The Incredible Hulk (2008)

HULK SMASH! Den utrolige hulk smadrer sig igennem denne mærkelige kombination af genindspilning og sequel til Ang Lee’s Hulk-film fra 2003. Den nye hulk viser ingen nye vinkler på den velkendte historie, og den bliver dermed en tomt buldrende og meget gammeldags Jekyll/Hyde-superheltefilm.

Plottet i The Incredible Hulk er som et remix af Ang Lee’s The Hulk fra 2003: Hovedtrækkene virker bekendte, men enkeltdelene serveres på en ny måde. Væk er den omhyggelige skabelseshistorie, der kortlægger, hvordan Bruce Banner bliver til Hulk – den overstås i en lynhurtig montage under startteksterne. Og selv om det er dejligt, at vi bliver fri for den fortærskede fortælling, om hvordan den lille videnskabsmand opdager sine destruktive superkræfter i skikkelse af sit grønne alter-ego, så mangler der noget. Instruktør Louis Leterrier sætter intet i stedet, men fortsætter stort set hvor Ang Lee slap:

Det amerikanske forsvar ledet af General Ross er på jagt efter deres grønne monstereksperiment, der er flygtet til Sydamerika. Filmens plot er: Fang Hulk! Der er ingen nævneværdige vendepunkter, ingen udvikling, ingen twists i plottet, ingen nyskabelser. Det grønne kæmpemonster koger fint plottet ned i klimaksscenen, hvor han får en lys idé: "Hulk smash!" Genkendelsen lader derfor til at være det vigtigste pejlemærke for filmen: Det er en film for fans, ikke en film der skaber flere fans. Der er action, råb og skrig, bulder og brag og underlægningsmusik i lange baner, som (de bedste steder) trigger en her-og-nu-følelse af spændingsfyldt payoff. Men bagefter bliver der så stille, så stille.

Dr. Banner & Mr. Hulk
The Incredible Hulk beviser at den indre Banner/Hulk-konflikt er mest interessant før den første forvandling. Hovedattraktionen ligger simpelthen i at følge Banners indre og ydre udvikling, når hans voldsomme underbevidsthed bryder igennem. Den tvivl, de mareridt, den lyst til at smadre og være vild, som Bruce Banner må hjemsøges af, får man dog aldrig indblik i i denne film. Den er nemlig forlængst overstået når filmen starter. Til gengæld står den på slagkraftig monsteraction, hvor man bedes deponere sin hjerne, mens løjerne foregår på skærmen.

Således levnes Edward Nortons skuespil ikke meget plads – Bruce Banner er i hans skikkelse meget mere flad og ukantet end i Eric Bana-udgaven fra 2003. Actionscenerne er heller ikke nyskabende og overrumplende, men genskaber noget vi har set tidligere. Muligvis er CGI-animationen blevet pænere siden 2003, men man spærrer aldrig øjnene op, fordi vi har set det hele før, og fordi det stadig lugter af X-Box og Playstation-grafik.

En af de eneste scener med mærkbar nerve er, da Emil Blonsky (Tim Roth) står ansigt til ansigt med Hulk. Her forenes Roths intensitet med håndholdt kamera og underlægningsmusikkens påfaldende tavshed, så man holder vejret et kort øjeblik, fordi man vitterligt ikke ved, hvordan Hulk vil reagere. Meget symptomatisk er det ikke Hulk (eller Edward Norton) der driver denne form for intensitet eller spænding frem i filmen, men sidekaraktererne – hvilket blot understreger hvor tomhjernet og dermed kedelig en superhelt, Hulk er.

Den kamp mellem overjeget og det'et som Hulk lægger så voldsomt op til realiseres på ingen måde. Bruce Banner bliver aldrig rigtig fristet af sin mørke-grønne side, ligesom Hulk aldrig fremstår som ondsindet. Der er ingen kant. Intet på spil. Det bliver bare lidt jævnt, det hele.

Sjov og spas med Betty
Man kan sige at The Incredible Hulk ikke rigtig kan finde ud af at få det optimale ud af sin egen buldrende storhed. Der mangler en generel patos og skæbne i filmen, som tvært om begynder at dyrke de mere farceagtige optrin halvvejs igennem filmen. Det føles meget forkert, at der pludselig lægges et par slapstick-scener ind hvor Edward Norton og Liv Tyler kan levere et par velsmurte oneliners. Her begynder filmen pludselig at kommentere på og pege fingre ad sin egen historie og storhed – ligeledes i en misforstået elskovsscene, der afbrydes af et bippende pulsur. Det havde været et par sjove scener i Hulk – the Sitcom.

I en komedieserie ville Liv Tyler i rollen som Banners udkårne, Betty Ross, også være kommet mere til sin ret. I The Incredible Hulk spiller hun ganske simpelt rædselsfuldt, muligvis fordi hun ikke rigtig ved hvilken filmgenre hun og resten af holdet arbejder med, men især fordi hendes replikker er fæle klicheer, der vil knirke i munden på enhver skuespiller m/k.

The Incredible Hulk et middelmådigt remix, hvor det ville have været mere på sin plads med en genfortolkning. Med tryk på fortolkning.

······


The Incredible Hulk
Instruktion: Louis Leterrier
Medvirkende: Edward Norton, Liv Tyler, Tim Roth
Marvel Studious, 2008
Spilletid: Ca. 108 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal

The Changeling (1980)

George C. Scott er den sørgende enkemand, der ser spøgelser i det store, gamle hus. The Changeling er en god, gammeldags spøgelseshistorie fuld af myrekrybsstemning og uden de store special effects pånær dem, der kan laves med kameraet og ved at slukke lyset. Det er inspirerende godt håndværk, og det havde været en fuldstændig fremragende gyserfilm, hvis det ikke have været for filmens slutning og netop hovedrolleindehaveren, George C. Scott.

Jeg er ikke den store fan af George C. Scott, jeg kender ikke hans baggrund i andre film, men der er kun én ting at sige om ham i spøgelsesfilmen The Changeling: Fejlcasting. Det er til gengæld også det eneste rigtigt dårlige element i denne ellers så dejlig atmosfærefyldte, neglebidende uhyggelige gyser.

Spøgelseshuset
Lad os få Scott af vejen med det samme: Han spiller John Russell, der i filmens anslag mister sin kone og datter i en bilulykke, og som filmen igennem hjemsøges af dette tab. Russells sorg bliver samtidig den nøgle, der åbner op for den rædselsfulde fortid i det gamle, gotiske hus, som han flytter ind i. De mange uhyggelige kringelkroge, glemte loftsværelser, uhyggelige lyde, vandet der vælter ud af hanerne – jo, der er ånder fra det hinsides, som vil i kontakt med Russell.

Plottet er på mange måder ganske konventionelt og trækker tydeligt på arven fra gotikken og den mere ondsindede udgave af romantikken. Det ligner til forveksling en filmatisering af Henry James’ The Turn of the Screw, men omformateret så der er plads til George C. Scott i hovedrollen. Og det kan undre, for Scott evner ikke at dyrke sin feminine og maskuline side på én gang. Bedst går det, når Russell arbejder på sin Sherlock Holmes-agtige efterforskning – værst går det, når enkemandens sorg lægges ind som en ekstra skæbnetung dimension i karakteren.

Det fine spil, som Nicole Kidman og Belen Ruéda mestrer i henholdsvis The Others og El Orfanato (2001, 2007; to nyere gotiske gysere, der trækker meget store veksler på The Changeling), er en lukket bog for George C. Scott, der først og fremmest er mand med store M – og en gammel mand oven i købet (filmen har ældre skuespillere i snart sagt hver eneste rolle). Den køber man ikke, og dette problem fylder meget, fordi Scott fylder meget og er med i hver eneste scene.

Antydningens kunst
Til gengæld køber man så godt som alt det andet i The Changeling. Instruktøren Peter Medak har tydeligvis ikke haft et stort budget, men udnytter de gotiske kulisser, kameraet, lyddesignet og underlægningsmusikken til at skabe en fuldendt myrekrybsstemning. Her er et konsekvent fravalg af Poltergeist-agtige effekter og skræmmemidler som blod, spøgelser og andet hokuspokus.

Det er de små ting, der får nakkehårene til at rejse sig: De høje reallyde fra automatskriften ved seancen og fra hoppende bolde kastet af usynlige barnehænder; suspensefuld underlægningsmusik, der også er primusmotor for de chok, filmen byder på – selv en tom, gammel barnekørestol kan blive døduhyggelig, bare man tilsætter den rigtige musik; lowkeybelysning og det allestedsnærværende mørke i korridorerne og på det forbudte loft; de ekstreme frø- og fugleperspektiver af husets arkitektur, som skaber en forvrænget virkelighed; og de mange totaler og supertotaler af gabende tomme rum i spøgelseshuset. Det er antydningens kunst, men det virker forbandet godt, og flere scener er uhyggeligt effektive.

I starten af The Changeling leger Peter Medak desuden med filmens forskellige fortælleplaner; her bliver realplanet overrumplende klippet sammen med Russells flashback, da han får øje på sin afdøde datters stribede plasticbold. Det fungerer usædvanligt godt og er med til at sætte spørgsmålstegn ved både publikums og Russells virkelighedsopfattelse. Denne flashbackmetode kunne med fordel have været anvendt i hele filmen som illustration af Russells sorg, men det bliver den desværre ikke.

Først i slutningen af filmen bruges klipningen til at forene to virkeligheder på et psykologisk plan, og man ledes derfor til at tro, at nu kommer det sidste og afgørende twist. Men håber man på en sådan overrumplende sandhed, bliver man som jeg ret skuffet. Slutningen er faktisk temmelig rodet, og man skal en tur om IMDB.com's diskussionsklub for at finde en løsning, der samler mange af (men ikke alle) de løse tråde.

Men for pokker, hvor er The Changeling uhyggeligt godt håndværk…

······


The Changeling
Instruktion: Peter Medak
Medvirkende: George C. Scott, Trish Van Devere, Melvyn Douglas m.fl.
Chessman Park Productions, 1980
Spilletid: ca. 107 minutter
Amerikansk dvd-distribution: HBO

Iron Man (2008)

Marvellous! Iron Man er tæt på at være årets superheltefilm takket været skuespillerne, det karakterdrevne plot, og de blodrøde tråde til amerikansk udenrigspolitik. Tony Stark a.k.a Iron Man er muligvis ikke mørk og grænsepsykotisk som DC og Christopher Nolans Batman, men her er mange gange mere underholdning og charme end i Marvels Hulk-filmatiseringer.

Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow og Jeff Bridges. De tre skuespillere er hovedårsagen til, at Marvel Studios’ seneste superheltefilmatisering er så pokkers vellykket. Punktum.

Iron Man handler om den drikfældige og dameglade playboy Tony Stark, der er øverste chef for en højteknologisk våbenfabrik, Stark Industries. Efter at have været taget som gidsel af terroristmilitser i Afghanistan, indser Stark, at hans firma ikke kun udvikler våben for amerikanerne, men også til the bad guys. Han begynder i al hemmelighed at udvikle den science-fiction-agtige metaldragt, der gør ham til Iron Man. Han vil bekæmpe krig – ikke tjene penge på den.

Robert Downey Jr. & co.
Det, der på papiret og i ovenstående plotresumé lyder som den tyndeste og mest moralistiske af alle historier, er blevet til en charmerende og underholdende actionfilm med fokus på Tony Starks udvikling fra dekadent rigmand til firskåren superhelt. Og sagt i al fortrolighed nød jeg hvert sekund i selskab med Robert Downey Jr. – han er en langt mere interessant Tony Stark end Nicholas Cage og Tom Cruise (der begge har været interesseret i rollen) nogen sinde kunne blive. Downey Jr. spiller med den charme og uforudsigelighed (det som man måske burde kalde ægthed eller troværdighed), som Johnny Depp har gjort til sit varemærke.

Downey Jr. er heldigvis med i stort set samtlige scener i filmen, og når han spiller over for Gwyneth Paltrow (sekretæren Pepper Potts) og Jeff Bridges (den store, skæggede kompagnon Obediah Stane) er der den særlige kemi i luften, som andre superheltefilm aldrig kan mønstre fordi alting drukner i farverige special effects eller imponerende scenerier.

Det er primært dette trekløvers ære, at man glemmer det konstruerede tegneserieunivers med de tåbelige navne (Pepper Potts er vel det mest oplagte) og kulørte karakterdesign (Obediah Stanes kronragede isse og heftige gråskæg afslører meget tidligt, hvad hans rolle i hele konflikten er). Tilsvarende har man en tendens til at glemme, hvor tynd Starks forandring egentlig er, og hvor usandsynligt let han kommer over den afghanske terroraktion og gidseltagning. Et psykologisk aspekt som (en mere mørk og dyb udgave af) Iron Man burde have opdyrket.

Afghanistan
Der spilles ellers op til denne mørke side af Marvel-helten allerede fra filmens start i Afghanistan, men filmen tager aldrig dette udenrigspolitiske baggrundstæppe særligt seriøst. De krigstraumer, psykologiske flashbacks og den tvivl som Stark efterfølgende bør nages af, kommer aldrig rigtig for en dag – andet end på det ironisk humoristiske plan, når Stark insisterer på at holde en pressekonference siddende på gulvet og tvinger firmaets aktier i bund ved at annoncere, at han dropper den store våbenproduktion. Det er sjovt og underholdende, mens det står på, men når man har set filmen, klinger det manglende politiske bid lidt hult. Kun Downey Jr.'s skuespil bevirker at Stark ikke bliver 100% utroværdig spejderdreng i filmens tredje akt.

Instruktøren John Favreau har allerede indgået en trefilmsaftale med Marvel, så vi kan forvente to sequels til denne første Iron Man-film, og her skulle der efter sigende skrues mere op for Tony Starks mørke side – særligt med fokus på alkoholmisbruget. Det vil være en kærkommen udvikling af universet og en fin opfølgning på denne charmerende popcornfilm. Havde jeg været ond i sulet havde jeg givet fire klaptræer, men i dag skal det være fem.

······


Iron Man
Instruktion: John Favreau
Medvirkende: Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow, Jeff Bridges m.fl.
Marvel Studios, 2008
Spilletid: Ca. 121 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount

The Last House on the Left (1972)

Det er bare film! Wes Cravens første gyserfilm er på mange måder en rædselsfuld filmoplevelse: The Last House on the Left indeholder visse ubehageligt realistiske voldsscener, men filmen som helhed er amatøragtig og stjæler alt for meget fra mesterværker, som Craven aldrig selv kommer i nærheden af. Stik modsat hvad sloganet lover, glemmer man aldrig, at det bare er film.

Før instruktøren Wes Craven skabte alle tiders bøhmand Freddy Krueger i 1980erne og gik ren mainstream med Scream-serien i 1990erne, startede han som lowbudget- og ultraindependent-filmskaber. Sammen med producenten Sean S. Cunningham, primusmotor på den senere Friday the 13th-serie, skrev og instruerede Craven debutfilmen The Last House on the Left om de to teenagepiger Mari og Phyllis, der kidnappes og forulempes af en bande sadistiske psykopater.

I de momenter, hvor filmen virker, bruger Craven sin egen, manuskriptets og budgettets middelmådighed til at suge os ind i de grusomme optrin. Hovedparten af Last House... fortjener dog ikke sin kultklassikerstatus, men er en uskøn blanding af andre films ideer, folkekomedie og dilettantteater.

Uhyggelige amatøroptagelser
På dvd’ens kommentarspor lægger Craven ikke skjul på at Last House... er hans debutfilm med alle de fejl og mangler, det førte med sig i 1971. Først og fremmest optog han scenerne uden sans for billedbeskæring, klipning og timing – ja, i det hele taget æstetisk sans. Han optog den enkelte scene i tre lange indstillinger i totaler eller halvtotaler og sjussede sig (på stedet) frem til hvilke nærbilleder der var brug for som dækbilleder.

Denne mangelfulde fremgangsmåde er den direkte årsag til at visse af filmens scener fremstår så ubehageligt autentiske. Med sine kornede billeder, lange indstillinger, halvtotalerne, totalerne og det håndholdte kamera ligner visse scener i Last House... en dokumentarfilm – eller i hvert fald en fiktionsfilm, der benytter visse realistiske greb for at få skuespillerne til at leve sig ind i filmens plot og agere derefter.

Scenerne hvor banden - Krug, Weasel, Sadie og Junior - ydmyger, torturerer, voldtager og dræber Phyllis og Mari, er grænseoverskridende barske, ikke fordi uhyrlighederne dokumenteres i grusomme nærbilleder onscreen (for det gør de aldrig), men snarere fordi manglen på æstetik gør publikum i tvivl om forholdet mellem fakta og fiktion. Skuespillernes til tider meget naturalistiske spillestil er også med til, at publikum spørger sig selv, hvor meget af det her er ægte.

Denne foruroligende følelse cementeres af Cravens brug af kommenterende og kontrapunktisk underlægningsmusik med vokal af skuespilleren David Hess (der også spiller bandens leder, Krug). De stærkeste ydmygelsesscener bliver ekstra ubehagelige at se på, fordi musikken leverer noget, som vi slet ikke er vant til i denne type film. F.eks. at spille en stille, melankolsk – nærmest countryagtig – popsang, mens Phyllis og Mari trues på livet af psykopatbanden og tvinges til at have sex sammen.

It’s Only a Movie...
Problemet med Last House... er at resten af filmen desværre falder fra hinanden og stort set ødelægger den overrumplende intensitet mellem Krug & co. og så Phyllis og Mari. Craven og Cunninghams amatøroptagelser er for dilettantagtige lige så snart vi ryger indendørs, hvor snart sagt alle scener formidles med en skolekomedieæstetik i såvel det visuelle udtryk som i skuespilsformen.

Scenerne mellem Maris forældre og de to landbetjente, der skal efterforske mysteriet om den forsvundne pige, er så utroligt ringe og billigt udført, at publikum bliver hevet så brutalt ud af den gyselige realisme, at man har svært ved at finde tilbage i stemningen igen. Når man første gang ser de halvdokumentariske overgrebsscener krydsklippet med de to hillbilly-sheriffers falden-på-halen-komik tilsat munter banjomusik, gibber det i hele ens krop, fordi man aldrig har set en større kontrast. Og man fatter simpelthen ikke hvad Craven vil med denne aparte sammensætning, der på alle måder går imod filmens inciterende slogan: "To avoid fainting keep repeating, it’s only a movie …only a movie", for man glemmer aldrig, at der er tale om en film. Det sørger de amatøragtige verfremdungseffekter fint for.

Ekstra problematisk bliver det, når Craven på dvd-kommentarsporet fortæller, at de komiske scener er med for at bryde med de ubehagelige voldsscener, så publikum ikke skulle væmmes for meget – hvilket vel er filmens direkte formål!?

Kopi & Plagiat A/S
Jeg troede egentlig, at Wes Cravens interesse for at kopiere andres ideer og problemer med at få sine egne var kommet med alderen, som en naturlig sidegevinst ved hans voksende leflen for mainstreampublikummet. Men hvor Last House... på ingen måde er mainstream, så er filmen langt fra så original, som jeg havde troet. Craven og Cunningham bygger videre på gamle Hitchcocks Psycho-budskab om at ondskaben ligger i os alle, og at vi alle kan skubbes ud over vanviddets rand, men Last House... er langt fra så subtil og raffineret som Psycho (1960). Og hvad værre er, Craven formår ikke at manipulere med publikums følelser – ja, han prøver vel egentlig aldrig – så vi på noget tidspunkt får sympati med Krug & co.

Dertil kommer selvfølgelig at hele plottet i Last House... er en gendigtning af Ingmar Bergmans Jomfrukilden fra 1960, der i sig selv er en brutal og men også langt mere gennemført filmoplevelse.

Ret skal være ret – Last House... satte et par enkelte fingeraftryk i gyserfilmshistorien. Her får vi for første gang en motorsav i fuld action, to år før Tobe Hooper lavede Texas Chainsaw Massacre. David Hess’ skuespilpræstation som Krug peger også tydeligt frem mod Robert de Niros rolle som stjernepsykopaten Max Cady i Scorseses Cape Fear (1991) – ikke mindst den falliske cigar og dyrkelsen af latino-mimikken har de tilfælles. Scorseses behandling af selvtægttemaet er selvfølgelig langt mere sofistikeret end Cravens.

Men alt i alt er The Last House on the Left en temmelig overvurderet kultklassiker.

······

The Last House on the Left (da. Rædselsnatten)
Instruktion: Wes Craven
Medvirkende: Sandra Cassel, Lucy Grantham, David Hess m.fl.
Sean S. Cunningham Films, 1972
Spilletid: ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: MGM