Humanisme og egoisme kæmper om hovedpersonen i Kathrine Windfelds drama. Flugten har politisk kant, men ikke nok – den har mentale derouter, men ikke nok – peger fingre ad danskernes selvtilstrækkelighed, men ikke nok. Skuespillerholdet anført af Iben Hjejle gør hvad de kan, men manuskriptet virker ufærdigt; plottet er visse steder alt for konstrueret, andre steder kedeligt og langtrukkent. Flugten misser for mange oplagte muligheder til at skabe spænding og indlevelse, men prøver at kompensere med håndholdte ultranærbilleder. Nærvær og nerve kommer der først i filmens sidste 10-20 minutter.
Da Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg bragede igennem med Kongekabale i 2004 blev det spået at den politiske thriller gik en dansk storhedstid i møde. Nu skulle der lukreres på Arcel og Heisterbergs evner til at omsætte amerikanske Hollywood-genrer til danske film om danske forhold plantet solidt i den danske muldjord. Nu er der snart gået fem år siden Søren Pilmark og Anders W. Berthelsen krydsede klinger i gråblå nuancer, og selv om genrefilmen har bidt sig fast i Danmark, kan ingen af de efterfølgende såkaldte politiske thrillers (ej heller genrefilm generelt) tilnærmelsesvis matche Kongekabale.
Flugten bør også kategoriseres som et politisk drama. Thriller er der næppe tale om, selv om man sidder og håber og håber. Og det er på flere måder filmens centrale problem.
Journalistiske dilemmaer
Nimbus og Sandrew Metronome har været gode til lanceringsarbejdet med filmen – så gode at jeg vil mene at det kommer filmen til skade, fordi størstedelen af plottet faktisk er blevet gennemgået igen og igen af nærmest samtlige danske nyhedsmedier. Det gider jeg derfor ikke også kaste mig ud i. Når man sætter sig til rette i biografsædet kender man tre fjerdedele af plottet, og det gør det ærligt talt til en meget langtrukken film, fordi man er nysgerrig efter at nå hen til dér, hvor foromtalerne slutter, (og hvor første plotpoint ville falde i en anden og mere velstruktureret film,) nemlig da flygtningen Nazir står og banker på journalisten Rikke Lyngvigs dør i håb om hjælp til asyl.
Dette møde sætter gang i filmens hovedproblem – nemlig hvad den stakkels journalist skal gøre, når hun måneder forinden har hævdet, at hun selv på egen hånd er undsluppet en barsk gidseltagning i Afghanistan. Sandheden er selvfølgelig, at hun har fået hjælp fra afhopperen Nazir, og da han forventer at få samme hjælp i Danmark, bringes Rikke Lyngvig i et stort etisk dilemma, hvor hun skal vælge mellem humanisme og egoisme: Skal hun hjælpe Nazir som han hjalp hende, eller skal hun redde sit eget skind og karriere og fastholde at hun var alene om flugten fra gidseltagningen i Afghanistan?
Dette dilemma ville andre og mere vellykkede film have brugt som et psykologisk underplot, mens Flugtens ansatser til at skabe en spændende og vedkommende politisk thriller om flygtninges vilkår i Danmark, PET-overvågning, spin, journalister osv., ville have fået førsteprioritet. På samme måde ville den tunge, klichefyldte sidehistorie om Rikke Lyngvigs kærlighedsaffære med en dommer have været fravalgt, fordi det trækker al tempo ud af plottet og gør konflikten langt mere fladpandet, end den reelt burde være.
Kathrine Windfelds film mangler således slagkraft og nærvær. Ikke mindst fordi denne hovedkonflikt virker håbløs spekulativ; Rikke Lyngvig har vitterligt alt at vinde og intet at tabe ved at smide kortene på bordet over for politi og medier. Det er et stort fortællemæssigt problem, at filmen ikke overbeviser publikum om nødvendigheden af hendes absurde valg.
Rystede billeder giver ikke rystende film
Med andre ord føles Flugten enormt introvert, og Kathrine Windfeld lader tit og ofte sine hovedpersoner kigge ud af små og store vinduer på jagt efter sociale bånd og kontakt med en mennesketom eller -kold omverden. Kun i Afghanistan møder journalistens blik en anden kvindes, mens det danske samfund fremstår isoleret og egoistisk – man kan sige, at vinduesrammen visuelt fanger beskueren ind og isolerer vedkommende. I en senere scene på et asylcenter, flygter en irakisk pige da netop også fra det danske politi ved at åbne vinduet og stikke af.
Mere ordinært er filmens insisteren på det håndholdte kamera, der – særligt i Afghanistan – forekommer enormt rystet uden at der er nogen åbenlys grund til det. Her er masser af stemning i de fremmedartede locations, og det virker enormt manipulerende, at kameraet absolut skal ryste så meget – som om publikum dødogpinemig skal mærke nærværet og hovedpersonens følelser.
Hvor Rikke Lyngvigs historie således er uendelig ordinær, gemmer Flugten til gengæld på en meget mere spændende handling, som vi kun får i brudstykker: Terroristgruppens to unge afhopperes rejse til og tur op gennem Europa er meget mere spændende og vedkommende end den danske journalist. De to unge fyres kammeratskab, strabadser og kamp for retten til at leve kunne være spændende at fortælle for en moderne dansk film i terroristangstens skygge. De to unge skuespillere, Faigh Zamani og Rafi Bayan, spiller fremragende.
······
Flugten
Instruktion: Kathrine Windfeld
Medvirkende: Iben Hjejle, Lars Mikkelsen, Faigh Zamani m.fl.
Nimbus Film, 2009
Spilletid: Ca. 114 minutter
I danske biografer lige nu!
Filmens danske website: www.flugten-filmen.dk
Da Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg bragede igennem med Kongekabale i 2004 blev det spået at den politiske thriller gik en dansk storhedstid i møde. Nu skulle der lukreres på Arcel og Heisterbergs evner til at omsætte amerikanske Hollywood-genrer til danske film om danske forhold plantet solidt i den danske muldjord. Nu er der snart gået fem år siden Søren Pilmark og Anders W. Berthelsen krydsede klinger i gråblå nuancer, og selv om genrefilmen har bidt sig fast i Danmark, kan ingen af de efterfølgende såkaldte politiske thrillers (ej heller genrefilm generelt) tilnærmelsesvis matche Kongekabale.
Flugten bør også kategoriseres som et politisk drama. Thriller er der næppe tale om, selv om man sidder og håber og håber. Og det er på flere måder filmens centrale problem.
Journalistiske dilemmaer
Nimbus og Sandrew Metronome har været gode til lanceringsarbejdet med filmen – så gode at jeg vil mene at det kommer filmen til skade, fordi størstedelen af plottet faktisk er blevet gennemgået igen og igen af nærmest samtlige danske nyhedsmedier. Det gider jeg derfor ikke også kaste mig ud i. Når man sætter sig til rette i biografsædet kender man tre fjerdedele af plottet, og det gør det ærligt talt til en meget langtrukken film, fordi man er nysgerrig efter at nå hen til dér, hvor foromtalerne slutter, (og hvor første plotpoint ville falde i en anden og mere velstruktureret film,) nemlig da flygtningen Nazir står og banker på journalisten Rikke Lyngvigs dør i håb om hjælp til asyl.
Dette møde sætter gang i filmens hovedproblem – nemlig hvad den stakkels journalist skal gøre, når hun måneder forinden har hævdet, at hun selv på egen hånd er undsluppet en barsk gidseltagning i Afghanistan. Sandheden er selvfølgelig, at hun har fået hjælp fra afhopperen Nazir, og da han forventer at få samme hjælp i Danmark, bringes Rikke Lyngvig i et stort etisk dilemma, hvor hun skal vælge mellem humanisme og egoisme: Skal hun hjælpe Nazir som han hjalp hende, eller skal hun redde sit eget skind og karriere og fastholde at hun var alene om flugten fra gidseltagningen i Afghanistan?
Dette dilemma ville andre og mere vellykkede film have brugt som et psykologisk underplot, mens Flugtens ansatser til at skabe en spændende og vedkommende politisk thriller om flygtninges vilkår i Danmark, PET-overvågning, spin, journalister osv., ville have fået førsteprioritet. På samme måde ville den tunge, klichefyldte sidehistorie om Rikke Lyngvigs kærlighedsaffære med en dommer have været fravalgt, fordi det trækker al tempo ud af plottet og gør konflikten langt mere fladpandet, end den reelt burde være.
Kathrine Windfelds film mangler således slagkraft og nærvær. Ikke mindst fordi denne hovedkonflikt virker håbløs spekulativ; Rikke Lyngvig har vitterligt alt at vinde og intet at tabe ved at smide kortene på bordet over for politi og medier. Det er et stort fortællemæssigt problem, at filmen ikke overbeviser publikum om nødvendigheden af hendes absurde valg.
Rystede billeder giver ikke rystende film
Med andre ord føles Flugten enormt introvert, og Kathrine Windfeld lader tit og ofte sine hovedpersoner kigge ud af små og store vinduer på jagt efter sociale bånd og kontakt med en mennesketom eller -kold omverden. Kun i Afghanistan møder journalistens blik en anden kvindes, mens det danske samfund fremstår isoleret og egoistisk – man kan sige, at vinduesrammen visuelt fanger beskueren ind og isolerer vedkommende. I en senere scene på et asylcenter, flygter en irakisk pige da netop også fra det danske politi ved at åbne vinduet og stikke af.
Mere ordinært er filmens insisteren på det håndholdte kamera, der – særligt i Afghanistan – forekommer enormt rystet uden at der er nogen åbenlys grund til det. Her er masser af stemning i de fremmedartede locations, og det virker enormt manipulerende, at kameraet absolut skal ryste så meget – som om publikum dødogpinemig skal mærke nærværet og hovedpersonens følelser.
Hvor Rikke Lyngvigs historie således er uendelig ordinær, gemmer Flugten til gengæld på en meget mere spændende handling, som vi kun får i brudstykker: Terroristgruppens to unge afhopperes rejse til og tur op gennem Europa er meget mere spændende og vedkommende end den danske journalist. De to unge fyres kammeratskab, strabadser og kamp for retten til at leve kunne være spændende at fortælle for en moderne dansk film i terroristangstens skygge. De to unge skuespillere, Faigh Zamani og Rafi Bayan, spiller fremragende.
······
Flugten
Instruktion: Kathrine Windfeld
Medvirkende: Iben Hjejle, Lars Mikkelsen, Faigh Zamani m.fl.
Nimbus Film, 2009
Spilletid: Ca. 114 minutter
I danske biografer lige nu!
Filmens danske website: www.flugten-filmen.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar