Snakes on a Plane (2006)

Samuel L. Jackson slagter slangerne ombord på denne katastrofe-action-splatter-horror-komedie – et temmelig forvirret genresammensurium, som trods de mange forskelligt rettede stillag alle peger i den underholdende retning. Der er dog så mange knaster i Snakes on a Plane at den næppe vil blive en mainstreamsucces. Og så er der lige præcis så mange fine og ufarlige takter, at den næppe har en chance som decideret kultfilm.

Snakes on a Plane betyder vel nærmest “Shit happens!” på amerikansk, og det er der naturligvis en del (også danske) anmeldere der har fornøjet sig med på denne films bekostning. Det er der den simple grund til at Snakes on a Plane oprindeligt var tiltænkt en rolle som bevidst dårlig actionfilm, hvor Samuel L. Jackson kunne blinke ud til publikum i sikker forvisning om at de var med på spøgen. Alt ville have været overdrevent, alle CGI-effekter halvdårlige, skuespillet bevidst talentløs og humøret højt. Men så gik det jo hverken værre eller bedre end at filmen alligevel blev et prestigeprojekt med stort budget og forsøgte at gå actionbrag som Indiana Jones- og Die Hard-trilogierne. Og problemet er at den derved kommer til at ligne en uintendenteret dårlig actionfilm!

Sådan lyder den gennemsnitlige vurdering af Snakes on a Plane, og jeg er ikke helt enig i konklusionen. Men her kommer først et resumé af filmen: Der slipper hundredvis af giftslanger løs på et fly, og passagererne må kæmpe for livet. Sådan dér!

Det lyder jo ikke pokkers dybsindigt, men til gengæld er det meget underholdende. Der er gang i Snakes on a Plane, som må betegnes som fed drengerøvsaction med et par herlige oneliners, nøgne babes og sex på toilettet, store guns og overdrevne splattereffekter, når slangerne angriber mænds peniser, kvinders bryster og går direkte efter hunde, advokater og øjenæbler! Det lyder plat og vulgært og langt under bæltestedet – og det er vel sådan set også meningen med filmen.

Snakes on a Planes kæmpeproblem er bare, at den som nævnt vil mere. Den nøjes ikke med at være en gang Peter Jackson-splatstick-agtig Braindead on a Plane, selv om den idé ellers kunne have været superfed. Filmen her vil gerne være en “rigtig” film; altså en film med en realistisk ramme og psykologiske motiver. Og det holder simpelthen ikke – det skaber en generel uligevægt og nogle alt for overrumplende skift i tempo og stemning.

Starten af flyveturen er fyldt med blodige splattereffekter og en anarkistisk holdning til karaktererne, men den føres ikke videre i resten af filmen (modsat Jacksons Braindead, 1992), fordi den kobles med en sentimental politisk korrekthed, hvad angår babyer og skilsmissebørn, homoseksuelle, nygifte og ældre kvinder klar til førtidspension osv. osv. Filmen veksler mellem et utal af forskellige Hollywood-mainstreamgenrer og vender aldrig rigtig tilbage til startens overdrevne blodrus. Hovedparten af filmen minder da også om en god gammeldaws katastrofefilm, og vi får tilmed en ægte feel-good happy-ending, som ødelægger ethvert forsøg på kultstatus. Hver for sig er de forskellige genreindslag fine og underholdende, men det er og bliver enormt problematisk, at man hele tiden skal forholde sig konstruktivt for fortsat at være med på legen. Man bliver aldrig suget ind i filmens univers, dens handling eller dens karakterer.

Læg dertil en ganske overflødig og alt for langtrukken forhistorie om en uskyldig fyr på scooter (vores hovedperson), der overværer en gruppe gangstere likvidere en statsadvokat, således at den uskyldige fyr må og skal likvideres. (Og hvordan kan den slags gøres lettere end ved at sende en horde af dopede giftslanger af sted med samme fly som den uskyldige fyr i håbet om at flyet selvfølgelig styrter ned!?) Det tager syv lange og syv bredde at komme fra startteksterne til flyets afgang, og det værste er at der ikke følges op på forhistorien; den forbliver ren pynt og evigt overflødig.

Og slangerne: Mage til katastrofale computereffekter skal man lede længe efter. Samtlige slanger ombord på flyet ligner rent faktisk computerskabte effekter. Det har givetvis været mindre problematisk at computeranimere dyrene fremfor at hive et arsenal af gifte hugorme og kvælerslanger ind i filmstudiet blandt de sagesløse skuespillere. Til gengæld er de også ganske lattervækkende kunstige at se på. Og når kameraet slår over i giftgrønt snake-o-vision fra slangernes subjektive POV er intet øje tørt!

Men stadig er filmen underholdende på sine egne præmisser, og som drengerøvsfilm med alt hvad dertil hører, er den yderst kvalificeret. Det er med de briller, filmen skal ses og nydes.

······


Snakes on a Plane
Instruktør: David R. Ellis
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Julianna Margulies, Nathan Philips m.fl.
New Line Cinema, 2006
Spilletid: ca. 101 min.
Dansk dvd-distribution: SF Film

Heavenly Creatures (1994)

Stadig Peter Jacksons bedste film! Alting kunne så let være gået så galt i dette autentiske morddrama; for meget realisme – for meget drama – for meget splat! Men Jackson måler det hele i fine doser og giver os en gribende men også ubehagelig fortælling om to teenagepigers fantastiske venskab, der sender chokbølger gennem det newzealandske samfund.

Jeg er i fuld gang med et ret fedt filmforløb sammen med 3g’erne på Katedralskolens Film & tv-hold. Vi har kaldt det Drømme & mareridt, og indtil videre har vi set Ingmar Bergmans Ved vejs ende (1957) og Roman Polanskis Rosemary’s Baby (1968). Nu er vi så rykket lidt længere frem i tiden til én af mine absolutte yndlingsfilm – Peter Jacksons Engel min engel fra 1994. (Om et par uger runder vi af med Michel Gondrys Evigt solskin i et pletfrit sind, 2004.)

Men det blev altså til et kærligt gensyn med Peter Jacksons bedste film til dato. Engel min engel slår hele den svulstige Ringenes herre-trilogi (også den umanérligt super-svulstige, extended udgave!) samt kæmpefilmen om kæmpeaben King Kong med flere længder. Engel min engel er nemlig ikke en special effects/CGI-opvisning i, hvor meget Peter Jackson på nuværende tidspunkt kan udrette med sin computer – filmen er først og fremmest et dokudrama med noget på hjerte, udført med nænsom hånd i respekt for de efterladte. Manuskriptet til Engel min engel blev fortjent indstillet til en Oscar, og selv om filmen ikke vandt, blev den alligevel Jacksons billet til Hollywood og større budgetter. (Hvilket altså ikke har ført bedre film med sig.)

Den autentiske film foregår i 1950ernes New Zealand og handler om de to teenagepiger Pauline Parker og Juliet Hulmes intense venskab, der tager en fatal drejning og kulminerer med drabet på Paulines mor. Jackson har valgt at skildre begivenhederne fra pigernes synsvinkel, og sørger på den måde for at seeren både forstår og samtidig væmmes ved deres handlinger. Vi bliver både tiltrukket af deres blomstrende intense sammenhold midt i det autoritetstro samfund med de normbundne familier, der ikke forstår dem eller giver plads til deres kreative evner og venskab. Men vi frastødes også på samme tid, når deres drømme forvandler sig til mareridt – vi påtvinges også autoriteternes og normernes blik. Det er en overrumplende filmoplevelse, fordi Peter Jackson holder balancen igennem filmen. Den blodige slutning brænder sig ubønhørligt fast, når vi på én og samme tid forstår den og fordømmer den.

Filmen kombinerer flot Peter Jacksons vilde kameraarbejde med en autentisk ramme, og dermed bliver det netop aldrig en gang plat splatstick i Tom & Jerry-tempo (à la Jacksons forrige film, Braindead, 1992) – ej heller et patetisk dokudrama af værste engelske kitchen sink-skuffe. Jackson tøjler sin hang til steadicam i filmens eventyrlige rejse ind i Pauline og Juliets venskab og deres (eventyr)verden, Borovnia, hvor de er accepterede, attraktive og magtfulde. I flere scener glider virkeligheden umærkeligt over i fantasien, når de to pigers lerfigurer bliver levende og forsvarer dem – eller når de selv træder ind i Borovnia og påtager sig nye identiteter, fordi virkeligheden bliver for hård. Det er her kameraet særligt får lov til at skeje ud; den ekspressionistiske billedside forenes med pigernes følelser og oplevelser. Selve Borovnia og de mandshøje lerfigurer er udført med en visuel snilde og simplicitet, som de storladne Hollywood-helaftensfilm kunne lære en del af.

Pigernes yndlingstenor Mario Lanza kører som en fast bestanddel af soundtracket – skiftevis som underlægningsmusik og incidentalmusik, når Mario på forskellig vis levendegøres. Også Orson Welles i rollen som Harry Lime i The Third Man (Carol Reed, 1949) levendegøres på mere end én måde og bliver faktisk nøglen, der åbner op for pigernes forbudte følelser – både af voldelig og seksuel karakter. I starten modelleres Borovnias drabelige prins Diello efter Welles’ udseende, men senere bryder Harry Lime ud af biograflærredet og forfølger symbolsk pigerne til de overgiver sig til ham - og hinanden - og deres fremtidsdrømme.

Peter Jackson gør desuden en dyd ud af at skildre de to pigers sammenhold. De forbindes selvfølgelig i samtale og brevskrivning men der trækkes også klare paralleller eller spejlinger via klipningen, og hen imod slutningen er de så fasttømret, at de nærmest ser ud til at være vokset sammen i nogle slående visuelle opstillinger. Dermed forener hele filmen sig med pigernes situation, for samtidig med at pigerne fjerner sig mere og mere fra det realistiske newzealandske miljø, gør vi seere det samme. Og da sorgen over deres umulige venskab forplanter sig i pigerne, ændrer Engel min engel stil og bliver til et nærmest ekspressionistisk mareridt.

Peter Jackson sendte med denne film en ordentlig bredside mod det engelske imperium og dets klasseopdelte samfund, som også er påstemplet kolonien New Zealand; han lader Pauline og Juliet gøre oprør mod kirke, kongehus og kernefamilie, som har påført dem en social spændetrøje. Lærerne på pigeskolen latterliggøres, den homofobiske læge og den sleske præst hugges ned i fantasien. Dermed sætter Engel min engel også en mere universel / nutidig teenagekonflikt på dagsordenen – det handler om at bryde med forældrene og samfundets autoriteter for at finde og definere sig selv og sine egne behov.

······


Heavenly Creatures (Engel min engel)
Instruktør: Peter Jackson
Medvirkende: Kate Winslet, Melanie Lynskey, Sarah Peirse m.fl.
WingNut Films, 1994
Spilletid: Ca. 104 minutter
Australsk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment

The Phantom of the Opera (1962)

Hammer Films udgave af Gaston Leroux’ roman om spøgelset i operaen er stadig uhyggeligt spændende sine steder, overrumplende klippet og med en flot ekspressionistisk fantommaske, der langt overgår den fimsede, hvide teatermaske vi finder i f.eks. Andrew Lloyd Webbers musical af samme navn. Men Hammers film knækker ca. halvvejs og ender med at blive for meget kissemisse og operasang og for lidt spøgelse og uhygge.

Så er turen kommet til The Phantom of the Opera fra 1962 i min lille Hammer-maraton. Jeg har tidligere revset Brides of Dracula (1960) og givet middelkarakter til Curse of the Werewolf (1961), som begge er instrueret af Terence Fisher. Fisher var en af de faste instruktører på det legendariske engelske filmselskab Hammer, der i 1960erne lancerede nye farverige og mere bloddryppende udgaver af Universals monsterklassikere. Fisher er også instruktøren bag The Phantom of the Opera, der teknisk er den bedste af de tre nævnte Hammer-film, men som samtidig lider den tort også at have den mest antiklimaktiske slutning. Populært sagt: For meget opera – for lidt spøgelse!

De fleste har en eller anden idé om hvad Phantom of the Opera handler om – om ikke andet så baseret på den populære musical af Andrew Lloyd Webber. Jeg skal ikke trætte med en sammenligning mellem Gaston Leroux’ roman og diverse filmudgaver, for alle forholder sig så godt som frit til det oprindelige forlæg. Også denne film, der præsenterer en langt mere humanistisk udgave af operafantomet med smukke idealer og smukke intentioner.

I denne Hammer-film er ondskaben personificeret i den skruppelløse Lord Ambrose d’Arcy (spillet af den aldeles sleske Michael Gough), der udnytter alt og alle. Han og operafantomet har en fortidig hemmelighed, som afsløres i et flashback fyldt med skæve vinkler lige før filmens klimaks. Man skal dog være godt dum, hvis man ikke har regnet hele historien ud, inden flashbacket serveres. Og selve klimakset er mest af alt et antiklimaks, for spøgelset er selvfølgelig ikke et spøgelse – og slet ikke et ondt eller afsindigt spøgelse. Da den berømte lysekrone falder ned, falder selve filmen også sammen.

Men inden da har der været meget godt. Især filmens første halvdel sprudler visuelt som ingen af de to forrige film. Startteksterne kommer til syne oven på skiftende nærbilleder af fantomets maskerede ansigt, så vi hele tiden kommer tættere og tættere på det synlige øje. Dette motiv vender Terence Fisher tilbage til i filmens slutning, dog uden at den ellers så tydelige freudianske symbolik kommer til sin ret (på engelsk lyder “eye” jo som “I”). Der er ellers flere “interessante” øjenscener, men her er overhovedet ingen kamp mellem id'et og super-ego'et om jeg'et.

Der klippes også smukt mellem diverse scener, så selve montagen skaber en ekstra dimension. I garderoben er hovedrolleindehaveren f.eks. ved at klæde om til premieren, og kameraet begynder på egen hånd at afsøge værelset så vi efter en panorering ender ved en gaslampe; en grå, nærmest mumieagtig hånd kommer til syne nederst i billede og gør klar til at slukke lyset – der klippes til kvinden foran sit spejl: hun vender sig rædselsslagent mod nogen eller noget offscreen – og lynhurtigt klippes der videre til et nærbillede af et bækken der “crashes” højlydt. Mens lyden fader ud, klippes der videre til en itureven reklameplakat udenfor operahuset. Det er en ganske subtil montage, der i klart filmsprog viser hvad der sker – men uden egentlig at vise det, så vi som publikum pirres i vores nysgerrighed og skaber en form for suspense.

Denne Hammer-film udmærker sig også ved ikke at foregå i en eventyragtig verden, men i London omkring århundredeskiftet. Det er her Jack the Ripper og Edward Hyde hærger gaderne, mens Sherlock Holmes er på jagt efter Baskervilles hund, og grev Dracula invaderer det civiliserede Europa. Det er en tid med gaslys og hestedroscher, og egentlig mindst lige så urealistisk som det Grimm-agtige Østeuropa i Brides of Dracula og det kulørte Spanien i Curse of the Werewolf. Men for mig bød The Phantom of the Opera under alle omstændigheder på mere ægte uhygge, måske fordi Terence Fisher her benytter en Hitchcock-agtig suspense, hvor publikum ved mere (men dog ikke nok) end hovedpersonerne. Så længe fantomet forbliver uset er det i hvert fald uhyggeligt – ja, selv den nok så hurtige opklaring af historien bag fantomet er ret spændende og medrivende.

Men da Christine (Heather Sears) kidnappes og hun og vi møder “spøgelset” face-to-face og delagtiggøres i dets meget rimelige og langt fra uhyggelige planer, begynder filmens intensitet at falde drastisk. Herfra går der for meget sangundervisning og operaopvisning i den, mens uhyggen forsvinder.

I en mere avanceret film kunne Terence Fisher have twistet hele slutningen, så den virkelige og grusomme sandhed var gået op for Christine midt i også operaens afsluttende scene, hvor hun i rollen som Jeanne d’Arc skal brændes på bålet. Fantomet er jo selv “omkommet” i en brand, og en mere ambitiøs film (med et mere afsindigt fantom) havde sluttet med en monstrøs ægteskabspagt mellem de to brandofre. Men sådan vil Hammer og Terence Fisher det desværre ikke, og filmens sidste halve time er ganske kedelig og ødelægger de mange fine set ups fra den indledende halve time.

Derfor bliver det også kun til en halvlunken omgang Hammer-horror denne gang. Næste Hammer-film på programmet er Captain Clegg (også fra 1962).

······


The Phantom of the Opera
Instruktør: Terence Fisher
Medvirkende: Herbert Lom, Heather Sears, Michael Gough m.fl.
Hammer Film Productions, 1962
Spilletid: Ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)

A Scanner Darkly (2006)

Science fiction på stoffer. Richard Linklaters filmudgave af Philip K. Dicks roman A Scanner Darkly er mere syretrip end sci-fi. Selv om karaktererne snakker og snakker, og handlingen fortaber sig i usammenhængende scener, er den rotoscopede tegnefilmsstil faktisk filmens største problem. Og største force, forstå det hvem der kan.

Science fiction-filmene Blade Runner (Ridley Scott, 1982), Total Recall (Paul Verhoeven, 1990), Abre los ojos (Alejandro Amenábar, 1997) og Minority Report (Steven Spielberg, 2002) har alle det til fælles, at de bygger på romaner eller noveller af forfatteren Philip K. Dick – og så er de jo også alle fire superfede sci-fi-film, hvor stil og plot går op i en højere enhed, og hvor spektakulære, visuelle science fiction-optrin er en fast bestanddel. Man (eller jeg!) ser jo først og fremmest science fiction-film for at lade sig fascinere og undre over de fantastiske og (måske særligt i film, der ikke er instrueret af Paul Verhoeven) smukke special effects. Derfor skulle jeg da naturligvis også se A Scanner Darkly – den nyeste filmatisering af Philip K. Dick og oven i købet en film som på cover og i trailer lover en unik æstetisk oplevelse. Men filmen er langt den svageste af de nævnte fem titler.

A Scanner Darkly følger Bob Arctor (spillet af Keanu Reeves), der bor i en slags syrekollektiv sammen med to-tre andre fyre, der mest hænger ud for at tage hårde stoffer – heriblandt det voldsomme Substance D (“D for death”). Samtidig er Arctor ansat af narkopolitiet til at bekæmpe dette voksende samfundsproblem. Her går han under navnet Fred og er iklædt et såkaldt “scramble suit”, så hans udseende konstant brydes op i mindre fragmenter, der skifter form og farve, og så han forbliver 100 % anonym. Paranoiaen begynder langsomt at indfinde sig hos Bob / Fred, da han bliver bedt om at overvåge sit eget hus og dets misbrugere: Fred tror, at politiet i virkeligheden er ude på at fælde ham selv (Bob Arctor), men han kunne ikke tage mere fejl.

Filmens visualitet er dens største styrke – og dens største svaghed. Under startteksterne bliver man sluset ind i denne mærkelige tegneserie/computerspilsagtige æstetik i en lille sekvens, hvor klamme, grønne insekter vælter frem på huden af en mand, der tager bad og desperat prøver at blive af med dem. Sekvensen er stum men med underlægningsmusik og viser fint den rotoscopede (som teknikken vist hedder) stils styrke, men lige så snart manden begynder og tale og filmens egentlige handling starter, står man af, fordi det trods alt er for aparte.

Eller også er det fordi karaktererne taler alt for hurtigt. Eller for meget. Og usammenhængende. De snakker i hvert fald en hel del, og da Linklater tydeligvis har villet forplante karakterernes hallucinerende følelse til publikum, er det klart, at dialogen skal være forvirrende, usammenhængende og hurtig.

Filmens enkeltscener er desuden lige så løsrevne; det er svært rigtigt at finde hoved og hale i noget af det, der foregår før filmens klimaks, hvor sandheden afsløres og man får nøglen til at læse resten af filmen. Dér bliver A Scanner Darkly pludselig ret spændende, mens de foregående 70-80 minutter groft sagt har været kedelige på grund af det fragmenterede indtryk.

Den hallucinerende følelse banker også først rigtigt igennem visuelt hen mod filmens slutning. Her ser vi i nærbilleder (nærmest Bob/Freds subjektive point of view) scramble-dragten der hele tiden skifter udseende, og man bliver som seer nærmest fysisk dårlig af at prøve at fokusere på de mærkelige u-menneskelige fremtoninger. I starten eksperimenterer Linklater endvidere med tankebobler, der viser hvordan karaktererne forestiller sig slutningen på den samtale, de er i gang med. Men han går hurtigt bort fra denne overtydeliggørelse af paranoiaen og fører den blot videre i dialog og til dels subjektive indstillinger. Og det er selvfølelig også med til at gøre det hele temmelig svært at holde styr på.

Det er derfor på mange måder en film, der giver tilskueren følelsen af at være på stoffer – ligesom karaktererne i filmen. Men det bliver også en ret langtrukken affære, fordi der er så få faste holdepunkter midt i den totale forvirring. Man får aldrig helt fodfæste som seer, og det skaber frustrationer og irritation. Selv i andre “eksperimenterende” science fiction-film – Blade Runner og Abre los ojos – er der en form for fodfæste, fordi vi kender en del af filmenes fortælleskemaer, karaktertyper eller visuelle koder, og ved hvordan vi skal aflæse dem. Det forsvinder som hashtåger i A Scanner Darkly, der derfor ikke rigtig kan karakteriseres som en science fiction-film, men snarere en film om at være på stoffer.

Til gengæld har jeg allerede nu lyst til at gense den for at prøve at få øje på sammenhængen i kaos.

······


A Scanner Darkly
Instruktør: Richard Linklater
Medvirkende: Keanu Reeves, Winona Ryder, Robert Downey Jr. m.fl.
Warner Independent Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 100 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Warner Bros. Entertainment Inc.

The Curse of the Werewolf (1961)

Hammer Films eneste varulvefilm foregår i Spanien! Men på en eller anden måde fungerer det; filmen oser ikke ligefrem af Spanien, men mere af engelsk Hammer Horror, der fornyer varulvekarakteren med større intensitet og indlevelse i den forbandelsesramte hovedperon. Det er slet ikke dårligt, men den er langt fra den ultimative varulvefilm – dertil er der for mange oplagte fejl og mangler.

Dette er så den anden omgang Hammer-horror jeg ser i min lille jagt på en rigtig uhyggelig gyser fra det legendariske engelske filmselskab, Hammer Film. I 1960-70erne lavede de en lang række horrorfilm, hvoraf genindspilningerne af de gamle Universal-monsterfilm (Frankenstein, Dracula, The Mummy osv.) vel nok er de mest kendte. Nu er turen så kommet til Hammers eneste varulvefilm, der er et år yngre end Brides of Dracula, som jeg kritiserede sønder og sammen i sidste uge. The Curse of the Werewolf er en bedre film på mange måder, men kan ikke have været den store succes tilbage i 1961, al den stund at Hammer ikke fulgte op på filmen med en The Revenge of…, The Evil of…, The Horror of…, The Satanic Rites of…, osv.

Filmen udspiller sig lidt besynderligt i Spanien, for det er nemlig småt med den spanske kolorit. Det kunne lige så godt have været en fjern afkrog af Østeuropa, som det plejer at være i Hammers Dracula- og Frankenstein-film. The Curse of the Werewolf handler egentlig den unge Leon (spillet intenst og medrivende af Oliver Reed), men først får vi en temmelig lang forhistorie om en fattig tigger, der beder om mad og drikke ved et spansk slot men i stedet bliver kastet i fangehullet og glemt dernede, så han over årene forandrer sig til et behåret, beskidt og voldsomt vilddyr. Tiggeren kaster sig over en stum pige, der også bliver fængslet. Hun nedkommer senere med Leon, men dør, så Leon vokser op hos plejeforældre men tydeligt mærket af sine forældre: Som barn får han heftige svedeture og mareridt om at slå dyr ihjel – og det udarter sig selvfølgelig.

Det er på mange måder en alt for lang forhistorie, når man tænker på at vi først er fremme ved filmens egentlige handlingsplan efter en times spilletid. Problemet er, at det giver alt for lidt plads til at tegne den kærlighedsintrige som den unge Leon er impliceret i – og det bevirker selvfølgelig at kærligheden bliver noget karikeret og klichebåren. Det er lattervækkende og minder (jf. alle mine fordomme) om en spansk telenovela.

På den anden side giver den fyldige baggrundshistorie også en ekstra dybde og originalitet til den ellers så fortærskede varulvemyte; her er der ikke nogen som er blevet bidt “af et vildt dyr på heden ved fuldmånens skær”. Nej, her er sygdommen nedarvet som følge af forældrenes grusomme skæbne. Også filmens dvælen ved Leons barndomsår hos plejeforældrene fungerer rigtig godt – ligesom den suspense, som opstår, da landsbyen prøver at opklare de mærkelige drab på fårene på egnen. Vil landsbybeboerne opdage sandheden – eller når plejeforældrene at hjælpe Leon, inden det er for sent?

For i denne varulvefilm kan fuldmånesygdommen nemlig let kureres: Hvis Leon viser sin kærlighed til en person, og vedkommende elsker ham tilbage – så vupti! Så er han forbandelsen kvit. Denne lidt eventyrlige udlægning af myten bruger filmen til at skabe fin suspense med, men samtidig er det også lidt tamt, at Hammer tvister en klassisk myte til at skabe ekstra melodrama. Hammer tvister også mere problematisk tiden og månens cyklus: I The Curse of the Werewolf er der fuldmåne adskillige aftener i træk!

Derudover er der to scener, som skuffer fælt: De to eneste faste ingredienser i en varulvefilm er den første detaljerede forvandlingsscene, hvor hovedpersonen bliver til ulv først gang – og den sidste forvandlingsscene, når hovedpersonen er blevet skudt med en sølvkugle og forvandler sig tilbage til menneske. Begge scener mangler i denne film, og det er ret ærgerligt.

Hammers makeup-budget har nok ikke været det allerstørste, for det er også først i det sidste kvarter, at vi ser varulven i fuld “uniform”, og den noget grå og mat i det. En slags Frankensteins monster med ekstra hår. De chok/uhyggescener, der fungerer bedst, er klart dem, hvor vi kun ser små detaljer af bæstet.

Til gengæld er underlægningsmusikken meget mindre irriterende her end i Brides of Dracula. Varulvefilmens tempo er også langt højere end i Dracula-opfølgeren, og er som andre Hammer-gysere flot og stemningsfuldt lyssat. Farverne og dekorationerne er imponerende i forhold til det sporadiske budget. Det giver alt i alt en bedre monsterfilm, der både indfrier forventningerne og samtidig giver lidt ekstra. Og så er der mere blod og vold på færde i The Curse of the Werewolf.

Næste Hammer-film på programmet bliver The Phantom of the Opera fra 1962.

······


The Curse of the Werewolf
Instruktør: Terence Fisher
Medvirkende: Oliver Reed, Clifford Evans, Richard Wordsworth m.fl.
Hammer Film Productions, 1961
Spilletid: Ca. 93 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)

The Da Vinci Code (2006)

Sådan skal man ikke filmatisere en bog! Ron Howards Da Vinci mysteriet er et glimrende eksempel på hvor uspændende og ucharmerende en filmatisering af en populær spændingsroman kan blive, når man giver efter for fristelsen og gør det, alle bogens fans vil have: En 1:1-filmatisering, hvor så lidt som muligt laves om eller udelades.

Min svoger Michael er stor fan af Dan Brown og har læst alt, hvad manden har skrevet. Vi har et par gange eller flere diskuteret filmatiseringen af Da Vinci mysteriet i forhold til romanforlægget, og jeg fik det indtryk, at Michael var ganske godt tilfreds, på nær noget i slutningen som de vist havde lavet om.

Og jeg som ikke engang kan huske hvordan romanen slutter! Jeg pløjede mig selv igennem Da Vinci mysteriet på den lettest tænkelige måde – på lyd-cd fra mit lokale bibliotek, og måske er det derfor at jeg ikke kan huske særlig meget af handlingen. Bortset fra Dan Browns (pseudo?)videnskabelige afsløring af kristendommen som en falsk religion og den medfølgende bevisførelse. Selve kriminalintrigen, eller hvem der helt præcis dræber hvem, og hvem der overlever til sidst – alt det var væk! Pinligt!

Jeg er langt fra så begejstret for filmen Da Vinci mysteriet som Michael; jeg syntes endda også, at bogen var tæt på at være kedsommelig (at høre), fordi kriminalplottet og spændingen druknede i bogens scoop – afsløringen af den kristne tro og den katolske kirkes cover-up (som til gengæld var enormt spændende, men det havde det også været som dokumentarprogram eller en fagbog). Filmen har præcis den samme tendens, men fordi filmen er så litterær og tro over for sit forlæg, bliver den ekstra uspændende. Til tider går der ligefrem PowerPoint-show i den. Man kunne lige så godt have læst den eksklusive, gennemillustrerede udgave af romanen!

På den ene side er det jo godt, at filmen er trofast mod romanen, men her bliver det for meget. Filmen føles alt for lang og detaljeret, og den måde, som Ron Howard og holdet bag har valgt at fortolke romanen, er alt for tung: Stilen er hele vejen igennem voldsom storladen med megen patos i underlægningsmusikken og de mange superfrøperspektiver af katedraler, borge osv. der selvfølgelig skal signalere storhed.

Der er ikke meget spænding eller skattejagt i filmen på trods af, at det faktisk er det, som det hele handler om. Bevares, engang i mellem eksploderer det hele i et minuts intens action, og så dør filmen igen. Og det hele sovses konstant ind i slæbende strygerflader, så selv den mest hektiske biljagt forbliver – ja, temmelig uhektisk!

Filmens visuelle stil er også med til at lægge en dæmper på skattejagten. Filmen er meget mørk – så mørk faktisk, at jeg tror jeg var faldet i søvn i de bløde biografsæder, hvis jeg havde set den (som man nok burde) i Imperial. Nu så jeg den på dvd og havde mulighed for at stoppe af og til og skænke mere kaffe… Filmen er mørk og dunkelt belyst hele vejen igennem, men det gør ikke filmen uhyggelig og dyster (for der er ingen highkey-belyste scener at kontrastere med) – snarere søvndyssende.

Den lyst til eventyr, som man ellers måtte tillægge hovedpersonerne på sådan en skattejagt – Robert Langdon (spillet af Tom Hanks) og Sophie Neveu (Audrey Tautou) – er ikkeeksisterende. Jeg har aldrig set Hanks så mat og ucharmerende, og spillet mellem de to hovedpersoner er uden nogen form for liv og varme. Jeg følte mig voldsomt distanceret til begge karakterer, fordi de virker så distancerede og upåvirkede hele vejen igennem.

Til gengæld reddes Da Vinci mysteriet i den grad af Ian McKellen, der i rollen som gralforskeren Sir Leigh Teabing virkelig træder i karakter; Teabing brænder for den hellige gral og i scenerne på hans gods i Frankrig mærker man det eventyr, der er fraværende resten af filmen. Det er da også Teabing – og ikke Robert Langdon – der får æren af at servere filmen / Dan Browns store afsløring. Ja, man tilgiver ligefrem Ron Howard at han har filmatiseret det som et PowerPoint-show, for McKellen giver alt, hvad den kan trække i sin præsentation og gør en ellers 100 % litterær scene til filmens ultimative højdepunkt. Men det siger lige så meget om filmens mangler som om McKellens evner.

Der er sand for dyden ikke meget Indiana Jones over foretagendet her. Filmens spænding og uhygge fortaber sig fuldstændig i historiske rekonstruktioner, der suser over skærmen i flygtige flashbacks holdt i kolde, gnidrede billeder, som passerer fuldkommen hen over hovedet på folk, der ikke har læst romanen – eller glemt den fordi de har hørt den på lyd-cd! De mange flashbacks vidner på alle måder om romanens overlegenhed og ufilmatiserbarhed. Selv filmens halvhjertede forsøg på spænding via parallelklipning og krydsklipning bliver blot til en gumpetung klippeøvelse, der ikke bidrager til vores identifikation med karaktererne. Selv scenen hvor Langdon og Neveu slipper uset væk fra Teabings privatfly afsløres i et efterfølgende flashback som den billige tryllekunst det er – uden suspense og uden publikums medleven.

I bagklogskabens lys havde Dan Brown nok fået mere ud af at sælge rettighederne til Da Vinci mysteriet til folkene bag tv-serien 24 timer og ladet Jack Bauer tage livtag med den katolske kirke i jagten på den hellige gral. Se, det ville have fornyet både romanen og tv-serien og tilført denne thriller den mængde action, som den fortjener – samtidig med at der ville have været tid (ja, vel omkring et halvt døgn) til at gå i detaljen med de historiske og kulturelle detaljer. Ærgerligt!

······


The Da Vinci Code (Da Vinci mysteriet)
Instruktør: Ron Howard
Medvirkende: Tom Hanks, Audrey Tautou, Ian McKellen m.fl.
Columbia Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 143 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures Home Entertainment

Lotto (2006)

Den bedste danske komedie i meget lang tid. Peter Schrøders Lotto er en perlerække af morsomme scener holdt sammen af Søren Pilmark og Ditte Gråbøl. De to og resten af holdet spiller formidabelt i denne lille moralske historie om at vinde i spil og dernæst tabe alt andet på gulvet.

Ærligt talt: Jeg havde ikke de store forventninger til den nye danske komedie, Lotto, men Malene var meget insisterende og gjorde efterfølgende mine fordomme om moderne danske komedier dybt til skamme. I en tid domineret af Hella Joof- og Lasse Spang Olsen-fejlskud, Anja & Victor-serien og tandløse genindspilninger af gamle Far til fire- og Min søsters børn-film, var det dejligt at blive positivt overrasket over en ægte dansk mainstreamfilm. For det er Lotto – en mainstreamkomedie – men af en helt anden kvalitet end de øvrigt nævnte her. Sjældent har jeg grinet så meget og så vedvarende over en komedie, der tør være en komedie og ikke skal blande unødvendig melodrama ind i historien.

Historien er uhyre simpel: Jørgen (spillet af Søren Pilmark) er alle tiders flinke og opofrende fyr på arbejde, sammen med vennerne og derhjemme. Han er også formand for lottoklubben på hans arbejde, hvor han og de andre smede hver uge skillinger sammen til lørdagens trækning. En dag vinder han og gutterne den store gevinst, men Jørgen finder på alle tiders undskyldning, for at han og Gitte (hans kone spillet af Ditte Gråbøl) kan beholde alle pengene selv – det var Gittes lottokupon! Men straks begynder skyldfølelsen at liste sig ind på Jørgen, der desperat prøver at udleve nogle af Gittes og hans drømme og samtidig beholde pokerfjæset på over for kammersjukkerne på arbejdet. Den ene gakkede løgn tager den næste…

Lotto er først og fremmest Søren Pilmarks film. Som hovedperson er han med og aktiv i samtlige scener; ligesom Ditte Gråbøl leverer han flot skuespil med nerve og troværdighed, men det er også ham som bærer hele filmens plotmæssige komik. Pilmark underspiller, så også de mere lavmælte scener bliver en fryd. Peter Schrøders personinstruktion er mesterlig, når man tænker på, hvor let filmen kunne være knækket over og blevet en korporlig og højtråbende farce. Plottets voksende absurditet iscenesættes af et lavmælt realistisk spil, der aldrig overdøver historien, men netop fremhæver og løfter den.

Lotto er en af den slags komedier, hvor man sidder og krummer tæer hele tiden. Jeg kommer til at tænke på film som Meet the Parents (Jay Roach, 2000) og den første Bridget Jones-film (Sharon Maguire, 2001), hvor humoren også bliver pinagtig, fordi den kobles med en form for suspense, når publikum instinktivt ved, at det, som hovedpersonerne (Jørgen, Greg og Bridget) er i færd med, umuligt kan ende godt. Lotto skiller sig alligevel ud, fordi Jørgens problemer er 100 % selvforskyldt: Han siger faktisk flere gange, at han og Gitte er mere værdige millionærer end de andre lottoklubmedlemmer, men hele filmens opbygning (den spinkle forhistorie, Jørgens opofrelse, de indlagte set-ups på Jørgen og Gittes drømme, de øvrige karakterers tydeligt negative brister, og selvfølgelig det faktum at Jørgen er hovedpersonen) gør, at Jørgen aldrig bliver en decideret negativ karakter. Tværtimod udnyttes denne ekstra dimension til at bringe endnu mere suspense ind i filmen, når man den ene gang efter den anden tror, at nu har de andre gennemskuet Jørgens lottobedrag.

Al denne suspense understreges af filmens visuelle æstetik, der lige så stille ændrer sig i takt med Jørgens voksende paranoia. I starten styrer Peter Schrøder løjerne i ægte komediestil med halvtotaler og halvnære indstillinger. Lyset er anonymt og klipningen på alle måder uhektisk. Senere når Jørgens løgne vokser sig større og større, forandrer Jørgens fysiske udseende sig (Pilmark spiller ham krumrygget, bleg og med paranoide øjne rammet ind af sorte rander og en sort skihue), mens filmens visuelle stil ændres til et mere ekspressionistisk udtryk med tydeligt spil mellem farvet lys og mørke skygger. Her er flere markante kameraindstillinger, der fanger Jørgen isoleret midt i kredsen af arbejdskammerater. Men disse visuelle effekter er alligevel holdt på et lavmælt, realistisk plan, der ikke roder den enkle historie til og støjer for meget.

Skal man udpege filmens ene store mangel, så er slutningen al for konventionel og tam. Den virker påklistret og upassende efter den moralske historie, som resten af filmen har udspillet. Det hænger sammen med, at luften går noget af ballonen i forbindelse med den store konfrontation, som filmen lægger voldsomt op til, lige fra Jørgen tager beslutningen om at beholde de 3,6 mio. kr. selv. Jeg kunne godt tænke mig, at konklusionen havde været mere bidsk og mindre rund og mild. Man spørger lidt sig selv, hvad det er Jørgen har lært oven på denne moralske fortælling: Ikke at lyve? At leve livet og være mindre uselvisk? Har han i det hele taget udviklet sig?

Spørgsmålet er jo altid om en hovedperson i en film behøver at lære noget som helst, men om filmen ikke bare kan slutte og sætte punktum. Færdig basta.

······


Lotto (2006)
Instruktør: Peter Schrøder
Medvirkende: Søren Pilmark, Ditte Gråbøl, Bjarne Henriksen m.fl.
Nordisk Film 2006
Spilletid: Ca. 87minutter.
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film

Clerks II (2006)

Er man ikke til Kevin Smith, så er man ikke til Clerks II. Filmen udstiller på godt og ondt den lettere aparte instruktørs styrker og svagheder, og de der elskede den højtravende Dogma eller for den sags skyld den første Clerks-film, vil også finde 2'erens monologagtige replikker og fragmenterede genremiks indbydende og styrtende sjovt. På den måde er filmen en ægte fan-film, og alle vi andre gør klogest i at holde os væk.

Der var engang hvor jeg troede jeg godt kunne lide Kevin Smiths lettere alternative greb om filmmediet. Jeg startede med Dogma (1999) og dens rablende vanvittige sammenkog af religion, stand-up, drengerøvsaction, intertekstuelle referencer til film, myter og fabler osv. Så så jeg Clerks (den første fra 1994 med et budget på knap-og-nap $28.000) og fandt ud af, hvor lidt der skal til, for at man kan kalde en film for en film. Og jeg skal være helt ærlig og sige, at det er et stykke tid siden jeg så Clerks sidst, men jeg husker den som en filmisk pendant til Douglas Couplands romaner, Generation X (1991) og Microserfs (1995), som i princippet handler om, hvor kedelig den moderne tilværelse er. Når han er bedst – som i Clerks – kan Smith skildre den ligegyldige meningsløshed med samme humor og varme som Coupland. Men så så jeg Clerks II og fandt ud af, at jeg ikke kunne lide Kevin Smith alligevel.

Clerks II er på mange måder en kvalificeret toer. Smith udvider universet fra den første Clerks-film og lader de samme primitive karakterer træde ind på en lidt større arena (de to kioskekspedienter er nu ansat i et nyt MacJob i fastfoodrestauranten Mooby’s) og udspille et langt større drama (hvilket indbefatter ægteskab, sidespring, graviditet osv.) men i samme primitive scener. 2’eren er mere slagkraftig i sin nørdede drengerøvshumor og mere syret i sine gags, men den efterlader unægteligt også et noget rodet indtryk, for det virker, som om Kevin Smith har haft svært ved at vælge – skulle han satse på den klassiske kærlighedsintrige eller på de småskøre, usammenhængende sketches.

Filmen ender med ikke rigtigt at have et skelet til at holde sammen på det hele og kollapser derfor flere steder – i hvert fald for mig: Der er simpelthen for mange stilskift, for mange temposkift, for mange forskellige genrer der jongleres ud og ind mellem hinanden, og jeg kan faktisk demontere hele filmen og udpege to-tre scener, som jeg synes er hylende sjove, og som jeg hjertens gerne vil se igen og igen, mens resten er det rene bras!

Clerks II er nemlig opbygget både fragmenteret og episodisk, selv om filmen skal forestille at udspille sig på Dantes sidste arbejdsdag på Mooby’s. Det ville egentlig have fungeret fint med det usammenhængende plot, hvis det nu ikke havde været sådan, at filmens grundintrige indbyder til et fortællemæssigt forløb frem mod en forløsning – og plottet hindres eller forsinkes af intetsigende afbrydelser med de to faste karakterer Jay og Silent Bob, der hænger ud på parkeringspladsen foran fastfoodrestauranten. De er imidlertid aldrig rigtig sjove eller hjælper plottet fremad, og det bliver faktisk ligefrem irriterende at se den samme referencejoke til Silence of the Lambs fyret af tre-fire gange. Man vil hellere ind i restauranten og følge samspillet mellem Randal og Dante og co.

Jeg kan klare Kevin Smiths usammenhængende manuskript – jeg synes faktisk at flere af tiraderne er lårklaskende sjove (Star Wars vs. Ringenes Herre; Transformers-diskussionerne; og racisme-skænderiet) – men hans personinstruktion og skuespillernes præstation er fantastisk ringe. Alle som én spiller dårligt og amatøragtigt; de kæmper bravt med de monstrøse replikker, der minder om alenlange monologer. Dermed gentager 2’eren den første Clerks-films tendens til at basere sig på snak, snak og atter snak, og det bliver gevaldigt hurtigt gevaldigt kedeligt. Elias (spillet af en Trevor Fehrman) skiller sig dog positivt ud fra de andre karakterer, fordi han ikke behøver råbe højt eller rulle med øjnene for at være sjov. Han er bare sjov i sig selv! Sjovt er det også, at Smith ikke har kunnet få fat i flere cameoroller til at lægge vejen forbi Mooby’s: Her bliver det kun til de afdankede Kevin Smith-venner, Ben Affleck og Jason Lee. Det er ærgerligt, for det var netop i mødet med kunderne at 1’eren var enormt sjov – og det er også her 2’eren har sine morsomme øjeblikke.

Til sidst er der hele filmens morale som udbasuneres i Randals replikker i filmens andet plot point: Dante skal (ifølge Randal / Kevin Smith) følge sin egen drøm og sit eget instinkt og ikke lade sig hundse rundt med. Det får den konsekvens, at Dante i filmens slutning forbliver fastlåst i New Jersey i og omkring samme miljø som både Clerks og Clerks II. Dermed bliver Kevin Smith en overraskende fortaler for den danske Jantelov og skomager-bliv-ved-din-læst-filosofi. Det budskab kunne den flippede independent-instruktør uden problemer have drejet langt mindre konservativt og leveret mere stilrent.

En god ting ved Clerks II er at man får lyst til at se 1’eren igen.

······


Clerks II
Instruktør: Kevin Smith
Medvirkende: Brian O’Halloran, Jeff Anderson, Rosario Dawson m.fl.
View Askew Productions, 2006
Spilletid: Ca. 97 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film