagelse af hotellet efter sin afdøde onkel – hun vil shine stedet op og åbne det igen, men der er visse problemer med vand i kælderen og nogle af håndværkerne kommer ud for de særeste ulykker. Sammen med den lokale læge (David Warbeck) hvirvles hun ind i et mareridt i vågen tilstand, hvor de to og os seere hele tiden må spørge os selv om hvordan dette her hænger sammen. Hvem er den mystiske blinde pige med hunden, som Liza tilsyneladende er den eneste der kan se? Hvad er der sket i hotellets værelse 36? Og kan vi i det hele taget stole på, at Liza er den hun giver sig ud for at være?

Karakterer forlader hotellet for blot at vende tilbage som levende døde eller i uhyggelige dobbeltgængerudgaver. På et tidspunkt rygtes det, at hele byen endda er forbandet som følge af fortidens begivenheder på hotellet – og samtidig begynder den rumlige logik at gå i opløsning: Alle vegne fører uundgåeligt mod rædslernes hotel. I vor tid kan filmen vist bedst sammenlignes med det døduhyggelige Silent Hill-spil, hvor man ligeledes bevæger sig i cirkler og hvor skellet mellem virkelighed og mareridt er til evig forhandling. Det er fedt!

På denne måde rokkes der hele tiden ved filmens virkelighedsplan, og denne fortællemæssige ubalance skaber en herlig David Lynch-agtig atmosfære, om end Lucio Fulci bruger den inden for gysergenrens grænser, frem for at sprænge dem sådan som Lynch har for vane. Det giver en fantastisk cocktail af lige dele kropslig splatter og åndelig surrealisme, som man alt for sjældent finder anstrøg til i den type film. Og Fulcis tankevækkende projekt fungerer, fordi han giver sig tid til stemningen og de mærkelige kameraindstillinger, udnytter de sparsomme men spøgelsesagtige og gotiske locations til det yderste og integrerer mareridt med suspense.

Gå efter øjnene
Jeg er sikker på at de italienske filmforskere har fået rigtig meget ud af at studere Lucio Fulcis forkærlighed for øjenskamfering på sine splatterofre. Her skal jeg ikke forsøge en større analyse og fortolkning af øjensplatterscenerne, men blot minde om at øjet jo er sjælens spejl, og at på engelsk er der den sproglige finurlighed at I og eye lyder ens. Så når øjet ødelægges, er det i virkeligheden jeget eller personligheden der nedbrydes. I den forbindelse er filmens afsluttende billeder meget interessante.

Derudover har jeg desværre ikke så meget pænt at sige, om Fulcis splatter/øjeneffekter. De er for det meste ikke super overbevisende udført - primært fordi Fulci dvæler længe ved dem (for at skræmme os og få os til at væmmes, formoder jeg) men i virkeligheden er det i disse lange dvælende zooms, at effekterne afsløres som rene og billige effekter.

Zombi 2 havde jo det famøse zombie-vs.-haj-opgør, og The Beyond har en næsten lige så lattervækkende scene, hvor en flok fugleedderkopper skal forestille at overmande en af karaktererne for at gnaske løs på hans ansigt – ikke mindst hans øjne. Det er så grimt og billigt lavet, at det burde have været stoppet af producenten. Igen er det scenens splatterstatus – det langtrukne og udpenslede – der skaber utroværdigheden og latterliggørelsen. Hvis Fulci i stedet havde antydet eller klippet hurtigt væk fra de grusomme detaljer ville det have været langt mere effektfuldt, tror jeg. Men samtidig ville filmen så ikke have været en splatterfilm!

Uanset hvad er The Beyond den bedste zombiefilm jeg har set i umindelige tider. Og i anledningen af påsken er jeg særlig gavmild. Derfor:


······



The Beyond (da. Rædslernes hotel)
Instruktion: Lucio Fulci
Medvirkende: Katherine MacColl, David Warbeck, Cinzia Monreale m.fl.
Fulvia Film, 1981
Spilletid: Ca. 84 minutter
Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment