Diary of the Dead (2007)

Go’e gamle George Romero er tilbage, og han har taget sine zombier med. Diary of the Dead er en grotesk splattermockumentary med et politisk budskab, men det er gjort mange gange bedre i nyere film af yngre instruktører. Med sin overvældende kritik af krigen mod terror og mediernes behandling af samme når Diary of the Dead aldrig op på niveau med Romeros første zombiefilm fra 1968. Og budskabet er i bund og grund stadig det samme.

Der er gået 40 siden George A. Romero vakte zombiefilmen til live som gyserundergenre efter den havde været død i et par årtier. Night of the Living Dead blev den første i en stribe gyser/splatterfilm om kannibalistiske lig, der genopstår og fortærer alt og alle, og derved spreder zombiesmitten sig. Mens Romero til dato kun har instrueret fem film i sin zombieserie, har bl.a. italienske gyserinstruktører ikke været sene til at udnytte og videreføre zombiemyten i flere ujævne efterfølgere, der alle referer til Romeros ...of the Dead-film i titlen.

I vor tid hærger zombierne igen både biograflærrederne og spillekonsollerne, hvor spil som Resident Evil-serien og film som 28 Days Later har været med til at forny genren, bl.a. ved at gøre zombierne rasende hurtige – et element som også den vellykkede genindspilning af Romeros egen Dawn of the Dead lukrerede på.

Det er i denne kontekst, man skal se Romeros nyeste zombiefilm, Diary of the Dead, der leverer splat og andet guf til de hardcore fans, men som også føles gammel og støvet i sin fortællemetode og budskab.

Man tager sit kamera…
Der er noget helt grundlæggende galt med Diary of the Dead. Filmen skal forestille at være en dokumentarfilm skudt af en gruppe filmstuderende i de dage, hvor zombieepidemien bryder ud og bærer ret beset titlen Death of the Death (titelen på dokumentarfilmen i filmen). De filmstuderende er i færd med at producere en halvhjertet mumiefilm on location, da de fanger et nyhedsindslag på radioen om døde mennesker, der vender tilbage som kannibalistiske monstre. De beslutter hurtigt at pakke sammen og komme afsted hjem til deres familier, men instruktøren tager så at sige kameraet i den anden hånd og sætter sig for at dokumentere det verdensomspændende fænomen ud fra deres oplevelse af de uhyggelige begivenheder.

Det bliver til en regulær zombie-roadmovie fotograferet i bedste subjektive point of view-stil, så det kommer til at ligne en dokumentar. Romero tilsætter en tungt belærende kritik af USA's krig mod terror og de amerikanske mediers ukritiske dækning af samme i form af en efterrationaliserende speak fra en af de filmstuderende, Debra, der i en række uhyggelige (autentiske?) montagesekvenser opsummerer, hvordan verden langsomt går i opløsning. Man er aldrig i tvivl om associationerne til krigen i Irak og Afghanistan, og Romero udnytter også YouTube og DV-video som nye medier.

Problemet er dog, at når Death of the Death-dokumentaren færdiggøres og lægges på nettet er den menneskelige civilisation stort set udraderet (må man gå ud fra, når man har set filmen til ende), så hvem skal se dokumentaren? Debras speak fortæller, at pointen med dokumentaren er at belære os om hvor galt det kan gå, så vi ikke begår de samme fejltagelser, og at hun derfor bevidst har lagt underlægningsmusik og effektlyde på. Som om de grusomme begivenheder ikke er nok i sig selv... Det bliver ekstra usmageligt, når Debra også vælger at inkludere billeder af sin egen familie, der først går til angreb på hende som zombier og dernæst mejes ned onscreen.

Romero vil uden tvivl beskylde sine egne karakterer for at levere det overtydelige politiske budskab i form af den dræbende speak og de mange montagesekvenser, der udelukkende fungerer som fyld i form af resumeer af de scener vi lige har set. Her rammes alle oven i hovedet med Romeros kæmpemæssige hammer af et politisk budskab. Det er så meget mere underspillet i andre zombiefilm fra de sidste par år – inkl. Romeros egen Night of the Living Dead fra ’68.

Diary of the Dead halter på den måde langt bagefter i forhold til virkeligt genrefornyende mockumentaries som Blair Witch Project og sidste års Cloverfield, der udnytter det dokumentariske islæt langt mere oplagt og troværdigt. Hos Romero bliver det nærmest grinagtigt, når Debras speak fortæller, at hun har haft mange overvejelser over om hun skulle inkludere optagelserne af sin egen familie, men har valgt at gøre det, fordi seerne har krav på sandheden.

Uhygge og u-uhygge
Diary of the Dead er i sagens natur fyldt med splattereffekter, og det er til Romeros fortjeneste at flere af dem faktisk er ganske nytænkende og giver fans af genren hvad de vil have. Et par vellykkede scener inkluderer også en uhyggelig klovn til en børnefødselsdag, og filmens finale på det store palæ er i sin opbygning rigtig god med brug af en helt anden form for suspense end i resten af filmen.

Men dertil kommer også en række fantastisk dårlige skuespilspræstationer og et manuskript, der baserer sig på klicheer om f.eks. drikfældige engelske professorer, der altid har en ironisk kommentar parat, selv når folks hoveder kløves, eller man bliver truet på livet af en gruppe store afroamerikanere med endnu større håndvåben. Vi stifter endvidere bekendtskab med en gammel døvstum Amish-bonde med kridt og tavle, hvor han skriver små kommentarer på, og med stalden fyldt med dynamit. Filmens tegnefilmsagtige brug af grinagtig banjomusik, da den texanske pige nakker en zombieforfølger, er et så stort fejltrin, at Romero nærmest gør nar af sin egen film. Mere patetisk bliver det da en af de ivrige kameramænd er blevet angrebet og overdrager sit kamera til en af de andre med den tykt dobbelttydige kommentar, ”Shoot”, som selvfølgelig refererer til såvel fotograferingsprocessen som de skydevåben alle retter mod ham i samme nu. Hans død skal foreviges på video på internettet, så alle kan tage ved lære.

Diary of the Dead bliver på denne kiksede måde både en grotesk splatterfilm i stil med klassikere som Evil Dead II og Braindead. Men hele grundideen med de overdrevne groteske effekter er netop at de ikke har nogen som helst betydning - her er intet budskab ud over at menneskekroppen skal destrueres. Derfor er det et dårligt match at publikum hele tiden - på alle tænkelige måder - får trukket filmens humanistiske budskab ned over hovedet.

Kan man se bort fra disse kæmpemæssige fortælle-, genre- og troværdighedsproblemer (eller er man bare zombie- og Romero-fan), så skal man se Diary of the Dead. Men der er absolut bedre zombiefilm derude som er værd at se eller gense.


······

Diary of the Dead
Instruktion: George Romero
Medvirkende: Joshua Close, Scott Wentworth, Michelle Morgan m.fl.
Artfire Films, 2007
Spilletid: Ca. 95 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Dimension Extreme Home Entertainment

Det som ingen ved (2008)

Paranoiaen breder sig i denne nye danske thriller af Heisterberg og Kragh-Jacobsen, men filmen ender som en tandløs kritik af det voksende overvågningssamfund. Den politiske bredside, som der lægges op til, er kun en simpel MacGuffin for en lille detektivhistorie med et par effektive suspense-scener. Anders W. Berthelsen spiller med en anelse mere kant, end vi er vant til, og det gør både ham og filmen mere interessant.

Dansk film har de seneste år prøvet at gøre særligt DR’s tv-serier kunsten og succesen efter: At kombinere engelske/amerikanske genrer med et dansk miljø, danske karakterer og dansk stemning. Vi har fået fantastiske krimiserier som Rejseholdet og Forbrydelsen – men også den overvurderede og noget mindre vellykkede Ørnen. Dansk film har overført tankerne til f.eks. den nærmest amerikansk-danske gyser Cecilie og det spielberg’ske actioneventyr De fortabte sjæles ø – og selv om netop disse har været med til at føre dansk film ad nye veje, så er der (efter amerikansk målestok) tale om middelmådige forsøg i en genre, hvor dansk film stadig har meget at lære.

Begge film havde manuskript af Rasmus Heisterberg, der også har en finger med i spillet på den nye såkaldte politiske thriller, Det som ingen ved instrueret af Søren Kragh-Jacobsen. Filmen minder på mange måder om Heisterberg og Nicolaj Arcels effektive Christiansborg-thriller, Kongekabale, men Alt det som ingen ved bliver desværre mere rodet fortalt – og det går ud over thrillerens obligatoriske fortælletricks: suspense og surprise.

Kongekabale light
Filmens set up er ganske medrivende: Thomas Deleuran (spillet af dansk films tilsyneladende eneste mandlige hovedrolleindehaver, Anders W. Berthelsen) mister sin søster i noget, der ligner en drukneulykke, men som viser sig at være en regulær likvidering foretaget af politiske kræfter, der vil dække over fortidens synder. Så simpel og klichefyldt er filmens konspirationsteori. Meget hurtigt afsløres det, at der er et usundt forhold mellem Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste, men mest af alt bunder konspirationen i den uhygge, som den lige så klichefyldte casting tilfører: Modbydelige Henning Jensen er den lige så modbydelige øverstbefalende Lange-Erichsen, mens Torben Jensen leverer telefontrusler til uskyldige Anders W. Berthelsen.

Det som ingen ved bliver dermed kun en fattig udgave af Kongekabale, der havde punch nok til at udpege spillerne i de politiske magtkampe på Christiansborg og sætte hele spindoktor-branchen på landkortet. I Søren Kragh-Jacobsens film bliver PET og FE og hele den politiske afsløring blot til en simpel MacGuffin, der skal sætte historien på skinner. Der dykkes aldrig ned i konflikten, så den bliver interessant for publikum, og der burde jo ellers være rigeligt at revse i vort vesterlandske samfund.

Når det så er sagt, så skal også nævnes, at filmen i flere scener faktisk formår at gøre de bedste amerikanske thrillers kunsten efter. Af de absolutte højdepunkter er en fantastisk suspensefyldt scene til en gymnastikopvisning, hvor Thomas Deleuran opdager, at han bliver aflyttet, og en ganske makaber scene på en uhyggelig badeanstalt ved nattetide. Her træder Heisterberg og Kragh-Jacobsen direkte ind i Hitchcocks fodspor, og begge scener hører til blandt højdepunkterne i dette års danske film.

Den snævre fortælling
Som nævnt er filmens hovedproblem at den bygger på en klichefyldt casting, hvor man aldrig er i tvivl om hvem der er gode og hvem der er onde. Denne mangel hænger uløseligt sammen med den måde historien bliver fortalt på med Thomas Deleuran som den subjektive fortæller. Det er ham og hans historie, vi følger, og selv om det giver et par fine overraskelser og twists, trækkes uhyggen relativt hurtigt ud af filmen, fordi vi som seere aldrig får den dér ekstra viden, som er så nødvendig, hvis vi skal føle den helt store suspense og indlevelse på vegne af hovedpersonen. Det bliver desværre ret distanceret fordi vi ikke får lov til at tænke og digte med selv, men hele tiden blot skal følge (og dermed acceptere) Thomas Deleurans reaktioner.

Filmen er på denne måde for det meste skåret som en fortælling, hvori vor antihelt blot reagerer på mere ondsindede kræfters lumske planer uden at opnå speciel større indsigt i disse planer eller komme nærmere en løsning af konflikten. Det er dybt frustrerende. Men et par gange brydes der med denne fortælleform – ved at gøre netop hovedpersonen mere aktiv og detektivagtig, som i Kongekabale – men den fraviger lige så hurtigt igen. Det ender desværre med at blive faretruende tæt på ufrivilligt komisk, når Torben Jensen ringer op og truer sig til endnu en reaktion fra Anders W. Berthelsen.

Ved at følge hele historien fra den uskyldige hovedpersons synsvinkel kan Heisterberg og Kragh-Jacobsen desværre også helt undgå at komme med politiske bredsider og vise hvem det er der sidder og belurer os alle sammen via skjulte kameraer, mikrofoner og telefoner. Det store selvbesungne tema om overvågningssamfundet ender dermed at blive en påklistret gimmick, der sagtens kunne undværes.

Slutningen (efter stort set alle omkring Thomas Deleuran er døde på den ene eller anden måde) virker letkøbt og falsk med dens kys og kram.

······


Det som ingen ved
Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen
Medvirkende: Anders W. Bethelsen, Maria Bonnevie, Ghita Nørby m.fl.
Nimbus Film, 2008
Spilletid: Ca. 99 minutter
I danske biografer lige nu

Den feje konge (16:9 #27)

Paul Haggis’ In the Valley of Elah præsenterer en både vedkommende og dagsaktuel – men også alt for distanceret – kritik af krigen i Irak. Filmen udgiver sig for at være en thriller, men er i virkeligheden et psykologisk portræt mærket af en skæbnetung art cinema-symbolik.

Paul Haggis er på mange måder en politisk instruktør. Det svulstige multiplotdrama Crash (2004) satte eftertrykkeligt Los Angeles’ racediskrimination på dagsordenen, og viste på sin egen polemiske måde, at USA’s smeltedigel gennemsyres af had mellem racerne i alle samfundets lag. Haggis levnede ikke megen plads til nuancer, men skar tvært om konflikten ud i pap for alle, og Crash modtog Oscars for bl.a. bedste manuskript og bedste film i 2006.

Nu er Paul Haggis tilbage med In the Valley of Elah, et projekt som han begyndte at stykke sammen så tidligt som i 2003, da USA invaderede Irak, og den politiske stemning var præget af patriotisk opbakning til de amerikanske tropper. Haggis fortæller selv, at han satte skilte op i sin forhave med bl.a. “War Is Not The Answer” som i ugevis blev ødelagt og fjernet, selv om han er bosiddende i det udtalte liberale Santa Monica, L.A. Det gjorde stort indtryk på Haggis, men det gjorde de videoer som de udstationerede soldater lagde ud på internettet også:

One was a rock video some kid who was over there had cut together. There were rockets flying by, buildings and tanks blowing up, and then there was a picture of one of these kids posing with a burnt corpse and goofing around with it. Then there was more rockets, more guns, more tanks rolling by, and then there was a body on the ground that was in pieces. One of these kids picked up the hand and waved it at the camera. I thought: ‘Oh my God, what’s happening.’

Haggis fandt også Mark Boals artikel, “Death and Dishonor” i maj 2004, som beskriver en stolt fars søgen efter sin søn, der efter hjemkomsten fra Irak forsvinder under mystiske omstændigheder. Boals artikel blev den direkte inspirationskilde til In the Valley of Elah.

Læs resten af artiklen på

http://16-9.dk/2008-06/side08_filmanmeldelse.htm.

Voodoo (CUT #88)

Manuskript bragt i CUT #88: