Den mexicanske Børnehjemmet er noget så sjældent som en gammeldags gotisk gyser, der med simple virkemidler leger tagfat med seerens fantasi. Der er et fravær af blod og CGI-effekter, men til gengæld udnytter filmen billedbeskæringer, kamerabevægelser, belysning og frem for alt lydsiden til at skabe en fantastisk stemning. Fra start af er der suspense for alle pengene. Værsgo og gys!
Der hviler en skæbnetung stemning over Børnehjemmet, der er instrueret af Juan Antonio Bayona og hjulpet frem af producer Guillermo del Toro (ham med Pan’s Labyrinth). Fortidens begivenheder og synder går igen som spøgelser på det gamle børnehjem ved stranden. Filmen borer i familiehemmeligheder og bruger dem som afsæt for en spøgelseshistorie fyldt med patos og flotte ekspressionistiske scenarier. Her er en konstant krybende uhygge, og meget lidt effektjageri.
Historien tager sit udgangspunkt i Laura (knusende godt spillet af Belén Rueda), der har købt det gamle børnehjem, hvor hun selv voksede op. Hun og familien flytter dertil for at starte et nyt hjem for såkaldt “specielle” børn – børn med særlige støttebehov. Men de er knapt kommet på plads før Simón (Roger Príncep), Lauras egen dreng, begynder at tale om sine usynlige venner, som tager ham med på skattejagt i huset og på stranden. Særligt en lille fantasidreng ved navn Tomas lægger spor ud til Simón, så han kan finde frem til skatten. Langsomt oprulles familiens og Simóns fortid og skæbne, og det kulminerer i første omgang, da Simón forsvinder sporløst ved børnehjemmets indvielsesfest. Her sætter filmen i gear, for Laura lader sig ikke overbevise om at Simón har været udsat for en drukneulykke ved stranden. Hun er nemlig i mere end en forstand tæt knyttet til børnehjemmet og dets tidligere beboere.
Okkult detektivhistorie
Børnehjemmet er først og fremmest et gribende drama om en mors kærlighed til sin søn, men filmen kombinerer dette følelsesfulde tema med en gotisk detektivhistorie, hvor sandheden oprulles – ikke kun for seerne, men også – for Laura. Hun er en handlekraftig videreudvikling af den klassiske, mareridtsplagede skønjomfru fra den gotiske gyser. Hun lader sig aldrig spise af med de kloge mænds alt for jordnære forklaringer på de mystiske fænomener i og omkring huset, men fører som en rigtig detektiv an i jagten på sandheden.
Lauras mand, Carlos, er da også meget passende reduceret til en doven, ubetydelig bifigur, der ikke tror på eller kan se spøgelserne og spøgelseshistorierne, der fylder op på det gamle børnehjem. Han er egentlig kun med i filmen for at drage seerne i tvivl om, hvorvidt Laura ikke bare er stærkt påvirket af Simóns forsvinden / kidnapning / drukneulykke.
Laura kender også børnehjemmet fra sin egen barndom, hvor hun boede der, og legede med de andre børn, der alle led af en eller anden form for fysisk handicap. Filmen igennem lægges der op til en skæbnesvanger forbindelse mellem fortiden og nutiden – i første omgang fra Lauras leg med børnene til Simóns leg med spøgelsesbørnene, og senere mere direkte, da Laura bliver nødt til at genopbygge og møblere børnehjemmet efter de gamle standarder og lege med sine gamle legekammerater igen. De har savnet hende, som det varsles allerede i filmens første minutter.
At Simón kontaktes af spøgelserne skyldes naturligvis, at han er jævnaldrende med dem, men også at Simón selv er et “specielt” barn og relativt tidligt i filmen finder ud af, at han er adopteret og lider af en alvorlig sygdom, der på et symbolsk plan gør ham mere død end levende. Disse “tilfældigheder” binder Børnehjemmet sammen om dens egen uhyggelige og skæbnetunge logik.
På forskellige planer beskæftiger filmen sig med det fordækte, der trænger sig på og vil frem i lyset, og som det hør og bør sig i en gyserfilm er det mørke grotter, haveskure, kældre osv. der huser det ukendte og det uhyggelige. Det er her Laura hele tiden må stå ansigt til ansigt med fortidens dæmoner – og netop fordi hun er den mest helstøbte karakter (jf. Freuds teorier om overjeg og underbevidstheden), er det også hende der skal danne broen mellem spøgelsernes verden og de levendes verden.
Simple virkemidler
Filmen indeholder én og kun én hårrejsende splatter-specialeffect-scene, som dermed skiller sig ud som temmelig overdreven og unødvendig. Resten af filmen holdes i en lavmælt tone, hvor noget så simpelt som en dør der åbner og lukker sig af sig selv, eller en karrusel, der begynder at bevæge sig i tusmørket, bliver døduhyggeligt. Ligeledes bliver den tilforladelige åbningsfest med forældre og deres handicappede børn tvistet i en skræmmende retning. Den sjove udklædning og maskerne bliver til hårrejsende mareridtsvæsner, når Laura ikke kan finde Simón men forfølges af en lille, tavs dreng i slidte gevandter.
Selv scenen med seancen er skabt uden overvældende CGI-effekter og -spøgelser. Her er det den nærmest minimalistiske brug af underlægningsmusik, effekt/reallyde og overvågningskameraernes underbelyste, kornede billeder, der iscenesætter den klaustrofobiske stemning med mediet, der sørger tilbage til fortidens gruopvækkende begivenheder. Vi får aldrig lov til at se spøgelserne, men overvågningskameraerne og lyden flipper ud, ligesom hele filmens æstetik påvirkes. Her når filmen sit eget spændingsmættede højdepunkt som en kombination af Spielberg/Hoopers Poltergeist og Hitchcocks Rear Window – og det længe før det gribende klimaks til sidst.
Bayonas kamera dvæler, observerer og laver langsomme travellings eller zooms fremad, mens det uhyggelige som oftest er det, som vi ikke kan se i skyggerne eller offscreen – eller blot karakterer der ikke lader sig aflæse, fordi kameraet ikke viser os deres kropssprog eller ansigtsmimik. Brugen af offscreen reallyd og særligt musikken varsler konstant ilde og gør f.eks. en hyggelig strandtur, hvor Simón efterlader sig muslingeskaller, til en myrekrybende oplevelse. Det er som om selve filmens æstetik styres af spøgelserne, og i kombination med den fine brug af suspense, hvor selv Laura og Carlos i starten skjuler ting for seerne, gør filmen til en effektiv gyseroplevelse.
Børnehjemmet er milevidt fra strømmen af amerikanske og japanske gysere. Den søger tilbage til gysergenrens rødder og hører til i samme suspensefyldte liga som The Others og The Sixth Sense. Og derfor skal den selvfølgelig ses!
······
El Orfanato (da. Børnehjemmet)
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Belén Rueda, Roger Príncep, Fernando Cayo m.fl.
Wild Bunch, 2007
Spilletid: Ca. 105 minutter
Amerikansk dvd-distribution som The Orphanage: New Line
Der hviler en skæbnetung stemning over Børnehjemmet, der er instrueret af Juan Antonio Bayona og hjulpet frem af producer Guillermo del Toro (ham med Pan’s Labyrinth). Fortidens begivenheder og synder går igen som spøgelser på det gamle børnehjem ved stranden. Filmen borer i familiehemmeligheder og bruger dem som afsæt for en spøgelseshistorie fyldt med patos og flotte ekspressionistiske scenarier. Her er en konstant krybende uhygge, og meget lidt effektjageri.
Historien tager sit udgangspunkt i Laura (knusende godt spillet af Belén Rueda), der har købt det gamle børnehjem, hvor hun selv voksede op. Hun og familien flytter dertil for at starte et nyt hjem for såkaldt “specielle” børn – børn med særlige støttebehov. Men de er knapt kommet på plads før Simón (Roger Príncep), Lauras egen dreng, begynder at tale om sine usynlige venner, som tager ham med på skattejagt i huset og på stranden. Særligt en lille fantasidreng ved navn Tomas lægger spor ud til Simón, så han kan finde frem til skatten. Langsomt oprulles familiens og Simóns fortid og skæbne, og det kulminerer i første omgang, da Simón forsvinder sporløst ved børnehjemmets indvielsesfest. Her sætter filmen i gear, for Laura lader sig ikke overbevise om at Simón har været udsat for en drukneulykke ved stranden. Hun er nemlig i mere end en forstand tæt knyttet til børnehjemmet og dets tidligere beboere.
Okkult detektivhistorie
Børnehjemmet er først og fremmest et gribende drama om en mors kærlighed til sin søn, men filmen kombinerer dette følelsesfulde tema med en gotisk detektivhistorie, hvor sandheden oprulles – ikke kun for seerne, men også – for Laura. Hun er en handlekraftig videreudvikling af den klassiske, mareridtsplagede skønjomfru fra den gotiske gyser. Hun lader sig aldrig spise af med de kloge mænds alt for jordnære forklaringer på de mystiske fænomener i og omkring huset, men fører som en rigtig detektiv an i jagten på sandheden.
Lauras mand, Carlos, er da også meget passende reduceret til en doven, ubetydelig bifigur, der ikke tror på eller kan se spøgelserne og spøgelseshistorierne, der fylder op på det gamle børnehjem. Han er egentlig kun med i filmen for at drage seerne i tvivl om, hvorvidt Laura ikke bare er stærkt påvirket af Simóns forsvinden / kidnapning / drukneulykke.
Laura kender også børnehjemmet fra sin egen barndom, hvor hun boede der, og legede med de andre børn, der alle led af en eller anden form for fysisk handicap. Filmen igennem lægges der op til en skæbnesvanger forbindelse mellem fortiden og nutiden – i første omgang fra Lauras leg med børnene til Simóns leg med spøgelsesbørnene, og senere mere direkte, da Laura bliver nødt til at genopbygge og møblere børnehjemmet efter de gamle standarder og lege med sine gamle legekammerater igen. De har savnet hende, som det varsles allerede i filmens første minutter.
At Simón kontaktes af spøgelserne skyldes naturligvis, at han er jævnaldrende med dem, men også at Simón selv er et “specielt” barn og relativt tidligt i filmen finder ud af, at han er adopteret og lider af en alvorlig sygdom, der på et symbolsk plan gør ham mere død end levende. Disse “tilfældigheder” binder Børnehjemmet sammen om dens egen uhyggelige og skæbnetunge logik.
På forskellige planer beskæftiger filmen sig med det fordækte, der trænger sig på og vil frem i lyset, og som det hør og bør sig i en gyserfilm er det mørke grotter, haveskure, kældre osv. der huser det ukendte og det uhyggelige. Det er her Laura hele tiden må stå ansigt til ansigt med fortidens dæmoner – og netop fordi hun er den mest helstøbte karakter (jf. Freuds teorier om overjeg og underbevidstheden), er det også hende der skal danne broen mellem spøgelsernes verden og de levendes verden.
Simple virkemidler
Filmen indeholder én og kun én hårrejsende splatter-specialeffect-scene, som dermed skiller sig ud som temmelig overdreven og unødvendig. Resten af filmen holdes i en lavmælt tone, hvor noget så simpelt som en dør der åbner og lukker sig af sig selv, eller en karrusel, der begynder at bevæge sig i tusmørket, bliver døduhyggeligt. Ligeledes bliver den tilforladelige åbningsfest med forældre og deres handicappede børn tvistet i en skræmmende retning. Den sjove udklædning og maskerne bliver til hårrejsende mareridtsvæsner, når Laura ikke kan finde Simón men forfølges af en lille, tavs dreng i slidte gevandter.
Selv scenen med seancen er skabt uden overvældende CGI-effekter og -spøgelser. Her er det den nærmest minimalistiske brug af underlægningsmusik, effekt/reallyde og overvågningskameraernes underbelyste, kornede billeder, der iscenesætter den klaustrofobiske stemning med mediet, der sørger tilbage til fortidens gruopvækkende begivenheder. Vi får aldrig lov til at se spøgelserne, men overvågningskameraerne og lyden flipper ud, ligesom hele filmens æstetik påvirkes. Her når filmen sit eget spændingsmættede højdepunkt som en kombination af Spielberg/Hoopers Poltergeist og Hitchcocks Rear Window – og det længe før det gribende klimaks til sidst.
Bayonas kamera dvæler, observerer og laver langsomme travellings eller zooms fremad, mens det uhyggelige som oftest er det, som vi ikke kan se i skyggerne eller offscreen – eller blot karakterer der ikke lader sig aflæse, fordi kameraet ikke viser os deres kropssprog eller ansigtsmimik. Brugen af offscreen reallyd og særligt musikken varsler konstant ilde og gør f.eks. en hyggelig strandtur, hvor Simón efterlader sig muslingeskaller, til en myrekrybende oplevelse. Det er som om selve filmens æstetik styres af spøgelserne, og i kombination med den fine brug af suspense, hvor selv Laura og Carlos i starten skjuler ting for seerne, gør filmen til en effektiv gyseroplevelse.
Børnehjemmet er milevidt fra strømmen af amerikanske og japanske gysere. Den søger tilbage til gysergenrens rødder og hører til i samme suspensefyldte liga som The Others og The Sixth Sense. Og derfor skal den selvfølgelig ses!
······
El Orfanato (da. Børnehjemmet)
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Belén Rueda, Roger Príncep, Fernando Cayo m.fl.
Wild Bunch, 2007
Spilletid: Ca. 105 minutter
Amerikansk dvd-distribution som The Orphanage: New Line
Ingen kommentarer:
Send en kommentar