Demons (1985)

Instruktør Lamberto Bava slægter ikke sin far, Mario Bava, på i denne omgang dæmon/zombiesplat, der prøver at bevare et intellektuelt overskud, samtidig med at den forfalder til overdreven 80’er-actiongys. Filmmagere inden for netop den genre – en David Cronenberg, en Sam Raimi – har muligvis ladet sig inspirere af Demons, men også begået langt mere seværdige 80’er-splatterfilm.

I 1985 gik det italienske horror-ikon Dario Argento sammen med Lamberto Bava (søn af en anden horror-maestro, Mario Bava) for at lave Demons. Argento leverede manuskript. Unge Lamberto instruerede. Og filmen regnes i dag i visse kredse for at være lidt af en 80’er-milepæl inden for den italienske horrorfilm – når blot man fuldstændig glemmer Dario Argentos andre og langt mere skelsættende film med ham selv i instruktørstolen.

Demons ender nemlig som nonsensagtige blod-og-bræk-effekter, der kun holdes sammen af selve filmens titel – dæmonerne der hærger blandt publikum i en lummer storbybiograf. Og allerede her kommer filmens grundlæggende problem for en dag: Som sådan er der ikke tale om dæmoner – snarere er der tale om en zombieagtig infektion, der breder sig blandt publikum, der bliver til frådende zombieagtige monstre – ikke dæmoner. I filmens effektmæssige højdepunkt ser vi én dæmon (ja, 1) flå sig ud af ryggen på en uheldig tilskuer, så al snak om dæmoner i flertal er en fejl.

Romero light
Hvor unge Lamberto ikke har hentet megen inspiration i de ubehageligt ambivalente suspense-stemninger i sin fars smukt fotograferede gyserklassikere, er inspirationen fra George Romeros zombie-trilogi (anført af Night of the Living Dead og hovedværket Dawn of the Dead fra 1970'erne) meget mere markant. Demons forsøger at etablere en eller anden form for mystifistisk, intellektuel stemning i filmens start, hvor en sølvmaskeret spøgelset-i-operaen-karakter tavst lokker publikum til screeningen af den uhyggelige dæmonfilm i den gamle Metropol-biograf. Der er også en syret Argento-agtig detalje at hente i at den ældre, blinde mand går i biffen med sin smukke, unge kone, og hele tiden spørger hvad der sker på lærredet og om hun er bange nu.

Den metaagtige leg med filmmediet, når de samme ting sker i biografen som på filmen i filmen, viser sig dog som en tom gimmick. Hvor Romero alle dage mere eller mindre eksplicit har formuleret en tung samfundsmæssig kritik direkte i sine zombiefilm, ender Demons med en tegnefilmserieagtig motorcykeljagt med samuraisværd – uden noget som helst budskab. Dermed bliver filmens indledning (og brugen af varsler og set up—pay off) ikke fulgt ordentligt til dørs, og man kunne snildt starte filmen 30 minutter senere – for fuld skrue, inde i biografen. Så kunne unge Lamberto og Argento have fokuseret på special effects, og vi ville være endt med en fornøjelig gang splatstick.

Skæg & ballade
Demons er nemlig når alt kommer til alt bedst i sine splatstickscener, der heldigvis fylder det meste af filmen. Man ser tydeligt inspirationen fra Sam Raimis The Evil Dead (1981), når publikummet angribes af den zombieagtige dæmonsmitte og eksploderer i ækelt, grønt slim, mens tænder og negle skubbes ud på blodigste vis.

Man kan dog også argumentere for, at Raimi selv er blevet inspireret af Demons til at lave sequel / genindspilningen Evil Dead II (1987), der også svælger i overdrevne groteskerier. Raimis film er bare mere visuelt eksplosiv, mere gennemført sorthumoristisk og mere genrerefererende, end Demons er. På tilsvarende måde kan man sige, at David Cronenbergs (til sammenligning) højtbudgetterede The Fly (1986) nok kommer i kølvandet på Demons og også dyrker destruktionen af menneskekroppen i form af væskende sår, afrevne lemmer og metamorfoser – men Cronenbergs historie er 100 gange mere interessant, fordi han bruger de ulækre kropseffekter til at drive plottet fremad. Sådan er det ikke i Demons, der – når alt kommer til alt – fremstår som en uskadelig omgang Halloween-spøg-og-skæmt fyldt med stereotype karakterer, dårlig eftersynkronisering og hæslig heavy metal-musik.

Således er Demons både Lamberto Bavas mest succesfulde film til dato (!) og et tamt frikvarter for Dario Argento. Den bør kun ses af ægte italienske gyserfans, mens andre kan holde sig væk; selv effektnørderne vil være skuffede, fordi de blodige optrin savner visuel intensitet og ligner noget der er kasseret af de amerikanske splatterinstruktører i 1980erne. Demons er ikke ældet med ynde.

······

Demons (it. Dèmoni)
Instruktion: Lamberto Bava
Medvirkende: Urbano Barbarini, Natasha Hovey, Fiore Argentino m.fl.
DACFILM Rome, 1985
Spilletid: Ca. 88 min.
Amerikansk dvd-distribution: Anchor Bay / Starz