Blå mænd (2008)

Skæg og ballade på genbrugspladsen. Mick Øgendahl er en af hovedkræfterne bag denne nye danske komedie, der ligner et sketchshow og føles så lang som et ondt år. Visse scener er sjove, men de fleste trækker plottet i langdrag uden at bidrage til historiens ydre og indre udvikling. Det er manuskriptet, den er gal med.

Jeg er en stor beundrer af Rune Klan og Mick Øgendahl og deres fælles sketchshow, Tak for i aften, som til stadighed ruller over skærmen på TV2 eller en af søsterkanalerne. Det er så blændende genialt skrevet, kort og kontant, supersjove sketches på et halvt til to minutter pr. styk; her hudflettes danskerne, vores samtid og tendenserne, vores idoler, vores mentalitet. Det ligner lidt de gamle Jan Gintberg-shows på DR2 men med speederen banket i bund.

Det er desværre ikke den følelse man sidder med, når man ser Blå mænd, samme Mick Øgendahls manuskriptdebut på spillefilmsfronten. Øgendahl har sammen med forfatter og instruktør Rasmus Heide begået deres helt egen komedie uden om den største finansieringskilde i dansk film – Det Danske Filminstitut – til gengæld har de fået økonomisk opbakning fra TV2 og Scanbox. Godt 437.000 danskere nåede at se Blå mænd i biografen. På premiereweekenden tjente den omtrent halvdelen af sit budget på 10 mio. kr. ind igen. Så hatten af for succesen. Det er dælme godt gået.

Manuskriptproblemer
Det er ikke mindst godt gået på grund af to elementære, fortællemæssige problemer: Filmen handler om supersælgeren og superegoisten Jesper Jensen, der idømmes samfundstjeneste på en genbrugsplads efter en drikfældig køretur. Filmen handler dybest set om at Jesper skal lære at være et rigtigt, humanistisk menneske, hjælpe andre og søge tætte relationer, samtidig med at der kører et sideplot med at genbrugspladsen er lukningstruet på grund af for mange fejl og en sur kommunemand der vil spare.

Enhver manuskriptskrivningsmanual og -konsulent (her bl.a. Mette Heeno) vil vel som det første råde til at de to historier (den indre udvikling og den ydre) styres elegant sammen og påvirker hinanden og driver hinanden fremad. Det sker ikke i Blå mænd. Jesper Jensen (spillet af Thure Lindhardt) udvikler sig godt nok lige efter bogen, men i alt for kæmpemæssige ryk og uden at det på nogen måde har indflydelse på genbrugspladsen. Det eneste der skal til for at han udvikler sig fra et umanerligt dumt svin til en rar, følsom fyr er at han skal drikke sig plørefuld og se Cirkeline i tv. Så er den hjemme. I filmens tid tager det ca. et minut. Det er et kæmpeproblem, at hans samspil med genbrugskammeraterne ikke har noget at sige - nogen indflydelse - overhovedet.

På samme måde kan man sige, at filmens lykkelige slutning kommer som et lyn fra en klar himmel, og uden at Jesper Jensens markedsøkonomiske evner til at få styr på en virksomhed kommer til deres ret. Filmens lykkelige slutning realiseres med et lynhurtigt set up-pay off og på en enormt utroværdig måde.

Det ville være så nemt at skrive de to historier sammen og udnytte de to plotlinjer til at drive hinanden fremad, men Øgendahl og Heide undlader, og det gør handlingen langtrukken og karakterernes udvikling utroværdig.

Sketchshow på slow
Det der fungerer bedst i filmen er til gengæld de mange små sjove, sketchagtige optrin, hvor Mick Øgendahl kan lire en masse Dirch Passer-agtige revy-oneliners af, eller få en knytnæve i hovedet af Sidse Babett Knudsen. Hun kommer til gengæld vildt meget pruttende remoulade på sin spegepølsemad og har drømmeagtige genreflashbacks, hvor hun pludselig befinder sig i en krigsfilm eller en kungfu-film, selv om hun i virkeligheden kæmper sig rundt om de mange containere. Eller hvad med Troels Lyby, der marcherer pladsen rundt og kommanderer af alle som sjanten fra Basserne, lige indtil hans ukendte søn – der tilfældigvis er en sjov og livsklog mongol – kommer på banen og bliver en del af sjakket. Det er da skøøøøørt!

Men ingen af disse skøøøøre optrin driver plottet fremad. Hverken de platte slapstickoptrin eller de flotte og veldesignede filmdrømmerejser bruges til noget som helst andet end tomhjernet fis og ballade. Der er intet mål med humoren, og det bevirker at plottet og filmen sænkes endnu mere. Blå mænd varer 79 lange minutter; de føles som 120.

Sådanne problemer starter på manuskriptplan, hvor der (måske med DFIs hjælp) burde have været strammet gevaldigt op og tilført saft og kraft og mere gang i den. For reference, se Tak for i aften på TV2. Blå mænd er en tam og tandløs folkekomedie.

······


Blå mænd
Instruktion: Rasmus Heide
Medvirkende: Thure Lindhardt, Sidse Babett-Knudsen, Mick Øgendahl m.fl.
Fridthjof Film, 2008
Spilletid: Ca. 79 minutter
Dansk dvd-distribution: Scanbox

The Strangers (2008)

"Is Tamara home?" Her er den mest uhyggelige mainstreamgyser i flere år. Bryan Bertino har skrevet og instrueret en lille, monstereffektiv omgang home invasion-horror, der nok skal holde dig vågen et par nætter eller tre. Det er simpelt men solidt filmhåndværk uden de store dybder. Men det er netop pointen.

Det er lang tid siden jeg har været så skræmt over en amerikansk mainstreamgyser: Vacancy endte som et klichefyldt antiklimaks; The Ruins var nok blodig men også et halvkikset forskræp om M. Nights Shyamalans tåbelige plantegyser The Happening. Bedst var den amerikanske vampyrfilm 30 Days of Night, der forfinede klicheerne, vendte dem på hovedet, og blandede dem med en frostklar poetisk slutning.

Bryan Bertinos The Strangers er noget helt andet – mere enkel, mere realistisk og især i filmens første halvdel mere skræmmende. Filmen handler grundlæggende om parret James og Kristen, der vender tilbage til et sommerhus kl. 4 om natten efter at have været gæster ved et bryllup. Han har været i det romantiske hjørne, har pyntet op med rosenblade og champagne, og har friet til hende til festen. Hun har sagt nej. Stemningen er på det laveste. Tror de. For så banker det døren, og en uhyggelig kvindestemme spørger om Tamara er hjemme. Og lige pludselig er James og Kristen ikke alene mere. Udenfor huset går tre uhyggelige, maskeklædte personer rundt og vil tydeligvis i kontakt med dem. Og så er maskemenneskerne pludselig også indenfor…

Bulder og brag
Bryan Bertino afstår fra den fysiske vold, blod og splattereffekter i hovedparten af The Strangers. Til gengæld dyrker han den psykologiske terror, så det bliver uhyggeligt skræmmende for både hovedpersonerne og publikum. Kameraet er nervøst håndholdt og bevæger sig hele tiden snigende rundt i det mørke, underbelyste sommerhus – ind bag bogreoler, rundt om store lampeskærme, op langs væggen, så Bertino hele tiden lukker rummet og locationen klaustrofobisk om hovedpersonerne. Samtidig afskæres publikum fra det befriende overblik, som vi nærmest skriger på, når maskemanden sniger sig rundt i baggrundens søer af mørke, eller måske/måske ikke forsvinder om bag en væg eller et gardin, som blokerer vort udsyn.

På den måde er The Strangers en klichefyldt omgang gemmer og titte-bøh, men den hæver sig til noget større og langt mere modbydeligt, når Bertino kobler sin incidentalmusik på, der flere steder forvrænges til en uhyggelig og kommenterende underlægningsmusik – "Should we go outside?" lyder det f.eks. isnende fra pladespilleren, da Kristen står ansigt til ansigt med den uforklarligt åbne hoveddør. Og så er der alle lydeffekterne som buldrer, brager og klirrer, så både hovedpersonerne og publikum hopper i sædet.

Flad slutning
Selv om det er forbandet effektivt et godt stykke ad vejen, begynder man at få øje på den gysermæssige minimalisme som et teknisk stilgreb, fordi Bertino holder fast i titte-bøh-og-bulder-og-brag-metoden for længe. Der kommer ikke afgørende nyt på banen i filmens anden halvdel, og der lægges ingen spor ud til publikum om de tre maskemenneskers ophav eller motiv. Heller ingen falske spor, så Bertino kan hive tæppet væk under publikum i den twist-slutning som genren er så kendt for.

Man kan endda indvende at den meget uhyggelige, langtrukne suspense-optrapning, som er hovedparten af filmen, ikke forløses korrekt, fordi det store klimaks sker offscreen og uden den chokerende mængde realistisk blod og vold som filmen har lagt op til og varslet igen og igen. Det hele ebber bare ud, hvorefter filmen slutter uforløst.

Men det er måske netop meningen. Slutningen og konklusionen er enormt deadpan og bliver på ét plan enormt utilfredsstillende, fordi den bryder med alle vore genreforventninger på en meget uforløsende måde. På et andet plan er det den mest modbydelige slutning af alle, fordi den perfekt afspejler den frygt der gennemsyrer det vestlige samfund i disse år. På sin egen logiske måde bliver denne realistiske, minimalistiske og klichefyldte gyserfilm et uhyggeligt spejlbillede af vor egen frygt for den tilfældige vold, vi er magtesløse over for – om det så er terrorangreb eller ukendte forbrydere med masker der banker på i nattens mulm og mørke.

Slutningen afspejler netop tilfældigheden i volden; morderne bliver nok udpeget, men det forekommer ligegyldigt. Ligeså med ofrene. Og hele filmen. Derved vokser Bryan Bertinos film sig langt større end sine nutidige mainstreamkonkurrenter.

······

The Strangers
Instruktion: Bryan Bertino
Medvirkende: Liv Tyler, Scott Speedman, Kip Weeks m.fl.
Vertigo Entertainment, 2008
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome