Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008)

Manden med hatten er tilbage – i stor form. Harrison Ford brager igennem som den aldrende Indy og samspillet med unge Shia LaBeouf slår gnister så det er en fryd. Men trods flere imponerende actionoptrin og ægte 80’er-eventyrstemning, hæmmes Spielberg/Lucas’ film af en håbløs historie med en Harry Potter-agtig slutning. Det hele bliver lidt for rodet – og pænt.

Torsdag aften er Store Indy-aften for mig, og jeg har glædet mig en hel uge, siden min svigerfar (1000 tak til Mogens!) ringede og spurgte om jeg ikke ville med i biffen og se den nye Indiana Jones-film. Igennem sit arbejde havde han fået fingre i et par gratis billetter. Og når man er født i 1977 og opvokset med Spielbergs elskelige eventyrfilm, så tøver man ikke et sekund. Da jeg sidder i Victoria-biografens nye bløde sæder, smiler jeg over hele femøren af barnlig spænding. Det her bliver fedt!

Meget kort fortalt tager Indiana Jones og krystalkraniets kongerige sin begyndelse i 1957 i Nevada-ørkenen, hvor russiske agenter belejrer en stor hal med tallet 51 malet stort på indersiden af døren (blink blink!) – de er på jagt efter resterne af et eksperiment, der ligger opmagasineret. Og herfra går den vilde skattejagt til Sydamerika efter et sagnomspundet krystalkranium, der siges at give dets ejermand overmenneskelige psykiske kræfter. Og Indy hvirvles ind i eventyret da en ung knøs, Mutt, henvender sig til ham, fordi hans stedfar er blevet bortført af russerne og har efterladt sig en række mystiske optegnelser som ikke lader sig dechifrere så let.

Historien er udfordringen
Alle har efterhånden gjort opmærksom på at den sidste Indiana Jones-film havde premiere i 1989, og dermed indirekte rejst spørgsmålet om Harrison Ford (på vej mod sit livs otium) dog ville kunne klare den opgave. Det er der for mig at se slet ingen tvivl om, at han kan og gør med bravur. Han er Indy, og han holder sig forbandet godt; der er fart over feltet og han er overraskende god til at holde trit.

I bagklogskabens lys burde man snarere have spurgt sig selv, hvad George Lucas og Steven Spielberg ville gøre med historien. Efter Det sidste korstog er Indy-sagaen fortsat i form af flere computerspil og en tv-serie, og her er der fortalt mange af de mest oplagte historier. Dertil kommer, at vi lever i en tid præget af en vis Robert Langdons udforskning af bibelske mysterier og højtravende konspirationsteorier. Dan Browns hovedperson fra reality-kulturkrimi-bestselleren DaVinci-mysteriet er jo i høj grad en moderne udgave af Indiana Jones.

Og det er da netop i plottet, at Indy 4 er tyndest. Lucas/Spielberg har ikke kunnet grave nogen ny vesterlandsk kulturskat frem, der kunne fungere som primusmotor for historien og gentage succesen fra pagtens ark og den hellige gral. Derfor handler historien om et mystifistisk aflangt krystalkranium med magiske evner og involverer rumvæsner, korncirkler i Peru osv. osv. Den form for religiøse myter, som man i udgangspunktet klart forbinder med arken og gralen, er slet ikke til stede i krystalkraniet, og det betyder at det aldrig bliver rigtigt tydeligt, hvad krystalkraniet kan, eller hvad der sker i klimakset. Med arken og gralen havde man som seer let ved at købe al specialeffects-hokuspokus-halløjet, fordi den grundlæggende mytologi stod 100% klart – det gør den ikke i denne film.

Derved bliver krystalkraniet en tom MacGuffin og historien reduceres til en række overvældende actionscener på en snor, hvor rækkefølgen som sådan er ligegyldig, fordi jagten bare fortsætter.

Indy & Mutt
Det element, der fungerer bedst i Indy 4 er samspillet mellem Harrison Ford og Shia LaBeouf i rollen som den unge motorbølle, Mutt, komplet med Marlon Brando-læderlook og Elvis-hår. Samspillet og forbindelsen mellem de to karakterer er godt set, og peger fint tilbage til Det sidste korstog, hvor det var Indy der sad i motorcyklens førersæde, mens Sean Connery pænt måtte sidde i sidevognen. I Krystalkraniets kongerige er det gamle Indy, der må sidde bag på Mutts kværn. Introduktionen af Mutt peger frem mod flere eventyrlige film – også efter Harrison Fords pension.

Til gengæld er mange af de øvrige biroller fuldstændigt ligegyldige (ikke mindst Jim Broadbent i rollen som Indys universitetsrektor og John Hurt i rollen som den forsvundne professor Oxley samt Ray Winstone som Indys kedelige kammersjuk Mac), mens Spielberg/Lucas i den første halve time falder over sig selv for at komme med referencer og hilsner til de gamle film og skuespillere: I første omgang er det sjovt at spotte f.eks. pagtens ark, men tredje gang vi ser et billede af Marcus Brody (spillet af nu afdøde Malcolm Denholm), og når kameraet dvæler og dvæler og dvæler ved et billede af Sean Connery på skrivebordet, bliver det for meget – som om Spielberg/Lucas vil sige: Fik i den, fik i den?

Jeg vil også indvende, at actionscenerne i Krystalkraniets kongerige desværre bærer præg af, at Spielberg har haft for mange karakterer at holde styr på. Hvor de første film havde Indy placeret solo i orkanens øje mod en hær af tyskere, er der i film #4 et helt lille ensemble af helte at bevæge rundt sammen med en hel hær af russere. Det tager simpelthen suspensen og realismen ud af flere actionscener, fordi der er for meget at koncentrere sig om. Publikums oplevelse af nærvær, intensitet og indlevelse ryger til fordel for et ønske om overblik.

De scener, hvor Indy er på egen hånd mod rov – area 51 og særligt den uovertrufne optakt i atomlandsbyen – eller sammen med Mutt fungerer absolut bedst. Også på grund af skuespillerne.

Den visuelle wow-effekt
Men Spielberg kan og vil stadig noget med et kamera. Hele scenen hvor Indy skal genintroduceres på det store lærred er smukt iscenesat med først hatten, der kommer trillende, så et par fødder i nærbillede og afslutningsvis en skygge der tager hatten på. Og hvor Jagten på den forsvundne skat havde en scene, hvor Indy jagtes af en kæmpesten igennem grotter, har Krystalkraniets kongerige en fantastisk kameraindstilling af Indy, der står og stirrer mod en gigantisk paddehattesky efter en atomprøvesprængning over Nevadaørkenen. Det er det ikonografiske billede fra filmen – og hvor havde det været lækkert, hvis Spielberg/Lucas havde afsluttet filmen med noget lige så uforglemmeligt...

Men denne fjerde del skæmmes også af flere scener, hvor kameraarbejdet og klipningen ganske simpelt ikke er god nok – hvor kameraet er for distanceret, og indstillingerne nærmest tilfældigt klippet sammen. Mange scener føles desuden som er de optaget i klaustrofobiske kulisser, fordi de foregår indendørs; under jorden; på et marked fyldt med handlende og vægge alle vegne; eller i en jungle med buske og træer alle vegne. Først hen imod den hæsblæsende actionscene med fægtekamp og amfibiebåden på klippeskrænter osv. lukkes vi ud på de store vidder som vi kender dem fra andre eventyr- og i sandhed fra de andre Indiana Jones-film.

Derfor er konklusionen at – ja – manden med hatten er tilbage i skikkelse af Harrison Ford i topform, og at eventyret i Krystalkraniets kongerige momentvis glitrer og underholder, og resten af tiden husker os på hvor fantastisk hele serien startede.

······


Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (da. Indiana Jones og krystalkraniets kongerige)
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Harrison Ford, Shia LeBouef, Cate Blanchett m.fl.
Paramount Pictures & LucasFilm Ltd., 2008
Spilletid: Ca. 123 minutter
I biografer verden over lige nu!

Billedet er lånt fra filmens danske hjemmeside

El Orfanato (2007)

Den mexicanske Børnehjemmet er noget så sjældent som en gammeldags gotisk gyser, der med simple virkemidler leger tagfat med seerens fantasi. Der er et fravær af blod og CGI-effekter, men til gengæld udnytter filmen billedbeskæringer, kamerabevægelser, belysning og frem for alt lydsiden til at skabe en fantastisk stemning. Fra start af er der suspense for alle pengene. Værsgo og gys!

Der hviler en skæbnetung stemning over Børnehjemmet, der er instrueret af Juan Antonio Bayona og hjulpet frem af producer Guillermo del Toro (ham med Pan’s Labyrinth). Fortidens begivenheder og synder går igen som spøgelser på det gamle børnehjem ved stranden. Filmen borer i familiehemmeligheder og bruger dem som afsæt for en spøgelseshistorie fyldt med patos og flotte ekspressionistiske scenarier. Her er en konstant krybende uhygge, og meget lidt effektjageri.

Historien tager sit udgangspunkt i Laura (knusende godt spillet af Belén Rueda), der har købt det gamle børnehjem, hvor hun selv voksede op. Hun og familien flytter dertil for at starte et nyt hjem for såkaldt “specielle” børn – børn med særlige støttebehov. Men de er knapt kommet på plads før Simón (Roger Príncep), Lauras egen dreng, begynder at tale om sine usynlige venner, som tager ham med på skattejagt i huset og på stranden. Særligt en lille fantasidreng ved navn Tomas lægger spor ud til Simón, så han kan finde frem til skatten. Langsomt oprulles familiens og Simóns fortid og skæbne, og det kulminerer i første omgang, da Simón forsvinder sporløst ved børnehjemmets indvielsesfest. Her sætter filmen i gear, for Laura lader sig ikke overbevise om at Simón har været udsat for en drukneulykke ved stranden. Hun er nemlig i mere end en forstand tæt knyttet til børnehjemmet og dets tidligere beboere.

Okkult detektivhistorie
Børnehjemmet er først og fremmest et gribende drama om en mors kærlighed til sin søn, men filmen kombinerer dette følelsesfulde tema med en gotisk detektivhistorie, hvor sandheden oprulles – ikke kun for seerne, men også – for Laura. Hun er en handlekraftig videreudvikling af den klassiske, mareridtsplagede skønjomfru fra den gotiske gyser. Hun lader sig aldrig spise af med de kloge mænds alt for jordnære forklaringer på de mystiske fænomener i og omkring huset, men fører som en rigtig detektiv an i jagten på sandheden.

Lauras mand, Carlos, er da også meget passende reduceret til en doven, ubetydelig bifigur, der ikke tror på eller kan se spøgelserne og spøgelseshistorierne, der fylder op på det gamle børnehjem. Han er egentlig kun med i filmen for at drage seerne i tvivl om, hvorvidt Laura ikke bare er stærkt påvirket af Simóns forsvinden / kidnapning / drukneulykke.

Laura kender også børnehjemmet fra sin egen barndom, hvor hun boede der, og legede med de andre børn, der alle led af en eller anden form for fysisk handicap. Filmen igennem lægges der op til en skæbnesvanger forbindelse mellem fortiden og nutiden – i første omgang fra Lauras leg med børnene til Simóns leg med spøgelsesbørnene, og senere mere direkte, da Laura bliver nødt til at genopbygge og møblere børnehjemmet efter de gamle standarder og lege med sine gamle legekammerater igen. De har savnet hende, som det varsles allerede i filmens første minutter.

At Simón kontaktes af spøgelserne skyldes naturligvis, at han er jævnaldrende med dem, men også at Simón selv er et “specielt” barn og relativt tidligt i filmen finder ud af, at han er adopteret og lider af en alvorlig sygdom, der på et symbolsk plan gør ham mere død end levende. Disse “tilfældigheder” binder Børnehjemmet sammen om dens egen uhyggelige og skæbnetunge logik.

På forskellige planer beskæftiger filmen sig med det fordækte, der trænger sig på og vil frem i lyset, og som det hør og bør sig i en gyserfilm er det mørke grotter, haveskure, kældre osv. der huser det ukendte og det uhyggelige. Det er her Laura hele tiden må stå ansigt til ansigt med fortidens dæmoner – og netop fordi hun er den mest helstøbte karakter (jf. Freuds teorier om overjeg og underbevidstheden), er det også hende der skal danne broen mellem spøgelsernes verden og de levendes verden.

Simple virkemidler
Filmen indeholder én og kun én hårrejsende splatter-specialeffect-scene, som dermed skiller sig ud som temmelig overdreven og unødvendig. Resten af filmen holdes i en lavmælt tone, hvor noget så simpelt som en dør der åbner og lukker sig af sig selv, eller en karrusel, der begynder at bevæge sig i tusmørket, bliver døduhyggeligt. Ligeledes bliver den tilforladelige åbningsfest med forældre og deres handicappede børn tvistet i en skræmmende retning. Den sjove udklædning og maskerne bliver til hårrejsende mareridtsvæsner, når Laura ikke kan finde Simón men forfølges af en lille, tavs dreng i slidte gevandter.

Selv scenen med seancen er skabt uden overvældende CGI-effekter og -spøgelser. Her er det den nærmest minimalistiske brug af underlægningsmusik, effekt/reallyde og overvågningskameraernes underbelyste, kornede billeder, der iscenesætter den klaustrofobiske stemning med mediet, der sørger tilbage til fortidens gruopvækkende begivenheder. Vi får aldrig lov til at se spøgelserne, men overvågningskameraerne og lyden flipper ud, ligesom hele filmens æstetik påvirkes. Her når filmen sit eget spændingsmættede højdepunkt som en kombination af Spielberg/Hoopers Poltergeist og Hitchcocks Rear Window – og det længe før det gribende klimaks til sidst.

Bayonas kamera dvæler, observerer og laver langsomme travellings eller zooms fremad, mens det uhyggelige som oftest er det, som vi ikke kan se i skyggerne eller offscreen – eller blot karakterer der ikke lader sig aflæse, fordi kameraet ikke viser os deres kropssprog eller ansigtsmimik. Brugen af offscreen reallyd og særligt musikken varsler konstant ilde og gør f.eks. en hyggelig strandtur, hvor Simón efterlader sig muslingeskaller, til en myrekrybende oplevelse. Det er som om selve filmens æstetik styres af spøgelserne, og i kombination med den fine brug af suspense, hvor selv Laura og Carlos i starten skjuler ting for seerne, gør filmen til en effektiv gyseroplevelse.

Børnehjemmet er milevidt fra strømmen af amerikanske og japanske gysere. Den søger tilbage til gysergenrens rødder og hører til i samme suspensefyldte liga som The Others og The Sixth Sense. Og derfor skal den selvfølgelig ses!

······


El Orfanato (da. Børnehjemmet)
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Belén Rueda, Roger Príncep, Fernando Cayo m.fl.
Wild Bunch, 2007
Spilletid: Ca. 105 minutter
Amerikansk dvd-distribution som The Orphanage: New Line