Rob Zombies genindspilning af John Carpenters gyserklassiker er et actionpumpet remix med sporadiske gensyn af tidligere tiders Michael Myers. En forfærdelig lang baggrundshistorie løber desværre ud i sandet, selv om Malcolm McDowell gør sit til at fylde den sorte turtleneck ud som Dr. Loomis. Men det bliver aldrig det samme som originalen. Og det bliver bestemt aldrig bedre.
Der er ikke en finger at sætte på John Carpenters skelsættende teenagegyser Halloween fra 1978. Selv om handlingen var spinkel og budgettet ultralavt kom der en potent og velkomponeret gyser ud af det. Oven i købet definerede den en hel ny undergenre i den amerikanske gysertradition, hvor en brutal bøhmand dolkede unge, sexlystne piger ihjel. Den film er der sagt og skrevet rigtig meget om – den er nu engang en klassiker – og derfor er det jo på sin vis helt logisk, at Hollywood i deres hærgen gennem fortidens skatkammer slår kløerne i Halloween. Især når andre genindspilninger af gyserklassikere (Texas Chainsaw Massacre (1974+2003), The Hills Have Eyes (1977+2006) og The Fog (1980+2005)) alle er blevet bragende kassesucceser.
CGI-gysere
Problemet med de nævnte film er at de på ingen måde vil nå samme klassikerstatus som originalerne, fordi de aldrig afdækker nyt gyserterritorium – de sprænger ikke nogen nye rammer eller går i kødet på tabuemner. De rykker aldrig gysergenren i nye outrerede retninger men toner snarere volden og splatteriet ned, så de kan rykke ind på mainstreammidten, hvor de æstetisk smelter sammen med actionfilmen. Og kun sjældent giver de mulighed for identifikation med de som oftest idiotiske og usympatiske teenagehovedpersoner, der egentlig blot medvirker, som kød der kan hakkes i stykker – svarende til at publikum skal kunne identificere sig med en af glasdørene, der skydes i stykker i Die Hard. Det bedste ved disse actiongyserfilm er deres glatte musikvideoæstetik med dens colourgrading, CGI-effekter og nøgne kvindekroppe; den eneste substans og budskab er lyden af et kasseapparat.
Rob Zombies Halloween føjer sig fint til denne række af glatte og kedelige remakes. Her er masser af nærbilleder, jumpcuts, fokusskift og det klassiske reallyden-forsvinder-trick. Her er håndholdt og kaotisk kamera til den store guldmedalje, og kameraet mimer igen og igen Michaels bevægelser, når han hugger ud efter ofrene eller smadrer dem ned i gulvet. Alt sammen visuelt lir, der ikke medvirker til at bringe os tættere på personerne eller føle ubehag, suspense eller gys på deres vegne, men som blot sikrer, at vi føler os tilstede og nærværende – som i en actionfilm eller i rutschebanen i Tivoli.
Lille Mikey
Og her har vi et kæmpestort paradoks i genindspilningen af Halloween: Rob Zombie giver os rent faktisk rigelig mulighed for at identificere os med Michael Myers, for første halvdel af filmen følger Mikeys sygelige barndom med strippermor, fordrukken far og en storesøster der er rigeligt løs på tråden. Kimen til Mikeys morderiske tendenser lægges også i skolen, hvor drengen mobbes og må slå fra sig for at overleve. På én gang er denne del af filmen langt det bedste ved Rob Zombies Halloween – han opnår faktisk at publikum både føler væmmelse og sympati over for Michael Myers. På den anden side får vi også trukket John Carpenters nærmest overnaturlige bøhmand ned på et alt for realistisk plan, hvor hemmeligheden bag masken ikke bare afsløres men skæres ud i pap og serveres på et sølvfad. Den form for mystik er bandlyst i Rob Zombies genfortælling.
Læg dertil at den sympati, som Rob Zombie bruger tre kvarter på at bygge op for Michael Myers, skrottes lodret, når filmen slår ind på originalens fortællespor og vi er tilbage på Halloween aften i Haddonfield. Al den forhistorie som vi skal blive en del af og som varer så utrolig lang tid, sættes over styr i anden halvdel der føles som et tempofyldt koncentreret remix af originalen. Her er Michael pludselig tilbage i rollen som usympatisk bøhmand med stor dolk. Som seer føler man at de tre første kvarter i det mindste burde have lagt mere op til filmens anden del – i bedste fald kunne man trimme 45 minutter ned til 15.
Rob Zombie kunne ligeledes have gjort mere ud af de emner, som han kun næsten tør nævne – f.eks. den fordrukne fars begejstring over sin papdatters minimale nederdel og hans afstraffelse af lille Mikey. Og Mikeys forhold til sin babylillesøster kunne ligeledes – i en modigere instruktørs håndtering – have været langt mere tabuafsøgende, så deres møde som teenagere ligeledes ville være mere provokerende. Her bliver barndomshjemmet i sidste ende en gumpetung kliche og alt for lang indledning, der aldrig følges ordentlig til dørs.
Og så er vi fremme ved konklusionen, hvor jeg også må pointere, at filmen på trods af instruktør og emne er bemærkelsesværdig ublodig. Bevares, lille Mikey slår dyr ihjel i starten og de unge piger får på den ene eller anden måde smidt både t-shirt og bh, inden Michael giver dem kniven – men ellers bliver der kun klippet frenetisk, rystet med kameraet og spillet paukebaseret underlægningsmusik som udtryk for volden som udspiller sig offscreen.
······
Halloween
Instruktion: Rob Zombie
Medvirkende: Malcolm McDowell, Tyler Mane, Scout Taylor-Compton
Dimension Films, 2007
Spilletid: Ca. 121 min.
Amerikansk dvd-distribution: Dimension Home Video
