To verdener (2008)

Religiøse fundamentalister spiller hovedrollerne i én af årets største danske biografsucceser. To verdener giver på den ene side et realistisk – nærmest dogmeagtigt – billede af en unge piges udstødelse af Jehovas vidner. På den anden side bliver den religiøse sekt portrætteret som onde med en urealistisk bred pensel, og filmens budskab ender med at være konformt og letkøbt. Alle ens værste fordomme bliver bekræftet – ingen bliver udfordret.

Instruktør Niels Arden Oplev og manuskriptforfatter Steen Bille har begået en af 2008’s store biografsucceser. Over 300.000 har indløst billet til To verdener, og der venter givetvis et lykkeligt efterliv på dvd og som oplagt undervisningsmateriale i skoler og gymnasier.

Og filmen om den unge Sara, der er vokset op i en dybt religiøs familie, men finder den forbudte kærlighed uden for cirklen af Jehovas vidner, er i bund og grund en god film. Den tør – ganske vist ad omveje – sige noget om fundamentalistiske religioners indflydelse på unge mennesker, og fortælle en feel good-historie om et af disse unge mennesker, der bryder med de religiøse dogmer og derfor udstødes fra sektens lukkede kreds og familiens trygge favn. To verdener bliver først og fremmest interessant, fordi Oplev & Bille retter fokus bort fra fundamentalistiske muslimer og sætter sig for at undersøge en vesterlandsk sekt. Og i anden omgang kan man brede filmens problematik (det unge menneske der forlader den trygge familie og prøver at stå på egne ben og finde sig selv) ud til at gælde stort set alle moderne unge danskere – uanset etnisk herkomst.

Denne universelle konflikt er givetvis grunden til To verdeners store succes. Al ære og respekt for det.

Realisme VS fordomme
Der hvor filmen svigter sin fortælling er i sit valg mellem realisme eller fantasi. Oplev & Bille dyrker den underspillede æstetik og skuespil. Her er intet flamboyant kameraarbejde, underlægningsmusikken er stort set fraværende, og samspillet mellem Sara og Teis (Rosalinde Mynster og Pilou Asbæk) er realistisk. Læg dertil at To verdener er baseret på en autentisk beretning bragt i artikelform i Berlingske Tidende tilbage i 2006 – det matcher fint emnets alvor og vigtighed.

Problemet er bare, at Oplev & Billes portræt af Jehovas vidner ikke er særligt nuanceret. Der mangler scener, der kan give publikum et solidt indtryk af, hvad det er for en tryg verden, som Sara vender ryggen. I starten har vi et par glimrende eksempler på en dåb og familiens leg i haven, men det afløses hurtigt af dystre og alvorlige scener med fundamentalistisk bibellæsning og indoktrinering, så man har svært ved at tro på Saras tvivl. Tvært om bekræfter filmen alle de fordomme som man kan have om Jehovas vidner – Oplev & Bille har så galt skrevet en scene, hvor Sara ligefrem lister alle sektens sindssygt do's and don't op for kæresten Teis.

Far VS mor
Man køber som publikum ikke den tvivl, Sara tilsyneladende har. Det føles også som et dramaturgisk fejlgreb, at moren (Saras forældre bliver skilt i filmens start) først kommer i spil, så konflikten kan foldes rigtigt ud efter ca. 60 minutters spilletid. Muligheden for at sive langsomt væk fra den onde far (i skikkelse af Jens Jørn Spottag) som Jehovas øverste repræsentant i familien er ellers nærliggende, eftersom moren er flyttet i egen lejlighed og har fået kabel-tv og er begyndt at se familiens udstødte storebror i al hemmelighed.

Moren skal repræsentere en anden og mere mild form for Jehovas vidne, og det kan undre, at Sara ikke får øjnene op for den mulighed noget før. Især når Jens Jørn Spottag spiller faren så nederdrægtigt usympatisk som er tilfældet – han er på grænsen til det psykopatiske, når han påvirker Sara med få ord og tavse, onde blikke. "Gud ser alt," er det fundamentalistiske motto.

Det fjerner enhver form for nuance fra To verdener, der således ender langt fra den fantastiske atmosfære og nærmest ironiske tvetydighed, som sidste års Kunsten at græde i kor besad. At udpege Jehovas vidner som verdens ondeste mennesker og bekræfte sit publikums fordomme med kliché på kliché er ikke det sværeste i verden. Havde Oplev & Bille lavet en film med tilsvarende præmis om fundamentalistiske muslimer på Nørrebro, havde det vakt et ramaskrig.

Derfor er To verdener kun en god film.

······

To verdener
Instruktion: Niels Arden Oplev
Medvirkende: Rosalinde Mynster, Pilou Asbæk, Jens Jørn Spottag m.fl.
Nordisk Film, 2008
Spilletid: Ca. 110 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film

Blood and Black Lace (1964)

Mario Bava viser vejen for den amerikanske 80’er-slasherfilm med denne fænomenale gyser om en maskeret morder, der tager livet af unge kvinder i den italienske modebranche. Her mikses gys og gru med en uovertruffen lækker billedside, så Bava ender med at overgå Hitchcock i sin sammenblanding af erotik og uhygge.

Det er utroligt at en så underkendt instruktør som Mario Bava er endt med at blive så indflydelsesrig på vor tids store auteur-instruktører. Men i Blood and Black Lace ser man kimen til visuelt orienterede filmfolk som Quentin Tarantino, David Lynch, Martin Scorsese, Tim Burton og Guillermo del Toros fascination af Bavas billedekvilibrisme.

Her er hver eneste kameraindstilling og -bevægelse en nydelse; der er kælet for visuelle detaljer – ikke trickoptagelser men "bare" æstetisk omgang med lyssætning, farver, placering af og bevægelse med kameraet. Hvert eneste mord er på én gang frastødende i dets brutalitet og en nærmest svulstig, æstetisk nydelse – en kombination der i 1964 (og stadig) var fuldstændig unik og provokerende. Så provokerende at Bavas amerikanske distributør AIP takkede nej til en amerikansk premiere.

Mord i modehuset
Blood and Black Lace er en 60’ernes udgave af Wes Cravens Scream: En håndfuld smukke modeller i og omkring modehuset Como myrdes på bestialsk vis af en maskeret morder; der skabes en vedvarende spænding i selve opbygningen af mordscenerne, men også mere langsigtet i spørgsmålet om hvem morderen og hvad motivet egentlig er. Mario Bava lader publikum gætte med langt hen ad vejen ved at drysse falske ledetråde og falske varsler ud, så man nærmest føler sig snydt, når det endelig afsløres hvordan det hele hænger sammen.

Bava indbygger i sin historie en tvetydighed, der gør Blood and Black Lace dybere end så mange af dens efterfølgere. Her er ingen klog detektivpige eller politimand, som publikum kan identificere sig med og som kan sætte skub i opklaringsarbejdet ved verbalt at styre seerne rundt. Bava lader sit kamera antyde og varsle med farver og lyssætning. I starten lægger man f.eks. meget mærke til den blodrøde farve på gardiner og mannequiner, og Bava udnytter elegant sit publikums afkodning af denne farve til at twiste plottet.

Filmen fortælles desuden som en form for kollektivhistorie med et nærmest alvidende kamera, der dog holder sig drilagtigt tilbage, når man er lige ved at nærme sig en eller anden form for sandhed om særligt de mandlige karakterer i starten. Igen spiller Bava elegant på vores viden om genren og indbyggede meddigtning, når vi ser film.

Mange scener er den form for pure cinema som en Alfred Hitchcock praktiserede, når han var bedst. Her fortæller kameraet alene historien ved hjælp af opfindsomme kamerature og billedbeskæringer, så dialogen holdes på et minimum.

Morder og modeller
Mario Bavas meget overdrevne brug af farver virker i Blood and Black Lace – sjovt nok – mere realistisk end i de eventyrlige gotiske gysere. I denne seriemorderfilm integreres de stærke røde og blå farveladekaskader fint i handlingen om smukke modeller og smukke kjoler i det dekadente modehus.

Hvert enkelt mord bades i kunstigt lys, mens pigerne bliver jagtet rundt af de maskerede morder og får revet tøjet mere og mere itu. På denne brutale måde serverer Bava en karsk kommentar om modeindustriens behandling af de unge, uskyldige piger, som udnyttes og ofrer sig for kameraet.

På den anden side kan man som seer have svært ved at identificere sig med modellerne. På grund af den alvidende fortællestil bliver ingen af pigerne hovedpersonen, og de mange skærmydsler og intriger i modehuset underbygger problemet om hvor vi skal rette vores sympati hen. Det er dog ikke det samme som at anklage Bava for en kvindefjendsk holdning, som hos Hitchcock, for i de smukt opsatte mordscener er morderen maskeret, så han fremstår decideret ansigtsløs og uden nogen som helst mulighed for identifikation. I disse scener er det selvfølgelig de enormt sårbare piger der ender med at få vores og Mario Bavas sympati.

Blood and Black Lace er på den måde et interessant, smukt og indflydelsesrigt indslag i gyserfilmens historie, som man ikke kan kom uden om. Det er den flotteste af Bavas kulørte farvefilm, jeg har set. Kan varmt anbefales.

······

Blood and Black Lace
(it. Sei donne per l’assassino)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Cameron Mitchell, Eva Bartok, Ariana Gorini m.fl.
Monarchia, 1964
Spilletid: Ca. 84 minutter
Engelsk dvd-distribution: VCI Video

Son of Rambow (2008)

En film om børn for voksne: Med overstadig fantasi og begejstring iscenesætter to drenge deres egen Rambo-film i en søvnig lille engelsk landsby. Garth Jennings’ Son of Rambow kommer godt ind under huden på os, der kan huske de første skoleår i 1980erne, hvor slidte VHS-kopier af voldelige amerikanske actionfilm var seeeeeejt.

I 1980erne gik jeg på en lille folkeskole ude på landet. I de små klasser var jeg dødsens ræd for de store drenge fra de ældre klasser, samtidig med at jeg også var dybt fascineret og så op til dem på deres smarte cykler og knallerter. Men heldigvis havde jeg min bedste ven, Mikael, som gik en klasse over mig og som var den sejeste dreng jeg kendte – han introducerede mig bl.a. for Aliens optaget fra tysk tv og kunne skaffe Creepshow på 3. eller 4. generations-VHS-kopi, når vi ikke lavede stuntslåskampe for sjov.

Det er den slags barndomsminder manuskriptforfatter og instruktør Garth Jennings rammer på kornet i sin nyeste og bedste spillefilm Son of Rambow, der nok foregår specifikt i England i 1982 men som rammer mere universelt.

To små drenge og én film
Son of Rambow er navnet på den film som to 12-årige drenge, Will og Lee, går i gang med at optage til en amatørvideokonkurrence på BBC’s Screen Test. Filmen er baseret på Wills ideer og fantasier og skal optages på Lees VHS-kamera. Fælles for drengene er fraværet af forældre og sociale relationer som helhed; Wills far er død, og moren er kommet med i en Indre Mission-agtig religiøs bevægelse, der forbyder film, tv, musik – ja, så galt farver på væggene, så Will må sidde i et faldefærdigt skur i haven og tegne sine uskyldige, fantasifulde tegninger med flyvende hunde og ildspyende drager. I filmens start flipper Will igennem flere små animationer tegnet i nederste hjørne på notesbøger – som udtryk for hans indestængte kreativitet og kedsomhed (tegnefilm = 24 tegninger/sekund).

Lees forældre er også fraværende; moren har giftet sig med en rigmand, der godt nok driver et aldersdomshjem, men som er bosiddende i Spanien. Det giver Lee masser af goder i form af toldfrie varer men også masser af tid for sig selv og småopgaver han skal udføre for sin diktatoriske storebror – da vi møder ham er han i færd med at optage en bootleg-udgave af First Blood i biografen på storebrorens videokamera.

De to outsidere mødes tilfældigt i skolen, hvor Will er blevet sendt uden for døren mens resten af klassen ser et skoleprogram på tv, mens Lee har fået en timeout på gangen med sin larmende tennisbold. Og så vokser venskabet lige så stille frem med Lee bag kameraet og lille Will foran i rollen som Rambos søn.

Rambo som pædagog
Son of Rambow fortælles på den måde fra børnenes perspektiv. Her er intet voksent fortællemæssigt overblik, men man mærker børnenes usikkerhed på de sure voksne og Wills isolation fanges fint af kameraet, der aldrig fotograferer de andre børn eller læreren, men lader dem være stemmer offscreen. Her er scener, hvor virkeligheden forvandles for øjnene af os og implementerer Wills fantasifulde, ekspressionistiske animationer. Særligt drengenes praktiske sans og halsbrækkende tæft som amatørfilmmagere er medrivende og underholdende. Her er en begejstring for at lave film og være sammen om det at lave en fed film, der får det til at krible i éns fingre efter et videokamera.

Filmen markedsføres som en rendyrket komedie, men det er den ikke. Her er dog masser af komiske indslag, og Garth Jennings instruerer en del optrin i én totalindstilling, der lægger vægten på komik og slapstick, og som også nærmest mimer den minimalisme, som Will og Lee instruerer deres lille film med. Men Son of Rambow er mest af alt en udviklingshistorie om de to drenge, der skal lære at stå på egne og fælles ben via deres gendigtning af First Blood. Kombinationen af den barnlige uskyld og begejstring i filmprojektet og den mere alvorlige sociale ramme gør filmen til charmerende og komisk – og sine steder meget rørende.

Hvor Peter Jacksons Heavenly Creatures (1994) fortæller pigeudgaven af denne historie med en fatal slutning, har Garth Jennings’ drengeudgave en mere positiv udgang. Den er i samme liga som Rob Reiners Stand By Me (1986) om drenges venskaber på vej til voksenlivet. Den manglende topkarakter skyldes den franske udvekslingsstudent, Didier, som ikke passer ind i filmens univers, men bliver et unødvendigt eksotisk indslag, der blot skal tjene som konfliktoptrapning.

Uanset hvad er Son of Rambow en charmerende dramakomedie for voksne om børn.


······


Son of Rambow
Instruktion: Garth Jennings
Medvirkende: Bill Milner, Will Poulter, Jessica Stevenson m.fl.
Hammer & Tongs, 2008
Spilletid: Ca. 91 minutter
Engelsk dvd-distribution: Paramount Vantage

Kill, Baby ... Kill! (1966)

Angiveligt Mario Bavas sidste gotiske mesterværk. I Kill, Baby … Kill! er den italienske horror maestro dog mere interesseret i at skabe en drømmeagtig stemning end en medrivende, uhyggelig historie. Her er masser af farvet lys, kunstigt edderkoppespind, roterende vindeltrapper, syrede kameravinkler og 60’er-ekspressionisme, men filmen lider under et dovent tempo og manglende gys.

Selv om ikke alle Mario Bavas gyserfilm rammer 100% plet, så er der altid geniale indfald, som senere instruktører har taget til sig og flittigt citerer. Det er også tilfældet med Kill, Baby … Kill! – eller Operazione Paura som er den italienske titel – der åbner sig som et helt lille referencekatalog for fans af f.eks. Tim Burtons Sleepy Hollow (1999) og Guillermo del Toros The Devil’s Backbone (2001). Det skal bemærkes at også film af netop d'herrer Burton og del Toro udmærker sig ved altid at have et eller andet interessant at byde på, også selv om der ikke er tale om et mesterværk hver gang.

I denne Mario Bava-film kommer alle hans visuelle kunster og tricks til deres ret, mens det, der halter, er manglen på plot og gys. Selv om der aspireres kraftigt til det, kommer Kill, Baby … Kill! aldrig op på niveau med Bavas mesterværk The Mask of Satan (1960).

Spøgelsespigen Melissa
Kort fortalt handler Kill, Baby … Kill! om en landsby, der hjemsøges af en lille spøgelsespige, der varsler en snarlig og blodig død for dem, som ser hende. En læge, Dr. Eswai, ankommer for at assistere den lokale politimyndighed, inspektør Krueger, i opklaringen af et af disse dødsfald, men landsbyens beboere er bange for at snakke om forbandelsen og pigen af frygt for at blive det næste offer.

Problemet med plottet er, at de overnaturlige mord og det tilhørende mysterium aldrig kommer til at føles særlig relevant for seerne. Der bliver slået flere karakterer ihjel i filmen, men Bava vælger underligt nok at distancere sig fra mordene – kameraet kommer aldrig tæt på dem fysisk eller psykisk, hvilket gør filmen til en underlig doven oplevelse, hvor det eneste chokelement er Bavas mani med at zoome hurtigt ind på f.eks. spøgelsespigen i et vindue eller på den lokale troldkvinde, Ruth, når hun dukker op som en trold af en æske. Der mangler simpelthen gyselige payoffs så de mange antydninger og varsler bliver uhyggelige.

Dertil kommer, at plottet kun løseligt hænger sammen og ikke leverer de vendepunkter og den suspense, som kræves for at engagere publikum. Kill, Baby … Kill! byder dog på et decideret plottwist i form af et hemmeligt familieforhold, men dette afsløres alt for hurtigt og uden den dramatik, der kræves. Desuden introducerer Bava flere varsler, som ender med at blive falske varsler, fordi de ikke følges til dørs overhovedet: Den lokale troldkvinde graver f.eks. sølvmønter ind i de døde ofre hjerter, for at rense deres sjæle for Melissas ondskab, men når den rationelle, udefrakommende læge fjerner disse mønter under sin obduktion, sker der ingenting! Ligene rejser sig ikke og begynder ikke at stavre rundt som zombier eller vampyrer – hvilket ellers varsles meget kraftigt flere gange. Dertil kommer at filmens klimaks vel kun nødtørftigt kan kaldes et klimaks.

Smuk fotografering og et par tricks
Tematisk er filmen mere interessant, fordi den skaber relationer mellem filmens kvindelige karakterer. Her bliver mændene kørt ud på et sidespor - ikke mindst de rationelle mænd - mens tidligere tiders gotiske gyseres kvinder i flagrende hvide natkjoler kommer til at stå helt centralt. Både som løsningen på filmens gåde, men også som garant for at konflikten løses. Dr. Eswai forbliver på alle måder en outsider og uden de heltemodige egenskaber som man kender fra andre gotiske gysere. På den måde peger Kill, Baby ... Kill! fremad mod også moderne amerikanske gotiske gysere, hvor kvinderne bliver mere helstøbte karakterer og får større magt, mens mænd reduceres til rene bifigurer.

Mario Bava har desuden stadig et par kameratricks op i ærmet, som man ikke ser hver dag. Ud over hans mesterlige og stemningsfulde fotografering i syrede fugle- og frøperspektiver, de kulørte lamper, der laver søer af grønt, rødt, gult, violet lys i samme kameraindstilling, lowkeybelysningen og brugen af røg (og denne film er som så mange andre Bava-film tæt på at være no-budget!), så får vi også en modigt klippet forfølgelsesscene, hvor dr. Eswai hele tiden løber ind i det samme rum – kun for at finde ud af at han jagter sig selv, og en gyngetur fra spøgelsespigens subjektive point-of-view. Det er disse små, charmerende (men dybest set altmodische) finesser, der gør en middelmådig Bava-film som denne værd at se og gå på opdagelse i.

Og ja, jeg har allerede bestilt The Mario Bava Collection: Volume 2 fra Amazon.

······


Kill, Baby … Kill! (it. Operazione Paura)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Giacomo Rossi-Stuart, Erika Blanc, Fabienne Dali m.fl.
FUL Films, 1966
Spilletid: Ca. 83 minutter
Engelsk dvd-distribution: Starz Home Entertainment i boxsettet The Mario Bava Collection: Volume 1

Supervoksen (2006)

Christina Rosendahls spillefilmsdebut er lige så sjov og charmerende, som den er flot og fortryllende. Her mødes Hitchcock og Tarantino i en tidløs fortælling om det at overskride den seksuelle grænse mellem barn og voksen. Supervoksen blander kærlig realisme med absurd komik til et herligt eventyrligt miks.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at det ikke var min idé at se denne film. Valget var Malenes, der allerede under startteksterne sagde, at det da lignede en film, som jeg kunne undervise i – der var et eller andet med farverne og det underlige kamera… Jeg afslog blankt: Den film ville jeg aldrig komme til at undervise i. Men nu – efter at have set hele Supervoksen – er jeg slet ikke så sikker. Jeg bøjer mig i støvet for den bedste danske ungdomsfilm jeg længe har set; den overgår også de mere eventyrlige af slagsen som f.eks. Nikolaj Arcels De fortabte sjæles ø (2007).

Christina Rosendahls Supervoksen er nemlig hamrende flot lavet med en æstetisk sans ud over alle grænser; her er en kontrolleret leg med billederne, lyddesignet og klipningen som man skal lede længe efter i dansk film. Rosendahl veksler konstant i tone og stemning, og kommer dermed til at mime den leg med identitet som står helt centralt for filmens tre hovedpersoner.

Universelle teenageproblemer
Supervoksen handler om tre 1.g-tøser der sætter sig for at lave deres eget overgangsritual – en såkaldt spå-cup – hvor de udsætter hinanden for tilfældige seksuelle prøver, der har til formål at overskride grænsen mellem barndommen og voksenlivet. Her skal f.eks. snaves med en bumset filmnørd, leges luder, og tungekysses med en anden pige. Men pigernes spå-cup viser sig at harmonere meget dårligt med virkeligheden, og filmens store budskab er derfor (selvfølgelig) at pigerne skal lære at slappe af og ikke forcere deres vej ind i voksenlivet.

Det er på én gang en nem løsning men også meget befriende at Supervoksen foregår blandt Hellerup/Gentofte-overklassen. Dermed slås pigerne ikke med de sædvanlige middelklasseproblemer som vi kender så godt fra dansk film, og Supervoksen løfter sin hovedkonflikt op på et mere universelt niveau. Pigerne kommer fra solide kernefamilier med forældre, der er psykologer og gymnasielærere, og alligevel slås de med barn/voksen-problemet, fordi (som Rosendahl ville sige det) sådan har alle teenagere det: Her er buschaufføren, der den ene dag vil have pigerne til at købe en voksenbillet, den anden dag en børnebillet; her er faren og moren, der ikke tror på historien om spå-cuppen og overgangssexritualerne, men straks tror at pigerne er ude i problemer med hårde stoffer og narkopushere.

I det hele taget klæder det Supervoksen at der ikke er nogle “onde” voksne; Rosendahl spiller nok på publikums fordomme, men vender dem på hovedet så det bliver komisk og en smule absurd. Flere konfrontationsscener er konstrueret, så man som publikum kan se det fra både forældrene og pigernes vinkel, og det giver en herlig sjov dobbelttydning. Dertil kommer, at filmnørden faktisk ender med at være ret kær og attraktiv, og manden der skal købe sex af den ene af pigerne er ikke en ulækker gammel gris, men spilles af Nikolaj Coster-Waldau. Forestillingerne om det at overskride grænser og blive voksen bliver dermed gennemhullet, som vil filmen tage luften af alle teenageres fordomme om det lyksalige voksenliv.

Hitchcock a la Tarantino
Meget af filmens charme stammer fra Christina Rosendahls leg med filmens æstetik: På kommentarsporet giver hun et solidt og fyldestgørende indblik i tilblivelsesfasen og de tanker der ligger bag både de nærmest maniske trackingshots og zooms (der ville gøre en Hitchcock pavestolt) og de mere musikvideoagtige montagesekvenser, hvor tøserne slår sig løs i superslow med knitrende lydeffekter og syret undergrundsmusik. Filmen er colourgradet i alskens nuancer, og 1.g-pigerne poserer for såvel deres egne mobiltelefoner som for Rosendahls kamera, så man ikke kan være i tvivl om, at vi i Rosendahl har en dansk pendant til Tarantino.

Supervoksen er på mange måder ufatteligt lækker at se på – og denne stilisering fanger ganske fikst flere strømninger i tiden (selv om Rosendahl på førnævnte kommentarspor ikke rigtig kan konkretisere det): Med sin tydelige æstetik bliver Supervoksen et produkt af tidens interesse for det overfladiske og det smukke – den bliver de tre pigers film. Men Supervoksen udstiller også sin egen æstetik i syrede og mærkelige zooms og panoreringer ud i ingenting, samt i mærkelige, skrattende lydbroer, som for at understrege, at ingenting her i livet (ej heller det seksuelle voksenliv som venter pigerne) er perfekt. På den anden side kan man sige, at filmens gennemgående sepiatonede colourgrading lægger op til en nostalgisk tolkning af filmen, hvilket efterårsbladene i superslow understreger – pigerne længes nok efter voksenlivets frihed men også tilbage til barndommens trygge rammer.

Man kan sige at det flamboyante filmsprog giver Supervoksen et nærmest eventyrligt præg – en tidløshed og universalitet, som også går igen i filmens brug af tøj og frisurer, der stikker i mange retninger og ikke lader sig hæmme. Ganske som hovedpersonerne.

Hammeren i hovedet
Her skal jeg til sidst blot forklare hvorfor jeg ikke vil give topkarakter til Christina Rosendahls flotte, flotte debut:

Filmen har en flad, amerikansk slutning, der ikke matcher den vildskab og opfindsomhed som Supervoksen ellers byder på. Jeg tror, det skyldes, at temaet (barn/voksen-overgangen) bliver hamret ud i hovedet på seeren fra første scene og dernæst vedvarende igen og igen, og den samme idé vendes og forklares og snakkes om flere gange, så filmens klimaks ved den 18-års fødselsdag ikke kommer bag på én, men snarere føles som endnu en gang mere af samme skuffe med samme budskab og samme udgang. Måske ville det have føltes bedre, hvis pointen ikke blev gentaget om og om igen af filmens karakterer, men Rosendahl og manuskriptforfatter Mette Heeno havde ladet publikum selv afkode det, de så.

Men som sagt: Jeg er allerede begyndt at fiske efter fede citater til brug i introduktionen af filmiske virkemidler til næste skoleår. Supervoksen kan varmt anbefales.

······


Supervoksen
Instruktion: Christina Rosendahl
Medvirkende: Emma Leth, Cathrine Bjørn, Amalie Lindegård m.fl.
Nordisk Film, 2006
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film