mandag den 26. februar 2007

Offscreen (2006)


Virkelighedens Nicolas Bro bliver til fiktionens Nicolas Bro i kamerafilmen Offscreen, der slægter ikke kun den selvironiske sitcom Klovn på, men også hugger og stjæler fra flere nyere, halveksperimenterende udenlandske og danske film. Derfor ender Offscreen også med at blive både en forholdsvis uoriginal og temmelig uspændende stiløvelse, hvor kun scenerne med Trine Dyrholm liver op.

Offscreen var en af sidste års danske film, som Malene og jeg faktisk overvejede at spendere en babysitteraften på at få set i biografen. Vi er begge fans af Nicolas Bro og hans evner som komisk klumpedumpede karakterer i f.eks. Kongekabale. Også den fabelagtige Mørke, hvor han brænder igennem som psykopatisk og koldblodig morder, må regnes for et af Bros hovedværker og viser samtidig hans spændvidde. Derfor skulle vi også se Offscreen, men enten nåede filmen aldrig Slagelses Panorama-biografer eller også spillede den kun et par uger… I hvert fald måtte vi vente til dvd-premieren i sidste uge.

Vi havde nok skruet forventningerne for højt op …

Filmen behøver næppe en fyldig introduktion, men har Nicolas Bro i hovedrollen som Nicolas Bro, der hjælpes af sin gode ven instruktøren Christoffer Boe med at realisere sin personlige film om sig selv og kæresten, Lene Maria Christensen. Projektet tager en lidt uheldig drejning, da Lene gør det forbi med Nicolas, fordi hun ikke kan forlige sig med hans interesse for at optage hele deres liv og samkvem på video. Nicolas begynder efterfølgende for alvor at gå i spåner. Slutningen er langt fra en happy end, men står som filmens stærkeste og mest provokerende scene.

Problemet er, at det har taget små 80 minutter at nå til det blodige klimaks, og at det simpelthen ikke er spændende eller uhyggeligt, sådan som ville være det naturlige valg. Det skyldes først og fremmest filmens fortællemetode og æstetiske valg. Når hele filmen vises som optagelse med et håndholdt subjektivt kamera holdt af Nicolas Bro selv er det i sagens natur meget svært at skabe spænding, fordi ingen scene er uden Nicolas. Kun scenen hvor Lene i al hemmelighed optager en besked til kameraet er uden Nicolas’ vidende og dermed også filmens fortællemæssige højdepunkt.

Derudover er det jo på sin vis en interessant problematik, at når filmens fiktive Nicolas Bro forsøger at kortlægge sit liv, så distancerer han sig samtidig 100 % fra det. Det kommer også til udtryk i filmens gennemgående spændingsmangel: Vi starter med en blodig, halvnøgen og desperat Nicolas løbende med kameraet demonstrativt pegende på sig selv, og så kører resten af filmen som én lang flashbacksekvens. Vi ved med andre ord godt, hvordan det hele ender, men det som skulle være filmens interessefelt – Hvorfor ender det så galt? Hvornår går det galt for Nicolas? – evner den subjektive fremstilling ikke at afdække. Nicolas Bro holder jo selv det nærgående kamera og for det meste peger det væk fra ham selv, så hverken han eller publikum kan nå ind til den centrale problematik. Måske er det lige præcis det, som Christoffer Boes vil fortælle os, men så kan og bør det gøres mere spændende og medrivende end her. (Se f.eks. Peter Jacksons sublime Heavenly Creatures.)

Derfor kan Offscreen måske også bedst karakteriseres som en kunstnerisk stiløvelse ud i fortællemetode og æstetik. Men også her falder filmen lidt sammen. Den dér lidt sjove fakta-fiktions-problematik, hvor skuespillerne hedder det samme som karaktererne, er allerede afdækket i fire sæsoner af TV 2 Zulus selvironiske sitcom Klovn, hvor Casper Christensen spiller Casper Christensen og Frank Hvam spiller Frank Hvam. Men Offscreen er i denne sammenhæng en langt mindre farlig produktion, fordi vi aldrig tvivler på, at det er fiktion – dertil er Nicolas Bros karakter for karikeret og slutningen for syret.

På samme måde er den håndholdte grimhedens æstetik som taget ud af Trier og Vinterbergs Dogme-manifest – det ligner sågar den gamle tv-serie Riget og i de bedste scener med Trine Dyrholm er humoren lige så galgenhumoristisk som Rigets uden dog at have samme spontanitet, satire eller dramatiske sus. Offscreen låner desuden flittigt fra såvel den amerikanske independentsucces, Blair Witch Project, den franske selvtægtsfilm Irreversible, og danske Fluerne på væggen, hvor det er Trine Dyrholm der har en dv-kamera-fetichisme. Især i sammenligning med de udenlandske forbilleder er Offscreen en tam og uprovokerende affære.

Når filmen alligevel scorer en middel karakter skyldes det først og fremmest Nicolas Bros kompromisløse skuespil og den chokerende slutning, der brænder sig fast. Her lægges det subjektive kamera for første gang på hylden og meget symptomatisk går vi i ren Big Brother-mode for at afdække de sidste uhyrligheder. Filmens Nicolas Bro træder for første gang ind i sin egen fantasi og sin egen film og opsluges helt af den – og med os som tilskuere og de bagvedsiddende bødler.

······


Offscreen
Instruktion: Christoffer Boe
Medvirkende: Nicolas Bro, Lene Maria Christensen, Trine Dyrholm m.fl.
AlphaVille Pictures, 2006
Spilletid: Ca.
Dansk dvd-distribution: SF Film

torsdag den 22. februar 2007

Idiocracy (2006)


Hjernedød sci-fi. I fremtiden vil menneskeheden degenerere mentalt, mens affaldet hober sig op i gigantiske bjerge og store multinationale selskaber styrer verden med hård hånd. Det kunne lyde som en mere seriøs kritik af USA i vor tid, men det er mest for sjov i Mike Judges Idiocracy, der ironisk nok har potentiale til at blive endnu en gang Children of Men, men som ikke bliver meget andet end en prut i et glas vand.

Children of Men
er jo en fantastisk science fiction-film for voksne; den har noget på hjerte og en intensitet, som man skal lede længe efter i amerikansk mainstream. Sjovt nok så jeg Idiocracy lige dagen efter Children of Men, og derfor vil min bedømmelse nok bære lidt præg af det. Jeg skal på forhånd beklage, men bestræbe mig på at være fair over for Mike Judges sci-fi-komedie; for Idiocracy er nemlig 100 % komedie og ikke en actionthriller – den skal ses som en komedie og ikke som så forfærdelig meget andet. Desværre. For her er anstrøg til at hæve lavkomikken til et bidende satirisk niveau, men det er slet ikke filmens intention, og derfor bliver den altså en noget tam affære. (Uanset om man har set Children of Men dagen før eller ej.)

Historien er i sig selv uhyre simpel uden de store plottwists eller karakterudviklinger. Det handler i bund og grund om at to meget gennemsnitlige amerikanere, Joe (Luke Wilson) og Rita (Maya Rudolph), fryses ned og ved en fejl først vågner op 500 år ud i fremtiden, hvor menneskeheden er degenereret i en sådan grad, at store multinationale selskaber har overtaget samfundet og f.eks. skiftet almindelige vandboringer ud med sportsdrik; ladet affaldet hobe sig op i gigantiske bjerge uden om byerne med fare for laviner og ødelæggelser a la 11. september 2001; og indsat en meget populær men temmelig imbecil pornostjerne / wrestler som amerikansk præsident. Blandt mange andre morsomme indslag selvfølgelig. For det handler først og fremmest om Joe og Rita (og vores – publikums) møde med fremtidens USA, hvor styreformen ikke længere er demokrati men idiokrati.

Ved første øjekast ligner det en bidsk satire over vor tids USA – og resten af den vestlige verden inkl. Danmark – og Mike Judge har da også fint ladet vor tids samfundsproblemer vokse til rene absurditeter. I filmens bedste øjeblikke minder det til forveksling om humoren fra de første bøger i Hitchhiker’s Guide to the Galaxy-serien; den store skraldelavine, Joes første møde med fremtidens amerikanere og topunderholdningen på tv samt besøget i det uendeligt store Costco-indkøbscenter er som hentet ud af Douglas Adams’ romaner og rummer hans overgearede og syrede sans for humor. Også de mange visuelle gags giver mindelser om go’e gamle Douglas Adams – det hvide hus plastret til med parabolantenner, turen i tivoliforlystelsen Time Masheen, og selvfølgelig hvordan den store amerikanske fastfoodkæde Fuddruckers over 500 år blev til Buttfuckers uden at ændre på service eller klientel.

Men Idiocracy er også masser af humor under bæltestedet. Faktisk er der rigtig meget humor under bæltestedet. Og faktisk bliver humoren under bæltestedet gentaget i én uendelighed, vendt og drejet og fyret af igen, så det til sidst bliver en anelse trivielt. Denne form for humor hænger selvfølgelig sammen med filmens handling: Vi er i fremtiden, hvor fremtidsamerikanere elsker den slags humor – Årh nej! Det gør vi jo allerede i dag! Hva’ søren – det er jo satire det her, tænker man, men det er det ikke, for den bider sig aldrig fast i hælene på magthaverne, som god satire vel egentlig bør. Den peger til gengæld fingre af den almindelige amerikaners hang til fastfood-mad, -underholdning og -politik. Det betyder at satiren aldrig gør sådan rigtig ondt, men man kan sagtens grine med af lokumshumoren.

Mere problematisk synes jeg det er at Idiocracy bider ud efter de forkerte, når den endelig viser tænder. Frem for at sende en bredside af sted mod f.eks. en George W. Bush og lave sjov med hans regering og politik, vælger filmen at indsætte en stereotypisk sort wrestler / pornostjerne / wannabe-hiphopper med kæmpe guldkæder og bar overkrop som amerikansk præsident og gøre ham til en ansvarshavende del af det store imbecilitetsproblem. Det mener jeg er et totalt fejlskud, som ikke kan opvejes af de gags som forbindes med den sorte præsident (dem er der nemlig forbløffende få af).

Interessant er det at filmens producent og distributør, 20th Century—Fox også bliver gjort grundigt til grin i filmen i form af fremtidens Fox News der leveres af idiotiske, halvnøgne og på alle måder pumpede nyhedsværter. Endnu mere interessant er det så, at 20th Century—Fox neddroslede filmens amerikanske premiere fra 3000 biografer til kun 125 – og ydermere uden at markedsføre filmen overhovedet, således at filmen har haft overordentligt svært ved at tjene sig selv hjem.

Idiocracy kommer ud på dansk dvd i midten marts.

······


Idiocracy
Instruktion: Mike Judge
Medvirkende: Luke Wilson, Maya Rudolph, Dax Shepard m.fl.
20th Century—Fox, 2006
Spilletid: Ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century—Fox

onsdag den 21. februar 2007

Children of Men (2006)


Alfonso Cuaróns fantastiske science fiction-film vipper alle andre af pinden og udstiller Hollywoods storladne effektmageri som indholdsløs underholdning. Children of Men har kant og en klar holdning til bl.a. England og USA og krigen i Irak, grænseoverskridende forurening og politiske flygtninge, som man skal lede længe efter hos Spielberg og co.

Der er efterhånden skrevet og sagt meget om de tre mexicanske amigos, der er ved at lægge Hollywood for deres fødder: Alejandro González Iñarritu (med den Oscar-nominerede multiplotfilm, Babel), Guillermo del Toro (med Pan’s Labyrinth, der er udråbt til at være fantasy-genrens Citizen Kane – tag den, Peter Jackson!) og så Alfonso Cuarón, som jeg ellers kun kender fra den tredje – og bedste og mest syrede – Harry Potter-film. Efter at have set hans science fiction-dystopi, Children of Men, vil jeg glæde mig til at stifte bekendtskab med de to andre mexicaneres bedrifter. Her og nu vil jeg blot konstatere, at hvis det her er standarden, vil jeg se frem til de tre instruktørers invasion af den gamle slidte filmfabrik! Og det kan kun gå for langsomt…

Som andre science fiction-film tager Children of Men udgangspunkt i vor tid og fremskriver de problemer, som vort vestlige samfund (og resten af verden) står overfor. Her handler det først og fremmest om menneskets forplantningsevne, der pludselig (så tidligt som 2009) er forsvundet på mystisk vis, men det handler også om civilisationens undergang i et voldeligt ragnarok, hvor kun England (eller resterne heraf) endnu består. Her sidder en diktatorisk militærregering og dirigerer brutalt rundt med indbyggerne, mens politiske flygtninge og ofre for den allestedsnærværende verdenskrig jages og knuses som kakerlakker. Her er masser af kritik af det vestlige samfunds miljøpolitik, Englands deltagelse i krigen i Irak og de frihedsberøvende metoder som vesten har taget i brug over for deres egne borgere for at komme terrorismen til livs. Tony Blair får her en syngende lussing, der vil kunne mærkes i lang tid.

Children of Men er først og fremmest en rejse gennem et dystopisk fremtids-England. I al sin enkelhed handler filmen om lapsen Theo (fremragende spillet af Clive Owen) som ad omveje bliver sat til at ekskortere en gravid teenager, Kee (Claire-Hope Ashitey), i sikkerhed på et sagnomspundet skib kaldet Tomorrow. Der er mange forskellige instanser i det kaotiske England som vil udnytte dette vidunder – verdens første gravide kvinde og hendes baby i 18 år. Udover de tydelige politiske undertoner i det kaotiske miljø, filmen udspiller sig i, trækker filmen også på mindre tydelige veksler fra kristendommen.

Hvor andre science fiction-film er kendetegnet ved at servere den ene storslåede special effects-skabte scene efter den anden med det formål at få os til at tabe næse og mund over filmmagernes dygtighed, fungerer Children of Men anderledes spidsfindigt. Det der skal få os til at tabe næse og mund er ikke så meget enorme og smukt animerede CGI-billeder af overdådige fremtidsbyer a la Blade Runner eller Metropolis; der er heller ikke det store arsenal af overdrevne sci-fi-våben a la Aliens eller Minority Report; og der er heller ikke horder af rumvæsner, muterede mennesker a la Robocop eller Total Recall osv. Det som får dig til at tabe næse og mund er den dokumentariske stil i form af håndholdt kamera og steadicam, lange ubrudte kameraindstillinger, der fortsætter og fortsætter, som var du selv til stede og overværede volden, vreden og virkeligheden på klos hold.

Alfonso Cuaróns dokumentariske stil får hele det engelske miljøs utrøstelige tilstand og det sønderbombede kaos til at krybe ind under huden på dig. Filmen ligner langt fra en gennemsnitlig omgang amerikansk science fiction, men leder snarere tankerne hen på ubehagelige krigsfilm som Saving Private Ryan med dens ublu og realistiske skildring af vold og ødelæggelse. Bevares Cuarón har givetvis brugt masser af CGI-effekter, men de er så subtilt indarbejdet i filmens plot og fortællemæssige drive, at de aldrig står frem til skue som i andre sci-fi-film. Det hele er meget beskidt, meget deprimerende og meget realistisk, og her leverer special effects-skaberne en grænseoverskridende og realistisk prik over i’et, når vi som publikum træder helt op på første række til den overrumplende nedslagtning af en potentiel kvindelig hovedperson, til den på én gang meget ubehagelige og guddommelige fødsel, og til den sidste nervepirrende kamp mellem militærpoliti og oprørerne. Særligt i disse tre hovedscener sad jeg ude på kanten af sofaen og mærkede blodet banke af sted i tindingen, og sveden pible frem i håndfladerne.

Forcen i Children of Men er, at filmen har så meget på hjerte, så meget den vil vise os om os selv og vor tids politik og kultur, at den helt glemmer at være science fiction, men sætter alt ind på det som enhver god film gør: Fortælle en god historie med noget på hjerte.

······


Children of Men
Instruktion: Alfonso Cuarón
Medvirkende: Clive Owen, Michael Caine, Claire-Hope Ashitey m.fl.
Universal Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 105 minutter
Engelsk dvd-distribution: Universal

tirsdag den 20. februar 2007

Paranoiac (1963)


Sort/hvid uhygge. Selv om Hammer Films var mest kendte for deres storslåede, kulørte monsterfilm var der også plads til f.eks. denne melodramatiske thriller. Paranoiac går Hitchcocks Psycho og Vertigo i bedene, men ender op som en langt svagere film på grund af alt for meget hemmelighedskræmmeri og løse tråde.

Paranoiac er endnu en omgang Hammer-horror som ikke bærer Terence Fishers instruktørnavn, og det er på den ene side meget godt, fordi vi ikke får denne films “monster” præsenteret i kedelige og u-uhyggelige totalindstillinger – på den anden side er det også lidt ærgerligt, fordi Terence Fishers hittepåsomhed og fortælleglæde også mangler. Paranoiac er til gengæld instrueret af Freddie Francis, som jeg ikke ved andet om, end at han også har været kameramand og derfor kan noget med også denne films visualitet – brugen af kameravinkler, lyssætning og skyggeeffekter. Det er især derfor man skal se Paranoiac, for beklageligvis er filmen ellers ikke særlig opsigtsvækkende.

Bevares, ret skal være ret: Plottet i filmen er faktisk OK, men det skyldes vist mest at der hæmningsløst hugges og stjæles fra Alfred Hitchcocks Vertigo (1958) og Psycho (1960). I Paranoiac er den velhavende familien Ashby på sammenbruddets rand: Mor og far er blevet dræbt i en bilulykke for flere år siden, den ældste søn, Anthony, begik selvmord i sorg året efter , og nu er den unge datter, Eleanor, og den næsten jævnaldrende bror, Simon, eneste tilbage. De to søskende bor sammen på familiens store efterladte gods, men Eleanor er psykisk syg og tror, hun ser den døde Anthony alle steder – den uhyggeligt karismatiske Simon har et større alkoholproblem. Historien sættes i gang da Eleanor vil springe ud fra en klippe for at tage sit eget liv, og hun reddes af ingen ringere end Anthony, som ikke har begået selvmord alligevel. Tror man – for her tager mystikken og de komplicerede intriger over, og jagten på sandheden begynder. For karaktererne og for publikum...

Problemet er bare, at familien Ashby ikke har tilstrækkeligt med lig i lasten. Pay off’et på det store hemmelighedskræmmeri er desværre ikke så skræmmende – hverken for publikum (for der er slet ikke plottwists nok i denne thrillers handling) eller for karaktererne i filmen; både Eleanor, Anthony og Simons reaktion på de ting, som filmen udsætter dem for er noget træagtig, og man har således svært ved at identificere sig med dem. Medoplevelsen skydes på denne måde i stykker. Plottet knirker og knager, og man undrer sig til sidst over, hvorfor alle tilsyneladende går rundt med skyklapper på og ikke gør noget ved familiens problemer som må være åbenlyse for enhver.

Det skyldes imidlertid også at realiseringen af plottet ikke er god nok; brugen af suspense er helt forkert og langt fra hvad go’e gamle Hitchcock ville have gjort. Suspense handler på alle måder om at publikum skal kunne identificere sig med karaktererne; det kan man “tvinge” dem til (som Hitchcock gør i Psycho), men man kan også lade det falde mere naturligt (som Hitchcock gør i Vertigo). Når indlevelsen af hovedpersonen er etableret, kan man så begynde at udsætte karakteren for de værste hændelser – og gerne med publikums merviden, forstået på den måde, at hvis vi ved at der ligger en bombe under bordet, men hovedpersonen ikke ved det, så er det langt mere uhyggeligt, end hvis man bare spiller på chokeffekten, når bomben pludselig går af. Hele Paranoiac er desværre bygget op om en række afsløringer, der ikke besidder en egentlig chokeffekt, fordi vi ikke kan leve os ind i karaktererne. Med andre ord: Det hele bliver alt for mystifistisk og gådefuldt, uden at vi har et fast holdepunkt at identicere os med. Alle karaktererne spiller på den ene eller anden måde dobbeltspil, og vi kan ikke sætte vores lid til nogen af dem.

Til gengæld er Paranoiac indtil videre den af Hammer-filmene i dette bokssæt som er flottest fotograferet. De sort/hvide kameraindstillinger er flot lyssat og filmen oser langt væk af ekspressionisme og en uhyggelig, paranoid nattestemning, som handlingen slet ikke kan efterkomme. Billederne er smukt kontrastede, så det sorte virkelig er sort og det hvide virkelig hvidt. Gitre, gardiner, skygger fra træer og andre mønstre bruges flot til at skabe en subjektiv visualitet. Netop billedsiden er så klart filmens force – og så glemmer jeg for en stund de håbløse udendørs day-for-night-optagelser.

Også Oliver Reed er god og karismatisk i rollen som Simon Ashby. Han været med i et par af de foregående Hammer-gysere, og Paranoiac er heller ikke hans bedste.

······


Paranoiac
Instruktion: Freddie Francis
Medvirkende: Janette Scott, Oliver Reed, Alexander Davion
Hammer Film Productions, 1963
Spilletid: Ca. 80 min.
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)

tirsdag den 13. februar 2007

Little Miss Sunshine (2006)


Den bedste film i 2006? Little Miss Sunshine er i hvert fald den bedste amerikanske komedie længe. Den hudfletter den amerikanske drøm og piller langsomt den taberagtige familie Hoover fra hinanden. Det er sort, kras humor ikke ulig de ironiske optrin fra Casper Christensens tv-serie Klovn. Men her er der mere på spil end dansk navlepilleri.

Little Miss Sunshines Oscar-status er vist af mere dark horse-karakter end de øvrigt nominerede. Den satiriske fremstilling af familien Hoovers jagt på den amerikanske drøm er langt fra storladne Babel eller klassiske Letters From Iwo Jima – for slet ikke at nævne dronningebiografien eller Scorseses The Departed. Men selv om Little Miss Sunshine måske ikke har samme tyngde eller publikumsappeal som konkurrenterne, er den en morsom og tankevækkende roadmovie, som varmt kan anbefales. Den er lidt i samme kategori som American Beauty (af Sam Mendes, 1999), men med mere kantede karakterer og skarpere pointer.

Plottet er formet som en simpel roadmovie i familien Hoovers gule folkevognsrugbrød. Familiens lille datter, Olive, skal deltage i skønhedskonkurrencen Little Miss Sunshine i Californien, og med på turen (ud over far og mor) kommer storebror, morbror og farfar. Hoover-familien er ikke en almindelig familie, men er ramt af en lang række problemer, hvor omstændighederne eller samfundet eller deres egne fejltrin, har villet det anderledes end deres fremtidsdrømme. Far Richard (spillet af Greg Kinnear) har opfundet et fantastisk 9-trins-succesprogram under mottoet, hvis man vil have succes, så får man succes; kun tabere siger undskyld, og hvis Olive vil med til skønhedskonkurrencen, så skal det være for at vinde. Problemet er så bare, at Richard ikke selv har nogen succes overhovedet, men må lade sig forsørge af konens indtægt.

Derudover har den homoseksuelle morbror Frank prøvet at begå selvmord efter at være blevet vraget af kæresten og fyret på jobbet; farfaren sniffer coke, brokker sig over den kedelige fastfood, som altid består af friturestegt kylling, og belærer 15-årige Dwayne om, at han bare skal se at få kneppet en masse piger, før det er for sent. Og Olive, som sætter hele historien i gang, er alt andet end en “little miss Sunshine” – hun er i bedste fald en almindelig amerikansk gennemsnitspige med store briller og i gammelt, usmart tøj.

For familien Hoover har ikke mange penge; de er lavest rangerende i den amerikanske middelklasse. Mange af filmens morsomme optrin – ja, og selve filmens omdrejningspunkt – udnytter den økonomiske knaphed, som for at udstille velmenende budskaber som “penge er ikke alt – familiens sammenhold er alt”. Men for familien Hoover er det helt anderledes: de manglende penge er med til at gøre hverdagen svær, starte diskussioner og skænderier – og gøre rejsen til Californien til et veritabelt helvede.

Familien har da heller ikke råd til at få morbroren Frank i behandling efter selvmordsforsøget, men må selv tage sig af ham, og han stuves sammen med resten af rakkerpakket ind i den lille gule VW. Frank kommer således til at fungere som publikums øjne på denne familie; det er igennem Frank vi oplever Richards sindssyge bemærkninger om vægttab og definitioner på vindere og tabere – og Frank er ikke selv positivt stemt over for familiens rejse eller konkurrencen eller bare at være sammen med dem. På grund af denne ambivalens bliver Frank – den homoseksuelle selvmorder og (ifølge Richard) den største taber af dem alle – et interessant fortællemæssigt valg; ironisk nok er det ham, der mere eller mindre ufrivilligt bygger broer mellem familiens medlemmer og skaber grobund for sammenhold.

Ligesom med filmens ambivalente brug af Frank, er dens forhold til karaktererne og publikum også tankevækkende. I første omgang gør vi som Frank og tager kraftigt afstand til familiens mærkelige og enormt morsomme skærmydsler og skænderier, men senere vendes det lige så stille på hovedet, og vi (publikum) tvinges indirekte til at forholde os til vores egne fordomme om den type sociale tabere, som familien Hoover tilhører. Især i slutningen hvor filmen går bag facaden på skønhedskonkurrencen og viser os et endnu mere hæsligt billede af USA, end det som Hoover-familien repræsenterer. Det er godt gået af en så forholdsvis lille og ukompliceret roadmovie.

Udover en Oscar for bedste film er også Abigail Breslin (Olive) og Alan Arkin (farfaren) nomineret for deres biroller. Deres afdæmpede spillestil er netop med til at tilføre filmen dens lidt mere sofistikerede humor, hvor det snarere er karakterernes absurde indfald og ideer – frem for sjove gimmicks eller one-liners – der sørger for payoff. Her spilles ikke med følelserne uden på tøjet men mere realistisk (og måske improviseret – jeg ved det ikke). Det hele bliver dermed langt mindre farceagtigt end den gennemsnitlige amerikanske komedie, og Little Miss Sunshine læner sig da også på mange måder op ad den grovkornede humor, afslappede spillestil og realistiske stemning i f.eks. den danske tv-serie Klovn eller dens amerikanske forbillede Curb Your Enthusiasm.

Det fede er at Little Miss Sunshine ikke praktiserer navlepilleri for åben skærm, men bruger humoren, spillestilen og stemningen til at pege fingre ad den amerikanske drøm og den form for amerikansk hykleri, som vi (også danskerne) ikke kan sige os fri for at være påvirkede og en del af.

Derfor skal denne film ses og nydes.

······


Little Miss Sunshine
Instruktion: Jonathan Dayton & Valerie Davis
Medvirkende: Abigail Breslin, Greg Kinnear, Alan Arkin m.fl.
Third Gear Productions, 2006
Spilletid: Ca. 102 minutter
Amerikansk dvd-distribution: 20th Century-Fox

lørdag den 10. februar 2007

Cars (2006)


Sikke en bilulykke! Pixars nyeste digimationsfilm med de talende biler i samtlige roller er milevidt fra Toy Story I+II’s banebrydende succes. Det gode er at vi her får opskriften på alle tiders gode fortælling – det dårlige er at lige præcis denne helts rejse er komplet uden charme, helt idéforladt og meget skabelonagtig. En enkelt bifigur har tilstrækkeligt med kant til at filmen ikke ender som den store McDonalds-gimmick.

Min lillebror har jævnligt den sidste måneds tid haft fat i mig og spurgt om jeg har fået set Biler – den nyeste computeranimerede tegnefilm fra Disney/Pixar. Og han har nok hypet den en hel del (filmen skulle ifølge ham være et komisk mesterværk, og man skulle angiveligt sidde med konstant grineflip hele vejen igennem den), men torsdag aften lejede jeg den så i min lokale Blockbuster for at slappe af sammen med Malene oven på en temmelig hektisk uge på jobbet, og hvor Adam ydermere er startet i dagpleje, har skullet lære at sove igennem og er begyndt at kravle! Såååå … (tilbageholdt åndedræt)

Biler er ikke en god film, fordi Pixar har satset alt for entydigt på at gøre det til en god film med en klassisk fortælleskabelon uden at skele til selve konceptets originalitet og figurernes holdbarhed. Det, der holder hér, er netop fortælleskabelonen, som ganske vist har eksisteret i umindelige tider i form af myter, sagn og religiøse fortællinger, men som for alvor blev sat i system af Disneys egen mand, Christopher Vogler, tilbage i 1970erne. Vogler kaldte sin fortællemodel for “The Hero’s Journey” og præsenterede her 12 forskellige trin som enhver helt og heltehistorie (fra Star Wars over Titanic til Løvernes konge) skal passere igennem. Det er der efterfølgende kommet en række Hollywood-klassikere ud af, men det er i sagens natur også blevet til en masse mere eller mindre mekaniske film om skabelonagtige “helte” i forskellige afskygninger. Og her er Biler desværre endnu én i rækken.

Bevares, måske havde jeg skruet forventningerne op til et fuldstændigt absurd leje, måske havde jeg på forhånd lavet ligningen Pixar + Disney + humor = mesterværk, eller måske havde jeg bare glemt hvad det hele jo åbenlyst handler om – biler!

Lad os få én ting på det rene: Jeg hader motorsport (og en del andre sportsgrene faktisk, men lad nu det ligge), jeg hader rallybiler, racerbiler og biler i det hele taget. Malene og jeg ejer en dejlig lille og dejlig praktisk Toyota Yaris Verso, som vi mest af alt købte, fordi den ligner et lille sammenpresset rumskib med plads til en barnevogn. Jeg har ikke forstand på biler og får det heller aldrig. Jeg synes at 48-timers billøb i fjernsynet tangerer de langstrakte og meningsløse absurditeter i Venter på Godot – bare i høj fart og på en scene formet som et stort tomt nul! Sådan har jeg det generelt med biler og motorsport, så måske var aftenens filmvalg ikke det mest oplagte…

Nuvel, dér hvor Pixars Biler rent faktisk er rigtig god er som illustration af Chris Voglers fortælleskabelon, men så hører mine roser også op. Filmen er nemlig enormt forudsigeligt bygget op og så over-ty-de-lig i sit plot, at man har gættet filmens pointer og de humoristiske optrins funktion i denne bilhelts rejse længe før payoff. Der er absolut ingen fortællemæssige overraskelser eller twists, og det bevirker simpelthen at filmen (og dens budskab) bliver meget tom og hul. Selv filmens lærdom (fra den gamle mester til den unge helt) lader sig koge ned til et simpelt glatbanetrick om at dreje kontra under udskridning i sving. Det er letkøbt, og filmen kommer til at virke meeeeeget lang.

Bilkonceptet knirker og knager i sig selv også faretruende – nok mest fordi jeg på ingen måde køber ideen med levende biler med øjne og mund. Jeg synes, det er forceret og efterlader et hav af logiske huller, som måske særligt forældre til spørgelystne børn vil have svært ved at udfylde:

F.eks. når nu filmen handler om en verden af biler, hvori menneskene ikke eksisterer, hvorfor ligner deres verden så vores til forveksling? Hvorfor afholdes filmens retssag inde i et smukt retslokale med trægulv og kunst på væggene, når det ville være mere logisk at holde den i en garage eller en carport eller en betonhal af en eller anden slags? Og hvori består bilernes arbejde? Får de løn? Skal de selv betale for benzinen – og i givet fald hvem udvinder benzinen for dem? Er der krig mellem USA’s og Iraks biler om olien til udvinding af benzinen? Og hvilke biler finder på at lave en snorlige motorvej som går uden om filmens lillebittebondeby og skaber filmens hovedintrige? (Man skulle jo ellers tro, at det i bilernes verden ville være rigtig fedt bare at fræse derudaf så længe som muligt – det er jo ligesom det biler kan og gør; de er jo ikke superkendte for at smække dækkene op om aftenen og se fjernsyn!)

Men værst af alt er selve filmens omdrejningspunkt: Hvis den lillebittebondeby trænger til ny asfalt, hvorfor SØREN asfalterer de så ikke selv!? Hvorfor venter de på, at en udefrakommende bil uforvarende bryder loven, skaber ravage, dømmes til samfundstjeneste og således asfalterer vejen for dem!? Hvorfor gør de det ikke selv??? Det virker fuldstændigt idiotisk for mig.

Læg dertil endnu mere ulogiske detaljer som tangerer ren motorracisme: Åbenbart er der forskel på motorkøretøjer, for traktorer og mejetærskere degraderes i Biler til fjollede, umælende køer og en gal, gal tyr uden forstand, mens store lastbiler har samme intelligensniveau som personbiler. Øhhhhh… det er sjovt, at se filmens hovedperson (en racerbil ved navn Lynet McQueen og en gammel spand med fortænder, stemme, intelligens og humoristisk sans som Fedtmule) drille traktorerne og vælte dem om natten og blive forfulgt af den store uhyggelige mejetærsker, men det er også enormt forceret og viser bare, at nogen skulle have stoppet John Lasseter, allerede da han pitchede ideen.

Se hellere Dreamworks’ Over hækken som er kommet ud på dvd og Sonys Monsterhuset som kommer i næste uge. Begge film er på alle måder bedre – mere sjove, underholdende og spændende – end dette kiksede udspil fra Pixar og Disney.

PS: Jeg synes dog, at Biler er flot animeret, og Bumle / Lars Hjortshøj er ret sjov.

··


Cars (Biler)
Instruktion: John Lasseter & Joe Ranft
Medvirkende (danske stemmer): David Owe, Annette Heick, Lars Hjortshøj m.fl.
Walt Disney Pictures & Pixar Animation Studios, 1996
Spilletid: ca. 116 minutter
Dansk dvd-distribution: Buena Vista Home Entertainment

tirsdag den 6. februar 2007

M (1931)


Morder, Menneske, Mesterværk. Fritz Langs klassiker om den psykopatiske barnemorder der lynches af pøblen i den anonyme, kaotiske storby, er stadig visuelt slående og følelsesmæssigt gribende sine steder. Filmen viser Langs evner som instruktør, hans sans for billeder og især hans legende tilgang til en helt ny filmisk dimension – lyden.

Så har jeg netop skudt et forløb i gang med mit mediefag-B-hold: Eleverne valgte temaet Mørkets hjerte, som i en række film beskæftiger sig med, hvor den menneskelige ondskab kommer fra, hvad den skyldes, og hvordan den kommer til udtryk – og nok så interessant: Har vi ikke alle ondskabens tilbøjeligheder latent liggende i os, og er det i sidste instans ikke mest et spørgsmål om skæbne, held eller uheld, der gør at vi dømmes som enten helt, offer eller morder? Endnu mere provokerende: Måske er det i virkeligheden blot et spørgsmål om øjnene der ser.

Er Ondskaben (med stort o) i virkeligheden ikke mere en let tilgængelig, religiøs størrelse (det gode vs. det onde), mens vi i vor oplyste, videnbaseret tidsalder vel snarere må operere med langt mere komplekse spørgsmål som: Hvilke ydre påvirkninger ligger til grund for de “onde” gerninger? Hvilke uheldige valg / fravalg har haft indflydelse på de “onde” gerninger? Hvilken andel har familien / samfundet / alle vi andre, der kunne have grebet ind og forhindret de “onde” gerninger? Eksisterer selve Ondskaben i virkeligheden i vort moderne samfund? – eller er der snarere tale om uheldige og skæbnesvangre årsagssammenhænge.

Det er den form for store, filosofiske spørgsmål, som Fritz Lang åbenbarer i M, men filmen er også i sig selv æstetisk bjergtagende – både visuelt og auditivt. Man mærker tydeligt, at filmen er blevet til på grænsen mellem to filmhistoriske æraer, nemlig stumfilms- og talefilmsperioden.

Først og fremmest lader Fritz Lang billederne tale for sig selv i flere slående sekvenser, hvor billedkompositioner og selve klipningen formidler, at f.eks. den lille pige, Elsie Beckmann, er taget af dage – og senere hvordan hr. Beckert (spillet af en formidabel Peter Lorre) rammes ind af morderiske tanker visualiseret som genspejlinger af knive i en glasrude. Der er desuden mange visuelle set ups – ikke mindst den ballon som Beckert køber til Elsie i filmens start, som nærmest overfalder Beckert (i form af skyld og fortrydelse i stor størrelse) i filmens sidste scene. Selve titlen M er i sig selv en visuel detalje fra filmen, hvor Beckert stemples via et kridtmærke på skulderen. Så er spørgsmålet jo bare om M’et står for Morder, Mærket – eller Menneske…

Fritz Lang inkorporerer dog også den nye lydteknik på en meget fin måde, så filmen simpelthen ikke kan fungere uden lydsporet. Selve morderen identificeres f.eks. på hans fløjten af temaet fra Peer Gynt (Edvard Griegs oprindelige musik stammer vist fra en scene, hvor en flok bjergtrolde farer frådende og skrigende frem med ordene: “FLÅ HAM! FLÅ HAM!”) Meget ironisk er det den blinde ballonsælger, som genkender Beckerts fløjten – og altså ikke hans udseende.

Også den måde som dialogen bruges til at flette efterforskningen sammen er forholdsvis avanceret, og man skal holde ørerne stive, for ikke at blive koblet af. En ellers kedelig telefonsamtale illustreres med indklippede småscener, mens dialogen fortsætter som voiceover - hvilket giver et temmelig dokumentaristisk præg. Andre steder starter dialogen i én scene og bæres videre i den næste uden at tidsspringet klart fremgår. På den måde viser Fritz Lang, hvordan hele samfundet integreres i jagten på barnemorderen, rammes af angst og panik og tilmed griber til selvtægt.

Parallelklipningen mellem politiets planlægningsmøde og gangsternes planlægningsmøde fungerer på samme måde: De to uafhængige møder bygges sammen til ét – hvor en politimands replik f.eks. besvares af en gangsters – hvilket selvfølgelig viser, at begge parter meget gerne vil fange hr. Beckert. Politiet vil gerne bringe samfundet til orden - mens gangsterne helst så at morderen blev fanget, så de kunne blive fri for politiets emsige ransagninger. Samtidig antyder Fritz Lang, at politiet er lige så korrupt som gangsterne – og at gangsternes metoder er mindst lige så effektive som politiets.

Filmen er blevet en klassiker, og i Eurekas dvd-udgave på dobbeltdisk fremstår billedet klart og dejligt ubeskåret. (Jeg husker en meget forvirrende filmforevisning i Filmhuset i Gothersgade, hvor flere af skuespillerne manglede hovedet, fordi billedformatet var forkert!) I denne udgave føles filmen dog også en anelse for lang, og den afsluttende forhørsscener med en gangsterlakaj kunne man snildt have været foruden. Den føles som en stopklods for handlingen, der indtil da har kørt utroligt smidigt og med en forfriskende brug af lyd, billede og klipning.

······


M
Instruktør: Fritz Lang
Medvirkende: Peter Lorre, Otto Wernicke, Gustaf Gründrens m.fl.
Nero-Film, 1931
Spilletid: Ca. 105 minutter
Engelsk dvd-distribution: Eureka Video

mandag den 5. februar 2007

The Kiss of the Vampire (1963)


HAMMER TIME! Dette vampyrkys er den bedste Hammer-gyser indtil videre. Her er både masser af suspense, traditionelle og moderne fortolkninger af vampyrmyterne, og en finale af de mere opfindsomme og ambitiøse. Forskellige horror-elementer (hugtænder, kutteklædte tilbedere, skumle slotte og et kroværtspar hevet direkte ud af Hitchcocks Psycho) mikses sammen til en livlig og underholdende cocktail, der retfærdiggør Hammer Films plads i gyserfilmhistorien.

Hammer Films blev berømte på at genfilmatisere klassiske skrækromaner som Dracula og Frankenstein, som amerikanske Universal havde patent på i 1930erne. Hammers britiske udgave er gået over i filmhistorien (i hver fald den engelske filmhistorie) som væsentlig mere udpenslede – både hvad angår blod og vold og seksuelle under- og overtoner. Denne lille perle, The Kiss of the Vampire, refererer ikke til nogen af de klassiske gotiske romaner, men skaber sin egen lille historie ved at hugge og stjæle, det man nu om dage ville kalde gyserklicheer rundt omkring fra. Men filmen gør det med stor charme og dygtighed, så det aldrig bliver kedeligt – og i 60erne var det måske endda ret opfindsomt gjort.

The Kiss of the Vampire foregår omkring århundredeskiftet og tager udgangspunkt i mr. og mrs. Harcourts bryllupsrejse (spillet af Edward de Souza og Jennifer Daniel), som af uviste årsager går i bil til et eller andet fattigt, østeuropæisk land (hvor skulle man ellers tage hen som velbeslået brite?). Og så går det hverken værre eller bedre, end at bilen løber tør for benzin midt ude i en uhyggelig skov langt fra alfarvej. Her logerer det unge ægtepar sig ind på en skummel, men gæstfri kro, der ikke er vant til besøgende, alt i mens den lokale rigmand Herr Dr. Ravna (Noel Willman) udspionerer dem med sin kikkert og efterfølgende indbyder dem til et uhyggeligt maskebal, mens han lægger makabre planer for især mrs. Harcourt.

Filmen introducerer et kroværtspar, som er som trådt ud af Hitchcocks Psycho (1960); de virker på én og samme gang enormt venlige og gæstfri samtidig med at de tydeligvis gemmer på hemmeligheder, de ikke vil fortælle om. Selv de kameraindstillinger hvor Norman Bates overvejer hvilken nøgle han skal give Marion Crane på Bates Motel er plagieret i The Kiss of the Vampire, hvor kromutter står ved nøglebrættet og tænker over hvilket værelse hun skal give de nygifte. Mystikken breder sig fra start, fordi ét værelse ikke kan lejes ud, der dækkes op til forkert antal gæster, og kroværtinden har meget let til tårer og ønsker ikke at dele fortidens minder. Senere finder mrs. Harcourt dog et skab med tøj og billeder af en datter, der tilsyneladende ikke lever mere. Ikke på den rigtige måder i hvert fald.

Filmen bruger ikke meget krudt på at tæske igennem de klassiske vampyrtraditioner. Frem for at ridse de gammelkendte spilleregler op, så fornyer The Kiss of the Vampire myterne igennem en professor Zimmer (!) som også har indlogeret sig på hotellet. Professoren forklarer vampyrismen som en form for “ondskab” (i form af hypnose, lærdom, fristelser, uhyggelige lyster osv.) som dr. Ravna spreder i folk – lidt ligesom en form for nyreligiøs sekt. Han hjernevasker dem og fylder dem med ondt, og når de er helt omvendt og er i hans magt, har de fået hugtænder og kan sprede smitten videre. Vampyrerne fremstår som Ravnas disciple, der kan færdes frit i dagtimerne, blot de har en paraply med til at kaste skygge. Interessant er det også, at Ravna har høj status i det lille lokalsamfund, der ikke finder på at sætte sig op mod denne magtinstans, mens professor Zimmer på alle måder fremstår som en drikfældig outsider, som alle vender ryggen, og som i al hemmelighed dyrker sin anti-religion, der bringer mindelser om satanisme og djævlepåkaldelser. (Filmens klimaks og den sidste kamp mod Ravnas vampyrer foregår netop med fremmedartede besværgelser og sekstakkede stjerner tegnet på gulvet.)

I forhold til de tidligere omtalte Hammer-film er der arbejdet mere med billedsiden i The Kiss of the Vampire. Her er mange flere nærbilleder og varierede indstillinger, ligesom der er arbejdet tydeligt med de kulørte farver, som Hammer var så berømte for. Instruktøren, Don Sharp, veksler fint imellem forskellige former for suspense, hvor publikum ved henholdsvis mere og mindre end karaktererne. Det skaber tilpas med twists og gåder, der skal løses. I starten tænkte jeg, at filmens lyssætning var enorm fersk og alt for highkey’et til en gyserfilm, men det skyldes alene, at de første scener foregår i fuldt dagslys. Kort efter begynder skyggerne at falde tungt i kroen, hos Ravna osv. Rigtig ekspressionisme går der i den under og efter Ravnas maskebal, hvor der bruges mærkelige kameravinkler, håndholdt kamera og subjektivt POV. Don Sharps iscenesættelse er på mange måder mere fin og subtil, hvad angår vampyrernes fremtoning, end den ellers så elskede Terence Fischers noget kluntede fotografering af sine films monstre.

Efter nedturen med Captain Clegg (1962) er jeg igen ovenpå og glæder mig allerede til næste Hammer-film, Paranoiac (1963), som at dømme efter IMDb er i sort/hvid og handler om noget helt andet.

······


The Kiss of the Vampire
Instruktør: Don Sharp
Medvirkende: Edward de Souza, Jennifer Daniel, Noel Willman m.fl.
Hammer Film Productions, 1963
Spilletid: Ca. 88 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)

lørdag den 3. februar 2007

Captain Clegg (1962)


Forhåbentlig den ringeste Hammer-film! Karismatiske Peter Cushing spiller titelrollen – en pirat der er gået på land og forklædt som from præst nu lever af at smugle vin og spiritus og unddrage sig kongens skatteopkrævere. Der er mere kostumedrama og Morten Korch-kærlighed over denne Hammer-“klassiker” end gys og gru.

Captain Clegg går også under den amerikanske titel, Night Creatures, fordi en gruppe spøgelser til hest hjemsøger egnen omkring den lille landsby, Dymchurch, hvor filmen udspiller sig. Her skræmmes de lokale indbyggere til døde, hvis de bevæger sig ud i mosen; dette fine set up langer filmen ud allerede i anden scene. Et andet glimrende (om end noget mere tvetydigt) set up ligger så tidligt som i scenen før startteksterne, hvor den ondskabsfulde pirat, kaptajn Clegg, dømmer en sort mand til at blive efterladt på en øde ø med tungen skåret ud og ørerne skåret op på langs. Manden har tilsyneladende gjort tilnærmelser til Cleggs kone, og det gør man ikke ustraffet.

Historien tager herefter et par gevaldige tidsspring, og vi befinder os pludselig i den lille landsby Dymchurch, hvor den lokale præst, reverend Blyss, øver stor indflydelse på lokalsamfundet. Filmen forsøger selvfølgelig at holde publikum hen ved at begrænse vores viden om dels Blyss’ egentlige status i samfundet, hans baggrund og hensigter – han virker således noget bister og dominerende i filmens start. Man skal dog være mere end almindelig uopmærksom, hvis man ikke noterer sig de prægnante kameraindstillinger, som Blyss bliver forsynet med, den plads han får på prædikestolen, og al den tid som filmen ofrer ham; læg dertil at Blyss spilles af Hammer-ikonet, Peter Cushing – så ligger det lige for at lave kombinationen Blyss = Clegg.

Captain Clegg byder på denne måde på en konstant mangel på spænding, fordi hele plottet giver sig selv og forekommer temmelig forudsigeligt. Man gætter simpelthen plottet og de indbyggede pay offs på lang afstand og kan blot vente på at tingene lige så stille falder på plads.


Selv sagnet om spøgelsesrytterne, som der laves set up på i filmens begyndelse, finder man relativt let ud af, hvad skal bruges til. Og desværre er spøgelserne langt mere jordnære og drevet frem af materialistiske hensyn, end man skulle tro og håbe på i en Hammer-film.

Filmens største mysterium er faktisk, hvordan kaptajn Clegg blev til reverend Blyss – og hvad der skete med konen i kærlighedsaffæren med den sorte pirat, som der refereres til i første scene. Filmens anden kærlighedsintrige er forankret i disse fortidens synder og står mellem den unge Harry (spillet af den aldeles karismatiske Oliver Reed – ham der var varulv i The Curse of the Werewolf) og Imogene (i skikkelse af smukke Yvonne Romain) er langt den mest interessante plotlinje i denne film, fordi udfaldet ikke er givet på forhånd. Men da den store afsløring skal stå, er sagernes rette sammenhæng allerede for længst gået op for publikum.

Jeg er ikke begejstret for denne film. Jeg havde forventet flere overnaturlige, okkulte elementer. Jeg havde forventet mere blod og vold og flere “night creatures”. Jeg havde troet, der ville have været flere sørøvere med. Og går man til Captain Clegg med den slags forhåbninger, så bliver man slemt skuffet. Filmen regnes ikke for en central Hammer-klassiker på linje med Dracula- og Frankenstein-serierne, men de fans som har taget den til sig, har åbenbart alle læst det litterære forlæg om Dr. Syn (en serie romaner, hvoraf den første udkom i 1915) og set Disneys filmudgave. (Læs mere på Wikipedia.) Med denne viden i bagagen vil forholdet til Captain Clegg naturligvis ændre sig, og spændingen flyttes fra plot/suspense-plan til spøgsmålet om f.eks. skuespilspræstationer, iscenesættelsen og selve filmens trofasthed over for romanen osv.

Men som film er Captain Clegg en usædvanlig kedelig Hammer-film. Vi er nu halvvejs igennem Hammer-maratonen, og herfra kan det kun gå fremad. Jeg glæder mig til Don Sharps Kiss of the Vampire fra 1963.

······


Captain Clegg (US. Night Creatures)
Instruktør: Peter Graham Scott
Medvirkende: Peter Cushing, Patrick Allen, Oliver Reed m.fl.
Hammer Film Productions, 1962
Spilletid: Ca. 82 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal (i bokssættet Hammer Horror Series)