Go’e gamle George Romero er tilbage, og han har taget sine zombier med. Diary of the Dead er en grotesk splattermockumentary med et politisk budskab, men det er gjort mange gange bedre i nyere film af yngre instruktører. Med sin overvældende kritik af krigen mod terror og mediernes behandling af samme når Diary of the Dead aldrig op på niveau med Romeros første zombiefilm fra 1968. Og budskabet er i bund og grund stadig det samme.
Der er gået 40 siden George A. Romero vakte zombiefilmen til live som gyserundergenre efter den havde været død i et par årtier. Night of the Living Dead blev den første i en stribe gyser/splatterfilm om kannibalistiske lig, der genopstår og fortærer alt og alle, og derved spreder zombiesmitten sig. Mens Romero til dato kun har instrueret fem film i sin zombieserie, har bl.a. italienske gyserinstruktører ikke været sene til at udnytte og videreføre zombiemyten i flere ujævne efterfølgere, der alle referer til Romeros ...of the Dead-film i titlen.
I vor tid hærger zombierne igen både biograflærrederne og spillekonsollerne, hvor spil som Resident Evil-serien og film som 28 Days Later har været med til at forny genren, bl.a. ved at gøre zombierne rasende hurtige – et element som også den vellykkede genindspilning af Romeros egen Dawn of the Dead lukrerede på.
Det er i denne kontekst, man skal se Romeros nyeste zombiefilm, Diary of the Dead, der leverer splat og andet guf til de hardcore fans, men som også føles gammel og støvet i sin fortællemetode og budskab.
Man tager sit kamera…
Der er noget helt grundlæggende galt med Diary of the Dead. Filmen skal forestille at være en dokumentarfilm skudt af en gruppe filmstuderende i de dage, hvor zombieepidemien bryder ud og bærer ret beset titlen Death of the Death (titelen på dokumentarfilmen i filmen). De filmstuderende er i færd med at producere en halvhjertet mumiefilm on location, da de fanger et nyhedsindslag på radioen om døde mennesker, der vender tilbage som kannibalistiske monstre. De beslutter hurtigt at pakke sammen og komme afsted hjem til deres familier, men instruktøren tager så at sige kameraet i den anden hånd og sætter sig for at dokumentere det verdensomspændende fænomen ud fra deres oplevelse af de uhyggelige begivenheder.
Det bliver til en regulær zombie-roadmovie fotograferet i bedste subjektive point of view-stil, så det kommer til at ligne en dokumentar. Romero tilsætter en tungt belærende kritik af USA's krig mod terror og de amerikanske mediers ukritiske dækning af samme i form af en efterrationaliserende speak fra en af de filmstuderende, Debra, der i en række uhyggelige (autentiske?) montagesekvenser opsummerer, hvordan verden langsomt går i opløsning. Man er aldrig i tvivl om associationerne til krigen i Irak og Afghanistan, og Romero udnytter også YouTube og DV-video som nye medier.
Problemet er dog, at når Death of the Death-dokumentaren færdiggøres og lægges på nettet er den menneskelige civilisation stort set udraderet (må man gå ud fra, når man har set filmen til ende), så hvem skal se dokumentaren? Debras speak fortæller, at pointen med dokumentaren er at belære os om hvor galt det kan gå, så vi ikke begår de samme fejltagelser, og at hun derfor bevidst har lagt underlægningsmusik og effektlyde på. Som om de grusomme begivenheder ikke er nok i sig selv... Det bliver ekstra usmageligt, når Debra også vælger at inkludere billeder af sin egen familie, der først går til angreb på hende som zombier og dernæst mejes ned onscreen.
Romero vil uden tvivl beskylde sine egne karakterer for at levere det overtydelige politiske budskab i form af den dræbende speak og de mange montagesekvenser, der udelukkende fungerer som fyld i form af resumeer af de scener vi lige har set. Her rammes alle oven i hovedet med Romeros kæmpemæssige hammer af et politisk budskab. Det er så meget mere underspillet i andre zombiefilm fra de sidste par år – inkl. Romeros egen Night of the Living Dead fra ’68.
Diary of the Dead halter på den måde langt bagefter i forhold til virkeligt genrefornyende mockumentaries som Blair Witch Project og sidste års Cloverfield, der udnytter det dokumentariske islæt langt mere oplagt og troværdigt. Hos Romero bliver det nærmest grinagtigt, når Debras speak fortæller, at hun har haft mange overvejelser over om hun skulle inkludere optagelserne af sin egen familie, men har valgt at gøre det, fordi seerne har krav på sandheden.
Uhygge og u-uhygge
Diary of the Dead er i sagens natur fyldt med splattereffekter, og det er til Romeros fortjeneste at flere af dem faktisk er ganske nytænkende og giver fans af genren hvad de vil have. Et par vellykkede scener inkluderer også en uhyggelig klovn til en børnefødselsdag, og filmens finale på det store palæ er i sin opbygning rigtig god med brug af en helt anden form for suspense end i resten af filmen.
Men dertil kommer også en række fantastisk dårlige skuespilspræstationer og et manuskript, der baserer sig på klicheer om f.eks. drikfældige engelske professorer, der altid har en ironisk kommentar parat, selv når folks hoveder kløves, eller man bliver truet på livet af en gruppe store afroamerikanere med endnu større håndvåben. Vi stifter endvidere bekendtskab med en gammel døvstum Amish-bonde med kridt og tavle, hvor han skriver små kommentarer på, og med stalden fyldt med dynamit. Filmens tegnefilmsagtige brug af grinagtig banjomusik, da den texanske pige nakker en zombieforfølger, er et så stort fejltrin, at Romero nærmest gør nar af sin egen film. Mere patetisk bliver det da en af de ivrige kameramænd er blevet angrebet og overdrager sit kamera til en af de andre med den tykt dobbelttydige kommentar, ”Shoot”, som selvfølgelig refererer til såvel fotograferingsprocessen som de skydevåben alle retter mod ham i samme nu. Hans død skal foreviges på video på internettet, så alle kan tage ved lære.
Diary of the Dead bliver på denne kiksede måde både en grotesk splatterfilm i stil med klassikere som Evil Dead II og Braindead. Men hele grundideen med de overdrevne groteske effekter er netop at de ikke har nogen som helst betydning - her er intet budskab ud over at menneskekroppen skal destrueres. Derfor er det et dårligt match at publikum hele tiden - på alle tænkelige måder - får trukket filmens humanistiske budskab ned over hovedet.
Kan man se bort fra disse kæmpemæssige fortælle-, genre- og troværdighedsproblemer (eller er man bare zombie- og Romero-fan), så skal man se Diary of the Dead. Men der er absolut bedre zombiefilm derude som er værd at se eller gense.
······
Diary of the Dead
Instruktion: George Romero
Medvirkende: Joshua Close, Scott Wentworth, Michelle Morgan m.fl.
Artfire Films, 2007
Spilletid: Ca. 95 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Dimension Extreme Home Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar