Hellboy II - The Golden Army (2008)

Guillermo del Toro tager sig et lidt lovligt langt frikvarter efter Pan’s Labyrinth. Sequel’en til Hellboy buldrer og brager derudaf med masser af pudseløjerlige væsner og monstre og alt for meget CGI. Her udfoldes aldrig de markante temaer og kantede plots, som også del Toros Hollywood-film er kendt for. Det varsler ilde for filmatiseringen af Hobitten.

Jeg er vild med Guillermo del Toro! Jeg er tosset med både hans europæiske/mexicanske film – bl.a. den meget anderledes vampyrfilm Cronos (1993) og Pan’s Labyrinth (2006) – og hans amerikanske actionfilm – f.eks. den røvsparkende to’er i Blade-trilogien (2002) og selvfølgelig den Lovecraft-inspirerede Hellboy (2004).

Nu har Hollywood så ment, at det var på tide at lave endnu en Hellboy-film, hvor titelfiguren står over for en overmægtig fjende – en uudryddelig hær af robotagtige stensoldater der har til opgave at udslette menneskeheden. Også Hellboy II kombinerer vores nutidige verden med en alternativ magisk verden fyldt med eventyrlige væsner og monstre – heriblandt elverprinsen Nueda der har set sig så sur på alle mennesker (der ødelægger Jorden og dens mange sjældne væsner, og har fortrængt den ellers så stolte eleverrace til underjordiske kloakagtige lokaler), at han sætter sig for at vække den gyldne hær til live og udrydde problemet én gang for alle.

Fantastisk figurdesign med mangler
Hellboy II falder på gulvet for mig allerede i filmens første scene, hvor vi i en form for flashback ser Hellboy i en barneudgave mens lærermesteren, Professor Broom (spillet af den altid karismatiske John Hurt) fortæller myten om den gyldne hær. Den form for dramaturgi er så lårklaskende legoagtig, fordi enhver kan se, hvad den myte skal bruges til i den videre film – dermed fjernes en stor portion af filmens magi og mystik som skal injiceres på anden (og lige så klodset) måde senere i filmen.

Lige så problematisk er designet af Hellboy-karakteren. Djævleknægten i filmens anslag har fået så meget makeup og latex i hovedet, at han ikke kan spille godt og naturligt. Der er ingen ansigtsmimik tilbage og den begejstring, han skal udtrykke over Brooms fortælling, bliver underlig manisk og dukkeagtig.

Heldigvis er voksenudgaven af Hellboy (spillet af Ron Perlman) så total deadpan at man aldrig studser over de manglende følelser eller mimik i hans stenansigt. Undtagen selvfølgelig – og det er så desværre filmens fortællemæssige krumtap – hvad angår hans forhold til Liz, fordi de få kys og kærtegn, filmen byder på, kommer til at virke meget ubehagelige og underlige.

Barok humor
Det er ubegribeligt at Guillermo del Toro også i sequel’en har stillet sig tilfreds med dette mangelfulde Hellboy-design, når nu filmen overstrømmes af alskens andre fantasifulde og CGI-animerede væsner og monstre, så man nærmest mister pusten. Der er så mange, at det hele kommer til at drukne i CGI-effekter og dialogbrudstykker, som hver eneste gang skal introducere det pågældende væsen/monster, samt måden hvorpå det skal udryddes. Det er så Hollywood-fortælle-mekanisk, at det næsten ikke er til at fatte at del Toro også står bag langt mere frit fabulerende film som Cronos og Pan’s Labyrinth.

Netop de spansksprogede film gennemsyres af alvorlige temaer og melankolske budskaber, som del Toro faktisk havde held med at få sneget ind i den første Hellboy-film via dialogen. I denne anden Hellboy-film har del Toro ladet de tunge budskaber blive hjemme på hylden og i stedet tilført en masse tunge oneliners, der giver mindelser om den noget selvbevidste og barokke humor i 1980-90’ernes buddy-actionfilm. Disse oneliners understreger blot Hellboy II’s kitsch og mangel på den finesse og karisma, som Ironman og The Dark Knight tilbød publikum i 2008. I denne sammenligning blegner djævledrengen og bliver til en flad, ufølsom filmoplevelse med Anders And-modstandere skabt af Hollywood for små amerikanske drenge.

Lad os håbe at Guillermo del Toro går til filmatiseringen af Hobitten med mere seriøsitet og kompromisløshed.

Læs DEN MEXICANSKE AUTEUR for en mere dybdegående indføring i Guillermo del Toros filmografi.

······


Hellboy II - The Golden Army
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Ron Perlman, Selma Blair, Doug Jones m.fl.
Universal Pictures, 2008
Spilletid: Ca. 115 minutter
Engelsk dvd-distribution: Universal

Profondo Rosso (1975)

Dario Argentos mesterværk oser af stemningsfulde og uforglemmelige mareridt. Suspensen er i højsædet i denne film, hvor Argento også tager et markant skridt væk fra Hitchcocks suspenseformel i sine første og mere traditionelle giallo-thrillers. Her er hvert mord og hvert gys et filmisk højdepunkt med smukt kameraarbejde, tydelig klipning og fræsende underlægningsmusik som omdrejningspunkt.

Profondo Rosso er en mesterligt sammensat gyser – her integreres den psykologiske mordgåde, der skal løses, med den paranormale rammehistorie om at kunne fornemme andre menneskers tanker.

Den minder om Hitchcock-film som Psycho eller måske Vertigo, der også flirter med det overnaturlige i kombination med irrationelle handlinger, men som dybest set handler om at komme til bunds i et mordmysterium og forklare den logiske sammenhæng. Det er imidlertid slet ikke den slutning, Argento forfølger i Profondo Rosso; han omfavner det overnaturlige, det paranormale, ja selve det irrationelle som et grundelement i både sin fortællestruktur og visuelle pondus.

Profondo Rosso åbner sig for flere analyse- og fortolkningsmetoder, og det må ses som en stor kvalitet ved Argentos værk, at man ikke bliver færdig med filmen sådan uden videre, men kan blive ved med at finde nye detaljer at gå på opdagelse i. Af samme årsag har jeg kun udvalgt at fokusere på et emne i denne anmeldelse: Argentos kombination af logisk detektivgåde med det overnaturlige og irrationelle. Netop denne dimension åbnede sig for mig ved mit første møde med Profondo Rosso.

Tankelæsning på flere planer
Godt nok er filmens basisplot hængt op på en række brutale mord, der skal løses af vor detektivpar, Marc og Gianna (spillet af engelske David Hemmings og italienske Daria Nicolodi), men allerede under startteksterne gør Argento og filmen noget ganske uventet – irrationelt kunne man sige: Underlægningsmusikken fades hurtigt ned og vi får et flashback af et mord iscenesat som var det et maleri i én totalindstilling fra en dagligstue. Skygger kæmper på væggen, mens en skinger børnesang lyder fra en grammofonpladespiller. En blodig kniv smides på gulvet foran kameraet. Et par børnesko med knælange uskyldsrene strømper kommer ind i billedet og stivner ved kniven. Herpå vender filmen tilbage til startteksterne og den oprindelige underlægningsmusik.

Kort efter giver den tyske "spåkone" Helga Ulmann sin teori om tankelæsning som en medfødt evne, men som langt de fleste af os glemmer, når vi lærer at bruge vore almindelige sanser. Argento placerer hende på en scene ved en paranormal konference, hvilket giver hendes kommentar mere pondus og gør den til et decideret varsel. Ikke mindst fordi vi (seerne) er til stede ved konferencen i skikkelse af et subjektivt kamera som tydeligvis påvirker Helga Ulmann til at få et mareridtsagtigt syn fra fortiden.

Herfra er filmen nærmest manisk bygget op om denne paranormale struktur; Argento fodrer os og hovedpersonerne med umærkelige varsler om de mord, der skal ske senere. Marc skoldes af kogende vand og kører senere forbi et færdselsuheld med en væltet lastbil - begge scener vender senere tilbage i chokerende mordscener. Men også flashbacket under startteksterne er jo i virkeligheden et tydeligt varsel om fortidens traumer, der maser sig på i vores bevidsthed filmen igennem, og leder frem til filmens klimaks, hvor Marc også får adgang til flashbacket.

Denne struktur hvor fortiden og fremtiden sætter tydelige spor på nutiden bliver en så naturlig del af Profondo Rosso, at man i slutningen af filmen tager sig selv i at gætte på hvad der skal ske med de medvirkende ud fra de visuelle syn/varsler, som Argento giver os.

Selve morderens hærgen kan også kun forklares (logisk), hvis man accepterer at morderen netop er disponeret for tankelæsning. Filmen tvinger på denne måde seeren til at kombinere det logiske med det overnaturlige.

Leg med billeder
Dario Argento kombinerer denne fantastiske struktur med en endnu mere storslået billedside, der kæler for syrede kameravinkler og stiliserede locations – meget lig hans debutfilm, The Bird with the Crystal Plumage (1969). Kameraet og klipningen mimer gerne den paranormale struktur ved at iscenesætte visse sekvenser på en komplet irrationel (eller i hvert fald anti-mainstream) måde.

Her får kameraet sit eget liv og fryser f.eks. til stedet, selv om personen, det følger over skulderen, går videre. Flere steder fanger det da også en skygge på væggen, en dør eller et vindue der bevæger sig i udkanten af billedrammen. Andre steder er der tilsyneladende ingenting, hvilket bevirker at den manglende kamerabevægelse i sig selv skaber uhyggen og de irrationelle tanker hos publikum. Man kan sige at kameraets umotiverede (irrationelle) stop giver os direkte adgang til det uhyggelige i filmen - enten i det der vises på billederne eller også i selve billedstilen.

Denne form for pure cinema kommer til udtryk flere gange i filmens suspense- og chokscener, og ofte følges den af en lige så legende klippestil, der på samme måde bryder med normaliteten (her: kontinuitetsklipning) for at skabe noget skævt, noget ubehageligt, der trigger seernes bange anelser.

Et af filmens mest suspense-fyldte mord starter f.eks. med professor Giordani, der ringer forgæves til Marc: Her er klipperytmen i første omgang bundet til telefonens ringelyde, men så vælger Argento at sætte klippehastigheden op med det resultat at den bliver mere tydelig, pågående og ubehagelig, fordi den rammer helt skævt i forhold til publikums forventninger og reallyden. Senere i scenen sættes klippehastigheden igen op uden nogen fortællemæssig grund men som en tydelig udfordring af kontinuitetsreglerne. Det skaber – sammen med de syrede kameraindstillinger, de klaustrofobiske locations og den fræsende underlægningsmusik – en fuldstændigt overrumplende stemning, der taler direkte til publikums følelser. Scenen munder da netop også ud i filmens måske mest ulogiske og irrationelle chokscene, hvor en uhyggelig mekanisk dukke nærmest går til angreb på offeret (og publikum, jf. Argentos brug af subjektivt kamera), før det endelige mord lukker scenen.

Det er scener som disse, som min beskrivelse ikke yder tilnærmelsesvis retfærdighed, men som man skal se og opleve på egen krop - mærke hvordan Argento med sin normbrydende brug af billede, lyd og klipning taler direkte til og udfordrer ens følelser. Det er en mageløs film! Især nu hvor den danske dvd-distributør Another World Entertainment har lanceret den bedste og mest komplette og gennemrestaurerede udgave af Profondo Rosso til dato. Dobbeltdisk-udgaven med det tilhørende kommentarspor af den danske instruktør og Argento-ekspert, Thomas Rostock er simpelthen årets "danske" filmudgivelse. Gid også mere etablerede filmdistributørere i Danmark ville tage ved lære og release ældre film med samme seriøsitet og professionalisme. Bravo!

······


Profondo Rosso
(eng. Deep Red, da. Mordets melodi)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: David Hemmings, Daria Nicolodi, Gabriele Lavia m.fl.
Seda Spettacoli, 1975
Spilletid: 126 minutter (originaludgave) + 106 minutter (international release)
Fabelagtig dansk dvd-udgave med fremragende kommentatorspor af den danske Argento-ekspert Thomas Rostock fra Another World Entertainment. Prisen er lige under kr. 100,- og det er forrykt billigt!

Tjek Dobbelt D's Definitive DVD Podcast's interview med Thomas Rostock.
Tjek også dette hjemmelavede men meget informative kommentarspor begået af engelske Michael Mackenzie der skriver PhD om giallogenren.

The Cat o' Nine Tails (1971)

Dario Argentos anden film er visse steder nervepirrende spændende, men de visuelle detaljer holdes på et så lavt niveau, at Il gatto a nove code ofte ligner og føles som en tv-detektivfilm. Argento er også i denne film stærkt inspireret af Alfred Hitchcock, men synes samtidig at nærme sig et mere amerikansk mainstreampublikum end i hans debutfilm, The Bird with the Crystal Plumage (1970).

Der er et par uforglemmelige suspense-scener i Dario Argentos anden spillefilm, The Cat o’ Nine Tails – scener som udnytter en psykologisk uhygge i form af bange anelser, så man flytter sig ud på kanten af sædet. Resten er desværre en ret forglemmelig affære, hvor en stribe kedelige mord skal løses på ægte detektivmanér – her fokuserer Argento på opklaringsarbejdets kryds-og-tværs-struktur, uden at det bliver rigtig spændende.

The Cat o’ Nine Tails handler om de to journalister – den ældre, blinde Franco Arno og den unge, smarte Carlo Giordani – der blandes ind i et mord i genforskningskredse. Politiet er på bar bund. Vidner slås ihjel. Spor forsvinder som dug for solen. Og midt i hele skandalen står forskningsdirektøren på Terzi-instituttet, der vil have lukket alle døre til pressen, og hans forførende femme fatale af en datter, der måske eller måske ikke er nøglen til hele affæren. Men så begynder morderen at true vore to hovedpersoner på livet…

Suspense-thriller
Et stykke hen ad vejen ligner The Cat o’ Nine Tails en Hitchcock-thriller – særligt hvad angår Argentos brug af den farlige femme fatale-karakter, Anna Terzi, men lige så vigtigt i et par fantastiske enkeltscener, som mimer Hitch’s suspense til perfektion.

Et sted i filmen sidder vor helt Giordani under ragekniven hos en frisør, da samtalen falder på politiets teori om at en barber står bag mordene og frisøren bliver ubehageligt truende i sin barbering. Argentos klaustrofobiske nærbilleder af Giordanis paniske øjne, sårbare kæbeparti og de mystiske frøperspektiver af frisøren skaber en uforlignelig stemning af krybende uhygge, der står i total kontrast til den fuldstændigt uskyldige samtale. Det er også fantastisk godt klippet, og man kan efter min bedste overbevisning stadig undervise efter denne sekvens på filmskoler verden over.

Endnu mere klassisk Hitchcock er scenen, hvor vi har set morderen forgifte Giordanis mælkekartoner og hvor spændingen spreder sig og krydres med en intimscene, hvor Giordani forfører/forføres af tidligere omtalte femme fatale. En uskyldig replik som “Vil du have et glas mælk?” forvandler sig til ubærligt insisterende og dødbringende, og den lystfyldte sexscene bliver på lignende vis ambivalent og ubehagelig.

Det er disse små geniale øjeblikke, der står tilbage, når The Cat o’ Nine Tails er slut.

Tv-detektiven slår til igen
Desværre ender Argentos anden spillefilm med at være en ret kedelig omgang opklaringsarbejde for det meste optaget indendørs og uden den visuelle skarphed, der prægede The Bird with the Crystal Plumage. Vi er også langt fra den visuelle vildskab i debutens mordscener med dens provokerende billeder og klippestil.

Man får derfor let den tanke, at Argento i The Cat o’ Nine Tails prøver at tækkes en amerikansk distributør og mainstreampublikum efter succesen med The Bird with the Crystal Plumage – hvilket altså betyder, at filmen her forekommer langt mere ordinær i dens locations, fotografering, vold og hele visuelle udtryk. Den er mere fantasiløs og kedelig. Morderen ender desuden med at begå mord mest af praktiske hensyn - ikke som følge af en egentlig psykopati. Det er også lidt tamt, når vi nu har set hvad Argento kan og vil.

Argento kommer på mange måder til at minde om en tv-instruktør, der egentlig blot skal følge opklaringsarbejdet i halvtotaler og halvnærbilleder. Ser man bort fra det insisterende point-of-view-kamera, der overtydeligt (nogle ville sige metaagtigt – andre: pokkers uelegant) skjuler morderens identitet for os, og de mange ultranærbilleder af et opspærret øje, der kigger direkte ud på os, så er og bliver The Cat o’ Nine Tails en tv-detektivkrimi af den mere middelmådige skuffe.

Og det er faktisk ret kedeligt.


······

The Cat o’ Nine Tails
(it. Il gatto a nove code; da. Den nihalede kat)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: James Franciscus, Karl Malden, Catherine Spaak m.fl.
Seda Spettacoli, 1971
Spilletid: Ca. 106 minutter
Skrabet dansk dvd-udgave: On Air Video

The Bird with the Crystal Plumage (1970)

Dario Argentos første film er en forrygende suspense-thriller som Hitchcock ville have lavet dem, hvis han havde fået lov. Her er rigeligt med mord på smukke italienske kvinder, blodige barberknive, plottwists og en gennemført visuel kvalitet i de særprægede locations og billedæstetikken. Fans af the Master of Suspense vil nyde Argentos debut.

Jeg er ikke nogen superekspert, når det kommer til italiensk film, men når det handler om italiensk horrorfilm, er der et par navne, der har bidt sig fast. Jeg har efterhånden fået set en god håndfuld Mario Bava-film fra 1960-70erne og synes altid, jeg kan finde et eller andet (eller en hel masse), der begejstrer mig i den italienske maestros film. Nu er turen så kommet til Dario Argento og hans første film, L’Uccello dalle piume di cristallo (a.k.a. The Bird with the Crystal Plumage eller på dansk: Fuglen med krystalfjerpragten).

Og sikke en debut! Filmens handling er hverken kompliceret eller dyb, men tager udgangspunkt i den amerikanske journalist Sam Dalgas (spillet af Tony Musante), der uforvarende bliver vidne til et mordforsøg på en smuk kvinde og dernæst bliver hovedperson i en seriemorders uhyggelige komplot. The Bird with the Crystal Plumage er på den måde en farverig og underholdende suspense-thriller – med de muntre og mørke Alfred Hitchcock-elementer trukket mere ud i ekstremerne, hvor den gamle Master of Suspense foretrak midtervejens mainstream.

Pure cinema
Det første man lægger mærke til i The Bird with the Crystal Plumage er Argentos visuelle stil. Her tilfører de valgte locations i sig selv spænding – lige fra det minimalistiske, kridhvide kunstgalleri hvor det første knivoverfald foregår, over den mørklagte og forladte busparkeringsplads hvor Sam jages af en bister lejemorder i skrigende gul vindejakke med et sort 8-tal på ryggen, til den gale kunstmalers ruin af bolig hvor alle indgangsdøre er blokeret så ingen kan komme ind og kattene ikke kan slippe ud. Det minder alt sammen meget om Hitchcocks valg af locations til North by Northwest med Cary Grant i FN-bygningen, flygtende på de vide majsmarker og kravlende på Mount Rushmore; Argento udnytter sine farverige locations på samme underholdende måde.

Et andet træk fra Hitchcock er sekvenserne med pure cinema, hvor kameraets indstilling og bevægelser alene fortæller historien. Knivoverfaldet i begyndelsen filmes fra Sam Dalgas’ begrænsede point of view og størstedelen af sekvensen benytter subjektiv lyd, da Sam låses inde mellem to solide glasdøre, der giver ham frit udsyn til begivenhederne men ikke dialogen eller reallydene. Det fungerer bjergtagende godt, fordi man som seer overrumples af den aparte fravær af lyd og samtidig bliver ekstra opmærksom på den på én gang smukke og grusomme billedside.

Andre mordsekvenser udspiller sig ligeledes med et fravær af underlægningsmusik, hvilket tilfører en ubehagelig realisme. Et overfald med en barberkniv bliver ekstra skræmmende på grund af offerets subjektive point of view af kniven der gentagende gange brutalt og hurtigt angriber kameraet kun akkompagneret af den minimalistiske reallyd fra kniven. Mange scener bringer mindelser om Psycho, men udført mere kompromisløst end Hitchcocks brusebadsmord. Til gengæld peger The Bird with the Crystal Plumage også fremad mod John Carpenters Halloween, der vist bl.a. har lånt fra Argento i scenen, hvor en ung kvinde ryger cigaret i sengen og opdager den maskerede morder som stillestående silhuet i døren til soveværelset. Lige inden hun får kniven.

Kulørt persongalleri
På den anden side gemmer der sig også mange sjove eller i hvert fald sorthumoristiske øjeblikke i Argentos debutfilm. Filmen igennem forsøger politiet at få opsporet kvindemorderen, men uden stort held. Opklaringsarbejdet fylder da heller ikke særlig meget, og sporene videregives bl.a. i syrede småscener, hvor en blind videnskabsmand iført hvid kittel og sorte solbriller forklarer om hårfibre og DNA fundet på gerningsstedet. Imens behandles politiets materiale af store farverige og identiske vaskemaskineagtige maskiner bag ham, og en stor legoagtig datamat spytter en ascii-tegning ud med morderens profil.

Vi møder desuden en stammende alfons (som taget ud af en Monty Python-sketch), der kan holde sin stammen tilbage ved hele tiden at sige ”adios”, hvilket selvfølgelig afstedkommer et par misforståelser i samtalen med Sam. Det er også dybt ironisk, at alfonsen prøver at bortforklare sit rufferi over for Sam, og hans lidt aparte udseende og væremåde er så modsatrettet det billede vi normalt har alfonser fra medierne (fakta og fiktion). På samme måde hiver Argento tæppet væk under seerne i scenen med eneboerkunstmaleren, der først virker enormt truende, men senere kommer til at fungere som omdrejningspunktet i en surrealistisk sketch, da han (som det mest naturlige i verden) afslører, at han skam opdrætter katte for at spise dem. Når Sam i den situation får det dårligt, er scenen på ingen måde uhyggelig.

At Dario Argento fra sin første spillefilm på denne måde kan forene det kulørte med det uhyggelige og få en underholdende suspense-thriller ud af det, vidner om stort filmisk talent og vovemod. Jeg glæder mig allerede til den næste Argento-gyser i rækken.

······


The Bird with the Crystal Plumage
(ital. L’Uccello dalle piume di cristallo; da. Fuglen med krystalfjerdragten)
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Tony Musante, Suzy Kendall, Enrico Maria Salerno m.fl.
Central Cinema Company Film, 1970
Spilletid: Ca. 94 minutter
Alt for fattig dansk dvd udgivelse af On Air
Lækker 2-disk-udgivelse af Blue Underground (køb!)