Solo (2007)

“Everybody wants to be a popstar…” Kasper Torstings hudløse dokumentarportræt af Popstars-fænomenet Jon Nørgaard er sine steder vedkommende og ærlig. Den hudfletter dels danskerne og populistiske danske medier – fra formiddagsaviser til formiddagsradio – til selve hovedpersonen, Jon, og blotlægger hans naivitet og indbildskhed. Dermed undgår filmen at falde for samme letkøbte løsning som de populistiske pendanter, men den forbliver underligt uforløst; der sættes aldrig definitivt punktum for historien om Jon. Eller rettere sagt, der sættes tre punktummer i træk.

Jon Nørgaard blev kendt i mindst hele Danmark, da han vandt en sang- og performancekonkurrence på TV2. Siden gik det knapt så godt og den stakkels 17-årige jyde trak den ene slibrige overskrift efter den anden i sladderbladene, mens han prøvede at relancere sig selv uden pladeselskab og megamanagement i ryggen.

Det er denne sidstnævnte proces, som filmen Solo sætter sig for at afdække på godt og ondt. Vi følger i starten Jon til en koncert med hans nyeste sange, og Popstars-populariteten er tydeligvis falmet siden 2002, for publikum kyler øl og mønter efter ham på scenen. Derved skaber Kasper Torstings dokumentarfilm en klar fortællemæssig fremdrift for sig selv: Følg processen frem mod Jons optur / totale nedtur. Og senere går det da rent faktisk bedre til en diskotekskoncert i Sæby, hvor Jon godt nok får det værste hummer, en popstjerne nogensinde er tilbudt, hans Mac-computer er genstridig, og hans høretelefoner knækker. Men samtidig får han oprejsning, for Jon er nemlig snedig nok til at vinde publikums hjerter ved at gå ind på deres præmisser med humoristisk åbenhed om sin egen person.

Interviews
En af de andre mindeværdige sekvenser fra Solo er besøget i P3-radioprogrammet Mig og Morten Resen, hvor Jon igen konfronteres med den allestedsnærværende negative holdning til hans musik og hans person. I en effektiv krydsklipning følger man dels Jons katastrofale liveoptræden og -interview i radioen dels Morten Resens ubehageligt nøgterne information til Jon, før han skal i æteren. Resultatet er at Jon fremstår ekstra magtesløs og tvinges til at acceptere såvel radiolytternes bramfrie kommentarer som Morten Resens nedladende (ja, nærmest hadefulde) holdning, som serveres direkte in your face. Krydsklipningen klipper den nedværdigende behandling sammen med Jons problemer med at synge rent og huske teksten, da han skal fremføre sit nye “hit” live i radioen. Man kan ikke andet end føle sympati med den stakkels sangerfyr og græmmes over mediernes leflen for et idiotisk publikum – som er os selv!

Filmens realsekvenser bindes sammen af Jons forklarende og uddybende kommentarer, som er filmet uden for kontekst – op ad nøgne, blanke vægge, der giver mindelser om et intetsted hvis da ikke et mennesketomt fængsel. Når Solo-dokumentaren er allerbedst bærer Jons egne kommentarer filmen videre og tilfører en ekstra dimension til den scene som vi netop har set eller skal til at se. Unge Nørgaard kommer til at fremstå hudløs ærlig og sårbar – her åbner han op og fortæller om mediebranchen og den slaveagtige tilværelse, som man må leve, hvis man vil være noget ved musikken. Jon fortæller om karrierens og kærlighedslivets kuldsejlinger som følge af store transnationale selskaber, der tænker ensidigt i hurtig profit her og nu. Desværre understøttes Jons mediekritik aldrig rigtigt af dokumentarens realsekvenser, og postulaterne kommer til at fremstå lidt hule og ensidige. Vi mangler et egentligt payoff; måske vil Kasper Torsting noget andet med sin film.

Vælg din egen slutning...
Hvad budskabet er i Solo (og om der overhovedet er et budskab) er det store spørgsmål. Det bliver aldrig til et definitivt og afsluttende punktum, og man kan selvfølgelig argumentere for at Jons fremtid i sig selv er uklar, så det skal filmens slutning naturligvis afspejle. Men det gør desværre også bare filmen mere uklar og dens pondus som et statement om vor tids mediehysteri langt svagere.

Kasper Torsting giver ikke mindre end tre parallelle slutninger efter første del af filmen. Hvor den første slutning viser Jons totale deroute via stofferne og den ekspressionistiske belysning og klippestil, viser anden slutning Jons professionelle nedtur, da han meget naivt og fuldstændig uselvkritisk prøver at sælge sig selv som leder af en hel højskoleuddannelse, fordi han har stået foran 50.000 publikummer til en koncert i Tyskland. Den sidste slutning, åbner for en lille professionel optur, fordi Jon kommer videre med musikken i form af dansk lyrik tilsat lidt jazzet underlægningsmusik – dog uden nogen form for hitpotentiale og popstarliv i sus og dus.

Brugen af disse tre sekvenser virker inkonsekvent, og filmen ville med fordel kunne nøjes med at fokusere på én af dem. Det er også her, Jon selv kommer til at fremstå absolut mest flosset og urimelig over for sine omgivelser, og man forstår så udmærket, at højskoleforstanderparret har alle paraderne op over for den unge fløs, der tilsyneladende ikke har begreb skabt om pli eller kommunikation med andre mennesker.

Resultatet er desværre at man sidder tilbage med lyst til at overhælde Jon med den sædvanlige svada om at tage sig sammen og få en rigtig uddannelse og et ordentligt job og holde op med det selvsmagende flæberi! Og det er næppe Kasper Torstings intention ...

······


Solo
Instruktion: Kasper Torsting
Medvirkende: Jon Nørregaard, Morten Resen, Cecilie Frøkjær m.fl.
Fridtjhof Film, 2007
Spilletid: Ca. 76 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome

The Lost Weekend (1945)

Drikfældighedens djævel vender tilbage. Billy Wilders Oscar-vinder fra 1945 er stadig effektfuld i sit rystende portræt af en alkoholikers kamp mod sin afhængighed. Filmen starter som hovedpersonen i forholdsvis sober, realistisk tilstand, men langsomt forvandler den sig til en mareridtsagtig gengivelse af omgivelserne med et uhyggeligt behandlingssystem og ekspressionistiske hallucinationer. Men det er Ray Millands altdominerende, karismatiske skuespil i hovedrollen, der stadig bærer filmen.

Lang om længe kom jeg videre i min Billy Wilder-maraton. Det har taget lang tid, og i vejen har været et hav af eksamensforberedelser, filmklip der skulle findes, og spørgsmål der skulle formuleres, men nu havde jeg lige en aften og formiddag til at se den næste Billy Wilder-film, Forspildte dage som den hedder på dansk.

Kort fortalt tager filmen udgangspunkt i forfatteren Don Birnams (spillet af en formidabel Ray Milland) eskalerende alkoholmisbrug, da han overlades til sig selv i en weekend i sin lille New Yorker-lejlighed. Der skal derfor ikke så megen fantasi til at se lighederne mellem Wilders portræt af den deliriske Birnam og Roman Polanskis 20-år-yngre lejlighedstrilogi begyndende med Repulsion (1965).

Lige så interessant er det, at man kunne have en vis Alfred Hitchcock mistænkt for at planke enkelte Wilder-sekvenser og indsætte dem i sine egne film: Hele åbningsscenens panorering over storbylandskabet og sluttende ved et åbentstående vindue gentages (dog med hjælp af ubehjælpsomme overblændinger) i Psycho (1960). Desuden har Ray Milland i visse sekvenser en slående lighed med James Stewart i Skjule øjne (1954), ligesom Wilders brug af klip i Birnams mere og mere febrilske blikretning / subjektive POV i teatret har en ganske slående lighed med Hitchcocks klippestil i klimaksscenen i Skjulte øjne. Det er egentlig ret interessant og sætter Hitchcocks mesterværker i et lidt devaluerende lys.

Mennesket bag monsteret
I både Forspildte dage og Sunset Boulevard formår Billy Wilder at vise sit publikum de menneskelige sider bag nogle knapt så sympatiske træk. I Sunset Boulevard dykker vi ned under overfladen hos Norma Desmond og lærer at kende hendes baggrund som feteret stumfilmsstjerne og forstå hendes behov for kærlighed og opmærksomhed, og frem for at vælge den lette løsning og skildre hende som et gennempsykotisk kvindemenneske, så formår Wilder at få os til at forstå hende og fatte sympati for hende.

Det samme sker i Forspildte dage: Her er det alkoholens væsen som tegnes med menneskelig nænsomhed. Nok har den negative konsekvenser – fra Birnams simple rapserier på en bar til et gangsteragtigt hold-up i en spiritusbutik – men Wilder viser også, at Birnam ikke har noget valg men af omstændighederne er dømt til sin alkoholskæbne. Selv om det aldrig for alvor slås fast med stålsikre flashbacks, hvorfor Birnam begyndte at drikke, så antydes det flere gange, at hans manglende succes som forfatter har været en medvirkende årsag.

Med dette udgangspunkt lærer man igennem filmen at forstå Birnams alkoholisme, ikke mindst når desperationen begynder at sætte ind, og Birnam slipper kontrollen og lader sit drikfældige jeg overtage styringen: I starten markeres sygdommens overtag musikalsk med en spøgelsesagtig underlægningsmusik, der hjemsøger ham. Den ubehagelige og skæbnesvangre musik formidler glimrende den følelse, som er en del af Birnam.

Senere begynder han at stjæle penge til den næste drink og han gennemroder sin lejlighed i jagten på endnu en flaske sprut, som han i spiritustågerne har glemt hvor han gemte aftenen før. Da han med sin gamle skrivemaskine under armen slæber sig igennem New Yorks gader fra pantelåner til pantelåner kun for at møde lukkede butikker alle vegne (grundet den jødiske helligdag, Yom Kippur), føler man med ham – også selv om man godt ved, at han sælger resterne af sin sjæl ved at skille sig af med sin skrivemaskine.

En modig film
Jeg skal ikke vove mig ud i nogen særlig konkret receptionsanalyse af Forspildte dage i forhold til dens samtid og datidens amerikanske publikum, men jeg tør godt postulere, at filmen har været normbrydende i 1945. Wilders Double Indemnity (1944) var i forvejen grænseoverskridende i dens behandling af koldblodigt mord og forsikringssvindel – en så udførlig planlægning og udførelse var ikke set før i amerikansk filmhistorie; Wilder havde nærmest leveret opskriften på det perfekte mord, lød det fra de offentlige meningsdannere.

Forspildte dage ramler på samme bramfrie måde ind i alkoholismetabuet og Wilder tør vise os de menneskelige sider af drikfældighedens djævel. Her er Birnam ikke den onde bums i rendestenen men offeret, og spiritusbutikkerne (der sælger Birnam flaske efter flaske, selv om de godt kender til hans sygdom), behandlersystemet (der minder om et kafkask sindssygehospital, hvor visse patienter er tilbage for 45. gang), og den generelle menneskelige ligegyldighed – det er disse udefinerbare instanser som Wilder formår at udnævne til de “onde” men dog menneskelige modstandere.

Det er ikke nogen lille bedrift – det er faktisk stor filmkunst.

······


The Lost Weekend (da. Forspildte dage)
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Ray Milland, Jane Wyman, Howard de Silva m.fl.
Paramount, 1945
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal

Thank You for Smoking (2005)

Det er satire! Det er ikke nødvendigvis bragende morsomt, men det er satire. Denne film om en lobbyist fra tobaksindustrien er overraskende dvask og snakkende uden at udnytte skuespillernes potentiale. Bevares: Lobbyistens svære valg og fravalg er interessant at dykke ned i, men filmen forbliver forholdsvis uspændende, fordi den glatte hovedperson aldrig udviser oprigtig tvivl og rykker sig nye steder hen følelsesmæssigt. Dermed forbliver han distanceret og gådefuld og snakker og snakker og snakker…

Denne film skuffede mig. Så er det sagt. Malene og jeg smækkede Thank You for Smoking på dvd’en i går aftes, og jeg havde forestillet mig en helt anden film. Det gode ved filmen var at den udmærkede sig ved at vare under halvanden time – det dårlige var at filmen på ingen måde udnyttede sine 88 minutter optimalt, men for mig at se fremstod som en jasket og dvask omgang amerikansk dramaserie. Sådan en af dem, hvor vi godt nok har en superspændende præmis, men ikke rigtig råd eller mulighed for at vise de scener, man ville vise i en Hollywood-film.

Gode intentioner – kedelig udførelse
Præmissen for Thank You for Smoking er ellers én af de bedre: Vi følger en lobbyist / spindoktor, Nick Naylor (spillet af Aaron Eckhart), på arbejde med at gøre tobaksindustrien mere spiselig og succesfuld. Han er en fandens karl, der kan sælge sand i Sahara, og det kunne have medført en lang række morsomme optrin, hvor modvillige samarbejdspartnere blev tørret godt og grundigt – eller omvendt hvor de samme modvillige samarbejdspartnere blev udstillet som ekstremt hykleriske på grund af pengegevinsten ved at samarbejde med tobaksindustrien.

Dér bevæger filmen sig hen i sine lyseste øjeblikke, som f.eks. da Nick Naylor flyver til Californien for at diskutere cigaretternes tilbagevenden på lærredet i en ny stor scifi-satsning med Brad Pitt og Catherine Zeta-Jones. Rob Lowe spiller en stor Hollywood-mogul, der har opfundet product placement, og Adam Brody spiller hans overgejlede, Red Bull-speedsnakkende assistent.

Det er kosteligt og så klart filmens komiske højdepunkt. Desværre udforsker filmen ikke ideen videre og ser, hvordan det så rent faktisk foregår på settet og blandt stjernerne, der for blot $25 mio. gerne vil pulse løs. Den satiriske brod bores nok ind en smule ind under huden, men den efterlader ikke et ordentligt stik der gør ondt! Filmen synes det er nok at folk mødes i kontorer og snakker og snakker!

Jasket fortælling
Filmens anden store idé er at skildre lobbyisten Naylor som et menneske med en familie. Filmens første plotpoint består i at etablere kontakt mellem Naylor og hans søn, således at drengen bliver en slags katalysator for den positive udvikling, som Naylor måske / måske ikke gennemgår i løbet af filmen. Den idé er såmænd meget god, men også den forbliver underlig ufuldendt, fordi der aldrig for alvor kommer noget på spil mellem far og søn. Som moderen siger til Nick hen mod filmens slutning: ”Du er stadig Gud i din søns øjne.”

Og selve slutningen efterlader én med en bitter smag i munden, hvad angår Nick Naylors udvikling og potentiale som rollemodel over for knægten. Men så kan man jo altid hævde, at det er satire – og er satiren ikke så meget desto større, hvis Nick selv tror at han er blevet et bedre menneske, men vi seere godt kan se, at det er han på ingen måde?

Denne tendens til at skyde med små satiriske spredhagl til højre og venstre uden rigtig at ramme nogle alvorligt ømme punkter, går igen i filmens lemfældige opbygning, der også virker uengagerende. Filmen savner en mere konsekvent brug af simple fortællemæssige greb som set ups og suspense til at få publikum til at spille med – det hele sker sådan bare lidt hen ad vejen, uden at vi ligesom får varslet de helt store begivenheder og dermed kan engagere os i handlingen og de i forvejen meget distancerede karakterer. Der er flere forholdsvis dramatiske pay offs (The Washington Probes afsløring af Naylors arbejde og metoder og overfaldet på ham i filmens anden halvdel osv.) men de bygges ikke ordentligt op – ting sker bare, og så skal vi videre til næste scene.

Derfor bliver filmen en underlig ligegyldig størrelse, der aldrig rigtig provokerer eller tager en satirisk bid af USA, sådan som f.eks. sidste års Little Miss Sunshine gjorde det så glimrende.

······


Thank You for Smoking
Instruktion: Jason Reitman
Medvirkende: Aaron Eckhart, Cameron Bright, Kim Dickens m.fl.
Room 9 Entertainment, 2005
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Scanbox

Repulsion (1965)

Enjoy the silence! Roman Polanskis første film om psykotiske kvinder i deres lejligheder er også hans bedste og mest skræmmende. Her er ingen fortællemæssig logik eller lukning af historien om den smukke og seksuelt forskrækkede Carole. Her er ingen guide til publikum mht. hvad der ligger til grund for Caroles tvangstanker og psykose – fra start af er filmen overladt til hendes uafbalancerede præmisser. Det er stærkt ubehageligt og en uafrystelig oplevelse.

Midt i det helt store eksamensræs som er løbet af stablen den sidste månedstid, men først i denne uge er gået ind i sin afgørende fase, fik jeg da lige tid til at fortælle om én af de film, jeg har hentet eksamenscitater fra til mit 3.g Film & tv-hold.

Chok er den første del i Roman Polanskis såkaldte lejlighedstrilogi der desuden består af Rosemarys baby (1968) og Den ny lejer (1976). Fælles for de tre film er de isolerede hovedpersoner, der på den ene eller anden måde alle opsluges i en slags psykose, og den klaustrofobiske lejlighed i storbyen bliver nærmest symbolet på denne mentale tilstand. Men hvor Rosemarys baby med Mia Farrow i hovedrollen er langt mere konform i sit udtryk og fortælling (ingen er vist i tvivl om at Rosemarys tvangstanker søreme viser sig at være sande), der bryder Chok grænser ned i sin leg med gysergenren og de ekspressionistiske virkemidler, og man når aldrig den samme forløsning, fordi Polanski her tør noget mere. Og hvor Den ny lejer (med Polanski selv i hovedrollen) nok kredser om den samme surreelle galskab som Chok, så er resultatet i førstnævnte langt mere sorthumoristisk og måske derfor langt fra så knivskarpt ubehageligt som den sort/hvide ekspressionistiske film.

På randen af et nervøst sammenbrud
Chok kredser om Carole (spillet af en ung og sart Catherine Deneuve) og hendes mareridtsagtige psykose i den lille lejlighed som hun deler med storesøsteren. Hvad der ligger til grund for Caroles mentale tilstand, forklarer Polanski aldrig entydigt: Hun er fra start dybt seksualforskrækket og afskys ved enhver tilnærmelse eller henvendelse fra søsterens kæreste eller Caroles egen vedholdende bejler, Colin, der naturligvis må lade livet, når Carole føler sig mest truet. Det der fungerer som filmens første plot point er søsteren og hendes kærestes kærlighedsweekend i Paris – det er denne begivenhed der sætter handlingen på skinner og får de voldsomme tvangstanker til at eskalere.

Det faktum at Polanski skjuler årsagen til Caroles voldelige udskejelser ville i enhver anden gyser blive opfattet som en troværdighedsmangel, men her bliver det filmens styrke, fordi Polanski i stedet iscenesætter Caroles subjektivitet og måske nok så vigtigt en lang række af dvælende kameraindstillinger, stille panoreringer over lokaler og tilts fra gulv over bord til Carole i baggrunden. Lejligheden bliver på den måde et kæmpe symbol på Caroles sindstilstand med dens rådnende kaninsteg, de spirende kartofler og den farlige barberkniv, der tages i brug i filmens afsluttende mord.

Symboler & fortolkning
Filmens brug af de stærkt ekspressionistiske mareridtssekvenser, hvor handlingen tydeligvis filtreres igennem Caroles sind, holder sammen på filmen som fortælling. Når vi som tilskuere mangler viden om Caroles fortid og hvad der kontrollerer hende, skulle man tro, at Chok også ville miste en god del suspense og efterlade seeren følelsesmæssigt uengageret, fordi man først er vidne til mareridt #1, så mareridt #2 og til sidst mareridt #3 - som perler på en snor. Sådan er det imidlertid ikke, og deri ligger Roman Polanskis dygtighed som instruktør: Via sekvenser med revnende mure, mandehænder der kommer ud af væggene, lejlighedens gradvise opløsning, og de forfærdelige mareridt hvor Carole voldtages af ukendte gerningsmænd lykkes det ham, at holde vores interesse for pigen uden historie fangen. Først og fremmest fordi det er æstetisk overrumplende iscenesat – det er elementært gysende og spændende – men også fordi Polanski spiller på seerens hang til hele tiden selv at ville konstruere en handling og en mulig årsag til Caroles psykose. Vi engageres, fordi Polanski hele tiden vifter os om næsen med tunge symbolske sekvenser og dvæler ved mere realistiske detaljer, som vi derved nærmest tvinges til at prøve at sætte sammen til en fornuftig historie, sådan som vores opdragelse med filmmediet har lært os. Derfor vil det også virke stærkt provokerende på nogle, at vi aldrig får en minimalt håndfast forklaring på Caroles psykose.

Caroles væmmelse ved mænd og sex er helt central i filmen (og det er her, man bør starte sin analyse og fortolkning), men så er man ellers overladt til sig selv. Bevares der kommer voldtægtsmænd ud af døren bag skabet om natten, og der gemmer sig voldtægtsmænd i hendes seng, men hvad har den flåede kanin, der nærmest ligner et uhyggeligt aborteret menneskefoster, med det hele at gøre? Hvordan spiller de legende børnehavebørn, der høres gennem køkkenvinduet, ind i historien? Hvad med de katolske nonner? Og så er der familiefotoet, der jo dvæles ved flere gange, hvor den lille Carole allerede er tydeligt marginaliseret med et vildt blik i øjnene – ligesom søsteren tydeligvis ikke vil indse Caroles problemer, hvor åbenlyse de end er...

Det er op til seeren først og fremmest at finde og samle de sparsomme brikker op og dernæst lægge det puslespil der giver et helstøbt billede af Carole. God fornøjelse!

NB: Undgå for alt i verden den talentløse danske dvd-udgave af denne film udgivet af Criterion Film. Filmens format er desværre håbløst forvrænget.

······


Repulsion (da: Chok)
Instruktion: Roman Polanski
Medvirkende: Catherine Deneuve, Ian Hendry, John Fraser m.fl.
Compton Films, 1965
Spilletid: Ca. 101 minutter
Engelsk dvd-distribution: Anchor Bay Entertainment