Blå mænd (2008)

Skæg og ballade på genbrugspladsen. Mick Øgendahl er en af hovedkræfterne bag denne nye danske komedie, der ligner et sketchshow og føles så lang som et ondt år. Visse scener er sjove, men de fleste trækker plottet i langdrag uden at bidrage til historiens ydre og indre udvikling. Det er manuskriptet, den er gal med.

Jeg er en stor beundrer af Rune Klan og Mick Øgendahl og deres fælles sketchshow, Tak for i aften, som til stadighed ruller over skærmen på TV2 eller en af søsterkanalerne. Det er så blændende genialt skrevet, kort og kontant, supersjove sketches på et halvt til to minutter pr. styk; her hudflettes danskerne, vores samtid og tendenserne, vores idoler, vores mentalitet. Det ligner lidt de gamle Jan Gintberg-shows på DR2 men med speederen banket i bund.

Det er desværre ikke den følelse man sidder med, når man ser Blå mænd, samme Mick Øgendahls manuskriptdebut på spillefilmsfronten. Øgendahl har sammen med forfatter og instruktør Rasmus Heide begået deres helt egen komedie uden om den største finansieringskilde i dansk film – Det Danske Filminstitut – til gengæld har de fået økonomisk opbakning fra TV2 og Scanbox. Godt 437.000 danskere nåede at se Blå mænd i biografen. På premiereweekenden tjente den omtrent halvdelen af sit budget på 10 mio. kr. ind igen. Så hatten af for succesen. Det er dælme godt gået.

Manuskriptproblemer
Det er ikke mindst godt gået på grund af to elementære, fortællemæssige problemer: Filmen handler om supersælgeren og superegoisten Jesper Jensen, der idømmes samfundstjeneste på en genbrugsplads efter en drikfældig køretur. Filmen handler dybest set om at Jesper skal lære at være et rigtigt, humanistisk menneske, hjælpe andre og søge tætte relationer, samtidig med at der kører et sideplot med at genbrugspladsen er lukningstruet på grund af for mange fejl og en sur kommunemand der vil spare.

Enhver manuskriptskrivningsmanual og -konsulent (her bl.a. Mette Heeno) vil vel som det første råde til at de to historier (den indre udvikling og den ydre) styres elegant sammen og påvirker hinanden og driver hinanden fremad. Det sker ikke i Blå mænd. Jesper Jensen (spillet af Thure Lindhardt) udvikler sig godt nok lige efter bogen, men i alt for kæmpemæssige ryk og uden at det på nogen måde har indflydelse på genbrugspladsen. Det eneste der skal til for at han udvikler sig fra et umanerligt dumt svin til en rar, følsom fyr er at han skal drikke sig plørefuld og se Cirkeline i tv. Så er den hjemme. I filmens tid tager det ca. et minut. Det er et kæmpeproblem, at hans samspil med genbrugskammeraterne ikke har noget at sige - nogen indflydelse - overhovedet.

På samme måde kan man sige, at filmens lykkelige slutning kommer som et lyn fra en klar himmel, og uden at Jesper Jensens markedsøkonomiske evner til at få styr på en virksomhed kommer til deres ret. Filmens lykkelige slutning realiseres med et lynhurtigt set up-pay off og på en enormt utroværdig måde.

Det ville være så nemt at skrive de to historier sammen og udnytte de to plotlinjer til at drive hinanden fremad, men Øgendahl og Heide undlader, og det gør handlingen langtrukken og karakterernes udvikling utroværdig.

Sketchshow på slow
Det der fungerer bedst i filmen er til gengæld de mange små sjove, sketchagtige optrin, hvor Mick Øgendahl kan lire en masse Dirch Passer-agtige revy-oneliners af, eller få en knytnæve i hovedet af Sidse Babett Knudsen. Hun kommer til gengæld vildt meget pruttende remoulade på sin spegepølsemad og har drømmeagtige genreflashbacks, hvor hun pludselig befinder sig i en krigsfilm eller en kungfu-film, selv om hun i virkeligheden kæmper sig rundt om de mange containere. Eller hvad med Troels Lyby, der marcherer pladsen rundt og kommanderer af alle som sjanten fra Basserne, lige indtil hans ukendte søn – der tilfældigvis er en sjov og livsklog mongol – kommer på banen og bliver en del af sjakket. Det er da skøøøøørt!

Men ingen af disse skøøøøre optrin driver plottet fremad. Hverken de platte slapstickoptrin eller de flotte og veldesignede filmdrømmerejser bruges til noget som helst andet end tomhjernet fis og ballade. Der er intet mål med humoren, og det bevirker at plottet og filmen sænkes endnu mere. Blå mænd varer 79 lange minutter; de føles som 120.

Sådanne problemer starter på manuskriptplan, hvor der (måske med DFIs hjælp) burde have været strammet gevaldigt op og tilført saft og kraft og mere gang i den. For reference, se Tak for i aften på TV2. Blå mænd er en tam og tandløs folkekomedie.

······


Blå mænd
Instruktion: Rasmus Heide
Medvirkende: Thure Lindhardt, Sidse Babett-Knudsen, Mick Øgendahl m.fl.
Fridthjof Film, 2008
Spilletid: Ca. 79 minutter
Dansk dvd-distribution: Scanbox

The Strangers (2008)

"Is Tamara home?" Her er den mest uhyggelige mainstreamgyser i flere år. Bryan Bertino har skrevet og instrueret en lille, monstereffektiv omgang home invasion-horror, der nok skal holde dig vågen et par nætter eller tre. Det er simpelt men solidt filmhåndværk uden de store dybder. Men det er netop pointen.

Det er lang tid siden jeg har været så skræmt over en amerikansk mainstreamgyser: Vacancy endte som et klichefyldt antiklimaks; The Ruins var nok blodig men også et halvkikset forskræp om M. Nights Shyamalans tåbelige plantegyser The Happening. Bedst var den amerikanske vampyrfilm 30 Days of Night, der forfinede klicheerne, vendte dem på hovedet, og blandede dem med en frostklar poetisk slutning.

Bryan Bertinos The Strangers er noget helt andet – mere enkel, mere realistisk og især i filmens første halvdel mere skræmmende. Filmen handler grundlæggende om parret James og Kristen, der vender tilbage til et sommerhus kl. 4 om natten efter at have været gæster ved et bryllup. Han har været i det romantiske hjørne, har pyntet op med rosenblade og champagne, og har friet til hende til festen. Hun har sagt nej. Stemningen er på det laveste. Tror de. For så banker det døren, og en uhyggelig kvindestemme spørger om Tamara er hjemme. Og lige pludselig er James og Kristen ikke alene mere. Udenfor huset går tre uhyggelige, maskeklædte personer rundt og vil tydeligvis i kontakt med dem. Og så er maskemenneskerne pludselig også indenfor…

Bulder og brag
Bryan Bertino afstår fra den fysiske vold, blod og splattereffekter i hovedparten af The Strangers. Til gengæld dyrker han den psykologiske terror, så det bliver uhyggeligt skræmmende for både hovedpersonerne og publikum. Kameraet er nervøst håndholdt og bevæger sig hele tiden snigende rundt i det mørke, underbelyste sommerhus – ind bag bogreoler, rundt om store lampeskærme, op langs væggen, så Bertino hele tiden lukker rummet og locationen klaustrofobisk om hovedpersonerne. Samtidig afskæres publikum fra det befriende overblik, som vi nærmest skriger på, når maskemanden sniger sig rundt i baggrundens søer af mørke, eller måske/måske ikke forsvinder om bag en væg eller et gardin, som blokerer vort udsyn.

På den måde er The Strangers en klichefyldt omgang gemmer og titte-bøh, men den hæver sig til noget større og langt mere modbydeligt, når Bertino kobler sin incidentalmusik på, der flere steder forvrænges til en uhyggelig og kommenterende underlægningsmusik – "Should we go outside?" lyder det f.eks. isnende fra pladespilleren, da Kristen står ansigt til ansigt med den uforklarligt åbne hoveddør. Og så er der alle lydeffekterne som buldrer, brager og klirrer, så både hovedpersonerne og publikum hopper i sædet.

Flad slutning
Selv om det er forbandet effektivt et godt stykke ad vejen, begynder man at få øje på den gysermæssige minimalisme som et teknisk stilgreb, fordi Bertino holder fast i titte-bøh-og-bulder-og-brag-metoden for længe. Der kommer ikke afgørende nyt på banen i filmens anden halvdel, og der lægges ingen spor ud til publikum om de tre maskemenneskers ophav eller motiv. Heller ingen falske spor, så Bertino kan hive tæppet væk under publikum i den twist-slutning som genren er så kendt for.

Man kan endda indvende at den meget uhyggelige, langtrukne suspense-optrapning, som er hovedparten af filmen, ikke forløses korrekt, fordi det store klimaks sker offscreen og uden den chokerende mængde realistisk blod og vold som filmen har lagt op til og varslet igen og igen. Det hele ebber bare ud, hvorefter filmen slutter uforløst.

Men det er måske netop meningen. Slutningen og konklusionen er enormt deadpan og bliver på ét plan enormt utilfredsstillende, fordi den bryder med alle vore genreforventninger på en meget uforløsende måde. På et andet plan er det den mest modbydelige slutning af alle, fordi den perfekt afspejler den frygt der gennemsyrer det vestlige samfund i disse år. På sin egen logiske måde bliver denne realistiske, minimalistiske og klichefyldte gyserfilm et uhyggeligt spejlbillede af vor egen frygt for den tilfældige vold, vi er magtesløse over for – om det så er terrorangreb eller ukendte forbrydere med masker der banker på i nattens mulm og mørke.

Slutningen afspejler netop tilfældigheden i volden; morderne bliver nok udpeget, men det forekommer ligegyldigt. Ligeså med ofrene. Og hele filmen. Derved vokser Bryan Bertinos film sig langt større end sine nutidige mainstreamkonkurrenter.

······

The Strangers
Instruktion: Bryan Bertino
Medvirkende: Liv Tyler, Scott Speedman, Kip Weeks m.fl.
Vertigo Entertainment, 2008
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome

Four Flies on Grey Velvet (1971)

Dario Argentos tredje dyrefilm hiver tæppet væk under publikum i en spektakulær surprise-slutning, hvor hele historien foldes ud, og den bindegale morder afsløres og uskadeliggøres på bare ti minutter. Indtil da er Four Flies on Grey Velvet en kedelig thriller med store visuelle ambitioner og lige så store fortællemæssige problemer.

Den italienske gyserinstruktør, Dario Argento, startede karrieren med tre giallo-thrillers i den såkaldte dyretrilogi: The Bird with the Crystal Plumage (1970), The Cat o’ Nine Tails (1971) og Four Flies on Grey Velvet (1971). Giallo-genren er en sammensmeltning af whodunnit-krimien og slasher-filmen i detektivhistorier med grafiske mord på unge, smukke (og ofte letpåklædte) kvinder – og gerne med stiliseret kameraarbejde og ekspressiv brug af underlægningsmusik. Det var især The Bird… et fantastisk godt eksempel på, mens de to efterfølgende film er mere jævne giallo-thrillers; Four Flies… ender som både det vildeste og det kedeligste indslag i Argentos trilogi.

Hovedrollen indehaves af en ung Michael Brandon (som vi er nogen der husker fra den britiske 80’er-strømerserie, Dempsey & Makepeace), der spiller trommeslageren Roberto. I filmens første minutter forfølges Roberto af en ældre mand, som tilsyneladende både er blind og meget paranoia-skabende. Roberto ender nemlig med at konfrontere ham og dernæst komme til at myrde ham i et gammelt forladt teater. Problemet er, at nogen overvåger Roberto og ser mordet – og så begynder den psykologiske terror, hvor den ukendte morderiske stalker kommer tættere og tættere på unge Roberto.

Visuelle eksplosioner
Four Flies… er først og fremmest en visuel oplevelse, der hæver sig over den italienske krimimetervare. Argento har tydeligvis arbejdet meget med særligt klipningen og de indlagte drømmesekvenser, og især i starten fungerer det meget overrumplende og nærmest desorienterende, når adskillige tidslinjer for Roberto klippes sammen til en montage – oven i købet med indlagte lækre slowmotionoptagelser af flyvende trommestikker; reallyd der bliver til underlægningsmusik og vice versa; og lydtomme titelskilte med et pulserende hjerte på sort baggrund!

Det er en fantastisk filmisk startsekvens, der kun har ét problem: Den etablerer hverken miljø eller karakterer og lægger på ingen logisk måde op til det mord der sker kort tid (max. fem minutter) efter. Roberto bliver nok præsenteret som hovedperson, men det eneste karakteristiske ved ham er hans smukke ydre og hans funktion som trommeslager. Alt andet hemmeligholdes. Det bevirker at Argento ikke kan bygge suspense op omkring selve mordet, der derfor (på alle tænkelige måder!) fremstår som én stor fejltagelse, og det bevirker at Roberto aldrig rigtig får vores sympati. Det at han slår en mand ihjel og prøver at hemmeligholde det gør ham ikke til den oplagte hovedperson.

Dumme dukke
Filmens fortællemæssige problemer kommer også til udtryk, når Argento af uransagelige grunde skriver flere komiske og sorthumoristiske scener ind i sin thriller, hvor en vis Bud Spencer viser vores hovedperson at han kan æde en rå fisk, hvorefter de to senere tager på ligkistemesse, og det Monty Python-agtige postbud afleverer svenske pornoblade til den forkerte adresse og senere ved en fejl overfaldes af unge Roberto. Disse småsyrede scener trækker detektivhistorien i langdrag og fjerner fokus fra den egentlige intrige, som Argento først bringer rigtigt på banen i filmens slutscene. Og den kedelige historie afbrydes ikke spektakulære mordoptrin, som Argento ellers er så kendt for.

Dermed bliver Four Flies… en langtrukken og ufokuseret thriller, og slutningen får publikum til at føle sig snydt – ikke mindst på grund af politiets overnaturlige opklaringsmetode: et fantastisk kamera der kan affotografere det sidste mordoffers hornhinde, hvor det sidste glimt af morderen stadig står indprentet.

Hvor Four Flies… som helhed sakker agterud i forhold til sine to forgængere, så er der enkeltvise bud på Argentos visuelle genialitet – først og fremmest som nævnt i klipningen: I en anden overrumplende scene i en park, laver Argento tydelige elliptiske jumpcuts, så man bliver i tvivl om hvad filmen vil vise: tiden der går? en psykologisk brist hos kvinden der venter på parkbænken? eller et eller andet overnaturligt lirumlarum?

Også den uhyggelige, kønsløse dukke (-maske), som Robertos morderiske forfølger bærer, peger fremad mod mesterværket Profondo Rosso (1975). Netop dukkemasken er blot én af mange visuelle detaljer, der understreger det skræmmende incestuøse – eller i det mindste et kønsdiskriminerende – tema, der ligger og gemmer sig under overfladen, særligt når man har set filmen til ende og fået serveret mordgådens løsning til sidst. Det understreges af også Robertos kønsløse fremtoning: Michael Brandon er 70’er-langhåret, umuskuløs og med sin ubehårede brystkasse ligner han til forveksling den unge, smukke kvinde, som han har en affære med midt i filmen - de kunne også være bror og søster i et badekar. Argento vender på mange måder op og ned på det traditionelle kønsrollemønster i denne film – selv ned i birollerne, hvor Roberto hyrer en homoseksuel privatdetektiv, der straks begynder at lægge an på ham.

På samme måde er det interessant at lægge mærke til Argentos store interesse for cirkulære former og objekter og cirkulære og labyrintiske visualitet (kameraet der panorerer rundt om sig selv i 180 grader, f.eks.). Men ligesom med den grænseoverskridende tematik ender det som en overfladisk konstatering, fordi grundsubstansen i filmen – selve historien og plottet – ikke er godt nok.

······


Four Flies on Grey Velvet (it. 4 mosche di velluto grigio)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Michael Brandon, Mimsy Farmer, Jean-Pierre Marielle m.fl.
Seda Spettacoli, 1971
Spilletid: Ca. 102 minutter
Filmen er netop udsendt på reg. 0-dvd af RYKO Distribution

Mænd der hader kvinder (2009)

Agatha Christie med bilag. Danske Niels Arden Oplev har på godt og ondt filmatiseret svenske Stieg Larssons bestseller-krimi Mænd der hader kvinder: Romanens plotmæssige puslespilsagtige kvaliteter og alle højdepunkterne er smukt genskabt på lærredet – ligeså med romanens flagrende og ukoncentrerede dele. Man må spørge sig selv om, hvad er der i grunden i vejen med at lave Millennium-serien om til en tv-serie?

Jeg hører ikke til dem der faldt i svime over Mænd der hader kvinder. Jeg synes, at Stieg Larssons krimi er god og spændende sine steder, men også for lang og for ufokuseret. Tværtom var jeg mere begejstret for bind to i serien, Pigen der legede med ilden, hvor hovedpersonerne, hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist fra start af er koblet mere logisk sammen og det lange indløb til og udløb fra det egentlige plot var kraftigt reduceret. Bind to fremstår derfor for mig som langt mere helstøbt end etteren.

På samme måde med filmatiseringen af Mænd der hader kvinder: Nicolaj Arcel og Rasmus Heisterberg (de to danske manuskriptforfattere) har i mine øjne været loyale over for romanforlægget, således at fanskaren af læsere vil føle sig hjemme og kan nikke genkendende til højdepunkterne i kriminalintrigen. Både de som gør sig godt på film, og de som gør sig bedst på papir. Og både de som fik romanen til at hæve sig over den gennemsnitlige krimi, og de som fik den til at fremstå ret fragmentarisk og som en del af en større serie.

Blomkvist, Salander og alt det andet
Arcel & Heisterbergs manuskript og Niels Arden Oplevs filmatisering af Mænd der hader kvinder holder fast i romanforlæggets primære plotlinje – kriminalintrigen om unge Harriet Vanger, der tilsyneladende er blevet myrdet under et optog ved højlys dag for 40 år siden, mens hele hendes velhavende familie var til stede på en lille ø, og den eneste bro væk fra øen var spærret for trafik. Det er denne uopklarede forbrydelse, der driver filmen fremad sammen med journalisten Mikael Blomkvist, der ansættes af Vanger-familiens overhoved til at åbne sagen på ny i håbet om at finde nye spor og beviser.

Sideløbende hermed følger vi Lisbeth Salander, en ung, indadvendt hacker i fuld goth-mundering, og hendes møde med sin nye, magtsyge værge med hang til voldtægt og SM-sex. Lisbeth ansættes til at overvåge Mikael Blomkvists netadfærd og research men fortsætter med at udspionere ham, da hun fatter interesse for ham.

Denne todelte konstruktion, hvor vi skiftevis følger Blomkvist og Salander, er også problematisk på film, fordi de glimtvise scener med Salander får handlingen til at gå i stå, fordi filmen (naturligvis) bliver nødt til at koncentrere sig om overgrebene mod hende – der er ikke mange spændende billeder at hente i scener, hvor Salander surfer rundt på nettet, researcher i bilag og roder med Blomkvists Word-filer eller chatter med sine hackervenner. Det betyder desværre også, at scenerne med Salander føles mere ligegyldige i filmen end i romanen. Først da de to hovedpersoner mødes et godt stykke inde i filmen, kommer handlingen rigtigt i omdrejninger.

Man kunne have ønsket sig en mere autonom filmatisering, hvor Arcel & Heisterberg virkelig var gået til den og havde ryddet op i Stieg Larssons roman: Indløbet til mødet med Vanger-familien fylder alt for meget i romanen, men er i filmen blevet kraftigt reduceret til de første 10-15 minutter – det er den rigtige vej at gå, og man kunne sagtens have luget mere ud i de andre sidehistorier, som vi kun ser forvirrende glimt af: Millennium-redaktionens problemer, affæren med redaktionschef Erika Berger, Blomkvists splittede familie og forhold til søsteren, sikkerhedsfirmaet hvor Salander arbejder, Wennerström-affæren i starten, Wennerström-affæren til slut, Blomkvists fængselsophold, slutningen i Australien. Alle disse elementer har overlevet i momentvise glimt i filmen til stor jubel for Larssons fans, men de får også filmen til at fremstå ufuldendt og uden den skarpe samfundskritik, der hævede Larssons krimi over gennemsnittet. Man fornemmer, at man ikke har set den bedste filmatisering af denne roman, og tankerne om mulighederne i en langstrakt Millennium-tv-serie melder sig selvsagt.

Smukke Sverige
De elementer, som Oplevs film formidler allerbedst, er visualiseringen af opklaringsarbejdet – lige fra opklæbningen af fotografier og uoverskuelige notater på væggene i den lille hytte til Blomkvists flashbacks der blander sig med kornede fotografier, hvor den døde Harriet animeres til live. Her nærmer filmen sig amerikanske thrillers som Se7en og Silence of the Lambs. Også filmens egentlige klimaks (der dog falder alt for tidligt) er godt og effektivt udført efter alle genrekunstens regler, så man sidder åndeløs tilbage.

Arcel, Heisterberg og Oplev sørger selvfølgelig også for at lægge meget af opklaringsarbejdet uden for den lille hytte, hvor Blomkvist og Salander bor, så vi får maleriske billeder af golde, øde Sverige. Dem leverer den danske fotograf Eric Kress med sikker hånd. Den rå og kolde stemning i filmen skyldes ikke mindst hans billeder

Hovedproblemet for denne filmatisering er og bliver dog, at der dybest set ikke er nogen grund til at det skal være en biograffilm, når nu det lige så godt kunne have været en flot og gennemført tv-serie. De nuancer, der gjorde hele forskellen i romanen, kunne foldes ud, så de kom til deres ret. De mange løse tråde, der får denne filmatisering til at fremstå uforløst, kunne omdannes til seriebuer. Og når nu Niels Arden Oplev tidligere har givet os den bedste danske tv-serie nogensinde – Rejseholdet – så kunne han snildt have gjort noget lignende med Millennium-serien. Tilbage er der kun at sige: øv!

······


Mænd der hader kvinder (se. Män som hatar kvinnor)
Medvirkende: Noomi Rapace, Michael Nyqvist, Sven-Bertil Taube m.fl.
Yellow Bird Films, 2009
Spilletid: Ca. 132 min.
I danske biografer lige nu!

Demons (1985)

Instruktør Lamberto Bava slægter ikke sin far, Mario Bava, på i denne omgang dæmon/zombiesplat, der prøver at bevare et intellektuelt overskud, samtidig med at den forfalder til overdreven 80’er-actiongys. Filmmagere inden for netop den genre – en David Cronenberg, en Sam Raimi – har muligvis ladet sig inspirere af Demons, men også begået langt mere seværdige 80’er-splatterfilm.

I 1985 gik det italienske horror-ikon Dario Argento sammen med Lamberto Bava (søn af en anden horror-maestro, Mario Bava) for at lave Demons. Argento leverede manuskript. Unge Lamberto instruerede. Og filmen regnes i dag i visse kredse for at være lidt af en 80’er-milepæl inden for den italienske horrorfilm – når blot man fuldstændig glemmer Dario Argentos andre og langt mere skelsættende film med ham selv i instruktørstolen.

Demons ender nemlig som nonsensagtige blod-og-bræk-effekter, der kun holdes sammen af selve filmens titel – dæmonerne der hærger blandt publikum i en lummer storbybiograf. Og allerede her kommer filmens grundlæggende problem for en dag: Som sådan er der ikke tale om dæmoner – snarere er der tale om en zombieagtig infektion, der breder sig blandt publikum, der bliver til frådende zombieagtige monstre – ikke dæmoner. I filmens effektmæssige højdepunkt ser vi én dæmon (ja, 1) flå sig ud af ryggen på en uheldig tilskuer, så al snak om dæmoner i flertal er en fejl.

Romero light
Hvor unge Lamberto ikke har hentet megen inspiration i de ubehageligt ambivalente suspense-stemninger i sin fars smukt fotograferede gyserklassikere, er inspirationen fra George Romeros zombie-trilogi (anført af Night of the Living Dead og hovedværket Dawn of the Dead fra 1970'erne) meget mere markant. Demons forsøger at etablere en eller anden form for mystifistisk, intellektuel stemning i filmens start, hvor en sølvmaskeret spøgelset-i-operaen-karakter tavst lokker publikum til screeningen af den uhyggelige dæmonfilm i den gamle Metropol-biograf. Der er også en syret Argento-agtig detalje at hente i at den ældre, blinde mand går i biffen med sin smukke, unge kone, og hele tiden spørger hvad der sker på lærredet og om hun er bange nu.

Den metaagtige leg med filmmediet, når de samme ting sker i biografen som på filmen i filmen, viser sig dog som en tom gimmick. Hvor Romero alle dage mere eller mindre eksplicit har formuleret en tung samfundsmæssig kritik direkte i sine zombiefilm, ender Demons med en tegnefilmserieagtig motorcykeljagt med samuraisværd – uden noget som helst budskab. Dermed bliver filmens indledning (og brugen af varsler og set up—pay off) ikke fulgt ordentligt til dørs, og man kunne snildt starte filmen 30 minutter senere – for fuld skrue, inde i biografen. Så kunne unge Lamberto og Argento have fokuseret på special effects, og vi ville være endt med en fornøjelig gang splatstick.

Skæg & ballade
Demons er nemlig når alt kommer til alt bedst i sine splatstickscener, der heldigvis fylder det meste af filmen. Man ser tydeligt inspirationen fra Sam Raimis The Evil Dead (1981), når publikummet angribes af den zombieagtige dæmonsmitte og eksploderer i ækelt, grønt slim, mens tænder og negle skubbes ud på blodigste vis.

Man kan dog også argumentere for, at Raimi selv er blevet inspireret af Demons til at lave sequel / genindspilningen Evil Dead II (1987), der også svælger i overdrevne groteskerier. Raimis film er bare mere visuelt eksplosiv, mere gennemført sorthumoristisk og mere genrerefererende, end Demons er. På tilsvarende måde kan man sige, at David Cronenbergs (til sammenligning) højtbudgetterede The Fly (1986) nok kommer i kølvandet på Demons og også dyrker destruktionen af menneskekroppen i form af væskende sår, afrevne lemmer og metamorfoser – men Cronenbergs historie er 100 gange mere interessant, fordi han bruger de ulækre kropseffekter til at drive plottet fremad. Sådan er det ikke i Demons, der – når alt kommer til alt – fremstår som en uskadelig omgang Halloween-spøg-og-skæmt fyldt med stereotype karakterer, dårlig eftersynkronisering og hæslig heavy metal-musik.

Således er Demons både Lamberto Bavas mest succesfulde film til dato (!) og et tamt frikvarter for Dario Argento. Den bør kun ses af ægte italienske gyserfans, mens andre kan holde sig væk; selv effektnørderne vil være skuffede, fordi de blodige optrin savner visuel intensitet og ligner noget der er kasseret af de amerikanske splatterinstruktører i 1980erne. Demons er ikke ældet med ynde.

······

Demons (it. Dèmoni)
Instruktion: Lamberto Bava
Medvirkende: Urbano Barbarini, Natasha Hovey, Fiore Argentino m.fl.
DACFILM Rome, 1985
Spilletid: Ca. 88 min.
Amerikansk dvd-distribution: Anchor Bay / Starz

Flugten (2009)

Humanisme og egoisme kæmper om hovedpersonen i Kathrine Windfelds drama. Flugten har politisk kant, men ikke nok – den har mentale derouter, men ikke nok – peger fingre ad danskernes selvtilstrækkelighed, men ikke nok. Skuespillerholdet anført af Iben Hjejle gør hvad de kan, men manuskriptet virker ufærdigt; plottet er visse steder alt for konstrueret, andre steder kedeligt og langtrukkent. Flugten misser for mange oplagte muligheder til at skabe spænding og indlevelse, men prøver at kompensere med håndholdte ultranærbilleder. Nærvær og nerve kommer der først i filmens sidste 10-20 minutter.

Da Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg bragede igennem med Kongekabale i 2004 blev det spået at den politiske thriller gik en dansk storhedstid i møde. Nu skulle der lukreres på Arcel og Heisterbergs evner til at omsætte amerikanske Hollywood-genrer til danske film om danske forhold plantet solidt i den danske muldjord. Nu er der snart gået fem år siden Søren Pilmark og Anders W. Berthelsen krydsede klinger i gråblå nuancer, og selv om genrefilmen har bidt sig fast i Danmark, kan ingen af de efterfølgende såkaldte politiske thrillers (ej heller genrefilm generelt) tilnærmelsesvis matche Kongekabale.

Flugten bør også kategoriseres som et politisk drama. Thriller er der næppe tale om, selv om man sidder og håber og håber. Og det er på flere måder filmens centrale problem.

Journalistiske dilemmaer
Nimbus og Sandrew Metronome har været gode til lanceringsarbejdet med filmen – så gode at jeg vil mene at det kommer filmen til skade, fordi størstedelen af plottet faktisk er blevet gennemgået igen og igen af nærmest samtlige danske nyhedsmedier. Det gider jeg derfor ikke også kaste mig ud i. Når man sætter sig til rette i biografsædet kender man tre fjerdedele af plottet, og det gør det ærligt talt til en meget langtrukken film, fordi man er nysgerrig efter at nå hen til dér, hvor foromtalerne slutter, (og hvor første plotpoint ville falde i en anden og mere velstruktureret film,) nemlig da flygtningen Nazir står og banker på journalisten Rikke Lyngvigs dør i håb om hjælp til asyl.

Dette møde sætter gang i filmens hovedproblem – nemlig hvad den stakkels journalist skal gøre, når hun måneder forinden har hævdet, at hun selv på egen hånd er undsluppet en barsk gidseltagning i Afghanistan. Sandheden er selvfølgelig, at hun har fået hjælp fra afhopperen Nazir, og da han forventer at få samme hjælp i Danmark, bringes Rikke Lyngvig i et stort etisk dilemma, hvor hun skal vælge mellem humanisme og egoisme: Skal hun hjælpe Nazir som han hjalp hende, eller skal hun redde sit eget skind og karriere og fastholde at hun var alene om flugten fra gidseltagningen i Afghanistan?

Dette dilemma ville andre og mere vellykkede film have brugt som et psykologisk underplot, mens Flugtens ansatser til at skabe en spændende og vedkommende politisk thriller om flygtninges vilkår i Danmark, PET-overvågning, spin, journalister osv., ville have fået førsteprioritet. På samme måde ville den tunge, klichefyldte sidehistorie om Rikke Lyngvigs kærlighedsaffære med en dommer have været fravalgt, fordi det trækker al tempo ud af plottet og gør konflikten langt mere fladpandet, end den reelt burde være.

Kathrine Windfelds film mangler således slagkraft og nærvær. Ikke mindst fordi denne hovedkonflikt virker håbløs spekulativ; Rikke Lyngvig har vitterligt alt at vinde og intet at tabe ved at smide kortene på bordet over for politi og medier. Det er et stort fortællemæssigt problem, at filmen ikke overbeviser publikum om nødvendigheden af hendes absurde valg.

Rystede billeder giver ikke rystende film
Med andre ord føles Flugten enormt introvert, og Kathrine Windfeld lader tit og ofte sine hovedpersoner kigge ud af små og store vinduer på jagt efter sociale bånd og kontakt med en mennesketom eller -kold omverden. Kun i Afghanistan møder journalistens blik en anden kvindes, mens det danske samfund fremstår isoleret og egoistisk – man kan sige, at vinduesrammen visuelt fanger beskueren ind og isolerer vedkommende. I en senere scene på et asylcenter, flygter en irakisk pige da netop også fra det danske politi ved at åbne vinduet og stikke af.

Mere ordinært er filmens insisteren på det håndholdte kamera, der – særligt i Afghanistan – forekommer enormt rystet uden at der er nogen åbenlys grund til det. Her er masser af stemning i de fremmedartede locations, og det virker enormt manipulerende, at kameraet absolut skal ryste så meget – som om publikum dødogpinemig skal mærke nærværet og hovedpersonens følelser.

Hvor Rikke Lyngvigs historie således er uendelig ordinær, gemmer Flugten til gengæld på en meget mere spændende handling, som vi kun får i brudstykker: Terroristgruppens to unge afhopperes rejse til og tur op gennem Europa er meget mere spændende og vedkommende end den danske journalist. De to unge fyres kammeratskab, strabadser og kamp for retten til at leve kunne være spændende at fortælle for en moderne dansk film i terroristangstens skygge. De to unge skuespillere, Faigh Zamani og Rafi Bayan, spiller fremragende.

······

Flugten
Instruktion: Kathrine Windfeld
Medvirkende: Iben Hjejle, Lars Mikkelsen, Faigh Zamani m.fl.
Nimbus Film, 2009
Spilletid: Ca. 114 minutter
I danske biografer lige nu!
Filmens danske website: www.flugten-filmen.dk

An Offer You Can Refuse (16:9 #30)

Det er den generelle opfattelse, at Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi er den bedste og mest helstøbte nogensinde. Særligt den første film og Part II hyldes gang på gang som det ypperligste inden for gangstergenren og har trukket spor ud i alle afkroge af amerikansk kultur. Nu er alle tre film genudgivet på blu-ray med renset billede i HD-kvalitet, surround sound og mere ekstramateriale, der giver et hudløst ærligt indblik i filmenes kaotiske tilblivelse med en tvivlende og improviserende Coppola ved roret. Det er blevet tid til at drage til New York og genopleve Corleone-familiens storhed og fald.

Jeg har aldrig været tosset med Godfather-filmene. Trilogien om Corleone-familien står for mig som en temmelig overvurderet filmoplevelse – måske den mest overvurderede. Men at gense alle tre film i luksusudgaver var sine steder et kærligt gensyn, selv om genoplevelsen og gennemgangen af det tilhørende ekstramateriale også gav ny næring til min kritiske sans.

Godfather-trilogiens plads i amerikansk kultur kan dog ikke underkendes: Historien om den amerikanske families totale opløsning og den samfundsmæssige udvikling i USA efter 2. verdenskrig er hel central i Francis Ford Coppolas gangsterdrama. Her bliver den amerikanske drøm om familiens voksende rigdom og velbefindende forvandlet til et mareridt om grådig kapitalisme. Det er i denne spejling af virkeligheden, vi skal søge Godfather-filmenes stadige popularitet som den kommer til udtryk i alle afkroge af amerikansk kultur – dog mest i form af dialogcitater fra den første film. “I’ve got an offer he can’t refuse,” “Luca Brasi sleeps with the fishes” og “Leave the gun, take the cannoli” er blot tre replikker, der refereres igen og igen som intertekstuelle hilsner til Coppolas vision. David Chase, der skabte tv-serien The Sopranos, kalder på ekstramaterialet The Godfather for “mythical, or it’s bigger than the people it’s about. And that’s why people have to quote it so much.” Det er som om denne idealiserede forestilling om den amerikanske familie og den amerikanske drøm stadig lever videre i amerikansk kultur.

Desuden giver den nyrestaurerede udgave et godt indblik i skabelsesprocessen og Coppolas store problemer med at få opbakning og støtte fra Paramount til at lave The Godfather. Flere features beskæftiger sig med Coppolas problemer med at få styr på filmens plot, skuespillerne og filmselskabet; man får ligefrem indtrykket af, at mange af de elskelige detaljer ved filmene ikke kun skyldes Coppola selv, men i lige så høj grad er improviseret frem med skuespillerne eller skyldes lykkelige tilfældigheder og pres udefra.

Læs resten af artiklen på http://www.16-9.dk/2009-02/side10_dvdanmeldelse.htm

Schock (1977)

Den sidste film fra maestro Mario Bava genopfinder ikke gysergenren, men stjæler så meget som muligt fra The Exorcist og Stephen King. Alligevel er filmen seværdig, fordi Bava og co. endnu engang viser, hvordan man med få midler og remedier kan skabe krybende uhygge og overrumplende chokeffekter. Flere enkeltstående scener vil stå tilbage som grænseoverskridende, selv om filmen som helhed er en halvkedelig affære.

Den italienske gysermester, Maria Bava, skabte sin sidste film, Schock, sammen med søn Lamberto, og resultatet er da også på flere måder anderledes end så mange af gamle Bavas andre værker: Hele filmen foregår nærmest på én begrænset location, et stort gammelt hus dog med tilhørende kælder og baghave, og plottet er tilsvarende begrænset til en klaustrofobisk, psykologisk historie om en ung mors noget ambivalente forhold til sin egen søn.

På ekstramaterialet på dvd’en fortæller Lamberto Bava at hovedinspirationskilden var Stephen King og hans genopdyrkning af gysergenren i slutningen af 1970’erne, men det er også tydeligt at Friedkins The Exorcist (1973) og Polanskis Rosemary’s Baby (1968) har spillet ind.

Spøgelseshuset
Schock handler nemlig om den unge Dora og hendes 8-10-årige søn Marco, der flytter tilbage i det gamle hus, hvor Marcos far begik selvmord. Dora er gennem en længerevarende indlæggelse og terapibehandling sluppet af med sin skyldfølelse, og hendes nye mand, Bruno, er opsat på, at hun vil have godt af at flytte tilbage i vante omgivelser. Men hurtigt begynder lille Marco at opføre sig underligt og komme med mere eller mindre eksplicitte trusler mod sin nervøse mor. Det er som om Marco momentvis besættes af en sygelig og hadefuld jalousi til Bruno og Dora – måske er det husets fortid der spøger, måske er det bare de første tegn på pubertetsalderen. Skyldfølelsen vokser efterhånden som det overnaturlige og de feberagtige mareridt også indfinder sig, og Dora får sværere og sværere ved at nå ind til Marco.

Filmen er som skrevet ud fra Freud, hvor de spøgelsesagtige manifestationer og skæbnetunge varsler går hånd i hånd med den kvindelige hovedrolles mentale deroute. Ironisk nok sker begge dele samtidig med, at Dora opnår større og større indsigt i sig selv og sin egen fortid, men denne forståelse og viden kan ikke skabe ro og balance i den lille ny familie. Filmen kulminerer da også på blodigste manér, da Dora på flere metaforiske planer finder ud af, hvad der gemmer sig på den anden side af døren ned til kælderen = underbevidstheden.

Antydningens kunst
Hvor Mario Bava i visse andre film udnytter lyssætningen til at skabe ekspressionistiske farveladestemninger i ellers mørklagte rum, så matcher stilen i Schock den mere hverdagsprægede fortælling. Her er mange scener badet i highkey-dagslys, mens nattestemningen kommer frem ved mere traditionel og naturlig lowkey-belysning, hvor lyskilden f.eks. er en lampe eller projektør i billedet. Det medvirker til at skabe en form for realisme, der også understreges af fraværet af bl.a. hurtige zoom-ins, ligesom Bava har valgt at begrænse filmens voldsudpenslinger til de sidste 15 minutters klimaks.

Det visuelle udtryk er dog stadig tydeligt Bava’sk i brugen af lurende håndholdt kamera, der lister om hjørner og udspionerer gennem de markante rumdelere, der står i dagligstuen. Kameraet gør flere steder tydeligt opmærksom på sig selv ved f.eks. at tracke sidenlæns og stoppe op, så en spøgelsesagtig hvid porcelænshånd (en simpel nipsting på en glashylde) dækker fuldstændig for Bruno og Dora, der har sex på sofaen i stuen. Og når Dora i samme scene kigger rædselsslagent offscreen over skulderen på Bruno, undlader Bava at klippe til hendes blikretning eller subjektive point of view. Den tydelige kamerabevægelse og mangel på klipning skaber en uhyggelig, klaustrofobisk stemning, fordi både seerne og Dora kan mærke, at der er et eller andet galt med huset. Man kan sige, at Bavas kamera og klipning besjæles af husets grusomme fortid, der får stor indflydelse på de nuværende beboeres reaktioner og følelser. Og publikums ditto.

Lavbudget og legendarisk
Et andet eksempel på Bavas lyst til at udfordre publikum til at digte med på historien er Marcos leg med gyngen i haven. Tidligt i filmen ser vi gyngen begynde at bevæge sig selv, når Marco kigger på den, og når kameraet finder hen til den. Senere understreger kameraet gyngens svingninger frem og tilbage, og lydsiden bringer mindelser om et penduls hypnotiske kraft, og senere endnu har denne kraft ligefrem besat kameraet, der nu følger gyngen ved at panorere hurtigt fra side til side. Her klipper Bava via matchcut over til Bruno, der sidder i en flyvemaskine, der oplever voldsom turbulens i luften, og tilbage igen til gyngens kraftfulde svingninger. Hvis publikum ikke har forstået den overnaturlige sammenhæng, standser Dora tilfældigvis gyngen, så kameraet (men ikke hun) ser billedet af Bruno, der er gjort fast til gyngebrættet med en tegnestift.

Det er i skarpt, visuelt udtænkte scener som disse, at Schock viser, at Mario Bava har siddet i instruktørstolen. De ubehagelige drømmesekvenser, hvor en simpel dobbelteksponering af en hobbykniv der angriber ud af den blå luft, eller Marco der via simple kameratricks forvandler sig til et halvopløst lig, er fantastisk udført. Man taber underkæben af benovelse over den opfindsomhed, der ligger i selve slutningens ubehageligt tyste angreb af et mandshøjt klædeskab, der åbner sig hvorefter en truende hånd med hobbykniv dukker frem ud af skyggerne. Det er her man glemmer alt om den tyndbenede historie og den letkøbte omgang freudianske pladder; det er her man ser Bavas visuelle touch, det som Hitchcock kaldte pure cinema.

Det er indlysende, at Bava inspirerede mange af 1980’ernes unge gyserinstruktører (Sam Raimi, Wes Craven, Sean Cunningham, John Carpenter og mange flere) og givet dem gode ideer til hvordan de selv kunne bikse en lowbudget-gyser sammen. Det var den italienske horror-maestros varemærke, og det er derfor man skal se Schock.

······


Schock (am. Shock; Beyond the Door II)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Daria Nicolodi, John Steiner, David Colin Jr. m.fl.
Laser Cinematografica, 1977
Spilletid: ca. 93 min.
Amerikansk dvd-distribution: Anchor Bay