søndag den 30. marts 2008

Birth (2004)


Reinkarnation på film. Nicole Kidman spiller en moderne Rosemary i en film, der udvider grænserne for den psykologiske mainstream-thriller. Birth tager fat, der hvor andre film får berøringsangst, og leverer sin foruroligende historie om en voksen kvindes kærlighed til sin døde mand og til en 10-årig dreng. Birth er provokerende og uhyggelig - ikke mindst på grund af sit distancerede og dæmpede filmsprog.

Jeg fik anbefalet Birth af en rigtig god kollega (tak, Christine), som egentlig bare gerne ville høre min mening til slutningen og diskutere, hvad der egentlig sker. Jeg havde ikke hørt et eneste ord om Birth før, men højst skævet til dvd-coveret i min lokale Blockbuster. Derfor blev filmen også en overraskelse af de helt store - og ganske ubehagelige.

I Birth går instruktør og manuskriptforfatter Jonathan Glazer de store thriller-mestre i bedene: han genbruger Hitchcocks nekrofilitema fra Vertigo; han tilsætter en Nicole Kidman i rollen som skrøbelige Anna, der ligner og opfører sig som en moderne udgave af Polanskis Rosemary. Over for hende sætter han så filmens store scoop: En mut 10-årig dreng, der påstår at være reinkarnationen af Annas afdøde mand, Sean. Det har Anna nemt ved at forkaste i starten, men da unge Sean har viden om intime detaljer fra Anna og Seans kæresterier og ægteskab og desuden kan sætte gang i hendes følelsesliv, som kun den gamle Sean var i stand til, udvikler filmen sig snart i en grænsesøgende retning.

Ultranær af et sammenbrud
Jonathan Glazer serverer sit - ja, lad os bare være ærlige, noget tvivlsomme plot så overbevisende, at man bliver suget direkte ind i Annas trøstesløse tilværelse og forstår hende og tror på filmen. Det er Glazers evne til at skabe en klaustrofobisk stemning af ubehag og uhygge med kamera, lyd og klipning, der gør også gør filmen til noget særligt. Herigennem fremhæves Nicole Kidman og unge Cameron Brights fantastiske skuespil.

Birth byder på mange (nærmest Kubrick-agtige, jf. The Shining) dvælende kameraindstillinger i kombination med larmende underlægningsmusik, hvor Glazer vedholdende bliver ved med at fotografere f.eks. en grådkvalt Anna i ultranær, så man som seer føler sig præcis ligeså indespærret og frustreret som hun er på skærmen. Dertil kommer så den eksplosive klassiske musik, der akkompagnerer disse tætte beskæringer af den sammenbrudstruede kvinde, så hendes indre kaos tydeligt forplanter sig til publikum. Det er en næsten minimalistisk måde, at formidle en sådan scene, men den fungerer fantastisk.

Uhyggelig distance
Netop Jonathan Glazers tilbageholdende, objektive stil (der går aldrig frådende ekspressionisme i den i Birth - heller ikke, da Annas kærlighed til lille Sean begynder at folde sig ud), bevirker at handlingen bliver så meget mere troværdig. Her er New York fotograferet fra sin absolut mindst farverige side; alle omgivelser er holdt i støvede nuancer - selv Annas seng er beklædt med gråt hør, som udtryk for den musegrå glasklokke hun befinder sig i. Uden for er det selvfølgelig vinter.

Tonen i Annas high-society-omgangskreds er lige så kølig og distanceret som filmens æstetik: Anna og hendes nye mand, Joseph, annoncerer deres forlovelse, som en direktør fremlægger en god samarbejdsaftale med den værste konkurrent; og senere i filmen holdes der audition på musikken til brylluppet. I denne verden er spontanitet og følelser bandlyste, og man griner hånligt af en lille fattig dreng, der påstår at han er Annas Sean.

Måske er det denne form for hovmod over for det ubevidste og det metafysiske, Jonathan Glazer lader skinne igennem i klipningen, for i flere scener ignorerer kameraet lille Sean, der befinder sig offscreen - nogle gange dvæler kameraet tydeligt på den, som Sean snakker med, mens der ikke klippes til Sean. Det giver disse scener et uhyggeligt, klaustrofobisk præg. Samtidig får Glazer med få virkemidler skabt ekstra mystik om den spøgelsesagtige Sean, for er han der eller er han der ikke - og hvordan reagerer han på det, der bliver sagt? Ligesom de dvælende kameraindstillinger er klipningen visse steder på den måde grænseoverskridende modig for en mainstreamfilm. Men det er også fantastisk effektivt.

Dermed er Birth en af den slags film, hvor plottet ikke (ej heller slutningen) mejsles ud i granit for seeren, der til gengæld opfordres til at åbne for alle sanser og mærke hvad der sker i filmen. Det gør Birth til en af den slags filmoplevelser, der er svær at ryste af sig bag efter.

······


Birth
Instruktion: Jonathan Glazer
Medvirkende: Nicole Kidman, Cameron Bright, Lauren Bacall m.fl.
New Line Cinema, 2004
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film

torsdag den 27. marts 2008

I Am Legend (2007)


Will Smith skal frelse verden i den nye filmatisering af Richard Mathesons klassiske gyser om den sidste mand på jorden. Vampyrerne er skiftet ud med CGI-zombier, og slutningen er en flad omgang, men New York-scenarierne er overvældende smukke i al deres idylliske grusomhed. Og så er Will Smith jo også en habil skuespiller.

I Francis Lawrences 2007-gendigtning af Richard Mathesons I Am Legend (1954) hedder hovedpersonen stadig Robert Neville, der stadig er ene mand tilbage i en ruin af en storby efter en verdensomspændende katastrofe, men så stopper alle ligheder også. Og det falder ikke ud til filmens fordel.

I filmen ligger verden øde efter amerikanske forskere fandt en vaccine mod kræft. Noget gik galt, vaccinen muterede, og langsomt begyndte folk at dø. Flere år senere er Robert Neville (Will Smith) det eneste raske menneske tilbage i New York, der hærges af zombieagtige mutanter, der hærger de øde gader i ly af natten. Neville er tidligere forsker i vira for det amerikanske militær, og han fortsætter stædigt kampen for at finde en modgift mod den uhyggelige zombievirus.

Robert Nevilles tilstand
Og det er i portrættet af Robert Neville-karakteren, at I Am Legend fungerer bedst. Will Smith fungerer upåklageligt som den hærgede officersforsker, selv om han i størstedelen af filmen kun har selskab af sin schæferhund; han gør uden problemer Tom Hanks kunsten efter (jf. Zemeckis' Cast Away fra 2000). I filmens første mange minutter opbygges en medrivende suspense via de mange gabende tomme og hærgede New York-lokaliteter og simple dagligdagsgøremål som sikkerhedstjek, afsøgning af nye områder for føde og drikkevarer, sikring af husets vinduer og døre samt forskning i kælderen. Det antydes fint, hvad der kommer i form af en lang række varsler om de farer, der lurer et sted derude.

Denne intensitet vedligeholdes i løbet af filmen med en række flashbacks fra tiden, hvor New York skulle evakueres, og hvor Robert Neville skulle tage afsked med familien. Disse flashbacks fungerer fint som en psykologisk antydning af, at vor hovedperson måske ikke er helt så mentalt afbalanceret, som han selv mener. Filmen skaber på glimrende vis en ubehagelig nagende tvivl om, hvorvidt vor hovedperson lige så stille er ved at gå op i limningen som følge af savn og ensomhed. Og selvfølgelig består filmens point of no return i at Neville skubbes ud over kanten.

Entre: Fladpandet actionfilm (spoiler!)
I Am Legend kunne have været en gennemført rå kommentar til USA's indsats under vor tids naturkatastrofer - tænk blot på orkanen Kathrinas hærgen igennem New Orleans. Der er også mange muligheder for at køre skuden imod en bibelsk læsning om menneskeligt hovmod - når vi i filmens første minutter får kureret kræft. Men filmen flader lige så stille ud til en fladpandet CGI-actionfilm, og den ender med at give os en klæbrig og overlykkelig slutning ved at ophøje Robert Neville til den moderne civilisations frelser.

Det er så langt fra Richard Mathesons oprindelige tematik, som man kan komme, hvor Robert Neville må erkende, at det er ham, der står i vejen for samfundets postapokalyptiske udvikling. I bogen bliver han netop legende, fordi han er det sidste menneske på jorden; i filmen bliver han legende, fordi han er det første menneske på jorden.

Og mens vi er ved det tandløse, så er CGI-zombierne en kedelig omgang, der - når de råber efter Neville (og det gør de faktisk tit) - ligner noget fra action-adventure-filmene The Mummy (Stephen Sommers, 1999, 2001). Selve designet af dem står slet ikke mål med, at de skal vises i strålende highkey-belysning - dertil er der for meget glat Playstation-grafik over dem. I det hele taget kommer den rå virkelighed som filmen antyder i karakteristikken af Robert Neville ikke for alvor til udtryk i hverken monster, vold og blodmængde - ej heller i form kadaverrester i New Yorks gader, for storbyen er som støvsuget for den slags ubehagelige syner. Det matcher desværre alt for gode den psykologiske spænding omkring Robert Nevilles mentale tilstand, der også fiser ud i ingenting.

······


I Am Legend
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende: Will Smith, Abbey (som hunden Sam), Alice Braga m.fl.
Warner Bros., 2007
Spilletid: Ca. 101 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Warner Bros.

onsdag den 26. marts 2008

The Mist (2007)


Stephen King og Frank Darabont har igen været sammen om et filmprojekt: The Mist er en sær sammenblanding af Hollywood-snedkerier og klichéfulde CGI-monstre, en nytænkende, dokumentarinspireret billedside og en unødvendig grum slutning. Fortællemæssigt sættes der alt for mange skibe i søen til at Darabont kan få dem alle i havn igen; det minder om tv-serien Lost, som dog vinder ved sammenligningen.

Frank Darabont er manden bag et par vellykkede Stephen King-filmatiseringer - nemlig de to fængselsfilm En verden udenfor (The Shawshank Redemption, 1994) og Den grønne mil (The Green Mile, 1999). Begge film tager sig tid til at fortælle en forholdsvis simpel udviklingshistorie med fokus på et begrænset persongalleri - og begge film sætter streg under Kings evne til at skildre mennesker og menneskelige relationer og problemer. Al den bulder og brag, død og ødelæggelse, og bøhmænd der kommer ud af skabet, som King ellers er så berygtet for, fylder uendeligt lidt i netop disse filmatiseringer, som om Darabont bevidst har fravalgt netop denne genre.

Det kunne man i hvert fald tro, indtil The Mist fik amerikansk biografpremiere sidste år. Her har Darabont begivet sig lige lukt ind i the Kingdom komplet med bizarre monstre og hemmelige militærprojekter, der løber af sporet. Der bliver nikket kraftigt til George Romeros zombiefilm, når en udvalgt skare i Kings lille landsby ufrivilligt bliver spærret inde i et supermarked, fordi en dødbringende tåge er skyllet ind over byen. Uhyggelige monstre befinder sig i tågen og er ude på at fortære alt levende. Og som mennesker under pres har for vane, begynder de strandede lige så langsomt at gå op i limningen.

Tilfældig nytænkning
The Mist fungerer absolut bedst i portrættet af de samspilsramte mennesker i supermarkedet og den lurende galskab, der langsomt indfinder sig - først og fremmest i form af en gammeltestamentlig fundamentalisme men også (og mindre overbevisende) i simple nabostridigheder. Filmen levner dog ingen tvivl om, at det menneskelige drama er Darabonts speciale; vor hovedperson David er blandt de indespærrede sammen med sin lille søn Billy, og denne skrøbelige far-søn-relation er drivkraften for filmens underliggende suspense og den afsluttende konfrontation med den uhyggelige, kristne Mrs. Carmody.

Darabont iscenesætter sit menneskelige drama med flere autenticitet-virkemidler: Her er et voksende antal zooms, urolige kamerabevægelser og nervøse klip, der sammen med den manglende underlægningsmusik skal illudere tilfældighed og fluen-på-væggen-optagelser. Men The Mist bliver aldrig en mockumentary eller noget, der bare tilnærmelsesvis ligner en dokumentar; tilfældighedsvirkemidlerne kommer til at virke lidt for tilfældige, og derfor kan man få indtrykket af at Darabonts "leg" med kameraet i virkeligheden er en sjusket måde at dække sig ind på, når hovedparten af budgettet er gået til dyre CGI-effekter.

Det problematiske er dog, at Darabont prøver at kombinere disse moderne autenticitet-virkemidler med noget så gammeldags og klichéfyldt som CGI-skabte fantasimonstre, der kan lede tankerne hen på en light-udgave af Starship Troopers (1997). Men hvor Paul Verhoeven bruger sine store insektlignende monstre til at tage gas på krigsfilmgenren, tager Darabont sine væsner evigt alvorligt. Og det er enormt problematisk, fordi væsnerne i The Mist aldrig bliver rigtig skræmmende for folk over 15 år, når vi får smidt dem lige i synet. Bevares, her er da flere fine chok- og suspense-effekter, men Darabont (og King) får aldrig manet en stemning af krybende rædsel frem, som den vi finder i Alien (1979) - dertil er monstrene i The Mist for skabelonagtige. De ligner noget som Jens Lyn eller He-Man kunne have kæmpet med årtier forinden - tilsat lidt E.C.-tegneserier og H.P. Lovecraft.

Filmens mest uhyggelige monstre er menneskene selv.

Fortællemæssige problemer
Der er nok historier at fortælle i The Mist til at skabe en lille dramaserie for tv, og et af filmens andre problemer er, at der lukkes op for alt for mange muligheder, der bare skrives ud, når folk forlader supermarkedet og forsvinder i tågen. Særligt historien med Davids nabo - men også Davids kone - får alt for meget tid på lærredet, når man sammenligner med, hvad disse karakterer bruges til. The Mist bruger (og det helt til den ubehagelige slutning) primært sine karakterer som kanonføde for CGI-monstrene, og en dybere fortællemæssig logik med set up og pay off bliver det aldrig til. Derfor er filmens spilletid på over to timer også alt for lang.

Uden at løfte sløret for meget for filmens chokerende slutning, så lad mig blot slå fast, at filmen her bryder med sine egne etablerede spilleregler. Alle de grusomme begivenheder, som de sidst overlevne er blevet trukket igennem i løbet af filmen, opløses i de sidste minutter til rene pinsler til nydelse for filmpublikummet, og uden at pinslerne har tjent noget formål overhovedet. Denne unødvendigt grumme slutning matcher slet ikke de tandløse CGI-monstre eller Darabonts interesse for menneskelige relationer. Moralen ender faktisk med at blive ultrakonservativ - ja, nærmest højreekstremistisk: Kujoner og let føjelige nikkedukkeborgere reddes!

Sammenligner man med Stephen Kings skriftlige forlæg, kan slutningen ligne et diktat fra den notoriske producent, Dimension Films. Og det er måske i virkeligheden her hunden ligger begravet - ikke hos Frank Darabont.

······


The Mist
Instruktion: Frank Darabont
Medvirkende: Thomas Jane, Marcia Gay Harden, Laurie Holden m.fl.
Dimension Films, 2007
Spilletid: 126 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Genius Products
Dansk biografpremiere: 17. april 2008

lørdag den 22. marts 2008

No Country for Old Men (2007)


Coen-brødrenes neowestern og årets Oscar-vinder er en lignelse om menneskehedens grådighed og ondskab. No Country for Old Men er (når den er bedst) nervepirrende spændende og skabt af fantastiske, ordløse billeder, som ville have gjort en Hitchcock stolt. De tre hovedpersoner leverer deadpan-skuespil af bedste skuffe, men filmen lider under en helt urimelig rammehistorie og et antiklimaks af de helt store.

Joel og Ethan Coen er tilbage i stor stil. De amerikanske anmeldere og også store dele af den danske presse har skamrost deres Oscar-vinder No Country for Old Men og instruktørteamet for et par uforglemmelige, skæve hovedkarakterer og åndeløst spændende pure cinema-scener, hvor kameraet alene fortæller historien.

Der er meget godt at sige om Coen-brødrenes seneste bedrift, men det er ikke deres bedste, og selv om visse scener er overmenneskeligt fantastisk realiserede, så ender filmen med at snuble over sin egen fortællemetode og pointe, så en dramakomedie som Juno faktisk fremstår mere helstøbt.

No Country for Old Men indledes af den aldrende sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones), der har indset, at (som titlen jo klart udsiger) USA ikke er et land for de ældre. Bell længes tilbage til tidligere tider, hvor sheriffen gik rundt uden revolvere, og ondskaben kunne tøjles med ord. Og så giver han sig til at fortælle en historie om to mænd, den psykopatiske Anton Chigurgh (Oscarvinderen Jarvier Bardem) og bonderøven Llewelyn Moss (Josh Brolin), og en forfærdelig masse penge efterladt i et narkoopgør ude på prærien.

Chigurh & Moss
Bells historie kommer til at fungere som en lignelse eller en metafor for ondskaben i USA lige nu, og det er også Moss' flugt med pengene og Chigurhs ubønhørlige forfølgelse, der fungerer absolut bedst i No Country for Old Men. Filmen er smukt realiseret og dens mange fortælleplaner smelter sammen til et fuldkomment hele - den umiddelbare og nervepirrende suspense; den hitchcockske pure cinema-form, hvor kameraet fortæller uden brug af dialog; og den metaforiske undertekst, hvor Moss bliver et symbol på uskyldighedens USA og Chigurh bliver til rendyrket ondskab.

Jarvier Bardem løfter Anton Chigurh-karakteren til en værdig arvtager efter Anthony Hopkins' Hannibal Lecter. Klædt i mørkt og bærende på en dødbringende oxygenflaske med slange bliver Chigurh en personificering af ondskaben, hvilket Coen-brødrene fint antyder med masser af referencer til den onde selv: Han tvinger sine ofre ud i livsfarlige plat-og-krone-hasardspil, mens han konstant forfølger de amerikanere, som besættes af grådighed til at jagte den store formue; det er ikke tilfældigt, at bundnaive Moss tror, at "Chigurh" udtales som "sugar", for Moss bliver netop besat af grådighedens sødme i form af de dejlige penge, som han slæber rundt på; og så er Chigurh en overlever - han har nærmest overmenneskelige kræfter og kan slå ihjel med ilt (altså luft, som er pokkers svært at bruge i opklaringsarbejdet og et retligt efterspil), ligesom han omtales som et spøgelse i mørket og kan forsvinde, uden at folk bemærker ham.

Over for Chigurh står så den enfoldige bonderøv, Llewelyn Moss - symbolet på den amerikanske uskyld - der lader sig korrumpere af ondskaben. Fra filmens start skaber Coen-brødrene en forbindelse mellem Chigurh og Moss, som vil de understrege menneskehedens skæbne: Simple filmiske virkemidler som krydsklipning i form af falske kontinuitetsklip mellem Chirgurh og Moss' indledende jagtscener på uskyldige ofre (henholdsvis en ung sherif og et par springende gazellelignende hjorte) slår bro mellem uskylden og ondskaben. No Country for Old Men udfolder de lidt for tilfældige og dermed fatalistiske lighedstræk mellem de to mænd - der er noget med deres sko, deres sår, deres bestikkelsesmetoder for at få nyt tøj. Denne skæbnesvangre samhørighed understreger, at ondskaben kan man ikke flygte fra - den er en voksende del af selv det uskyldsrene prærie-USA.

Én neowestern og to drømme
Som nævnt ligger filmens styrke i denne neowestern-del, hvor særligt Bardem og Brolin spiller sig helt ud i en herlig deadpan-skuespilstil som et perfekt match til pure cinema-sekvenserne og den manglende underlægningsmusik. Den ordløse æstetiks voldsomme visualitet ville have gjort gamle Hitchcock stolt.

Men filmens manglende følelser suppleres også af, at Coen-brødrene gør det ret umuligt for publikum at leve sig ind i de to hovedkarakterer: Her er ingen baggrundshistorie og kun sparsomme antydninger af et egentligt motiv hos Chigurh og Moss; de forbliver i høj grad det de egentlig er - stereotypiske marionetdukker i Ed Tom Bells lignelse. Det bevirker, at man som filmseer kun lever sig ind i filmen i dens suspense-sekvenser, mens man (særligt i filmens sidste 30 minutter) sidder tilbage med en kritisk distance og betragter fortællingens konstruktion.

Særligt slutningen hvor Ed Tom Bell fortæller sin kone om to drømme fremstår som et unødvendigt kryptisk punktum, der - når man får tydet drømmene på egen hånd - ikke udbygger filmens tema, men blot understreger det, som Bells voiceover udbasunerede allerede i filmens start: At han er ved at blive gammel. Det ville unægtelig have klædt filmen, hvis Coen-brødrene havde taget de to drømme mere seriøst og indlemmet dem tidligere i filmen i form af rigtige filmiske sekvenser; på den måde kunne de have tilført filmen den dybde, som de ikke formår i deres mundtlige form.

Flere journalister har undskyldt på Coen-brødrenes vegne ved at bemærke, at også romanforlæggets slutning er mangelfuldt, og at de blot har genskabt forfatterens intentioner på lærredet, men det passer uendeligt dårligt med, at No Country for Old Men samtidig læses som brødrenes personlige triumf med masser af deres fingeraftryk ud over det hele. Der er god mulighed for at slutte filmen på andre måder - ja, det havde endda givet god mening at klippe hele Ed Tom Bell-rammehistorien ud, give mere plads til Chigurh og Moss, som dermed var blevet til fuldblodskarakterer, og lade filmens titel være eneste nøgle til handlingen og budskabet. Dermed ville klimakset i No Country for Old Men have været mere slagkraftigt og filmen ville uden problemer have befundet sig på linje med mesterværker som Se7en og The Usual Suspects (begge 1995).

······


No Country for Old Men
Instruktion: Joel & Ethan Coen
Medvirkende: Josh Brolin, Jarvier Bardem, Tommy Lee Jones m.fl.
Miramax Films, 2007
Spilletid: Ca. 122 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Buena Vista
I danske biografer lige nu!

søndag den 16. marts 2008

Kærlighed på film (2007)


"Scenen er falsk, men følelserne er ægte." Ole Bornedals anden film fra 2007 er visuelt bjergtagende og baner nye veje for dansk film. Første halvdel af Kærlighed på film er bragende flot med et fantastisk kunstnerisk ambitionsniveau - ja, noget af det bedste vi har set i dette årtusinde. Anden halvdel bliver mere klichéfyldt og ender med et grumt men forudsigeligt twist. Bornedal har begået en moderne dansk film noir, og den skal ses.

I 2007 vendte Ole Bornedal tilbage til dansk film med et brag. Han ville væk fra den danske leverpostejsfarvede IKEA-film og tilbage til genrefilmen og de store følelser. Det fik han lejlighed til at vise med først Vikaren og siden Kærlighed på film - henholdsvis en Hollywood-inspireret scifi-gyser for børn og et noget mere eksperimenterende men meget eksplosivt noir-melodrama for voksne garneret med vold og sex.

Når Kærlighed på film rammer 100% rent - og det gør den i hovedparten af første halvdel - hæver den sig over samtlige danske film i dette årtusinde og går nye æstetiske veje, som udfordrer seeren med en unik filmoplevelse, hvor hovedpersonens familieliv og identitet langsomt opløses i et drømmeagtigt forhold til en mystisk pige, som han ikke kender. Når filmens slutning bliver mere mainstream og ordinær, er det muligvis fordi Bornedal skal have samlet trådene og sat et punktum. Her rammer filmen ved siden af i sin kombination af forenklet thrillerinspireret handling og flerstreget, kompleks dialog. Det afsluttende mord er dog stadig spektakulært iscenesat, men indholdsmæssigt ender Bornedal på niveau med en tv-serie som Desperate Housewives.

Jonas og Julia
Historien er forbløffende enkel: Jonas (spillet af dansk films yndling: Anders W. Berthelsen) er træt af sin leverpostejsfarvede IKEA-tilværelse og drages af eventyret. Han er fotograf og ivrig læser af National Geographic, men må nøjes med at tage billeder af døde mennesker til politiet. Den tunge symbolik er ikke til at tage fejl af: På trods af kone, to børn og velbetalt job med gode kolleger, er Jonas' følelsesmæssigt så tæt på et liv som levende død, som han kan komme, og da han får muligheden for at gøre en forskel, griber han den og dykker ned i en drøm af et eventyr. Han redder trafikofferet Julia fra døden og hjælper hende igennem koma og genoptræning ved at spille hendes kæreste, Sebastian. Julias velhavende familie har aldrig truffet Sebastian, og de kender egentlig heller ikke særlig meget til hendes liv, fordi hun havde modet til at bryde med dem alle og rejse ud og opleve den eventyrlige verden - i Østen og Hanoi.

Men selv om det kan lyde som selve de Bornedalske idealer for dansk film, så indhentes Jonas og Julias drømmende forhold af mareridtet i form af - ja, rigtig gættet - virkelighedens Sebastian og den grumme fortid, som Julia har svært ved at huske efter biluheldet.

Fabulerende æstetik
Før filmen slår ind på dette lige-ud-ad-landevejen-thrillerspor, har Bornedal vist, hvilken fantastisk instruktør, han er. Han fabulerer med handlingen, billederne og lyden. Karakterer gentager uafhængigt af hinanden fraser som "Jeg skal lige ud og strække benene" og lægger dermed en fatalistisk stemning ned over begivenhederne. Og da Julia fortæller Jonas, at hun har drømt, at en fyr ved navn Jonah ville komme efter hende, giver hun og Bornedal drømmen et ekstra skæbnetungt skær, da hun konkluderer at Johan er Hanoi stavet bagfra. Man er i starten meget i tvivl om på hvilket handlingsplan vi befinder os - et realistisk eller inde i hovedet på den drømmende Jonas. Da Dr. Dichmann rasende konfronterer Jonas med at han har haft sex med Julia, mens hun har ligget i koma, opløses alting (for en kort stund) i et uigennenskueligt mareridt.

Filmen byder på en utrolig smuk billedside med et storladent visuelt udtryk; her forenes lyssætning og kompositionen af såvel nærbilleder og totaler som fugle- og frøperspektiver i et smukt hele. Når Bornedal skal illustrere Jonas og konens splittelse i parforholdet forener han dem i et toskud, men med hende i sløret ultranær i forgrunden og ham i skarp supertotal i baggrunden. Det er elegant hele vejen igennem, men særligt i starten er der masser af ekstra effekter, hvor baggrundene ændrer sig som udtryk for tankeeksperimenter og drømme. Man bliver som seer på én gang draget af de flotte billeder, men også i tvivl om hvordan de skal afkodes i forhold til Jonas' virkelighedsopfattelse.

Klipningen opløser ydermere tid og rum for Jonas, når Bornedal forener scenen i Bilka, hvor Jonas gør det forbi med konen, og jubelscenen, hvor Julia kommer hjem til familien, og Jonas hyldes som den gode kæreste. Den storladne underlægningsmusik forbinder nok de to scener i en positiv stemning, men parallelklipningen skaber en skurrende fornemmelse af, at Jonas martres af sit forliste ægteskab. Ligeledes da Jonas har været i seng med Julia på hospitalet, og han bringer minderne med sig hjem i form af en subjektive flashbacks og reallyd af Julias orgasme - som konen på en eller anden måde kan fornemme.

Denne fabulerende leg med æstetikken og fortælleformen er noget ganske usædvanligt for dansk film, og er man til denne form for storladne melodramatiske stemning, venter der en uforglemmelig filmoplevelse.

Den dragende thriller
Når Kærlighed på film ikke er en perfekt film skyldes det, at Ole Bornedal ca. midtvejs lader filmen forvandle til en regulær film noir med en kedelig tendens til at binde en nysselig men også meget realistisk sløjfe på denne fabulerende og nytænkende film. Der ville have været masser af interessante aspekter i Jonas og Julias følelser og forhold at dykke ned i, men her vælger Bornedal at tage den nærmeste exit og dyrke de ydre omstændigheder - komplet med vold og død til følge. Der runger derfor noget hult over denne "nemme" slutning, hvilket har en afsmittende effekt på den foregående handling, så man sidder tilbage med en lidt kedelig tom fornemmelse.

Men uanset hvad: Velkommen tilbage, Bornedal. Du har været savnet.

······


Kærlighed på film
Instruktion: Ole Bornedal
Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Rebecka Hemse, Nikolaj Lie Kaas m.fl.
Thura Film, 2007
Spilletid: Ca. 100 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film

fredag den 14. marts 2008

Office Space (1999)


Halløj på kontoret. Mike Judges situationskomedie leverer underspillet humor på et minimalt budget. Kontorrotter er en rigtig Generation X-film med navlepillende hovedpersoner og ironiske optrin. Der er flere herlige øjeblikke i første del, men helhedsindtrykket bliver en middelmådig sitcom blæst op på det store biograflærred.

Mike Judge er manden bag bl.a. MTV's kulttegnefilmsserie Beavis and Butthead og den ret så tamme fremtidskomedie, Idiocracy (2006). Kontorrotter er en rigtig 1990'er-sag om den tabte x-generation, der ikke rigtig kan finde sig selv eller deres eget liv; de er utilfredse med deres jobs, kærester, lejligheder og brokker sig i én uendelighed uden at bevæge sig ud af stedet. Når alle muligheder ligger åbne, ender de med at være bange for at vælge én ud, fordi de så nødvendigvis også må vælge alle de andre fra. I samme navlebeskuende genre finder vi sitcom-klassikerne Friends (1994-2004) og Seinfeld (1990-1998) - to serier der netop var med til at genopfinde komedieserien og sætte den i anden arena end den amerikanske kernefamilie; i 1990'erne bestod den nye "familie" af et fællesskab af venner, ekskærester og arbejdskolleger. Seinfeld proklamerede iøvrigt stolt, at den var en serie om ingenting!

Og lige netop ingenting - det er det, Peter Gibbons (spillet af Ron Livingston) vil med sit liv i Kontorrotter. Han hader sit kontorjob i computerfirmaet Initech, hvor han hver dag sidder i sin lille bås og opdaterer kilometervis af softwarekode. Det er et rigtigt MacJob (jf. Douglas Coupland) - indholdsløst og meningsløst - hvor de syv-otte chefer går op i den samme lille idiotiske petitesse og hele tiden minder én om at man bare er manden på gulvet. Peter går derfor til en psykoterapeut med kæresten - som han i øvrigt også er utilfreds med, men mest fordi han er overbevist om, at hun er utilfreds med ham. Terapeuten hypnotiserer ham til at være 100% ærlig og derfor ligeglad med det hele og gøre hvad der passer ham. Og så har vi balladen, for Initech har samtidig ansat to konsulenter til at downsize virksomheden og få alle til at være mere effektive (læs: fyre medarbejdere!).

Monotoni & humor
Kontorrotter udnytter sin basis-idé på fin vis, men bremses tilsyneladende af filmens budget. Det grundlæggende plot om et monotont kontorhelvede med en irriterende chef, irriterende faxmaskiner, post-its og memoer, nørdede medarbejdere, og så lige fyren der bare får nok af det hele og (med stort held) begynder at opføre sig aparte - det plot fungerer rigtig godt i filmens første del.

Her er en tør og underspillet humor som dels ligger i karakterernes dialog men også i de tåbelige situationer i f.eks. snegletempokøen på motorvejen om morgenen, i den fede telefondames irriterende måde at snakke i telefon på, i de forskellige chefers store interesse for ligegyldige memoer, i den næsten psykotiske kollega der insisterer på at have sin transistorradio tændt, i de to tåbelige downsizingkonsulenter der hedder Bob og Bob. Disse små episoder spidder hele businesskulturens hierarki- og profittænkning, og det er sjovt langt hen ad vejen - særligt når Peter er blevet hypnotiseret og begynder at afmontere kontormiljøet fysisk og psykisk.

Men ca. halvvejs begynder filmen at træde vande, og der bliver længere og længere mellem de rigtigt vittige indfald, og timingen i dem er helt skæv (som i overfaldet på faxmaskinen). Det har desuden den bivirkning, at man sidder og bliver opmærksom på filmens øvrige mangler: Som i en rigtig sitcom er det sparsomt med locations, men derudover er både kontormiljøet og Peters lejlighed i Kontorrotter nærmest minimalistiske, kameraarbejdet er simpelt, og den helt store fejl (der adskiller filmen fra suveræne sitcoms som f.eks. The Simpsons) er at der ikke er det store overskud til visuelle gags.

Jennifer Aniston medvirker som en Rachel-lignende karakter og bringer mindelser om at de første årgange af Friends havde langt flere punchlines end denne film, der dog har et par meget morsomme mænd på birollelisten: Cary Cole som den uudholdelige mmmkay-chef og Stephen Root som den grænsepsykotiske Milton, som vist slet ikke er sådan rigtigt ansat på Initech mere.

Kontorrotter
er sjov så længe det varer - altså godt en halv time.

······


Office Space
(da. Kontorrotter)
Instruktør: Mike Judge
Medvirkende: Ron Livingston, Gary Cole, Stephen Root m.fl.
20th Century-Fox, 1999
Spilletid: Ca. 86 minutter
Dansk dvd-distribution: 20th Century-Fox

onsdag den 12. marts 2008

Enchanted (2007)


Genbrugsguld. Disney-studierne har støvet sine klassikere af og skabt en sød referencefilm med stærke prinsesser i New York. Fortryllet er sjov og kærlig underholdning for børn i alle aldre men også en lille knytnæve mod DreamWorks' animationsfilm. Forudsigeligheden lurer dog lige om hjørnet, og karaktererne og scenerne i Fortryllet bliver aldrig uforglemmelige.

Disney-studierne har det ikke nemt. Animationsmæssigt er succesperioden med Skønheden og udyret, Aladdin og Løvernes konge for længst forbi; den amerikanske animationsafdeling er nedlagt med erkendelsen af at CGI-animation er vejen frem; Pixar styrer mere og mere af løjerne, og John Lassiter har plantet sit hawaiiskjortekorpus tungt i direktørstolen. Disse interne skærmydsler skyldes først og fremmest Steven Spielbergs DreamWorks-studier, der har haft tordnende succes med CGI-animation og forstået at tegnefilm skal skabes, så de appellerer til både børnefamilier, unge mennesker og almindelige voksne.

Det er i den sammenhæng man skal se Fortryllet. I denne blanding af traditionel tegnefilm, CGI og realfilm er Disney gået DreamWorks' Shrek i bedene og skabt en film, der tager venligt gas på deres egne klassiske eventyrtegnefilm. Shrek betjente sig af kendte skuespillere og en kombination af postmoderne humor med intertekstuelle referencer til populærkulturen og toiletinspireret slapstick. Fortryllet har til gengæld forholdsvis ukendte skuespillere på rollelisten og byder på en varm og kærlig humor, hvor også de mindste kan være med. Her er også referencer, men mest til Disneys egne film; filmen bliver aldrig brovtende eller skarp som Shrek.

Prinsesse Giselle fra Andalasia
Fortryllet handler om prinsesse Giselle fra eventyrlandet Andalasia, hvor prinser og prinsesser er som skabt til at leve lykkeligt til deres dages ende - designet og animeret 100% efter gamle Walts tanker om en idealiseret realisme. Giselle skubbes ned i magisk brønd af landets onde dronning og falder som en anden Alice ned i en fremmed verden, nemlig vor tids New York City, hvor absolut ingen lever lykkeligt til deres dages ende. Giselle møder her skilsmisseadvokaten og alenefaren Robert, alt imens hendes hjertes udkårne, prins Edward, drager efter hende for at få hende med hjem, så de to kan blive gift og leve lykkeligt til deres dages ende.

Filmen byder på kærlige og drilagtige overdrivelser af alle de gamle eventyr/Disney-konventioner, som vil gå rent ind hos børn i alle aldre. Amy Adams fører an i rollen som prinsesse Giselle, og hun formår at tilføre filmen en sjælden kombination af kontant slapstick humor (via hendes overdrevne mimik og dialog og pludselige udbrud i sang) og en naturlig sødme (fordi hun ligner en ægte Disney-prinsesse og fordi det er hendes udvikling, der er helt central for filmen).

I Fortryllet bliver ingen dog for alvor spiddet med ironi og sarkasme. Selv den Shrek-kopi af en trold som Prins Edward har fanget i filmens start bliver behandlet forholdsvis pænt, og humoren handler for det meste om at overføre Disney-konventionerne til virkeligheden og få det benhårde, "realistiske" New York City til at clashe med idealfantasien. Den mest "grænseoverskridende" (men altså stadig milde og morsomme) scene er sangnummeret "Happy Working Song", hvor Giselle med sin smukke stemme hidkalder dyrene til at hjælpe sig med rengøringen - men hvor der i Andalasia er tale om dådyr, kaniner, egern og småfugle, er det i New York kakerlakker, etbenede og fedladne duer, mus og rotter.

Gammel vin på nye flasker
Der er flere smukke og sjove sangnumre, forfattet af Disney-veteranen Alan Menken, der netop havde en finger med i spillet på Den lille havfrue, Skønheden og udyret og Aladdin, og nu må opleve den ud-af-kroppen-oplevelse at skulle parodiere sig selv! Sangene og musicalindslagene er dog alle iørefaldende og det absolut mest mindeværdige ved Fortryllet. Her forenes animation og eventyret med realfilm og realisme, og det er sjældent set bedre.

På trods af den vellykkede kombination af varm humor og postmoderne selvironi (eller måske netop på grund heraf!) er filmens karakterer ikke uforglemmelige, men skabt af Disneys gamle arvegods. Fortryllet bibringer ikke Disney nyt guld, men forbliver både overfladisk og forudsigelig. Her er mange scener, der får én til at trække på smilebåndet; her er stærke kvinder og fjollede mænd; her er en fin kombination af tegnefilm, CGI og realfilm, som også overføres til filmens centrale tema om at vælge mellem at leve i fantasien eller søge den realistiske kærlighed. Men Fortryllet mangler den ægthed og storhed, som kræves af en rigtig Disney-klassiker og som man aldrig opnår som spoof-film. Den er en underholdende Tivoli-tur, så længe den varer.

Er man af særligt barnligt sind, eller ser man filmen med børn, lægger man ét klaptræ til nedenstående vurdering.

······


Enchanted (da. Fortryllet)
Instruktion: Kevin Lima
Medvirkende: Amy Adams, James Marsden, Patrick Dempsey m.fl.
Walt Disney Pictures, 2007
Spilletid: Ca. 107 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Buena Vista

fredag den 7. marts 2008

Juno (2007)


Oscarværdig? Årets dark horse til Oscar-ceremonien var en charmerende ironisk ungdomskomedie om et kontroversielt emne. Juno tager fat dér, hvor de ligegyldige amerikanske tærte/toilethumorfilm stopper – dér hvor det begynder at gøre ondt og den ufrivillige graviditet bliver en ubehagelig kendsgerning. Men Juno er befriende umoralsk og ukonservativ og har et par intelligente kvinder i hovedrollerne. Ikke mindst fantastiske Ellen Page, der så absolut er Oscarværdig.

Diablo Cody har leveret manuskript, Jason Reitman har instrueret, og her er afkommet: Juno – en spøjs dramakomedie med vægten lagt på komikken. Filmen har allerede gået sin sejrsgang rundt hos anmelderne i såvel USA som i Danmark, og det ikke uden grund: Her er en ungdomsfilm der ikke drukner i øl, fisse og hornmusik. Juno har en historie at fortælle og bliver et intelligent modstykke til f.eks. American Pie-serien. Hvor tærtefilmene slipper af sted med en bøvet mandslings point of view ved at portrættere hovedparten af de unge kvinder som sexlystne, storbarmede blondiner, byder Juno på kløgtige, men også følsomme, unge kvinder og barnagtige ubeslutsomme mænd.

I spidsen for det hele står Juno MacGuff (sublimt spillet af Ellen Page), der går hen og bliver gravid men lynhurtigt finder på en plan: Hun vil have en abort, inden tingen inde i maven vokser sig alt for stor. Men da hun finder ud af at fostret allerede har udviklet negle, flygter hun fra den uhumske abortklinik, og giver sig til at lede efter en god adoptivfamilie. Og først derefter fortæller hun nyheden til sin far og papmor, der støtter hende helhjertet i hendes beslutning.

Helstøbte kvinder
Juno formår som kun få film at veksle mellem morsom dialog, visuelle gags og dybfølt drama. Dens tone ændrer sig flere gange fra urealistiske friskfyragtige oneliners (som taget ud af munden på Quentin Tarantino) til samtaler i håndholdte nærbilleder og tilbageholdt åndedræt. Cody & Reitman forstår at iscenesætte deres spøjse persongalleri, så de aldrig bliver typer eller overspiller på den dér farceagtige måde. Junos stedmor (Allison Janney) iscenesættes fra starten som en lettere bizar kone i bløde sweaters og med en overdreven interesse for hunde som hun broderer på puder og klipper ud af blade. Men denne billige komik suppleres af scener, hvor hun hjælper og forsvarer Juno og viser sig som en fyrig løvinde, der nok kan sætte en simpel klinikassistent på plads.

Ligeledes med mrs. Loring (Jennifer Garner) der sammen med mr. Loring skal adoptere Junos kommende barn, og som lige så stille udvikler sig fra en irriterende, småneurotisk Woody Allen/Julia Roberts-karakter til at have hele publikums forståelse og medfølelse i filmens sidste minutter. Hendes underkuede mand udvikler sig i modsat retning og hvor han i begyndelsen har vores og Junos sympati, så ender det helt anderledes.


Filmen Juno - dens tone, dens æstetik, dens historie - bliver på den måde et 1:1-udtryk for den udvikling som karakteren Juno gennemgår under sin graviditet. Fra vittig, oprørsk og ungdommelig til nænsom, kærlig og med større livserfaring.

Leg med konventioner
Juno er i det hele taget en kvindefilm med stort Q, og den tager et par store emner op og vender dem på en befriende uprætentiøs måde. Teenagemødre og abort og adoption er sværvægtere i et konservativt-kristent USA, og Cody & Reitman har ikke lavet den oplagte offerfilm; de har ikke engang forsynet deres film med en politisk-korrekt slutning eller en konservativ morale. Heller ikke en fortærsket Hollywood-slutning om ægte kærlighed bliver det til.

Juno leger med samfundets politiske og religiøse konventioner, men bringer også legen ind i selve fortælleformen og udfordrer Hollywoods konventioner dels i dens naturligt utraditionelle karakterer og dels ved at placere et totalt åbent andet plotpoint lige før klimaks; her mærker man som seer, at alle filmens bolde kastes op i luften, og for første gang i meget lang tid (og mange film) sad undertegnede med en følelse af, ikke at vide, hvad Junos tætte dans med mr. Loring ville bringe med sig. Og netop da tæppet bliver hevet væk under én, får man øje på Cody & Reitmans setups og kan se sammenhængen. At filmen på én gang kan overraske og samtidig falde 100% på plads - det er en fortællemæssig genistreg.

Juno er (på nær de første forfærdelige 15 minutter, hvor dialogen er helt ved siden af i dens forsøg på at være BRAGENDE SJOV PÅ DEN DER FEDE INDIE-MÅDE - og er man i meget dårligt humør, trækker man derfor en karakter fra nedenstående) en perfekt film. Jason Reitman har taget et syvmileskridt i den helt rigtige retning efter den noget jævne Thank You for Smoking.

······


Juno
Instruktion: Jason Reitman
Medvirkende: Ellen Page, Jennifer Garner, Allison Janney
Mandate Pictures, 2007
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk biografdistribution: 20th Century Fox
I danske biografer lige nu!

torsdag den 6. marts 2008

Paprika (2006)


Animation som mål. Satoshi Kons tegnefilm er en omgang psykedelisk anime for voksne. Her skrider skellet mellem drøm og virkelighed totalt, og Paprika dyrker som ingen andre animationsfilm metamorfosen som æstetik og tema. Men selv om Satoshi Kon kan få én til at spærre øjnene op med sine mareridtssekvenser, mangler Paprika den nerve og suspense, som afholder den fra at blive monoton og kedelig.

Satoshi Kon var manden bag Perfect Blue, en anime-tegnefilm som kunnet have været udtænkt og udført af Alfred Hitchcock og David Lynch i skønt fællesskab. Med sin nyeste, Paprika, har Satoshi Kon taget et stort skridt væk fra Hitchcock og Lynch og hen i retning af The Matrix. Dermed tilsidesætter Satoshi Kon også den psykologiske thriller med dens tvetydigheder, dens suspense og dens indlevelsesmuligheder til fordel for sci-fi-genrens spektakulære scenarier. Det skubber ganske vist den traditionelle tegnefilm i nye retninger, men alt andet lige er Paprika en svagere film end Perfect Blue.

Drømmeterrorisme
I Paprika møder vi et forskerteam anført af den nette dr. Chiba; hun har sammen med sin grotesk overvægtige makker dr. Tokita udviklet et nyt apparat, DC-mini’en, der giver adgang til en persons underbevidsthed gennem drømme. Det medicinske formål er at udvikle en helt ny terapiform for folk med psykiske problemer, men inden forskerne når så langt, bliver de tre DC-mini-prototyper stjålet. Og det inden dr. Tokita har nået at få indprogrammeret login og password. Og også inden DC-mini’en er testet færdig for fejl.

Tyvene har derfor uindskrænket adgang til folks underbevidsthed og kan rode rundt med det kollektive samfunds lyster og behov. DC-mini’ens kræfter går op for Chiba og Tokita, da drømmene forvandler sig til mareridt og begynder at invadere virkeligheden, alt imens civilisationen skubbes ud på randen af sindssyge.

Sideløbende med denne hovedhistorie følger vi drømmeterapeuten Paprika, der via DC-mini’en prøver at hjælpe en politimand med opklaringen af et mord og et barndomstraume; vi møder også en Freud-inspireret drømmeforsker og en ondsindet bestyrelsesformand, der er klar til at lukke hele DC-mini-projektet ned ved udsigten til dårlig presseomtale.

Sci-fi frem for psykologi
Paprika låner på den måde rigeligt fra en vragkiste af science fiction, og filmens originalitet i plottet er til at overse. Vi har set det hele før – i anime-film som f.eks. Akira og til dels i Hollywood-blockbusteren The Matrix, der selv låner flittigt fra sci-fi-anime.

Paprika er dog en svagere film end sine inspirationskilder, fordi Satoshi Kon har svært ved at styre ind til filmens kerne og dens kernekarakterer: Hvem er den egentlige hovedperson – hvem skal vi identificere os med? Selve titlen antyder jo at det er Paprika selv, og filmen tøver ikke længe med at antyde, at Paprika er drømmeudgaven af den pertentlige dr. Chiba (id og overjeg splittet i to). Men Chiba og Paprika får bare ikke den plads til udvikling og nuancering, som Mima får i Perfect Blue – dertil er der for mange andre karakterer, handlingstråde og teknologiske forklaringer at holde rede på her.

Det betyder desværre også at de storslåede drømmescenarier og mareridt kommer til at stå ret alene, og at man som publikum føler sig som tilskuer frem for at leve sig ind i filmens scener. Her er en mangel på karakterbåren suspense og empati med de stereotypiske karakterer.

Animation = metamorfose
Hvad Paprika mangler af psykologiske thrills, kompenseres der til gengæld for i dens overvældende visualitet. Her er mange skræmmende og flotte scener, hvor ting forvandles, når virkeligheden glider over i drømmen. Mennesket er konstant i et stadie af metamorfose – enten fra menneske til maskine, eller fra menneske til monster, eller fra ét menneske til et andet. Enkelte scener er gruopvækkende, andre lattermilde, og endnu andre repeteres, så det nærmer sig monotoni. Særligt optoget af maskiner, isenkram, dukker, dyr og kulturelle ikoner bruges rigtig flittigt.

Men uanset hvad, så bliver Satoshi Kons film her en fuldkommen tegnefilm. Det særegne ved animation er netop at metamorfosen er selve mediet. Uanset om man laver claymation, gammeldags tegnefilm eller CGI-animation, så handler det om, at ting konstant skal bevæge sig og være i forandring for at give indtrykket af liv (at "animere" betyder at "vække til live"). Tegningerne skal hele tiden ændre sig / forandres / animeres med 12-24 tegninger i sekundet for at vi tror på illusionen. I Paprika bringer Satoshi Kon dette metamorfoseprincip langt ind i plottet og æstetikken ved at gøre overgangen fra virkelighed til drøm og fra drøm til mareridt til hovedattraktionen - ja, til selve filmens hovedperson. Metamorfosen bliver det gennemgående tema og æstetik, og derfor er filmen værd at se.

······


Paprika
Instruktion: Satoshi Kon
Medvirkende: Megumi Hayashibara, Tôru Furuya, Akio Ôtsuka m.fl.
Madhouse, 2006
Spilletid: Ca. 87 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures

tirsdag den 4. marts 2008

Gone Baby Gone (2007)


2 x Affleck. Storebror Ben instruerer lillebror Casey i dette stemningsmættede drama, der rigtig gerne vil være en thriller. Filmens velskrevne – men til tider tunge – dialog kunne med lidt visuelt punch og fortællemæssigt frirum have hævet sig op i nærheden af Silence of the Lambs. Her leverer Ben Affleck “kun” en solid instruktørdebut om børn, der bortføres, og forældre, der svigter.

Amanda MacCready er blevet kidnappet. Det hævder i hvert fald hendes mor, som bor i et af Bostons taberkvarterer. Morens mand er skredet, hun er dybt alkoholiseret og hænger ud på barer for at score nogle stoffer. Hun er egentlig ret ligeglad med lille Amanda – og hun er også ret ligeglad med at datteren er blevet bortført. Men pigens morbror og tante får tilkaldt en lokal fyr med speciale i at finde forsvundne personer, og så er vi i gang med Ben Afflecks instruktørdebut, Gone Baby Gone.

Sort drama
Filmen er et stemningsmættet drama, der låner flittigt af film noir-virkemidlerne – dog uden at blive en egentlig thriller. Den lokale fyr – Patrick (spillet af Casey Affleck) – er indbegrebet af en lapset antihelt: Hans speciale er ganske rigtigt at finde forsvundne personer, men først et stykke inde i filmen finder man ud af, at det skyldes hans baggrund i narkomiljøet i Boston – Patrick er ekspert i at finde drugdealers der er stukket af med kassen (ikke små uskyldige piger). Men Patrick udnytter sine kontakter, og det lykkes ham at sætte gang i efterforskningen, fordi han kan tale det lokale gadesprog og er en del af hele det trøstesløse miljø, hvor Amanda bor. Han kender Amandas mor fra college, kender pusherne og de andre sørgelige eksistenser og kan gebærde sig. Som en ægte noir-detektiv leverer Patrick også filmens voiceover og publikum får adgang til hans flimrende flashbacks, når sandheden i den spegede affære begynder at gå op for ham.

For som i en ægte film noir er tingene ikke, hvad de giver sig ud for, og den helt store konspiration venter lige om hjørnet. Relativt hurtigt finder Patrick ud af, at der er tale om en fingeret kidnapning, men helt hvor dybt pigens forsvinden stikker, kommer først for en dag til allersidst.

Stemningen er på alle måder melankolsk og fatalistisk filmen igennem. Det udbasunerer Patrick allerede i filmens indledende montagesekvens med billeder af kvarteret og dets indbyggere: "Ens personlighed skabes ikke af de valg, som man selv træffer," kommenterer Casey Afflecks tørre stemme på én gang højtravende og tilbagelænet; "personligheden skabes af de valg, man ikke har mulighed for at træffe – det kvarter du bor i som barn, din familie, din by, din skole, osv." Der er ingen mulighed for at ændre på, hvem du er - det må selv Patrick sande, da han skal træffe det ultimative valg i filmens klimaks. Filmens store tema er netop, om man tør træffe det forkerte valg for at opnå det moralsk bedste resultat. Og Gone Baby Gone handler om vi kan se os selv i øjnene, når vi konsekvent handler moralsk efter samfundets uskrevne og skrevne regler.

Mangel på schwung
Ben Affleck har med Gone Baby Gone begået en meget glimrende første film, der har masser af stemning og melankoli, men som mangler det sidste punch til at ramme publikum lige i mellemgulvet eller i fjæset. Her bliver så godt som alle plottets twists sådan lidt kedelige og ligegyldige, og Affleck vælger at understrege fatalismen frem for mere publikumsvenlige fremdriftsmotorer som suspense og chok. Gone Baby Gone åbner flere gange mulighed for uforglemmelige episke scener, som vi ellers kun finder i nyklassikere som Silence of the Lambs og Se7en, men Affleck distancerer sig hellere med kameraet, lægger sørgmodig underlægningsmusik på og fjerner reallyden - så kommer vi helt ind i hovedet på den døsige Patrick men langt væk fra begivenhederne. Og med disse filmiske valg kommer Gone Baby Gone let til at ligne en tv-serie – men altså én af de rigtig gode.

Til gengæld er Casey Affleck placeret i centrum af begivenhederne, og han spiller fantastisk godt. Ed Harris og Morgan Freeman får kam til håret her – og det i kombination med at deres karakterer ikke passer ind i filmen og slet ikke får samme nænsomme behandling og plads til udvikling som Affleck. Særligt Freemans karakter er utroværdigt skildret, fordi han simpelthen forsvinder helt ud i filmens anden halvdel. Michelle Monaghan, som spiller Patricks kæreste, burde egentlig også have været skrevet ud af filmen; hendes rolle og funktion er forsvindende ligegyldig. Det er Gone Baby Gone som helhed dog ikke.

······


Gone Baby Gone
Instruktion: Ben Affleck
Medvirkende: Casey Affleck, Michelle Monaghan, Morgan Freeman m.fl.
Miramax Films, 2007
Spilletid: 114 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Miramax

mandag den 3. marts 2008

The King of Kong (2007)


A Fist Full of Quarters. Donkey Kong og andre spillemaskiner fra 80’erne er omdrejningspunktet i denne afdækkende dokumentar. Det handler om verdens højeste highscores, lobbyisme og nepotisme i nørdernes paradis. Men det handler også om den moderne mands svære kamp for at realisere sig selv i vor tids samfund, hvor gammeldags maskulinitet er sat på standby. The King of Kong er et både morsomt og varmt portræt, der river publikum med sig.

Denne dokumentar handler om en spillemaskine fra den lokale grillbar tilbage i start-80erne, Donkey Kong. Spillet er kendt for at introducere en kompakt, italiensk blikkenslager, som senere skulle blive berømt som Mario i alskens Nintendo-spil. Donkey Kong foregår på en byggeplads, hvor Mario skal kæmpe sig op ad ramper og stiger til sin kæreste, som er blevet bortført af – nej, ikke et stort æsel, underligt nok, men – en stor abe. Samtidig gør aben det svært for Mario, fordi der konstant smides tønder og andet kasteskyts mod ham. Donkey Kong er også kendt for at være et umenneskeligt svært spil.

I Seth Gordons afdækkende dokumentar, The King of Kong, møder vi Billy Mitchell, den forsvarende mester i Donkey Kong og en aktiv del af det amerikanske gaming-miljø Twin Galaxies, der var blandt de første til at føre protokol over highscores. Twin Galaxies er så anerkendte, at Guiness’ rekordbog nu om dage går til dem, når de skal have de autoriserede highscores. Udover verdensrekorden i Donkey Kong har Billy Mitchell haft stor succes i fødevarebranchen, hvor han har sit eget sovsefirma og en kæde af restauranter. Han er på alle måder et brand og behandles med den respekt, der følger med, når han færdes rundt til spilturneringer og lignende.

Men så kommer udfordreren Steve Wiebe på banen; han er en arbejdsløs familiefar med personlige og økonomiske nederlag i bagagen. Han sætter sig for at slå Billy Mitchells verdensrekord for at bevise over for sig selv og sin familie, at han kan noget – at han er noget værd.

Det er her The King of Kong for alvor sætter i gang: Vi ser Steve Wiebes rekordforsøg og i rollen som outsideren over for Twin Galaxies’ inderkreds til spilturneringerne. Spændingen spidser til, da filmen afslører, at Billy Mitchells Donkey Kong-verdensrekord er den sidste, han har tilbage, og at Steve Wiebe rent faktisk har evnerne til at slå den. Men selv i denne nørdede branche uden økonomiske interesser gælder alle de beskidte kneb i kampen om en smule prestige.

Billy Mitchell, kapitalist og dumt svin
Det er utroligt, at noget så indspist og uendeligt ligegyldigt som en highscore på en 26-år-gammel spillemaskine kan afføde en så medrivende og varm dokumentar. Men Seth Gordons kombination af ukommenterede fluen-på-væggen-optagelser fra spilturneringerne og interviews med de to hovedkarakterer fungerer upåklageligt. Seth Gordon formår netop at finde det eksotiske i det hverdagslige; det uendeligt trivielle sættes ind på en fiktionsformel, vi kender rigtig godt – den lille, uskyldige mand mod det store, onde system – og med et meget klart mål for de to hovedpersoner: At (for)blive verdensmester i Donkey Kong.

Derudover har Seth Gordon fanget virkeligheden på kornet, om man så må sige: Billy Mitchell er som typecastet til rollen som nederdrægtig og intrigant modstander. Fra start af karakteriseres han som den amerikanske drøm – han har drevet det vidt som erhvervsmand, siden han som teenager tog en stribe verdensrekorder på diverse spillemaskiner. Efterhånden som disse rekorder er blevet slået, har paranoiaen indfundet sig hos Mitchell, og i løbet af filmen bliver han mere ubehagelig: Mitchells særprægede, skulderlange hår bliver flere gange et symbol på hans perfektionisme og paranoia; Twin Galaxies’ udsendte håndlangere indtelefonerer beskeder til Mitchell, mens Steve Wiebe spiller Donkey Kong, for mesteren ønsker ikke selv at mødes med udfordreren; og Mitchell indleverer et videobånd med en ny Donkey Kong-rekord på, som ligner et falsum, men som Twin Galaxies i ren nepotisme godtager for at holde Steve Wiebe udenfor.

Seth Gordon vælger at netop at accentuere Billy Mitchells mørke side, så han ender som en klassisk filmskurk, og selv om det er fantastisk underholdende, er det også et billigt trick, der flytter The King of Kong i retning af docusoap’en. Det sker dog heldigvis for det meste ret indirekte og aldrig på den dér in-your-face-måde, som doku-satirikeren Michael Moore er så kendt for.

Den moderne mands trofæ
Gentagne gange i filmen prøver Steve Wiebe og hans familie – konen, datteren og sønnen – at konkretisere, hvorfor det er så vigtigt at få verdensrekorden i Donkey Kong. Og målet ændrer sig lige så stille fra at være Wiebes mulighed for at realisere sig selv (og få succes og respekt ved at blive verdens bedste) til at være et princip om at få lov til at høre til som menneske (og være en del af Twin Galaxies).

Der er flere scener, som rammer disse to temaer lige på kornet, som var The King of Kong en 100% kontrolleret spillefilm. I VHS-optagelser med sit eget hjemmevideokamera dokumenterer Steve Wiebe ikke alene, at han kan slå Billy Mitchell i Donkey Kong, men også at Wiebes egen søn i baggrunden råber på sin far og vil have ham til at stoppe spillet og give sig en tør ble. Det er en fantastisk scene, fordi det stationære VHS-kamera er rettet mod spillemaskineskærmen og dokumenterer at en verdensrekord er ved at blive lavet, mens lydsiden og den lille drengs gråd og kalden skærer sig igennem marv og ben. Man forstår så udmærket Steve Wiebes frustrationer, og filmen breder hans vanskeligheder ved Donkey Kong-projektet ud til at handle om den moderne mands vanskeligheder ved at finde sig selv, når han både skal være familiefar, tage sig af børnene, vise følelser og omsorg – og så også gerne vil være M-A-N-D i gammeldags forstand og erobre og vinde respekt. Seth Gordon starter ligefrem sin dokumentar med at citere William S. Burroughs for at mennesket altid har haft lyst til krig, konkurrence og spil.

Anden halvdel af The King of Kong drejer Wiebes projekt i retning af at ville høre til i Twin Galaxies, efter at han har fået succes og også nyt job som skolelærer. Denne del rammer lige ned i den moderne mands – ja, vel det moderne menneskes – angst for netop ikke at høre til noget sted og ikke blive accepteret for den man er. I filmen kommer det til udtryk i Wiebes håb om at blive optaget i Guiness’ rekordbog og blive accepteret i Twin Galaxies-sammenslutningen: Da Wiebe skal forklare sin datter hvorfor det er så vigtigt for ham, kommer han til kort over for den lille piges lette tilgang til livet – hun forstår simpelthen ikke, hvorfor det er så vigtigt. Her viser dokumentarfilmen sin overlegenhed; med få midler nuanceres billedet af Steve Wiebe, og hans livsprojekt reduceres til en absurd besættelse, samtidig med at vi (publikum) udmærket forstår ham.

The King of Kong anbefales på det varmeste til alle unge familiefædre. Særligt dem der er vokset op i et hjem med en Commodore 64 og Amiga 500.

······


The King of Kong: A Fist Full of Quarters
Instruktion: Seth Gordon
Medvirkende: Billy Mitchell, Steve Wiebe, Walter Day m.fl.
LargeLab, 2007
Spilletid: ca. 83 minutter
Amerikansk dvd-distribution: New Line Home Video

lørdag den 1. marts 2008

Den mexicanske auteur (CUT #87)

Med kun seks film på cv’et har Guillermo del Toro allerede vist sig som en ægte filmkunstner med personligt fingeraftryk og budskab. CUT giver en introduktion til alt det, du skal holde øje med i mødet med den mexicanske auteur.
Download hele artiklen bragt i CUT #87 som pdf her.