Kunsten at græde i kor (2006)

Oscar-værdig? Peter Schønau Fogs spillefilmsdebut er meget mere end bare en uhyggelig incesthistorie fra det mørke Jylland. Underligt nok sørger kombinationen af tør, sort komik og de højdramatiske begivenheder for at man virkelig suges helt ind i historien og føler med 11-årige Allan, der spilles af den ubegribeligt gode Jannik Lorenzen. Årets bedste danske film.

Der kunne så let have været kommet en helt anderledes film ud af Bo hr. Hansens manuskript til Kunsten at græde i kor. Sådan en rigtig omgang Susanne Bier-drama med svulstige strygere og nervøse ultranærbilleder af den tavse og indesluttede far – selvfølgelig spillet med københavneraccent af Mads Mikkelsen. Håndholdt og ambitiøst og med alle følelser penslet ud på lærredet. Sådan er Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor ikke. Og det er lige præcis det som gør den til årets bedste danske film.

Magt & smerte
Vi befinder et sted i Sønderjylland i 1970'erne, og hele fortællingen er lagt i hænderne på den 11-årige Allan (Jannik Lorenzen), der er fars dreng i sådan en grad, at han vil gøre alt i hele verden for at netop faren (spillet af en forrygende Jesper Asholt) har det godt. For når faren bliver ked af det, truer han med at begå selvmord, og det vil splitte familien fuldstændig.

Problemet består netop i, at der faktisk er ret mange ting, som går faren på. Ægteskabet er ikke det bedste i verden (konen udfordrer ham direkte til at tage sit eget liv, og sluger et par sovepiller så hun slipper for hans jammer); farens lille mejeri mærker den skærpede konkurrence fra det supermoderne supermarked (men faren vedholder stædigt at folk da ikke gider render rundt og finde varerne selv); og så har den ældste søn ydermere vendt familien ryggen ved at rejse langt væk til Sønderborg for at studere arkitektur – han har ikke i sinde at overtage mejeriet, men har symbolsk valgt en uddannelse, hvor han kan designe og udføre større bygningsværker end faren nogensinde kommer til.

Filmen igennem afdækkes således farens manglende magt og kontrol med noget som helst, og man forstår hvorfor han konstant truer med at tage sit eget liv. Heri ligger nemlig dels hans absolut sidste kontrol med sit eget liv (det står ham jo frit for at begå selvmord), og dels hans magt over andre, som ikke ønsker at han begår selvmord (og her er der kun den 11-årige og åh-så-naive søn tilbage).

Det eneste, der kan lette farens sygeligt depressive anfald, er at påføre andre smerte og sørge for at andre mennesker lider som han: Først og fremmest ved at lade sig trøste med seksuelt samkvem med teenagedatteren, men også når han holder sine højtravende begravelsestaler og får samtlige tilhørere til at briste i gråd. Så smiler han og har det godt med sig selv. Og det samme har lille Allan.

Absurd komedie møder sort tragedie
Man må beundre instruktøren og manuskriptforfatterens mod til at vinkle denne på alle måder smertelige historie som en absurd komedie. Der er vitterligt mange herlige og morbidt morsomme øjeblikke i Kunsten at græde i kor, ikke mindst fordi hele filmen opleves igennem øjnene på 11-årige Allan, der midt i al sin uskyld også er den der holder farens destruktive adfærd i live. Denne form for ironiske tvetydighed tilfører elegant en kæmpe portion suspense i filmen, for hvornår opdager Allan sagernes rette sammenhæng og holder op med at være uskyldigt barn men bliver den erfarne og ulykkelige voksne.

Netop barnets blik er Peter Schønau Fogs gennemgående æstetiske træk i filmen, der præges af Allans gammelkloge voiceover, der uskyldigt og frit fra leveren fortæller om familiens problemer, sådan som han ser dem. Derudover følger vi også Allans blik i de klaustrofobiske rum, hvor han og andre karakterer frames og holdes visuelt fanget af gelændere, franske døre og vinduespartier. Det generelle fravær af underlægningsmusik må tolkes som fraværet af Allans følelser og forståelse af de problemer, som hersker i familien.

Men den uhyggelige incestsandhed er implicit til stede igennem hele filmen. Midt i hyggen og de uskyldigt komiske replikskift omkring middagsbordet eller ved fødselsdagen filmes de tilstedeværende også i uligevægtige og skæve beskæringer. Hele miljøet omkring faren – hans egen mor og søster – er i det hele taget uligevægtigt, og man aner at faren i virkeligheden har gennemgået en tilsvarende smerte, som han er ved at udsætte Allan for. Fortidens spøgelser har for evigt sat et blodigt fingeraftryk på deres efterkommere: Mest oplagt er det selvfølgelig at Allan nærmest holder faren kunstigt i live ved at adlyde hans mindste krav, men Allan bliver også en mere levende miniudgave af faren, når han bliver sat til at udspionere sin søster ved et sodavandsdiskotek, skal overtale søsteren til at tage tøjet af og gå ned i stuen til faren, og ser det som sin fornemste opgave at tage livet af farmoren, så faren kan holde sin begravelsestale - og under disse begravelsestaler at se ud som om han græder, så de forsamlede også begynder at græde i kor.

Dermed bliver Allans naivitet endnu mere smertelig, og man får mere og mere på fornemmelsen, at de skæve kameraindstillinger og højlydte skænderier moren og faren imellem allerede har sat deres spor i knægten, der har valgt at være fars dreng og ignorere de uhyggelige kendsgerninger.

Alt sammen for at bevare et minde om en tryg og rar barndom.

······


Kunsten at græde i kor
Instruktion: Peter Schønau Fog
Medvirkende: Jannik Lorenzen, Jesper Asholt, Hanne Hedelund m.fl.
Final Cut Productions, 2006
Spilletid: Ca. 102 min.
Dansk dvd-distribution: SF Film

My neighbour Totoro (1988)

Det var først da Chihiro og heksene gik hen og vandt Oscaren for bedste animationsfilm i 2003, at den vestlige verden sådan for alvor fik øjnene op for den japanske tegnefilmsmester Hayao Miyazaki. Det kan virke underligt, når man ser eller genser Min nabo Totoro, der nok er meget langt fra den amerikanske Disney-tradition, men som også besidder en naturlig charme og sødme som vor tids evigt ironiske og postmoderne bulder-og-brag-animation aldrig nogensinde opnår.

Min nabo Totoro er ikke en skabelonfilm som vi kender dem så godt fra Hollywood – her er ingen aktantmodel, ingen berettermodel eller plotpoints der kan føre historien fremad. Ja, der er knapt nok set up—pay offs eller et mindste mål af suspense. Til gengæld giver Miyazaki os et smukt billeddigt om de to søskende, pigerne Mei og Satsuki, der sammen med deres far flytter til et faldefærdigt hus langt fra storbyen, og lige så stille udfoldes familiens baggrund, deres forhold og pigernes fantasi for vore øjne uden den dér meget vesterlandske kausale logik. Ting sker bare…

Og så møder de Totoro, en søvnig og flyvende ugle/kat/kanin/bamselignende dyr der bor i et kæmpetræ i haven.

Barnets blik
På overfladen skildrer filmen en kort periode i de to småpigers liv i det nye hus; vi følger dem da de pakker ud, gør rent og laver mad sammen med deres far, vi følger storesøster Satsuki i skole og lillesøster Mei derhjemme. Så tager de ned og besøger moren på hospitalet. Så skal faren arbejde sent på universitet og de henter ham ved bussen. Osv. osv. Der er et bevidst fravalg af set ups, fordi Miyazaki fremstiller begivenhederne igennem pigernes oplevelser – uden overblik, tanke for fremtiden eller anden sammenhæng.

Der gives ikke nogen varsler om morens sygdom f.eks. – den kommenteres aldrig, og hvad den helt konkret skyldes eller hvor slemt hun har det siges aldrig direkte endsige antydes, simpelthen fordi det er uden for børnenes sfære. Ligeledes er Miyazaki aldrig ude på at give en tilbundsgående fremstilling af Totoro-bamserne, deres ophav eller sammenhæng. Her er intet fuldendt (og konstrueret) eventyr-univers som vi kender det fra Tolkien eller Rowling, men kun en umiddelbar (og barnlig) begejstring over Totoro og dens evner og superkræfter. Igen skyldes dette valg selvfølgelig at vi ser det igennem Mei og Satsukis øjne.

Men Min nabo Totoro kæntrer aldrig; Miyazaki fortæller historien med ophøjet ro og en evne til i den enkelte scene at tryllebinde seeren med en magisk men også meget underspillet suspense – f.eks. da Mei og Satsuki opdager at huset er fyldt med støvalfer, og de går på jagt efter dem, eller da de ser Totoro ude i haven ved agernbedet og hjælper med at få planterne til at gro. Det er en suspenseform med bund i en barnlig nysgerrighed og trang til at udforske frem for hitchcock-suspense.

Totoro
Den dybereliggende sammenhæng skal søges i pigernes (fantasi-)bamseven, Totoro, som de vist nok har fået læst højt om i eventyrbøger, og som viser sig at bo i baghaven. Miyazaki kombinerer sin naturalistiske børnefortælling med eventyrets fabulerende quest-tema; det starter med et mystisk agern, som Mei og Satsuki finder i det nye hus, og eskalerer da Mei opdager at en mini-Totoro er på agern-rov i haven og under deres hus. Hun stormer efter den ind i krattet og falder ned igennem en lang tunnel – som en anden Alice i Eventyrland – og ender på maven af den søvnige Totoro, der til Meis store begejstring stilfærdigt hilser på hende.

Møderne med den store bamsede Totoro binder filmen sammen, og på den måde gør Miyazaki sit publikum til 100%-medoplevere; man kommer automatisk til at identificere sig med de to piger, for det er selvfølgelig også Totoro, der skaber sammenhæng i deres hverdag og giver opmuntring, når der er mest brug for det og krisen i den lille familie for alvor banker på døren.

Kombinationen af den nøgterne gengivelse af virkeligheden set gennem barnets øjne og den stilfærdige magiske fantasi, der kommer børnene til undsætning – den kombination gør Min nabo Totoro til en smuk og rørende filmoplevelse.

Moder Natur
Uanset hvordan man vender og drejer den store bamsede titelperson, støvalferne, agernbedet der vokser med rekordfart, busmissen og de fantastiske flyveture i Min nabo Totoro, så er diskussionen om hvorvidt de fantastiske elementer er virkelige eller ej, forholdsvis uinteressant. Det interessante er selvfølgelig at de er virkelige for pigerne.

Her bevæger Miyazaki sig væk fra det barnlige og hæver sig langt over Disneys samtidige Den lille havfrue (1989), fordi den japanske instruktør her fortæller noget om, hvordan børn tackler svære situationer i form af sygdom og død i familien – hvor hurtigt børn lærer at indordne sig og opstille nye rammer og spilleregler, få nye venner og begå sig på nye præmisser. Deres barnlige fantasi gør Mei og Satsuki omstillingsparate og aktive medspillere, mens de voksne (faren og bedstemoren) ikke lægger dem hindringer i vejen, men opmuntrer dem til at søge fantasiens magiske kræfter.

Det er et ret enestående budskab – især når det kombineres med Totoros økologiske evner til at få alt til at spire og gro med rekordfart. Her forenes det uskyldige barnesind med den uspolerede natur, og det er i sidste instans denne cocktail, der redder familien og bringer moren tilbage i familiens midte (som det ses på billederne under rulleteksterne). Selveste Moder Natur bliver på denne måde en guddommelig frelser af Mei og Satsukis lille familie med den syge mor i centrum. Det er et stærkt voksentema som vil gå hen over hovedet på børnene, men sådan er Min nabo Totoro også.

Efter denne oplevelse, glæder jeg mig som et lille barn til dvd-premieren på Miyazakis Kiki – den lille heks fra 1989.

······


Tonari no Totoro (da. Min nabo Totoro)
Instruktion: Hayao Miyazaki
Danske stemmer (som er bedre end de japanske): Frida Marie Reynberg, Emilie Claudius Kruse, Lily Weiding m.fl.
Studio Ghibli, 1988
Spilletid: Ca. 86 min.
Dansk dvd-distribution: Scanbox

Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007)

Den femte film om troldmandslærlingen er et sammenkog af flygtige plotdetaljer fra en mastodontbog. I stedet for at udvide filmversionen til tre-fire timers spilletid, så er instruktør Peter Yates gået den minimalistiske vej – og det har vist sig at være et både klogt og uklogt træk. For os der ikke har læst bogen, føles handlingen i Fønixordenen fragmenteret og ufuldendt, men CGI-effekterne fejler ingenting. Imelda Staunton er fantastisk i rollen som Dolora Nidkjær.

Vi befinder os stadig et eller andet underligt sted i mellem starten og slutningen på sagaen om det unge troldmandshåb, Harry Potter; alle syv bøger er udkommet, men der er endnu to film tilbage i den lange serie. Den femte af slagsen, Harry Potter og Fønixordenen, er netop kommet ud på dansk dvd, og den lider bl.a. under en manglende konklusion og dermed en gennemgående følelse af ikke rigtigt at komme nogen vegne. Det gjorde 4’eren også. Og derfor er Harry Potter og fangen fra Azkaban af mexicanske Alfonso Cuarón stadig den bedste film i serien.

Det, der klæder instruktør Peter Yates og manuskriptforfatter Michael Goldenbergs forsøg udi Harry Potter-universet er at de har prøvet at skrælle alt det ligegyldige udenomsævl væk i forsøget på at finde ind til selve kernehistorien. I stedet for at føje endnu en halv times spilletid til, har de faktisk minimeret filmens handling så meget, at vi er helt nede på godt to timer. Det må man kalde et modigt træk for dermed siger vi også farvel til Quidditch-kampene, de interne stridigheder mellem kollegierne og særligt Draco Malfoy og co.’s evindelige snob-mobberi. Ligeledes er spøgelserne og de levende malerier stort set væk – undervisningen på Hogwarts er voldsomt minimeret og det samme er det farverige lærerkollegium, der kun optræder i korte cameo-roller.

Yates og Goldenbergs endelige film lider således desværre under er at kernehistorien simpelthen ikke er nær så charmerende eller fortryllende i forhold til de foregående film. Fokus er ikke på Hogwarts’ særkender, men snarere på det politiske rænkespil i ministeriet for magi, den hemmelige loge for voksne troldmænd, Fønixordenen, og så Harry Potters egen lille undergrundshær, der skal beskytte Hogwarts og rektor Dumbledore mod den ondeste af alle onde troldmand, Voldemort, og ministeriets hensynsløse administration af skolen.

Dolora Nidkjær
Det sidste element er langt det mest interessante i hele filmen: I starten udpeges Dolora Nidkjær af ministeriet for magi til at varetage undervisningen i forsvar for mørkets kræfter, og hun er (i skikkelse af Imelda Staunton) filmens store scoop: Hun er en forkvaklet udgave af Mary Poppins – på overfladen sukkersød og velment opdragende, altid iklædt og omgivet af lyserødt og med en forkærlighed for katte, men nedenunder lurer en galoperende paranoia, der handler om at bevare kontrollen, opstille regel på regel, og straffe dem hårdt, der ikke overholder dem.

En af de bedste scener i filmen er en montagesekvens, hvor man i små optrin følger den udvikling, som Dolora Nidkjær bibringer Hogwarts, efter hun overtager rollen som rektor fra Dumbledore. Alt skal overvåges og selv mindre forsamlinger af elever forbydes, mens deres tøj og privatliv rettes til, så det passer i Nidkjærs perfekte og kontrollerede verdensbillede. Det er frygten for Voldemorts tilbagekomst, der driver hende og ministeriet for magi til disse uhyggelige udskejelser, og dermed byder Harry Potter og Fønixordenen på et overraskende politisk budskab, der bestemt skal ses i lyset af situationen i England efter 11. september 2001 og terrorbomberne i London. Det klæder filmen, og Dolora Nidkjær er omdrejningspunktet for filmens eneste interessante konflikt.

Flotte effekter men kedeligt
Der snakkes meget i Fønixordenen – ting skal gerne drøftes på tomandshånd, simpelthen fordi filmen ikke har tid til at vise det, der snakkes om. Det gør den desværre til et ret stift og fantasiløst stykke drama, der minder om de nydelige men meget lidt overraskende billeder fra DR’s Krøniken. Ikke engang de sekvenser der på alle måder indbyder til fantasi og nytænkning – Harrys mange mareridt, og Snape der graver sig ind i hans bevidsthed – giver anledning til visuelt skæg og ballade. Når handlingen på den måde formidles via snak, snak og snak frem for billeder og æstetik, bliver den endelige følelse ret uvedkommende og distanceret.

Der skøjtes ligeledes hen over flere konflikter, som skriger på opmærksomhed: Det desperate kærlighedsforhold mellem Harry og pigen Cho (hun var kæreste med Cedric Diggory, som blev slagtet af Voldemort i 4’eren), skulle efter min bedste overbevisning have været klippet ud, mens der skulle være levnet mere plads til introduktion af Luna Lovegood. Og så er der som nævnt Dolora Nidkjærs indtog på skolen, som kun behandles summarisk, og aldrig tilfører filmen nok suspense eller gys, sådan som der ellers er mulighed for; vi ser aldrig frygten brede sig blandt lærerne eller eleverne, og man undrer sig over hvorfor de andre troldmænd (m/k) på skolen bare lader stå til, mens Hogwarts er ved at gå til grunde om ørerne på dem.

Heller ikke det afsluttende troldmandsslag levnes meget plads i filmen. Bevares: Det der er blevet plads til er smukt iscenesat med afsindigt flotte CGI-effekter, hvor kun de kameraindstillinger i fugleperspektiv minder rigtig meget om en realtime-kamp i World of Warcraft, og Voldemorts tryllerier bringer tankerne hen på Final Fantasy. Og så er det hele pludselig slut med nok et dødsfald, og selv om Yates prøver at spille slowmotion-og-nul-lyd-kortet ud for at genskabe Harrys subjektive følelser, bliver det hele ret tamt og uvedkommende.

Den femte Harry Potter-film er for fans af serien, som selv kan bestemme hvor mange klaptræer de lægger til min bedømmelse.

······


Harry Potter and the Order of the Phoenix (da: Harry Potter og Fønixordenen)
Instruktion: Peter Yates
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Ralph Fiennes, Imelda Staunton m.fl.
USA og England, 2007
Spilletid: Ca. 132 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.

Halloween (1978)

John Carpenters klassiske teenagegyser er stadig effektfuld og byder sig på alle måder til hvad angår feministisk filmanalyse og -fortolkning. Her er de første af de mange unge kvinder som må lade livet for den bestialske Michael Myers’ store kniv, men Halloween er også spækket med referencer til gyserfilmens fortid – og fremtid. Den blev banebrydende inden for sin subgenre, og selv om plottet er uhyggeligt tyndt – nærmest ikkeeksisterende – er der masser af detaljer at gå på opdagelse i.

Det er snart 30 år siden, John Carpenter lavede alle tiders første teenageslasher – eller drejede den moderne gyser med dens psykopatiske mordere i en helt ny retning. Fra Psycho’s pjevsede, introverte men også ærlige Norman Bates til Halloween’s entydigt onde, maskuline og maskebærende Michael Myers er der sket et kæmpeskred: I Halloween gives aldrig en entydig forklaring på hvorfor lille Michael udvikler sig til et dyrisk monster, ligesom hele hans hærgen (og resten af det minimalistiske plot) i den grad skriger på realisme.

Hvor Hitchcock blev nødt til at forsyne Psycho med den afsluttende psykiater-monolog (der forklarer Norman Bates’ sindssyge og dens ophav) for at få sin film igennem censuren, går Carpenter og Halloween den stik modsatte vej – her er der ingen forklaringer på noget som helst, kun gru og rædsel, når onde Michael Myers svinger den store kødkniv. Ondskaben er inkarneret i Michael Myers-karakteren, der ender med at blive en overnaturlig, monstrøs storbylegende, som det ikke er muligt at slå ihjel hverken i denne første Halloween-film eller i de mange sequels og remakes.

I’ll Be Right Back…
Det, som gør Halloween til en klassiker, er for det første, at Carpenter her nedfælder hele teenagegyserens genrekonventioner i et hug. Der var ikke flere film, der lige så stille og ved fælles hjælp var med til at fremdyrke denne undergenre – nej, Carpenter klarer det alene her. Det siger selvfølgelig noget om at filmen er bygget op over en stærk formel, men at Halloween som selveste ur-teenagegyseren stadig er virkningsfuld, chokerende og uhyggelig gør blot filmen til en endnu stærkere klassiker.

Overordnet handler det selvfølgelig om babysitteren Lauries møde med bøhmanden Michael Myers. Laurie (Jamie Lee Curtis) er naboens pligtopfyldende, men også lidt kedelige og spejderpigeagtige datter; hun passer børn, laver græskarlygter og sørger for at dække over de langt mere vovede veninder, Annie og Lynda, der tilsyneladende kun har et mål i livet – at have sex med kæresten. Laurie er nærmest seksualforskrækket i sammenligning, men det bliver også Lauries redning, for eftersom hun holder sig på måtten er hun også den, som Michael kommer sidst efter – hun bliver filmhistoriens første egentlige “final girl”, den sidste pige som tager kampen op mod det onde.

Michael Myers er til gengæld det umælende monster, der som en anden uovervindelig zombie slæber sig af sted efter sine ofre og med overnaturlig saft og kraft får likvideret dem alle. Han er maskeret og fremstår derved langt mindre menneskelig end f.eks. Norman Bates. Filmens logik og realisme kæntrer totalt, når Myers træder ind på scenen, som om monsteret selv ikke skal give mening men blot være en personificering af Ondskab. Han dør flere gange undervejs, forsvinder fra steder og dukker op igen som trold af en æske; Myers overskrider naturlovene, og John Carpenter giver sig aldrig af med at fortælle hvorfor Myers blev så ravende sindssyg og hvorfor det partout skal gå ud over de unge sexlystne teenagepiger m/k. Det er uinteressant, og det er slet ikke den type psykologisk, detektivisk spænding, som Halloween dyrker; her er det mere den ligefremme, hitchcock-agtige suspense (hvor publikum ved at Michael Myers lurer i baggrunden uden for vinduet, og teenagepigen i forgrunden ikke ved det) og regulære chok (med høje lyde og hurtige kamerabevægelser som drivkraft).

Fallos
Det er som om John Carpenter selvbevidst spiller op til den feministiske filmkritik; Carpenter ved udmærket, at hans film (og hele genren) er dybt kvindefjendsk, når kameraet dvæler ved særligt pigernes langstrakte dødskamp med Michael Myers. I forhold til fyrene, som likvideres forholdsvis hurtigt i mørket eller i totaler og halvtotaler, dvæler kameraet ved pigerne i nærbilleder – Annie kvæles og får halsen skåret over i bilen i garagen på vej til den ventende kæreste, og den halvnøgne Lynda kvæles med en telefonledning efter sex med kæresten.

Og sørme om Myers ikke det meste af filmen render rundt med en kæmpe køkkenkniv, som fallisk symbol på den magt han udøver over for de forsvarsløse piger. Da Laurie tager kampen op med Myers og stikker ham i halsen med en strikkepind (mini-fallos), taber den mandige morder sin store kniv og besvimer bag en sofa. I en påfaldende (og) urealistisk kameraindstillinger holder Laurie den store kniv ved sit skød som en anden penisattrap, hvorved den symbolske magtoverdragelse tydeliggøres før den sidste kamp mellem de to hovedpersoner.

Laurie er i sig selv langt mere mandig end de øvrige teenagepiger, og her har vi forløberen til den den moderne actionheltinde. Ligesom sin final-girl-søster, Ripley i rum-slasheren Alien, er Laurie praktisk orienteret, aktiv, modig og en kombination af klassiske roller som klog detektiv, slagkraftig helt, skøbeligt offer. Her har vi filmhistoriens svar på 70'ernes kønskamp.

Intertekstualitet
Et andet plan i Halloween handler om Carpenters filmhistoriske viden, der udbasuneres i nogle temmelig direkte referencer til 1950’ernes gyserfilm i form af de film, der kører på tv. Børnene Lindsey og Tommy sluger The Thing from Another World (1951) råt – og Carpenter ligeså, for i 1980'erne kom hans genindspilning af Howard Hawks science fiction-gyser. Klippene fra filmen bruges også som kommentarer til handlingen i Halloween, ligesom lyden fra tv forvandler sig til et subjektivt lydtapet for bl.a. lille Tommy Doyle. En tv-speaker råder ligefrem til at seerne skal låse dørene og lukke vinduerne.

Mere raffinerede er Carpenters hilsner til Hitchcocks Psycho – Marion Cranes kæreste Sam Loomis optræder som en anden lurvet udgave af detektiven Arbogast i form af Michael Myers psykiater, Dr. Loomis. Visse scener i Halloween er direkte kopieret fra Psycho; Lauries tur over til genboen hvor hun afslører hvad der er sket med de andre teenagere, er klippet sammen via subjektivt point of view ligesom som Lilas tur op til Bates-huset i slutningen af Psycho. Og så må Carpenter selvfølgelig have set en morsom pointe i at Jamie Lee Curtis er Janet Leighs datter; i filmens verden bliver Laurie en postmoderne, selvstændig datter til Marion Crane.

At nyere teenagegysere som Scream (1996) tydeligt refererer tilbage til enkeltscener i Halloween (mest tydeligt måske Annies popcornscene som gentages med Drew Barrymore i hovedrollen) er med til at udvide perspektiveringen. Og at filmen netop er genindspillet for fuld musik i Hollywood siger måske nok noget om filmbyens manglende inspiration, men udnævner også Carpenters Halloween til en milepæl i gyserfilmshistorien. Uanset hvor simpel plotkonstruktionen er.


······

Maskernes nat (eng. Halloween)
Instruktion: John Carpenter
Medvirkende: Jamie Lee Curtis, Donald Pleasance, Nancy Kyes m.fl.
Falcon International Pictures, 1978
Spilletid: Ca. 87 minutter
Dansk dvd-distribution: On Air Video

Meet the Robinsons (2007)

Digitale Disney. Den nye omgang digimation fra Disney udmærker sig ved ikke at have et eneste fejlplaceret dyr i hovedrollerne; der er ingen syngende eller surfende pingviner; ingen postmoderne eventyr; ingen kendisskuespillere der lægger stemme til. Det her er noget helt andet end vi er vant til fra Disney – science fiction! I det lys er Meet the Robinsons frisk og kombineret med en Monty Python/Douglas Adams-humorcombo og et figurdesign, der har taget ved lære af danske Terkel i knibe, så er det her et rigtigt godt bud på den bedste Disney-animationsfilm, siden Pixar overtog hele butikken.

Jeg havde alle parader oppe, da jeg smækkede Meet the Robinsons på dvd’en! Jeg har for nylig fået adgang til den danske variant af THE DISNEY CHANNEL via Stofa i Slagelse, der til overpris (bemærk tvetydigheden: jeg mener både tv-kanalen og -distributøren) forsyner tv-seerne med på alle måder billige tv-tegnefilm produceret i Japan for ingen penge. Pånær de få pædagogiske serier med Mickey Mouse og Peter Plys, som vi optager til sønnike derhjemme, så er DISNEY CHANNEL og CARTOON NETWORK noget en vis herre har opfundet – og længe har de for mig også været en god indikator for hvilken nedadgående retning amerikansk tegnefilm har bevæget sig de sidste 10 års tid med Disney i spidsen.

Pixar-invasionen
Men sagen er, at jeg nu må indrømme, at jeg har taget fejl. Det står slet ikke så slemt til. Måske fordi CGI-teknologien er blevet bedre og billigere, måske fordi animatorerne har vænnet sig så meget til den, at de nu igen begynder at koncentrere sig om at fortælle gode, originale historier. Disney har jo opkøbt hele Pixar, men med den lille detalje, at Mr. hawaii-shirt himself, John Lassiter, har sat sig tungt i chefstolen på Disney Feature Animation. Det har indtil videre medført at alle romertalsfilm er droppet! Alle pinagtige direkte-til-dvd-tegnefilm er droppet! Til gengæld får vi om få måneder i de danske biografer det som et samlet amerikansk anmelderkorps har kaldt den bedste Pixar-film nogensinde: Ratatouille. Den glæder jeg mig meget til!

Og indtil da kan vi nyde Disney Feature Animation’s egen Meet the Robinsons, der altså også er computeranimeret men ikke af Pixar-folkene. Den er både frisk, charmerende og meget morsom – man mærker nærmest den gamle nestors egne folk tage konkurrencen op med de nye Pixar-kombattanter.

Sci-fi med humor og hjerte
I Meet the Robinsons møder vi den forældreløse Lewis, der på grænsen til puberteten ønsker at kende sig selv og sin egen baggrund. Han er en rigtig lille, men meget charmerende, nørd, der eksperimenterer med alt fra løbske peanut butter-and-jelly-maskiner til tankelæsermaskiner. Han bliver opsøgt af den lidt ældre fremtidsdreng, Wilbur, der skal redde ham fra en ondsindet mand med en sort bowlerhat. Og på vejen går det selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at de styrter ned med Wilburs tidsmaskine i fremtiden – og så kommer Lewis opfinder-gen på overarbejde altimens mysteriet om manden med bowlerhatten udfolder sig og vi får præsenteret den største samling tegnefilmssærlinge i familien Robinson.

Meet the Robinsons er således en løssluppen omgang science fiction med humor og hjerte på rette sted. Til tider taber man næsten pusten i vilde rutschebanejagter med f.eks. kæmpedinoen, der fejlagtigt fragtes til fremtiden for at kidnappe Lewis. Men også hele introduktionen til den skøre familien Robinson er genialt konstrueret som en lynhurtig tv-agtig montage af billeder. Det er skørt på den dér lidt Tim Burton-agtige måde, mens dialogens fjollerier bringer tankerne hen på Douglas Adams og Monty Python, når robotbutleren begynder at problematisere det hemmelige kodeord, som den selv har fundet på; når to rivaliserende dørklokker kæmper om de besøgendes opmærksomhed; og når den onde, onde mand med bowlerhatten viser sig at være så komplet idiot, at han udvikler en jalousi over for sin egen lille hjælper, den flyvende robotbowlerhat Doris. Og så er der jo de syngende mafioso-frøer, og Wilburs far - opfinderen af tidsmaskinen - der ligner og lyder som Tom Selleck! Det hele er faktisk meget anderledes og mere løssluppent, end vi er vant til fra Disney.

Men filmen giver sig også tid til de stille perioder og især Danny Elfmans score og sangmontagerne med Rufus Wainwright og Rob Thomas er med til at skubbe filmen over i klassisk Disney-mode, hvor man føler sig varm om hjertet. Og så sluttes det hele selvfølgelig af med en smuk (nogle vil mene temmelig klæbrig) sløjfe af en morale, der hænger direkte sammen med gamle Walts livsmotto. Det synes jeg sgu egentlig er meget elegant, og de ægte Disney-animatorers forsøg på at danne bro mellem gammelt og nyt lykkes for en gangs skyld uden at det bliver forceret.

Terkel i USA
Hvis nogen er i tvivl, så er jeg meget begejstret for Disneys venden tilbage til noget der ligner de fjollerier, som vi så i Aladdin (1992), men også fordi de fornyr sig med animation og figurdesign, der minder mere om spaghetti-looket fra Terkel i knibe (2004) end klassisk Disney: Figurerne er på ingen måde realistiske men et godt stykke hen i retning af det ikonografiske, hvor f.eks. manden med bowlerhatten har en overdreven edderkoppeagtig smidighed og besidder en overdreven mimik, som ville være en Jim Carrey værdig (men Jim ville angiveligt ikke være med, fordi han satsede – og tabte alt – på den forfærdeligt dårlige The Number 23). Selv om Disney selvfølgelig har forfinet udtrykket her, er ligheden med Anders Matthesens karakterer i Terkel i Knibe til at få øje på.

Til sammenligning med Pixars Cars og Disneys egen Chicken Little er Meet the Robinsons langt bedre og mere nytænkende. Den har en stemning af vild spontanitet og virker sine steder rørende på en måde, som de to andre digimationsfilm ikke mestrer.

Tro ikke på de danske anmeldere – se den!

······


Meet the Robinsons (da. Min skøre familien Robinson)
Instruktion: Stephen J. Anderson
Medvirkende: Daniel Hansen, Wesley Singerman, Stephen J. Anderson m.fl.
Walt Disney Feature Animation, 2007
Spilletid: Ca. 94 minutter
Engelsk dvd-distribution: Buena Vista
I danske biografer lige nu!

The Prestige (2006)

Magi i luften? Christopher Nolans sidste nye film handler om trylleri og et dødeligt opgør mellem rivaliserende tryllekunstnere. The Prestige er flot drama sat i industrialiseringens London, men trods blændende skuespil fra Michael Caine og især Christian Bale, samt en handling der zigzagger hid og did, så bliver det aldrig så uforglemmeligt, gennemført og magisk som Nolans gennembrud, Memento.

Indrømmet: Jeg er stor fan af Christopher Nolan. Han kan noget med film – han tør noget med film – han sætter ting på spidsen og ting på spil. Man kan mene hvad man vil om hans gennembrudsværk, Memento, men det er en film, som man ikke lige ryster af sig, og hvis man først er blevet suget ind i dens omtumlede, subjektive univers, så kan man vende tilbage igen og igen og kigge på de fragmenterede brikkerne til dette sindrige filmpuslespil og stadig begejstres over det færdige motiv.

Memento er dér hvor Christopher Nolans filmkarriere for alvor skydes i gang, men det er også den produktion som alle efterfølgere automatisk sammenlignes med. Og indtil videre har det faktisk altid været til Mementos fordel. Men det afholder ikke undertegnede i at håbe på og glæde sig til endnu en film af Christopher Nolan.

Og lad det være sagt med det samme: The Prestige er netop sådan én – en film man glæder sig til og håber på og har hørt rimeligt godt om, men som ikke rigtig indfrier det særligt nolan’ske.

ADVARSEL: Læs ikke videre!
Har man ikke set The Prestige men har alle intentioner om det, så spring dette midterafsnit over og gå direkte til de mere generelle kommentarer i slutningen af indlægget her. The Prestige er en film som netop ikke vinder ved gensyn, al den stund at plottet er rimeligt enkelt og Nolan forklarer og udreder filmens mange twists, så alle kan være med. Man kan muligvis godt dykke ned og gå på opdagelse i filmens enkeltdele og særligt fortolkningen af dem, men det er meget langt fra Mementos dragende mystik og subjektive fortællemetode.

Jeg mener ikke, at Nolan tager sig tid til historien og dens karakterer. Der er for mange twists og plotpoints, til at vi for alvor når ind på livet af de to tryllekunstnere Alfred Borden og Robert Angier. Det kan godt være, at vi forstår hvordan og hvorfor de reagerer, men den dybere psykologi bliver det aldrig til. Vi finder aldrig ud af hvem Borden og Angier egentlig er, og hvad der driver dem – jo, uheldet med Angiers kone, men det er bare så let og melodramatisk og forklarer i princippet ingenting. De bliver ekstra skabelonagtige når det afsløres, at Angier i virkeligheden er/var en velhavende levemand Caldlow, og at Borden har en enægget tvillingebror, som hjælper ham med at lave hans illusioner.

The Prestige er på den måde en overfladisk film, der beder publikum om at sluge rigtig mange kameler, for at filmen (eller tryllekunsten!) skal lykkes: Er det f.eks. ikke pudsigt, at Borden er den eneste, der kan se igennem Caldlows forklædning – og er det ikke pudsigt, at ingen kan genkende Bordens tvilling i den latterlige forklædning Fallon render rundt med i hovedparten af filmen? Og hvor er Bordens tvilling henne i verden, inden han skal bruges til det store illusionsnummer?

Normalt er den slags plothuller noget man kan gå og være lidt småirriteret over, når filmen er slut; her irriterer de, mens filmen er i gang, fordi det bare er så tydeligt, hvordan det hele er konstrueret. Og spændingen består som sådan ikke i, at Nolan serverer twist på twist, men snarere i om man som seer havde regnet twistet ud, inden det kom. Det er den samme spænding, som opstår, når man løser en kryds-og-tværs! Og det der særlige David Lynch-agtige Nolan-touch forsvinder som dug for solen, når tingene forklares og udlægges som de gør her.

Den sidste ting som irriterede mig grænseløst, da jeg så The Prestige, var Christopher Nolans brug af den overnaturlige kopi/teleportmaskine. Det er en usædvanligt ringe løsning at indføre den slags tegneserie/sci-fi-elementer i en film, der ellers ikke benytter sig af den slags tricks. Nolan bryder her sine egne spilleregler og snyder seeren! (Ligesom en rigtig tryllekunstner, vil andre anmeldere nok hævde, men det gør jo ikke filmen bedre!)

Skuespil og tema
Hvor jeg ikke er imponeret af plottet i The Prestige, så er jeg mere positivt stemt over for skuespillerne. Michael Caine tilfører den gammeldags illusionsdesigner Mr. Cutter en på én gang bedstefaderlig kærlighed og et skær af dæmoni. Caine er meget bedre end David Bowies nymodens illusionsdesigner, Tesla, der aldrig rigtig ved, hvilken accent han skal spille ud, men karter rundt i et desperat forsøg på at virke og lyde mystifistisk.

Christian Bale er filmens store scoop. Han er absolut en af vor tids bedste Hollywood-skuespillere, fordi han altid tør kaste sig ud i helt nye typer roller. Her giver han den overbevisende med arbejderklasseaccent, og han er den af de to tryllekunstnere som man til sidst sympatiserer mest med og bliver derved filmens hovedperson. (Filmens manuskript giver dog aldrig Bale lov til at vise hvor meget han egentlig kan – dertil er der for mange plottwists.)

Da jeg havde set The Prestige til ende var det tema, der stod skarpest tilbage, hvor meget man må ofre sig i berømmelsens og illusionens navn, og filmens portræt af showbusiness som ren og skær forretning, som folk slår ihjel for, skamferer sig selv for, og lyver over for sig selv og deres familier for. Det tema om at ofre alt – sig selv inklusive – for kunsten og berømmelsen er enormt spændende. Det er The Prestige desværre ikke.

······


The Prestige
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Hugh Jackman, Michael Caine m.fl.
Newmarket Productions, 2006
Spilletid: Ca. 130 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.

Breach (2007)

Spionage som dokudrama. Der er ikke meget James Bond over agentfilmen Breach, selv om filmen spiller to dobbeltagenter ud mod hinanden. Her er et behageligt fravær af skydevåben og eksplosioner og til gengæld levnet plads til karaktererne og deres udvikling. Instruktør Billy Ray har valgt at fokusere på persondrevent drama og suspense, så Breach minder om en ublodig og mere dagligsdags udgave af Silence of the Lambs.

Chris Cooper. Så simpel er den – grunden til at man skal se dokudramaet Breach. 56-årige Cooper spiller FBI-agent Robert Hanssen, et computergeni der i filmens start vender hjem til USA, som en slags optakt til hans otium. Og så vender han også hjem fordi hans arbejdsgiver, FBI, gerne vil holde øje med ham. Han er nemlig under kraftig mistanke for landsforræderi og for at sælge fortrolige oplysninger om blandt andet andre agenter til USA’s fjender. FBI har samlet beviser sammen i længere tid, men de mangler at fange Robert Hanssen midt i en informationsudveksling, som ikke kan modbevises som f.eks. research til en spændingsroman.

Og her kommer 33-årige Ryan Phillippe ind i billedet som den unge wannabe FBI-agent, Eric O’Neill, der sættes ind som Hanssens sekretær i en nyopstartet IT-afdeling hos FBI. O’Neill skal på ægte dobbeltagent-manér selv rapportere om Hanssens gøren og laden og komme ind under huden på ham for at fælde ham.

Og så er det ufrivillige skakspil i gang: Selv om han nødigt vil det, kommer den kyniske og anmassende men også religiøse og hjertevarme familiefar Hanssen vitterligt ind under huden på O’Neill. Den unge FBI-spire på én og samme gang tiltrækkes af sin nye chefs fandenivoldskhed over for FBI-institutionen og afskyr hans rovdyrfarlige humørsyge.

Dokudrama
Breach er baseret på autentiske begivenheder, og hele filmens idé er at præsentere en personlig men stadig realistisk og saglig vinkel på sagen om Robert Hanssen: Der indledes med et autentisk klip af USA's justitsminister John Ashcroft, der fortæller om tilfangetagelsen af Robert Hanssen men også advarer om, at vi stadig lever i en farlig verden, hvor USA er offer for international spionage.

Klippet er nok autentisk, men bruges til at lægge en personlig vinkel på emnet, og filmen igennem får vi ikke det enøjede indtryk af Robert Hanssen som John Ashcroft (og dennes chef, mr. præsident George Walker Bush) bringer til torvs. Filmen er dog heller ikke ude i en kombineret renselse af Robert Hanssen og lancering af en ny konspirationsteori. Tvært om får vi et nuanceret billede af sagens hovedperson, og det er her Chris Coopers skuespillerevner kommer til deres fulde ret.

Robert Hanssen skildres som en uudholdelig selvoptaget person, der det ene øjeblik griber til selvtægt og stjæler et par nyere computere i afdelingen, fordi de ikke kan vente på, at FBI-ledelsen får nosset sig sammen til at sende et par IT-eksperter ned – det næste øjeblik sender ubehagelige stikpiller til sin og O’Neills ignorant af en chef, der har fået det eneste kontor med et vindue, men som ikke har begreb skabt om at binærkodning. Den unge og utålmodige O’Neill bliver naturligvis imponeret – han er selv alt for tit blevet overset af cheferne, og man kommer som seer til at dele O’Neills positive tilgang til Hanssens mere negative sider: Han har jo tydeligvis ekspertisen og kan tillade sig at være besværlig.

Men endnu bedre så skildres Hanssen også med humor og varme ved familiemiddagene og i legene med børnebørnene – han er troende katolik, og undrer sig oprigtigt over O’Neills mistede tro (Sovjetunionen bukkede under på grund af ateisme, advarer han tvetydigt O’Neill i en af filmens suspense-scener). Og da O’Neill fortæller om sin mors Parkinson’s-syge, støvsuger Hanssen nettet for den nyeste forskning, printer ud og katalogiserer det i en mappe til næste morgen.

Først da O’Neill forlanger 100% aktindsigt i sagen mod Hanssen, ændrer hans og vores billede af manden sig fra ét af en succesfuld men kværulantisk og derfor anonymiseret FBI-agent til en farlig og magtfuld modstander, der kan udradere O’Neill med en telefonopringning. Og så begynder filmen at spille mange flere Hitchcock-agtige suspense-scener ud – når Hanssen begynder at invadere privatsfæren hos O’Neill, og når det dobbeltlagede net omkring den unge FBI-agent langsomt strammes fordi han ikke kan holde løgn og sandhed adskilt.

Tak Fujimoto
Som allerede nævnt er der mange lighedstræk med Jonathan Demmes fantastiske filmatisering af Silence of the Lambs. Lærer-elev-forholdet mellem Hannibal Lecter og Clarice Starling ser vi i en lidt anden variant i Breach, men den farlige og uberegnelige lærermester er i bund og grund den samme: Selv om Robert Hanssen er langt mindre flamboyant og langt mere realistisk tegnet end Hannibal Lecter, må Hanssen dog også siges at fortære og opsluge sin unge assistent ved først at møblere voldsomt om på hans "professionelle" tanker og dernæst ved at invadere hans privatliv og religion. I filmens afsluttende møde mellem de to holder begge vejret sammen med publikum, og det er tydeligt for enhver, at også O’Neill har måttet sælge sin sjæl for at få Hanssen fanget.

Hele temaet om chefer der udnytter deres ansatte i personligt øjemed genfindes således også i Breach. Det samme gør O’Neills verbaliserede tvivl om hvem han i virkeligheden er – og om han er den, som han selv og hans kæreste tror.

Sidst men ikke mindst er Breach fotograferet af Tak Fujimoto, der i Silence of the Lambs forsynede Jonathan Demme med disse meget karakteristiske subjektive POV-indstillinger i ultra/nær. Helt den samme subjektive vinkel har Billy Ray ikke til sin film; dertil er den for nuanceret og stilfærdig i forhold til den kannibalistiske psykothriller.

······


Breach (da. Bedrag)
Instruktør: Billy Ray
Medvirkende: Chris Cooper, Ryan Phillippe, Laura Linney m.fl.
Universal Pictures, 2007
Spilletid: ca. 110 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal
Udkommer på dansk dvd d. 30. oktober 2007

De fortabte sjæles ø (2007)

Genbrugsfilm. Der har været sagt og skrevet mange rosende ord om Nicolai Arcels opfølger til Kongekabale, men børneactiongyseren De fortabte sjæles ø er mest af alt en opvisning i instruktørens forkærlighed for Steven Spielberg med hovedvægten lagt på flotte og stemningsfulde CGI-effekter. Børneskuespillerne gør det ikke godt, og Arcel vil have alt for mange plotpoints og historier til at de 100 minutter kan bære det; resultatet er til tider uden nærvær og for det meste temmelig overfladisk.

De fortabte sjæles ø var den ene danske film jeg havde glædet mig mest til at se i 2007. Jeg er en stor fan af Steven Spielbergs film om amerikanske børn og børnefamilier – fra E.T., Jaws og Nærkontakt af tredje grad til The Goonies og Poltergeist (som han vist nok kun var producer på). Man kan diskutere hvor meget børnefilm der er over f.eks. Poltergeist, Indiana Jones og Jurassic Park for ikke at nævne Gremlins (også producer), men fælles for alle film er hans umiskendelige fingeraftryk af rutschebane-underholdning, når de store actionscener folder sig ud, og samtidig en nænsom nostalgisk portrættering af det uskyldige, barnlige sind – hvad enten vil snakker Elliott i E.T. eller Indiana Jones’ barnlige længsel efter eventyr, fortidens skatte og selvfølgelig sin fraværende fars opmærksomhed.

Det er primært disse to temaer som Nicolai Arcel forsøger at implementere i De fortabte sjæles ø. Her møder vi 14-årige Lulu og hendes lillebror Sylvester, der flytter til en lille landsby sammen med deres forsmåede karrierekvinde af en mor; faren er stukket af med en yngre model. Men ondskaben lurer i mørket i form af en såkaldt necromancer, og Sylvester bliver besat af en af de gode ånder, der vil bekæmpe ondskaben. Og snart er børnene hvirvlet ind i et overnaturligt eventyr med et morderisk fugleskræmsel og onde skyggedæmoner.

CGI
Lad det være sagt med det samme: De fortabte sjæles ø er et forfriskende pust i den danske filmverden. Her er ingen middelklasse-weltsmertz men tjubang-gang-i-den med flotte computeranimationer og CGI-baggrunde af mørke, fantasy-nætter med forrevne skyer osv. Især må fremhæves det meget levende fugleskræmsel, der hopper og ter sig som var det virkelig virkelighed – men også de magiske magtkampe med lyn og buldrende underlægningsmusik er flot udtænk i CGI. Det er vi ikke vant til herhjemme, og det er flot at dansk film kan være med på computerteknisk omgangshøjde med Harry Potter-filmene.

Men CGI-effekterne bliver også De fortabte sjæles ø’s akilleshæl. Der er givetvis postet rigtig mange penge i computertroldmændene, og i DR bragte i FILMLAND et længere reportageinterview med Nicolai Arcel, der begejstret fortalte om hvor vigtigt det var at colourgrade selv meget små detaljer i billedet, for at følelsen blev helt rigtig.

Det føles, som om (og understøttes til dels i ekstramaterialet på dvd'en) at instruktøren og resten af holdet har brugt alt for meget energi på overflade og specialeffekter, mens de helt grundlæggende filmiske virkemidler (de analoge af slagsen) er sparet væk: Her er et fravær af nærbilleder, ultranærbilleder og afvekslende billedudsnit, der kan skabe identifikation og action. De CGI-skabte actionsekvenser er kedelige, fordi klippeintensiteten er alt for lav. John Williams-musikken buldrer ganske vist derudaf, det regner og tordner, og det hele er colourgradet blåt og gråt, men intensiteten og muligheden for indlevelse er forbavsende lav, og derfor bliver det kedeligt. Der er prioriteret de forkerte steder, og man føler aldrig det dér rutschebane-sug i maven.

Referencer eller rip offs?
Børnene vil jo næppe opdage det, men forældrene vil uden tvivl nikke genkendende til mange af optrinnene; her er hilsner til den elskelige sekvens fra E.T. hvor det lille skumvæsen tænder tv’et, drikker øl og i det hele taget udforsker huset – selv Sylvesters spillen fodbold op ad muren i skumringen giver mindelser om Elliott i E.T. På Lulus værelse hænger den samme “I want to believe”-plakat, som vi så i Fox Mulders kontor i X-Files-tv-serien, og turen på traktoren med det bidske fugleskræmsel i hælene skal givetvis ligne en flugtaktion fra en Indiana Jones-film, mens vi halvvejs igennem filmen får en pudsig hilsen til George Romeros zombiefilm, hvor beboerne i landsbyen besættes af løbske ånder. Og så er selve startteksternes design og flyveturen gennem skyerne et komplet rip off fra Harry Potter-filmene.

Om Nicolai Arcel låner eller stjæler fra de amerikanske forbilleder må være op til den enkelte seer at bedømme, men sagen er, at denne form for Frankenstein-kludetæppe aldrig bliver en helstøbt film. Den vil alt for meget på de knapt 100 minutter, den har til rådighed, og den snubler i det allerede efter det overvældende anslag. I de kommenterede fraklip på dvd-udgaven fortæller Nicolai Arcel, at en masse af de skrottede scener bare bremsede filmens action og blot uddybede forhold mellem karaktererne, og derfor var ligegyldige. Det er meget muligt, men De fortabte sjæles ø mangler i den grad tid til at dvæle ved detaljer i familien, i familiens hverdag, i den fraværende far og dennes betydning for børnene, i forholdet mellem bror og søster og en barnlig lyst til at udforske åndeverdenen. Der hugges mange hæle undervejs, og det er da helt rigtigt, at man sagtens kan forstå handlingen, men det bliver på et enormt overfladisk og stereotypt plan, fordi Arcel forudsætter, at vi kender den slags historier og karakterer, og giver sig ikke tid til at afrunde dem og gøre dem helstøbte.

Læg dertil at børneskuespillerne ikke spiller godt, og at Lars Mikkelsen som den uhyggelige necromancer bare ikke er særlig uhyggelig, fordi kameraet og lyssætningen ikke skaber tilstrækkelig med mystik – og fordi vi aldrig får indblik i de grusomheder som necromanceren er i stand til. Se så ender vi med en ret middelmådig amerikansk genrefilm, der gerne vil bide skeer med de rigtig store. Men fordi produktionen og skuespillerne er danske, så bliver De fortabte sjæles ø altså en tand mindre middelmådig, og den er stadig et meget velkomment frisk pust i den kedelige danske trummerum.

······


De fortabte sjæles ø
Instruktion: Nicolai Arcel
Skuespillere: Sarah Langebæk Gaarmann, Lucas Munk Billing, Nikolaj Kopernikus m.fl.
Zentropa, 2007
Spilletid: Ca. 100 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film

Sunshine (2007)

Det ydre rum. Danny Boyle er tilbage i en ny genre med den svært menneskelige science fiction-film, Sunshine. Her er spiller solen en altdominerende rolle som mål, modstander og hjælper for den lille gruppe astronauter, hvis job det er at gentænde den store stjerne for at redde menneskeheden, før det er for sent. Det er der kommet en både spændende og bevægende genrefilm ud af.

Jeg kan ikke lige huske, hvor jeg hørte Danny Boyle snakke om sin nyeste film, Sunshine (måske i et interview i Filmspotting-podcasten), men et af hans problemer som instruktør og sci-fi-konceptmager var, at det hele jo var set og lavet før af folk, som var meget bedre end ham. Han henviste bl.a. til de første Alien-film af Ridley Scott og James Cameron samt Stanley Kubricks 2001 som science fiction-klassikere, der var umulige at matche i såvel stemning og specialeffekter som indhold og filosofiske natur. I det nævnte interview fik Boyle det nærmest til at lyde, som om de nævnte film var en slags overflødighedshorn, som han kunne bruge fra og referere til for at give sin egen film tyngde.

Man kan stille det meget rimelige spørgsmål, om det så mon var besværet værd at lave en science fiction-film, når manuskriptforfatteren og instruktøren efter alt at dømme ikke har noget nyt at byde på. Men det er det faktisk, for Sunshine lægger sig fint i forlængelse af de tidligere klassikere, og selv om den ikke på samme måde er banebrydende eller nytænkende, men netop blot genbruger gamle ideer, så er det nogle fantastiske forlæg, som Danny Boyle har nærstuderet. Og en science fiction-film med fokus på menneskelige relationer og konflikter, brister og mangler – ja, selve den menneskelige tilstand – er altid velkommen.

Sunshine ejer dog ikke hverken 2001 eller Bladerunners eksistentialisme, men den er stadig syvmileskridt foran nyere, meget overfladiske og effektjagende (sagde nogen George Lucas?) projekter.

Menneskelige konflikter
I Sunshine er hovedplottet, at en gruppe astronauter skal flyve op til solen og afmontere den kæmpemæssige bombe, som er spændt fast til deres rumskib, hvorefter bomben så vil sørge for at solen kan gentændes, så livet på jorden kan fortsætte. Men så let går det selvfølgelig ikke: Selv om rumskibet styres af en ganske tilforladelig computer, der handler rationelt og i overensstemmelse med missionen, kan besætningsmedlemmerne kommunikere med og omprogrammere computeren. Og det sætter filmens primære konflikt på skinner.

Modsat HAL fra 2001 og mother fra Alien er computeren/rumskibet Icarus i Sunshine ikke ondsindet eller forprogrammeret med hemmelige planer. Her er det menneskets påvirkning under længere tids måneders isolation, stress og selve missionens storhed der fører problemerne med sig. Da astronauterne opfanger et nødsignal fra det første rumskib og fejlslagne Icarus-mission, står de over for det første skæbnesvangre valg: Skal de lægge en anden og mere risikabel rute, så de kan få fingrene i Icarus 1’s bombe og dermed to muligheder for at gentænde solen, eller skal de fortsætte kursen ligeud mod solen, men uden den ekstra mulighed for at fuldføre den vigtige mission. Valget hviler på skuldrene af den ubeslutsomme og følelsesmæssigt påvirkede fysiker Capa (spillet af en altid karismatisk Cillian Murphy), der gør det eneste rigtige – at foretage en simpel beregning for og imod og vælge ruteændringen.

Det afstedkommer en sand dominoeffekt, hvor besætningen sættes over for det ene menneskelige dilemma efter det andet: Hvem har mest ret til at overleve, når der kun er én rumdragt til tre mænd? Hvem kan med fordel undværes, når ilten slipper op? Hvem skal lades tilbage på dødens Icarus 1, for at de andre kan overleve? Kerneproblemet er hele tiden: Kan drabet på et-to-tre-fire mennesker retfærdiggøres og accepteres, når det gælder menneskehedens overlevelse? Sunshine skildrer på fremragende vis dette dilemma, fordi filmen sætter ansigter, baggrund og følelser på beslutningstagerne og ofrene. Det, der på papiret ligner en krystalklar beslutning, viser sig at have kæmpemæssige menneskelige omkostninger.

Den æstetiske sol
Nu lyder dette referat enormt langhåret og meget kedeligt, men Danny Boyle iscenesætter solen og Icarus 2 med en æstetisk sans, som mange har savnet i sci-fi-genren siden Ridley Scott viste vejen med Alien. Det klaustrofobiske rumskib, samtalerne over aftensmaden og mellem de hårdtprøvede, almindelige besætningsmedlemmer minder påfaldende om optaktsscenerne fra Alien. Også billederne af solen er storladne og nærmest guddommelige, og man forstår så udmærket astronauterne (der i solens nærvær reduceres til endimensionale silhuetter), der påvirkes og tiltrækkes af denne brændende stjerne – hvilket selvfølgelig minder om den sorte monolit i starten af 2001.

Lyden bruger Danny Boyle som understøttelse til de bjergtagende billeder. Det er svært at lave solens blændende stråler særligt voldsomme, når man har udtømt de visuelle muligheder ved at gå ind i flimrende, hvidlige ultranærbilleder og ryste med kameraet og hyperklippe sekvensen i en montageagtig stil. Boyle bruger ubehagelige, futuristiske lydeffekter og elektroniske musikbrudstykker til at viderebringe følelser som at brænde op i solen og afsindig kulde i frostblå væske. Det er – som allerede slået fast – ikke banebrydende, men solidt filmhåndværk.

I denne forbindelse skal særligt fremhæves slutningen, som allerede i filmens start postuleres at være en opløsning af tid og rum; denne æstetiske udfordring kunne så let være endt i en 30 minutter lang sekvens bestående af hokuspokuslaserlys og mystiske billeder, der ikke passer sammen (også kendt som Stanley Kubricks alt for lange slutning på 2001), men Boyle overrumler ved at holde sig til historien og skeje ud inden for dens rammer, så det aldrig bliver mystifistisk, men bare enormt fedt. Her viser han sig faktisk bedre end forbilledet.

Og så ikke et ord om den ret kedelige, hemmelige femte passager, der aldrig nogensinde, når Alien-monsteret fra første film til sokkeholderne. Dertil er fotograferingen for ordinær og u-uhyggelig.

Sunshine er den bedste store science fiction-film jeg har set længe.

······


Sunshine
Instruktion: Danny Boyle
Medvirkende: Cillian Murphy, Cliff Curtis, Chris Evans m.fl.
Fox Searchlight Pictures, 2007
Spilletid: ca. 103 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film

Pan’s Labyrinth (2006)

Eventyr for voksne. Den er blevet kaldt eventyrgenrens Citizen Kane, og Guillermo del Toros Oscar-nominerede Pan’s Labyrinth er imponerende og overvældende i sin visualitet og parallelle fortællestruktur. Her mikses den blodige spanske borgerkrig med lige så gruopvækkende folkeeventyr, og det er på alle måder filmens fortjeneste, at del Toro tager genren, dens uhygge og dens patos 100 % alvorligt.

Pan’s Labyrinth blev spået store chancer ved dette års Oscar-uddelinger, men blev overhalet 10 sekunder fra målstregen af den tyske De andres liv. Under alle omstændigheder er denne fabelagtige, mexicanske eventyrfilm med til at vise, hvad det sydamerikanerne kan byde på; sammen med Alejandro González Iñárritu (ham med Babel) og Alfonso Cuarón (ham med Children of Men) kipper Guillermo del Toro med det mexicanske flag og disse “three amigos” er i den grad blev budt velkommen i Hollywood, så Peter Jackson (a.k.a. den lille newzealænder med den store abe) må føle sig en kende overset. Og samtidig viser det, hvor håbløs et bidrag som danske Susanne Biers Efter brylluppet var ved samme Oscar-uddeling.

Pan’s Labyrinth er en barsk og uhyggelig eventyrfilm for voksne og “børn” over 15 år. Vi følger Ofelia og hendes mors ankomst og ophold hos morens nye mand, den grusomme kaptajn Vidal som leder en større deling soldater i borgerkrigen mod oprørerne i skovene og bjergene. Ofelia elsker folkeeventyr, men hun elsker også sin mor og sin lillebror, som endnu er inde i morens mave. Den fascistiske kaptajn Vidal – derimod – afskyr eventyr, små piger og alt andet, der skaber uorden i hans dagligdag, der styres manisk efter hans afdøde fars lommeur. Kaptajnen er den type, der først smadrer en mands ansigt til ukendelighed med bunden af en vinflaske og derpå skyder ham tre gange igennem brystkassen og så til sidst tjekker, om han er oprører eller bare en simpel bondemand på jagt efter kaniner.

Eventyrtimen
Midt i denne vanvittige, blodige borgerkrig befinder lille Ofelia sig og allerede inden ankomsten forvildes hun på afveje af en knæleragtig fe; den fører hende ind i en labyrint og ned under jorden, hvor Pan venter med tre opgaver, så den underjordiske eventyrverden kan blive, som den var engang. Ofelia er nemlig månebarnet, der kan redde Underverdenen, hvor hun vil blive prinsesse. Men Pan gemmer en uhyggelig hemmelighed i ærmet – og det samme gør kaptajn Vidal.

Guillermo del Toro væver disse to parallelle handlinger sammen med Ofelia som omdrejningspunkt. Her blandes virkeligheden og eventyret – disse groteske og uhyggelige verdener, der spejler hinanden og får historien til at udvikle sig. Og kunsten består i, at den mexicanske instruktør ikke ryster på hånden undervejs, men tager de eventyrlige prøver lige så seriøst som den spanske borgerkrigs grusomheder. Her er ingen ironiske eller postmoderne blink til publikum som i det moderne eventyr Shrek.

I stedet får vi en kompleks historie, der på fortolkningsplanet handler om lille Ofelias indtræden i voksenlivet. Ofelias eventyrlige oplevelser kan læses med mange briller på, men det er oplagt, at se hendes accept af prøvelserne som en form for virkelighedsflugt eller oprør mod den fascistiske verdensorden, hun netop er blevet datter af: Hvor Pan lover hende at blive prinsesse over den eventyrlige Underverden, venter der hende i virkelighedens Spanien en rolle som arvtager efter kaptajn Vidal.

Tre prøver
I Pan’s Labyrinth er den onde stedmor skiftet ud med en ond stedfar i kaptajn Vidal, og Ofelia skal gennemgå tre prøver, som får virkelighed og fantasi til at nærme sig hinanden og blandes mere og mere sammen. Det starter ret uskyldigt med, at Ofelias fine balkjole bliver svinet til med mudder under den første prøve – et møde med en temmelig ulækker frø. Og efterhånden som prøverne øver indflydelse på virkeligheden, svækkes kaptajn Vidals kraft, mens Pan til gengæld bliver mere frisk og ung at se på. Det er eventyrets Pan, der kommer lillebroren til undsætning under morens problematiske graviditet, men kaptajn Vidal tror som sagt ikke på eventyr og føler dem som et forstyrrende element mod hans ultrarationelle verdensbillede.

Del Toro skaber sammenhæng mellem de to adskilte verdener via lange panoreringer med skjulte parallelklip, så virkeligheden forenes organisk med eventyret. Senere bliver det til reel krydsklipning, så man i den afsluttende konfrontation mellem virkelighedens Ofelia og eventyrets ditto bliver dejligt i tvivl om, hvordan man skal tolke det, man ser...

Pan’s Labyrinth bringer glade barndomsminder om Jim Hensons dukke/live-action-eventyrfilm Labyrinth og tv-serien The Storyteller. Guillermo del Toro har lavet et vokseneventyr med et barn i hovedrollen – og resultatet er overvældende og barskt, smukt og bevægende. Den kan varmt anbefales.

······


Pan’s Labyrinth (spa. El laberinto del fauno)
Insturktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Ivana Baquero, Sergi Lopéz, Doug Jones m.fl.
Tequila Gang, 2006
Spilletid: Ca. 119 minutter
Dansk dvd-distribution: Scanbox

Blades of Glory (2007)

På glatis. Den nye maskulinitetskomedie med Will Ferrell er ikke nær så skarp og stram som den fabelagtige Talladega Nights. Her er fimsede isskøjtedansere, men de humoristiske højdepunkter topper med de homoseksuelle gnidninger og misforståelser. Blades of Glory er forbavsende pæn og ordinær.

Mød den megamaskuline Chazz Michael Michaels. Mød personifikationen af løse håndled, Jimmy McElroy. De er begge isskøjtedansere, og nu tvinger vi dem til at danse sammen for at kickstarte deres karriere igen. Det er i al sin slående enkelhed plottet i Blades of Glory.

Will Ferrell spiller den brovtende, erfarne og dameglade Michaels, mens John Heder spiller den duksede, uerfarne og generte McElroy. Så på papiret er det da sjovt. Hylesjovt. Men manuskriptet og filmen svinger sig aldrig op på de højder. Her de to mandlige isskøjtedanseres ømme pardans i stramtsiddende og fjollede dragter et komisk højdepunkt på grund af de overtydelige homoseksuelle undertoner. Men resten af filmen er frygteligt ordinær og gennemsnitlig. Og derfor en skuffelse – ovenpå Talladega Nights.

Will Ferrell i spændetrøje
På Talladega Nights hed instruktøren Adam McKay, der også havde skrevet og udviklet manuskriptet sammen med Will Ferrell. Det skænkede jeg ikke en tanke, da jeg så den for et par måneder siden, men i sammenligning med denne sportsfilm bliver gnisterne og inspirationen mellem McKay og Ferrell enormt tydelig. Det samme gør kvaliteten i deres samarbejde.

I Blades of Glory er det kreative makkerskab i Josh Gordon og Will Speck noget mere frugtesløst. Will Ferrell har ikke været inde over manuskriptet, og filmen udnytter slet ikke hans talent for improvisation overhovedet. På den måde bliver resultatet meget ufarligt og konformt. Der er en mangel på jokes og sjove scener, simpelthen fordi John Heder – eller måske snarere hans karakter – ikke er særlig sjov. (Det vender vi tilbage til.)

Værst er det dog, at Will Ferrell her er reduceret til den sjove og modvillige hjælper, og man mærker, at han har fået besked på at holde sig i baggrunden og forholde sig roligt. Bevares: Han er til stede og langt den sjoveste af de to isskøjtedansere, når han tæver den lille John Heder rundt i manegen og udspyr sine mandschauvinistiske svinestreger til højre og venstre. Men hans plotlinje bliver væk midtvejs og han reduceres til et kastreret sidekick. Øv!

En udviklingshistorie
Ca. halvvejs satser Blades of Glory entydigt på at fortælle historien om den forældreløse Jimmy McElroy og afdække hans udviklingshistorie og hvordan han får pigen og medaljen til sidst. Der ændrer filmen markant karakter og bliver en feel-good-fornøjelse frem for en satirisk og plathumoristisk gengivelse af de to mænds problemer med den bøssede par-isdans. Det er også her, at filmen udpeger modstanderne i dens aktantmodel, og hvor Will Ferrell placeres entydigt på hjælpersiden frem for at kampen mellem de to mænd får lov til at fortsætte til 2. plotpoint.

Oven i købet er historien om McElroy sært kedelig, måske fordi John Heder selv virker enormt kedelig og passiv i store dele af filmen, hvor det er henholdsvis pseudo-faren, træneren og dansepartneren der styrer showet. Ting sker bare rundt om ham, og McElroy står nærmest bare i vejen og lader historiens udvikling føre sig med.

Det er OK men ikke godt nok, når man ser hvad både Heder og Ferrell ellers har lavet. Så må man gerne satse højere, så vi får lidt skøjtegnister mellem de to hovedpersoner. Blades of Glory minder faktisk om en af de ufarlige komedier med Chevy Chase eller John Candy fra 80erne – og det er tiden altså løbet fra. Selv om de da er meget hyggelige og sjååååve...

······


Blades of Glory
Instruktion: Josh Gordon & Will Speck
Medvirkende: John Heder, Will Ferrell, Will Arnett
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca. 89 minutter
Engelsk dvd-distribution: DreamWorks

Disturbia (2007)

Master of Suspense. Steven Spielberg har sat sit fingeraftryk på D.J. Carusos genindspilning af den gamle Hitchcock-thriller, Rear Window. Nu opklares kriminaliteten med mobiltelefoner, dv-kameraer og af tre friske unge mennesker, hvis voyeuristiske tendenser drukner i teenagefilmens sødmefulde kækhed. Det er knaldgodt filmhåndværk – det er morsomt, spændende og døduhyggeligt. Og så gør det ikke noget, at alle suspense-trickene er set mange gange før, og at det hele starter med en bilulykke.

I Alfred Hitchcocks Rear Window sidder James Stewart med benet i gips i sin lejlighed efter et uheld på racerbanen. Herfra udspionerer han naboerne i bygningen overfor, og langsomt begynder han at få færden af et blodigt mordmysterium.

I Disturbia genbruger instruktør D.J. Caruso og producer Steven Spielberg dette grundlæggende plot, men det hele sættes i vor elektroniske tidsalder, og frem for en midaldrende James Stewart, får vi her friske unge Sheia LaBeouf i rollen som en lettere forstyrret ung fyr, der døjer med problemer på hjemmefronten og i skolen. Faktisk har han fået en af de her elektroniske fodlænker på, så han kan sidde en tremåneders fængselsstraf af derhjemme, men mor lukker hurtigt ned for X-box, iTunes og kabel-tv. Og hvad gør man så? Om dagen kan man jo belure den nytilflyttede nabodatter, der bader i swimmingpoolen udenfor. Og om natten kan man jo sidde og glo efter den anden nabo, Robert Turner, der under skrig og skrål jager en ung kvinde rundt med en stor kniv inde i sin flugtsikrede villa. Så blev det alligevel en god sommer!

Forstadsnostalgi
Skønt instruktøren hedder D.J. Caruso mærker man tydeligt hr. producent-Spielbergs tilstedeværelse i denne films skønne stemning af forstadsnostalgi. Her har vi en lettere dysfunktionel familie med mor og teenagesøn, der skal få det til at fungere efter farens meget pludselige død i en frygtelig bilulykke. Men denne ramme er ikke mere socialrealistisk end at villavejen ligner et udsnit af Wisteria Lane med sin blandede følelse af tristesse og optimisme. Det er samme blandingsforhold og stemning, man finder i Spielbergs egne klassikere, f.eks. Nærkontakt af tredje grad og E.T., og formlen virker stadig.

Nok er Disturbia i begyndelsen en sød teenagefilm med fokus på de blomstrende følelser mellem hovedpersonen Kale og nabopigen Ashley – her handler det om det første akavede møde og hvad man siger og ikke siger, om den krilrende fornemmelse, når man skal tage initiativet til at holde i hånden for første gang, og om det første kys. Her er masser af afvæbnende sjov og spas, foranstaltet af den pigeglade, asiatiske skolekammerat Ronald. Men Caruso formår at holde stemningen nede på et forholdsvist underspillet og uskyldigt plan – det bliver aldrig skingert og vulgært som i American Pie-filmene eller håbløst melodramatisk som tv-serien Orange County. Vi får faktisk lov til at se at Kale kigger skamfuldt væk, da han spotter Ashley i en minibikini ved poolen første gang, og filmen sørger for ikke at dvæle ved hans voyeuristiske tendenser, mere end så vi forstår og deler hans beundring og tiltrækning.

I alle tilfælde handler det om en fin balance, og øvelsen – filmen – kunne være gået frygteligt galt og kammet fuldstændig over. Det gør den aldrig. Også overgangen til filmens mere thriller- og horror-prægede anden halvdel fungerer gnidningsløst, da kærlighedsplottet ikke rigtig kan gå videre. Det bliver vitterligt enormt spændende og dernæst uhyggeligt som fra den ene scene til den næste, men det fungerer, og selv om der ikke etableres vanvittigt mange og særligt håndgribelige varsler i første halvdel af filmen, er man med som seer. Det her er rigtig godt filmhåndværk!

En ulykke kommer sjældent alene
Der hvor Disturbia har store plotmæssige problemer, og hvor både Caruso og Spielberg skulle være gået tilbage til manuskriptforfatterne og sagt: “Ikke godt nok!” – det er i filmens anslag. Her får vi nemlig den klassiske årsag til Kales problemer serveret lige i smasken, så man tror man sidder og ser en dansk film, der de sidste 10 års tid jo virkelig har excelleret i bilulykker som igangsættere til konflikter. Her er det Kale og hans far der kører galt, så man virkelig mærker det i mellemgulvet, og filmens problem er at ulykken kun forbliver en meget ubehagelig, skelsættende og blodig undskyldning for Kales husarrest – andet bruges uheldet ikke til. Disturbia dykker aldrig rigtig ned i Kales skyldfølelse i form af mareridt eller afsavn eller noget i den stil, og værst af alt er, at moren (i denne over/middelklassefamilie) virker som om hun har det fint med farens død.

Sammenligner man med de førnævnte Spielberg-klassikere, så formåede den gamle movie brat at få os til at læse mellem linjerne og føle os frem til de familiære gnidninger. E.T. er et supergodt eksempel på at publikum må slutte sig til hvad der er sket med den fraværende far via lille Elliott. Her i Distubia er problemerne alt for bombastisk skildret – især når der ikke følges op på dem. Hvor ville det have været befriende, hvis Shia LaBeouf bare havde haft de der fuldstændigt almindelige pubertetsproblemer som alle teenagere skal igennem og som vi jo sagtens kan forstå og sætte os ind i. Dem ser vi også en masse til, men filmen hænger dem op på farens død – og det er for nemt (måske direkte usmageligt!).

Når det så er sagt, så er Disturbia stadig fantastisk god og uhyggelig underholdning for alle pengene. Samspillet mellem de tre teenagere fungerer sublimt; særligt må fremhæves Shia LaBeouf der hverken spiller eller ligner en sportsidol eller computernørd men bare en helt almindelig amerikansk knægt. Det er ikke mindst takket været hans skuespillerevner, at skiftene i filmen fungerer så gnidningsløst. Ham skal vi nok se mere til – Spielberg har da også kidnappet Shia til den fjerde film i Indiana Jones-trilogien.

······


Disturbia
Instruktion: D.J. Caruso
Medvirkende: Shia LaBeouf, Sarah Roemer, Aaron Yoo m.fl.
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca.104 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
I danske biografer lige nu!

The Godfather: Part III (1990)

Bedre end sit rygte? Selv om Francis Ford Coppola ikke har gemt de bedste scener til sidste del af sin filmtrilogi, så har The Godfather: Part III større sammenhængskraft end 2’eren. Den er basalt set mere spændende og eksplosiv, men den er også langt mere melodramatisk og hugger og stjæler fra sine to forgængere, så den ender med at blive en kopi af en kopi.

Som nævnt ved de to andre Godfather-film: Jeg havde på fornemmelsen, at det her ikke lige var min kop te, men nu ved jeg det da med sikkerhed. Her har vi en filmtrilogi, der i alt varer ca. 9 timer, og som i sin struktur minder om en tv-serie, hvor der skiftevis snakkes, trues og skydes.

Min mor fulgte jo med i Dollars i 80’erne, og sådan som jeg husker den serie, så er der ikke langt fra Blake, Alexis og deres økonomiske og familiemæssige magtkampe til Michael Corleones ditto – jeg mindes at den store afslutning på en af sæsonerne netop var et kæmpemæssigt gangster-shootout, hvor samtlige medvirkende blev skudt ned ved et bryllup! Så kan man jo omvendt mene, at Godfather ikke er så dårlig som Dollars, men tværtimod at det er Dollars der er lige så god som Godfather – det har jeg ingen mening om.

En regelret gangster
Hvorom alting er: I The Godfather: Part III er der intet nyt under solen – her fortsætter historien om Michael Corleones (spillet af en fan-ta-stisk Al Pacino) ambivalens med hensyn til det gangsterimperium, som han har overtaget af sin far, Vito (Marlon Brando i 1’eren): Don Michael Corleone vil stadig gerne have sine forretninger til at foregå inden for lovens rammer. Han er begyndt at frygte for familiens ve og vel – ikke mindst datteren Mary (spillet af den her meget mutte og forbavsende uattraktive Sofia Coppola – jeps, Francis’ egen datter! Hmmmm…). Men det går selvfølgelig ikke så let – selv om Michael køber sig til den katolske kirkes velsignelse, så går hans legitime overtagelse af dens aktiemajoritet i firmaet Immobiliare knapt så let; den italienske regeringsmafioso står ham i vejen, og internt i familien gør nevøen Vincent (Andy Garcia) knuder og vil beskytte sin familie med krudt og kugler og dermed forblive uden for lovens rammer. Og så bliver fætter Vincent og kusine Sofia, undskyld: Mary, forelskede…

The Godfather: Part III kommer mere spændende fra start end de forrige film. Der er flere tydelige setups/varsler, men metoden er stadig grundlæggende den samme. Her er det den katolske ceremoni og efterfølgende festivitas i forbindelse med Michael Corleones modtagelse af Skt. Sebastian-ordenen der parallelklippes med de lyssky aftaler på kontoret. Ganske vist er de sædvanlige tough guys skiftet ud med grå advokater, hvoraf Tom Hagen (Robert Duvall) af uransagelige årsager ikke medvirker, så det er lidt kedeligere på flere måder.

Også filmens store finale ligner især 1’erens opbygning med krydsklipning der antyder en sammenhæng på tværs mellem scenerne og karaktererne. Som noget nyt i forhold til de to andre film bruges krydsklipningen dog her til at skabe en spændingsoptrapning: Vi ved noget, som Vincent og Michael Corleone ikke ved, og omvendt – vi ved også noget, som den snigskytte, der gemmer sig i operaen, ikke ved. Det er en meget hitchcock’sk måde at håndtere det hele på, og det plejer jo nok at borge for kvalitet, men ikke i gangster/drama/storfilmgenren, hvor slutningen bliver langt mere konventionel i sin stemning og leg med publikum. Nok sidder vi ude på stolesædet af spænding, men det gør vi jo også i teenage-slasheren Fredag den 13.

Bedre end 2’eren
The Godfather: Part III er på den måde en mere publikumsvenlig film i forhold til dens forgænger. Det er mange gange lettere at følge konflikternes optrapning, når Corleone vil renses ved at investere i Immobiliare og presses af både de andre aktionærer men også de andre udenforstående gangsterklaner der står i kø for at hvidvaske deres blodpenge.

Andy Garcia i rollen som Michaels nevø (søn af broren Sonny – spillet af James Caan i den oprindelige film) er absolut en gevinst. Han slår gnister på lærredet, og Vincents lyst til hævn og vold er med til at lægge yderligere pres på Michael Corleone. Det at Vincent på et tidspunkt skal vælge mellem gangsterkarrieren og kærligheden fremstår dog aldrig som noget dybfølt problem for ham – man er aldrig i tvivl om, hvad han mon vælger, og med Sofia Coppola i rollen som Mary har han jo nok heller ikke rigtigt noget valg…

En af de store kvaliteter ved The Godfather (den første) var klart de underspillede roller og den implicitte stil – især Al Pacinos deadpan spillestil og Coppolas greb om antydningens kunst ophøjer filmen til en klassiker. Her har Pacino et par grimme, grimme scener der udbasunerer hans indre konflikter – Coppola lader karaktererne snakke og råbe, mere end han viser tingene. Særligt Michaels kvababbelser om sine morderiske fortid kommer til udtryk på denne melodramatiske måde. Det virker som om den implicitte stil er tilsidesat her i sidste del af trilogien, for at vi alle sammen skal kunne forstå, hvordan det hele ender – Michaels forhold til Kay lukkes ned på denne måde, det samme gør Vincents forhold til Mary.

Det bliver meget klægt og opera-agtigt med følelserne uden på tøjet, og kommer til at ligne et wanna-be opkog af de to tidligere film komplet med indlagte flashbacks tyvstjålet fra disse. Men filmen er også hæderligt håndværk i sin struktur, sin fortælling og sit greb om suspense – den føles aldrig lang. Og det er immervæk mere end man kan sige om den forfærdeligt ringe The Godfather: Part II.

······


The Godfather: Part III
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Al Pacino, Sofia Coppola, Andy Garcia m.fl.
Paramount Pictures, 1990
Spilletid: Ca. 163 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount

The Godfather: Part II (1974)

Prequel + sequel = mesterværk? Den anden Godfather-film er blevet udråbt som verdens bedste toer; flere filmkritikere tager endda munden helt fuld og siger, at den er bedre end etteren. Jeg er absolut uenig: The Godfather: Part Two er med en spilletid på 192 minutter alt for lang; den parallelklipper mellem to handlinger, der intet har med hinanden at gøre, og har nok fortælling til at skabe to selvstændige film, der oven i købet ville være langt mindre forvirrende at følge med i.

Noget må være gået helt galt! Som med The Godfather ved jeg jo udmærket godt, at jeg øjensynligt er den sidste filmnørd i verden, der ikke har set del to. Filmen er allerede at finde på utallige hitlister over verdens bedste film – og visse steder optræder den endda foran sin forgænger. Det ville være helt idiotisk at forsøge at gå i rette med de filmanmeldere og -historikere, der allerede har sørget for at udbrede sig om denne films fantastiske kvaliteter. Men nu gør jeg det alligevel:

The Godfather: Part Two er ikke en god film! Den er på ingen måder et mesterværk, og den hiver to filmruller hjem her udelukkende på grund af sine skuespillere anført af en fantastisk Al Pacino (som – hvis jeg nu skal være helt ærlig – jeg endelig har fået øjnene op for, efter denne trilogi). Men instruktør Francis Ford Coppola følger en fin etter op med et rædselsfuldt monster af en toer: Han vil lave både en prequel og en sequel, og kombinationen fungerer ikke. Der er simpelthen for mange huller, til at man kan følge med i især handlingstråden om Michael Corleone. Dertil er der klare fortællemæssige fejl, som hjælper med til at forvirringen breder sig, og historien mere eller mindre falder fra hinanden. At det kan være fascinerende at være meddigtende og prøve at hitte rede i de mange gangsterklaners forhold til hinanden og til sig selv og deres egne familiemedlemmer – det er jeg sådan set ikke uenig i. Men her styrter filmen sammen på grund af et alt for sløset fundament.

Haves: Forvirring. Ønskes: Energi
Kort fortalt (til de ca. 42 personer her i landet, der endnu ikke har set The Godfather: Part Two) – filmen tager udgangspunkt i Vito Corleones barndom og opvækst. Vito bliver senere den oprindelige Godfather spillet af Marlon Brando i den første film, men her spilles han i voksenudgave af Robert de Niro, og det er hans fortjeneste, at man synes, at denne del af filmen er mest spændende. Det er her, der er mest energi.

I filmens anden fortælling følger vi nemlig fortsat Michael Corleone (Vitos søn, der overtager rollen som Godfather i slutningen af etteren). Han har slået sig ind på casinoer og spillebuler i Nevada i forhåbning om at kunne bryde med Vitos morderiske forretningsmetoder og gøre dem mere stuerene. Fortællemæssigt bevirker det, at der holdes en del møder, hvor der parlamenteres frem og tilbage. Rejsen går såmænd også til Cuba, hvor der er flere møder, og Michael Corleone medvirker i en senatshøring, hvor han gås på klingen om sine forretningsmetoder.

De to historier i The Godfather: Part Two fejler såmænd ingenting. De er hver for sig udmærkede plots for en toer. Men hvorfor Francis Ford Coppola har fået den vanvittige idé at kombinere dem, fatter jeg ikke. Det tilfører på ingen måde filmen noget ekstra – tværtimod. Hver historie bliver mere langtrukken og fremstår som fragmenterede brudstykker: Fordi der skal levnes plads til begge handlingstråde, skal der jo skæres detaljer væk andetsteds, hvilket særligt svækker historien om Michael Corleone. At The Godfather: Part Two i princippet er to film klippet ind i hinanden, gør den ikke til en stor film – det gør den bare til en laaang film!

At man ikke forstår så meget af de implicitte trusler og rænkespil medvirker selvfølgelig til at gøre filmen langt mindre tempofyldt og energisk end etteren. Men også udskiftningen af etterens storstilede shoot-outs med tale, tale, tale, tale, true, tale… dysser spændingen og energien gevaldigt ned.

Forvirringen er total
Jeg skal gerne indrømme: Efter at have set filmen trissede jeg rundt en dags tid, mens jeg så tomt ud i luften og prøvede at få puslespillet til at passe sammen – var der en særlig vigtig brik jeg havde misset i The Godfather: Part Two, når alle andre åbenbart udråber den til et mesterværk? Filmen starter jo som en kontant opfølger – uden resumé eller hjælp til at komme ind i universet (hvis det f.eks. er to år siden etteren havde biografpremiere!). Ja, det lugter for mig at se stadig langt væk af tv-føljeton, og den megen snakken og interne familiestridigheder vs. forretningsforbindelser med underslæb, forbrydelser og likvideringer blev da også i 1980erne lavet om til allesammens yndlingsdramaserie Dynasty (eller Dollars som den hed på dansk).

Jeg gik ind på www.IMDB.com og ledte efter, hvad fans af filmen fremhævede som kvaliteterne. Til min store overraskelse er det, der fylder mest, spørgsmålene, som filmseerne (jeg selv inkl.) stiller sig selv efter at have set filmen. Folk prøver f.eks. at udrede, hvorfor vidnet, der kan fælde Michael Corleone i senathøringen undlader at gøre det, da hans bror viser sig på tilhørerrækkerne?; og hvorfor begår selv samme vidne selvmord senere i filmen?; får Kay en abort, mens Michael er væk, og hvis så hvordan kan det lade sig gøre, hvis hun tvinges til at blive i huset?; hvilken betydning har replikken “Michael Corleone says hello”?; og hvordan hænger alt det der forræderi sammen???

For at besvare disse spørgsmål og mange flere griber message board-skribenterne til ikke blot alle tre film og deres myriader af bipersoner, men også detaljer i Coppolas manuskript til filmen og den oprindelige roman af Mario Puzo. Det er for mig at se en klar indikation af, at The Godfather: Part Two ikke er det fantastiske, ekvilibristiske, filmiske mesterværk, som alle andre påstår. Denne anden film i Godfather-trilogien indfriede alle de forbehold jeg havde mod at se den i første omgang.

Og har man stadig ikke fået styret sin spørgelyst, så kan man få svarene og meget mere i næste uges afsnit af Soap!

······


The Godfather: Part Two
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Al Pacino, Robert de Niro, Robert Duvall m.fl.
Paramount Pictures, 1974
Spilletid: Ca. 192 minutter (!)
Dansk dvd-distribution: Paramount

The Host (2006)

Monsterkomedie. Af banen Peter Jackson – her kommer The Host og den koreanske instruktør Joon-ho Bong. Her mikses genrer og stemninger i ét væk, så det minder om den new zealandske instruktørs første filmbedrifter. Hvor The Host ikke byder på kaskader af blodig splat, så sætter Joon-ho Bong dog tingene langt mere på spidsen – både hvad angår filmens utvetydige anti-amerikanske budskab, men også i dens legen tagfat med publikums følelser. Her er alt fra grotesk monsterjagt over hysterisk slapstickhumor til tårevædet familiedrama – endda i én og samme scene!

Sikke en ejendommelig film. Joon-ho Bongs monsterfilm The Host er meget mere end bare splat, blod og afrevne lemmer. Når alt kommer til alt, er der faktisk et fravalg af netop splat, blod og afrevne lemmer: Den vold, som instruktør Bong trods alt udøver på sine karakterer og sit publikum, er mere underfundig og svær at afkode end en grotesk og grafisk omgang Tom & Jerry-splatstick.

The Host byder på lige dele uhygge, melodrama, action, sort komik og vaske ægte falden-på-hale-komedie. Og oven i købet udbasunerer film og instruktør et anti-amerikansk budskab, hvor USA ikke alene får skylden for monsterets tilstedeværelse, men også klædes komplet af, da uduelige, paranoide og grillfestende amerikanske soldater intervenerer for at skabe ro og orden i Seoul efter monsterets hærgen. The Host er også politisk satire, så Michael Moore må klappe begejstret i sine små fedtede hænder.

Uhyret fra floden Han
Det hele starter med at en amerikansk militærforsker (eller noget i den retning) tvinger en koreansk underordnet til at hælde utallige flasker formaldehyd direkte ud i Han-floden der løber igennem Seoul. Flere år senere stiger så et kæmpemæssigt, deformt fiske/frø/alien-agtigt uhyre op af floden og begynder at jagte menneskene ved flodbredden.

Uheldigvis har familien Park en lille turistbod selv samme sted, og snart må bedstefaren, de to sønner og datteren tage flugten væk fra floduhyret men også fra militæret og videnskabsfolkene, der tvinger alle individer der har været i tæt kontakt med monsteret i karantæne. Man er bange for at uhyret slæber rundt på en ukendt virus, og at en epidemi er forestående. Men før vi når så langt, bliver det yngste medlem af familien Park, den lille skolepige Hyun-seo, ædt af monsteret. Tror vi. For pludselig får far Gang-du en opringning fra datteren, der stadig er i live et sted i Seouls kloakker, hvor monsteret gemmer sig.

En ny slags film
Ja, på papiret ligner The Host jo en gennemsnitlig papmaché-monsterfilm fra de gode gamle dage, hvor selv danskerne blev hjemsøgt af Reptilicus, og adskillige statister styrtede ud over Langebro. Men som sagt sætter Joon-ho Bong tingene langt mere på spidsen, end vi er vant til, og han sprænger rammerne for ikke blot monstergenrefilmen, men også for det, man kan kalde god smag. I filmens første times tid bliver det nemlig aldrig rigtig uhyggeligt – Bong iscenesætter monsterets hærgen med en næsten tegnefilmagtig actionkomik, så man ikke ved om man skal grine eller gyse. Den klodsede og evigt søvnige far, Gang-du, er f.eks. den der kommer tættest på uhyret, fordi han jagter det flere gange med en tung betonklods og et gadeskilt, der viser, at det er forbudt at spille trompet.

Musikvalget, kamerabrugen og belysningen er med til at signalere, at vi er i en lettere og til tider yderst komisk genre, men hist og her spiller Bong så en melodrama-trumf ud, så man pludselig ikke ved om man skal grine eller græde (især da familien samles og begræder tabet af den lille pige, og det udvikler sig til en farceagtig og hysterisk rullen rundt på gulvet, alt imens fotografer blitzer løs mod dem, og de alle kommer op og slås!). Der er desuden flere gribende øjeblikke, der kalder på tårer og som bliver enormt effektfulde, fordi de som de eneste får lov til at stå alene og ikke munder ud i groteske optrin.

Hvor andre film kæmper med at balancere på en knivsæg for ikke at det bliver for patetisk eller for uhyggeligt eller for konventionelt, virker det som om Joon-ho Bong fra start af har smidt kniven ud og opfundet sine egne spilleregler. Og det bedste er, at de holder! The Host besidder en energisk friskhed og nytænkning.

Agent Yellow
Med flot CGI-animation indgår fiskebæstet naturligt i de håndholdte og kornede gråblå billeder af havnebyen, hvor det altid regner. Det samme gør det utvetydige politiske budskab om USA's udenrigspolitik under Bush-regeringen: Planen er at gasse Seoul med Agent Yellow – efterfølgeren til Agent Orange, brugt i Vietnamkrigen – simpelthen for at amerikanerne får ret i deres påstand om at monstervirusset er en overhængende fare for Seoul, Korea og resten af verden; sandheden er imidlertid, at amerikanerne ikke har kunnet finde et eneste spor af det forbandede virus noget sted. Og de har ellers ledt grundigt…

······


The Host (sydkor. Gwoemul)
Instruktion: Joon-ho Bong
Medvirkende: Kang-ho Song, Ah-sung Ko, Hie-bong Byeon m.fl.
Showbox, 2006
Spilletid: Ca. 120 minutter
Engelsk dvd-distribution: Optimum Asia

I danske biografer lige nu!