ABBA-musicalen starter som en fryd for øjne og ører – et festfyrværkeri af udødelig popmusik og smukke græske locations. Men filmudgaven af Mamma Mia! fejler, når filmens minimale konflikt sættes på skinner sådan ca. midtvejs. Tomgangen og tomheden indfinder sig for alvor i den sidste halve time, hvor kun Björn og Bennys musik kan vække begejstring.
Der er to typer musicaloptrin i filmudgaven af Mamma Mia! Der er de optrin, der accepterer at popsangene er et urealistisk element og derfor opløser filmens univers i smukke og medrivende montagesekvenser med både impressionistisk dansekoreografi og ekspressionistisk kamerabrug og klipning.
Sådan starter Mamma Mia! og man rives med ind i filmens univers af en smittende livsglæde genskabt i frydefulde græske locations med det glitrende lyseblå vand i baggrunden og de nærmest overbelyste og underskønne kvindelige hovedpersoner Donna og Sophie (mor og datter i skikkelse af smukke og velsyngende Meryl Streep og Amanda Seyfried).
Fejlslagen “realisme”
Og så er der de optrin, der nærmest opfatter popsangene som replikskifter eller monologer, som skuespillerne får lov til at afsynge i mere neutrale og realistiske sekvenser – typisk via kontinuitetsklipning. Meningen er givetvis at den sidste type sangscener skal hjælpe handlingen fremad ved at levere mundtlige plotpoints til filmen. Problemet er bare, at de realistiske musicalnumre hiver al magien og energien ud af Mamma Mia, så kun den medrivende ABBA-musik står tilbage.
De realistiske sekvenser er typisk stillestående – altså uden den store action og visuelle ekvilibrisme. Virkeligheden affotograferes som kedelige klip-i-blikretninger, når Sophie og kæresten Sky (spillet af Dominic Cooper, der har en veltrænet evne til at falde i med de græske locations og statister) synger “Lay All Your Love On Me” som duet på stranden, og værst af alt når Donna skråler “The Winner Takes it All” ind i hovedet på Sam (totalt atonale Pierce Brosnan) på vej til filmens afsluttende bryllup. Her og andre steder bliver Mamma Mia! desværre en flad og fejlslået genfortolkning og genopsætning af et teaterstykke, der i sig selv er en genfortolkning og genopsætning af ABBA’s sangskatkiste.
På samme måde kollapser filmens logik, når den forsøger at bevæge sig over i en mere realistisk handling med tilhørende konflikter og løsningsmodeller for det forestående bryllup mellem Sophie og Sky – og mellem Sophies tre potentielle fædre og Donna. Her afslører den sin egen psykologiske tomhed, og i de nævnte sange begynder man tælle de åbenlyse plothuller på fingrene.
Udødelig musik – ikke film
Selv om instruktøren, Phillida Lloyd, ikke udnytter de filmiske virkemidler optimalt til at få alle sangene til at spille på alle tangenter og tale til publikums dansegener, så er der også oaser af charmerende glædesudbrud, hvor filmudgaven klart hæver sig over hvad man kan på en scene. Når Meryl Streep synger “Money money money” og “Dancing Queen”, og når Amanda Seyfried synger rammesangen “I Have a Dream”og “Honey Honey”, så klikker alting på plads for filmen. Streeps sang til Seyfried, “Slipping Through My Fingers”, er ligeledes enormt rørende og tårefremkaldende. Man rives spontant med ind i filmens univers og overgiver sig 100% til karaktererne, de funklende lokaliteter og ikke mindst musikken.
ABBA’s musik har ikke fået nyt liv med Mamma Mia! – snarere er det disse udødelige popsange der ender med at give liv til en hel, nærmest uddød, filmgenre.
······
Mamma Mia!
Instruktion: Phillida Lloyd
Medvirkende: Meryl Streep, Amanda Seyfried, Pierce Brosnan m.fl.
Universal & Littlestar, 2008
Spilletid: Ca. 104 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal
