Blades of Glory (2007)

På glatis. Den nye maskulinitetskomedie med Will Ferrell er ikke nær så skarp og stram som den fabelagtige Talladega Nights. Her er fimsede isskøjtedansere, men de humoristiske højdepunkter topper med de homoseksuelle gnidninger og misforståelser. Blades of Glory er forbavsende pæn og ordinær.

Mød den megamaskuline Chazz Michael Michaels. Mød personifikationen af løse håndled, Jimmy McElroy. De er begge isskøjtedansere, og nu tvinger vi dem til at danse sammen for at kickstarte deres karriere igen. Det er i al sin slående enkelhed plottet i Blades of Glory.

Will Ferrell spiller den brovtende, erfarne og dameglade Michaels, mens John Heder spiller den duksede, uerfarne og generte McElroy. Så på papiret er det da sjovt. Hylesjovt. Men manuskriptet og filmen svinger sig aldrig op på de højder. Her de to mandlige isskøjtedanseres ømme pardans i stramtsiddende og fjollede dragter et komisk højdepunkt på grund af de overtydelige homoseksuelle undertoner. Men resten af filmen er frygteligt ordinær og gennemsnitlig. Og derfor en skuffelse – ovenpå Talladega Nights.

Will Ferrell i spændetrøje
På Talladega Nights hed instruktøren Adam McKay, der også havde skrevet og udviklet manuskriptet sammen med Will Ferrell. Det skænkede jeg ikke en tanke, da jeg så den for et par måneder siden, men i sammenligning med denne sportsfilm bliver gnisterne og inspirationen mellem McKay og Ferrell enormt tydelig. Det samme gør kvaliteten i deres samarbejde.

I Blades of Glory er det kreative makkerskab i Josh Gordon og Will Speck noget mere frugtesløst. Will Ferrell har ikke været inde over manuskriptet, og filmen udnytter slet ikke hans talent for improvisation overhovedet. På den måde bliver resultatet meget ufarligt og konformt. Der er en mangel på jokes og sjove scener, simpelthen fordi John Heder – eller måske snarere hans karakter – ikke er særlig sjov. (Det vender vi tilbage til.)

Værst er det dog, at Will Ferrell her er reduceret til den sjove og modvillige hjælper, og man mærker, at han har fået besked på at holde sig i baggrunden og forholde sig roligt. Bevares: Han er til stede og langt den sjoveste af de to isskøjtedansere, når han tæver den lille John Heder rundt i manegen og udspyr sine mandschauvinistiske svinestreger til højre og venstre. Men hans plotlinje bliver væk midtvejs og han reduceres til et kastreret sidekick. Øv!

En udviklingshistorie
Ca. halvvejs satser Blades of Glory entydigt på at fortælle historien om den forældreløse Jimmy McElroy og afdække hans udviklingshistorie og hvordan han får pigen og medaljen til sidst. Der ændrer filmen markant karakter og bliver en feel-good-fornøjelse frem for en satirisk og plathumoristisk gengivelse af de to mænds problemer med den bøssede par-isdans. Det er også her, at filmen udpeger modstanderne i dens aktantmodel, og hvor Will Ferrell placeres entydigt på hjælpersiden frem for at kampen mellem de to mænd får lov til at fortsætte til 2. plotpoint.

Oven i købet er historien om McElroy sært kedelig, måske fordi John Heder selv virker enormt kedelig og passiv i store dele af filmen, hvor det er henholdsvis pseudo-faren, træneren og dansepartneren der styrer showet. Ting sker bare rundt om ham, og McElroy står nærmest bare i vejen og lader historiens udvikling føre sig med.

Det er OK men ikke godt nok, når man ser hvad både Heder og Ferrell ellers har lavet. Så må man gerne satse højere, så vi får lidt skøjtegnister mellem de to hovedpersoner. Blades of Glory minder faktisk om en af de ufarlige komedier med Chevy Chase eller John Candy fra 80erne – og det er tiden altså løbet fra. Selv om de da er meget hyggelige og sjååååve...

······


Blades of Glory
Instruktion: Josh Gordon & Will Speck
Medvirkende: John Heder, Will Ferrell, Will Arnett
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca. 89 minutter
Engelsk dvd-distribution: DreamWorks

Disturbia (2007)

Master of Suspense. Steven Spielberg har sat sit fingeraftryk på D.J. Carusos genindspilning af den gamle Hitchcock-thriller, Rear Window. Nu opklares kriminaliteten med mobiltelefoner, dv-kameraer og af tre friske unge mennesker, hvis voyeuristiske tendenser drukner i teenagefilmens sødmefulde kækhed. Det er knaldgodt filmhåndværk – det er morsomt, spændende og døduhyggeligt. Og så gør det ikke noget, at alle suspense-trickene er set mange gange før, og at det hele starter med en bilulykke.

I Alfred Hitchcocks Rear Window sidder James Stewart med benet i gips i sin lejlighed efter et uheld på racerbanen. Herfra udspionerer han naboerne i bygningen overfor, og langsomt begynder han at få færden af et blodigt mordmysterium.

I Disturbia genbruger instruktør D.J. Caruso og producer Steven Spielberg dette grundlæggende plot, men det hele sættes i vor elektroniske tidsalder, og frem for en midaldrende James Stewart, får vi her friske unge Sheia LaBeouf i rollen som en lettere forstyrret ung fyr, der døjer med problemer på hjemmefronten og i skolen. Faktisk har han fået en af de her elektroniske fodlænker på, så han kan sidde en tremåneders fængselsstraf af derhjemme, men mor lukker hurtigt ned for X-box, iTunes og kabel-tv. Og hvad gør man så? Om dagen kan man jo belure den nytilflyttede nabodatter, der bader i swimmingpoolen udenfor. Og om natten kan man jo sidde og glo efter den anden nabo, Robert Turner, der under skrig og skrål jager en ung kvinde rundt med en stor kniv inde i sin flugtsikrede villa. Så blev det alligevel en god sommer!

Forstadsnostalgi
Skønt instruktøren hedder D.J. Caruso mærker man tydeligt hr. producent-Spielbergs tilstedeværelse i denne films skønne stemning af forstadsnostalgi. Her har vi en lettere dysfunktionel familie med mor og teenagesøn, der skal få det til at fungere efter farens meget pludselige død i en frygtelig bilulykke. Men denne ramme er ikke mere socialrealistisk end at villavejen ligner et udsnit af Wisteria Lane med sin blandede følelse af tristesse og optimisme. Det er samme blandingsforhold og stemning, man finder i Spielbergs egne klassikere, f.eks. Nærkontakt af tredje grad og E.T., og formlen virker stadig.

Nok er Disturbia i begyndelsen en sød teenagefilm med fokus på de blomstrende følelser mellem hovedpersonen Kale og nabopigen Ashley – her handler det om det første akavede møde og hvad man siger og ikke siger, om den krilrende fornemmelse, når man skal tage initiativet til at holde i hånden for første gang, og om det første kys. Her er masser af afvæbnende sjov og spas, foranstaltet af den pigeglade, asiatiske skolekammerat Ronald. Men Caruso formår at holde stemningen nede på et forholdsvist underspillet og uskyldigt plan – det bliver aldrig skingert og vulgært som i American Pie-filmene eller håbløst melodramatisk som tv-serien Orange County. Vi får faktisk lov til at se at Kale kigger skamfuldt væk, da han spotter Ashley i en minibikini ved poolen første gang, og filmen sørger for ikke at dvæle ved hans voyeuristiske tendenser, mere end så vi forstår og deler hans beundring og tiltrækning.

I alle tilfælde handler det om en fin balance, og øvelsen – filmen – kunne være gået frygteligt galt og kammet fuldstændig over. Det gør den aldrig. Også overgangen til filmens mere thriller- og horror-prægede anden halvdel fungerer gnidningsløst, da kærlighedsplottet ikke rigtig kan gå videre. Det bliver vitterligt enormt spændende og dernæst uhyggeligt som fra den ene scene til den næste, men det fungerer, og selv om der ikke etableres vanvittigt mange og særligt håndgribelige varsler i første halvdel af filmen, er man med som seer. Det her er rigtig godt filmhåndværk!

En ulykke kommer sjældent alene
Der hvor Disturbia har store plotmæssige problemer, og hvor både Caruso og Spielberg skulle være gået tilbage til manuskriptforfatterne og sagt: “Ikke godt nok!” – det er i filmens anslag. Her får vi nemlig den klassiske årsag til Kales problemer serveret lige i smasken, så man tror man sidder og ser en dansk film, der de sidste 10 års tid jo virkelig har excelleret i bilulykker som igangsættere til konflikter. Her er det Kale og hans far der kører galt, så man virkelig mærker det i mellemgulvet, og filmens problem er at ulykken kun forbliver en meget ubehagelig, skelsættende og blodig undskyldning for Kales husarrest – andet bruges uheldet ikke til. Disturbia dykker aldrig rigtig ned i Kales skyldfølelse i form af mareridt eller afsavn eller noget i den stil, og værst af alt er, at moren (i denne over/middelklassefamilie) virker som om hun har det fint med farens død.

Sammenligner man med de førnævnte Spielberg-klassikere, så formåede den gamle movie brat at få os til at læse mellem linjerne og føle os frem til de familiære gnidninger. E.T. er et supergodt eksempel på at publikum må slutte sig til hvad der er sket med den fraværende far via lille Elliott. Her i Distubia er problemerne alt for bombastisk skildret – især når der ikke følges op på dem. Hvor ville det have været befriende, hvis Shia LaBeouf bare havde haft de der fuldstændigt almindelige pubertetsproblemer som alle teenagere skal igennem og som vi jo sagtens kan forstå og sætte os ind i. Dem ser vi også en masse til, men filmen hænger dem op på farens død – og det er for nemt (måske direkte usmageligt!).

Når det så er sagt, så er Disturbia stadig fantastisk god og uhyggelig underholdning for alle pengene. Samspillet mellem de tre teenagere fungerer sublimt; særligt må fremhæves Shia LaBeouf der hverken spiller eller ligner en sportsidol eller computernørd men bare en helt almindelig amerikansk knægt. Det er ikke mindst takket været hans skuespillerevner, at skiftene i filmen fungerer så gnidningsløst. Ham skal vi nok se mere til – Spielberg har da også kidnappet Shia til den fjerde film i Indiana Jones-trilogien.

······


Disturbia
Instruktion: D.J. Caruso
Medvirkende: Shia LaBeouf, Sarah Roemer, Aaron Yoo m.fl.
DreamWorks, 2007
Spilletid: Ca.104 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
I danske biografer lige nu!

The Godfather: Part III (1990)

Bedre end sit rygte? Selv om Francis Ford Coppola ikke har gemt de bedste scener til sidste del af sin filmtrilogi, så har The Godfather: Part III større sammenhængskraft end 2’eren. Den er basalt set mere spændende og eksplosiv, men den er også langt mere melodramatisk og hugger og stjæler fra sine to forgængere, så den ender med at blive en kopi af en kopi.

Som nævnt ved de to andre Godfather-film: Jeg havde på fornemmelsen, at det her ikke lige var min kop te, men nu ved jeg det da med sikkerhed. Her har vi en filmtrilogi, der i alt varer ca. 9 timer, og som i sin struktur minder om en tv-serie, hvor der skiftevis snakkes, trues og skydes.

Min mor fulgte jo med i Dollars i 80’erne, og sådan som jeg husker den serie, så er der ikke langt fra Blake, Alexis og deres økonomiske og familiemæssige magtkampe til Michael Corleones ditto – jeg mindes at den store afslutning på en af sæsonerne netop var et kæmpemæssigt gangster-shootout, hvor samtlige medvirkende blev skudt ned ved et bryllup! Så kan man jo omvendt mene, at Godfather ikke er så dårlig som Dollars, men tværtimod at det er Dollars der er lige så god som Godfather – det har jeg ingen mening om.

En regelret gangster
Hvorom alting er: I The Godfather: Part III er der intet nyt under solen – her fortsætter historien om Michael Corleones (spillet af en fan-ta-stisk Al Pacino) ambivalens med hensyn til det gangsterimperium, som han har overtaget af sin far, Vito (Marlon Brando i 1’eren): Don Michael Corleone vil stadig gerne have sine forretninger til at foregå inden for lovens rammer. Han er begyndt at frygte for familiens ve og vel – ikke mindst datteren Mary (spillet af den her meget mutte og forbavsende uattraktive Sofia Coppola – jeps, Francis’ egen datter! Hmmmm…). Men det går selvfølgelig ikke så let – selv om Michael køber sig til den katolske kirkes velsignelse, så går hans legitime overtagelse af dens aktiemajoritet i firmaet Immobiliare knapt så let; den italienske regeringsmafioso står ham i vejen, og internt i familien gør nevøen Vincent (Andy Garcia) knuder og vil beskytte sin familie med krudt og kugler og dermed forblive uden for lovens rammer. Og så bliver fætter Vincent og kusine Sofia, undskyld: Mary, forelskede…

The Godfather: Part III kommer mere spændende fra start end de forrige film. Der er flere tydelige setups/varsler, men metoden er stadig grundlæggende den samme. Her er det den katolske ceremoni og efterfølgende festivitas i forbindelse med Michael Corleones modtagelse af Skt. Sebastian-ordenen der parallelklippes med de lyssky aftaler på kontoret. Ganske vist er de sædvanlige tough guys skiftet ud med grå advokater, hvoraf Tom Hagen (Robert Duvall) af uransagelige årsager ikke medvirker, så det er lidt kedeligere på flere måder.

Også filmens store finale ligner især 1’erens opbygning med krydsklipning der antyder en sammenhæng på tværs mellem scenerne og karaktererne. Som noget nyt i forhold til de to andre film bruges krydsklipningen dog her til at skabe en spændingsoptrapning: Vi ved noget, som Vincent og Michael Corleone ikke ved, og omvendt – vi ved også noget, som den snigskytte, der gemmer sig i operaen, ikke ved. Det er en meget hitchcock’sk måde at håndtere det hele på, og det plejer jo nok at borge for kvalitet, men ikke i gangster/drama/storfilmgenren, hvor slutningen bliver langt mere konventionel i sin stemning og leg med publikum. Nok sidder vi ude på stolesædet af spænding, men det gør vi jo også i teenage-slasheren Fredag den 13.

Bedre end 2’eren
The Godfather: Part III er på den måde en mere publikumsvenlig film i forhold til dens forgænger. Det er mange gange lettere at følge konflikternes optrapning, når Corleone vil renses ved at investere i Immobiliare og presses af både de andre aktionærer men også de andre udenforstående gangsterklaner der står i kø for at hvidvaske deres blodpenge.

Andy Garcia i rollen som Michaels nevø (søn af broren Sonny – spillet af James Caan i den oprindelige film) er absolut en gevinst. Han slår gnister på lærredet, og Vincents lyst til hævn og vold er med til at lægge yderligere pres på Michael Corleone. Det at Vincent på et tidspunkt skal vælge mellem gangsterkarrieren og kærligheden fremstår dog aldrig som noget dybfølt problem for ham – man er aldrig i tvivl om, hvad han mon vælger, og med Sofia Coppola i rollen som Mary har han jo nok heller ikke rigtigt noget valg…

En af de store kvaliteter ved The Godfather (den første) var klart de underspillede roller og den implicitte stil – især Al Pacinos deadpan spillestil og Coppolas greb om antydningens kunst ophøjer filmen til en klassiker. Her har Pacino et par grimme, grimme scener der udbasunerer hans indre konflikter – Coppola lader karaktererne snakke og råbe, mere end han viser tingene. Særligt Michaels kvababbelser om sine morderiske fortid kommer til udtryk på denne melodramatiske måde. Det virker som om den implicitte stil er tilsidesat her i sidste del af trilogien, for at vi alle sammen skal kunne forstå, hvordan det hele ender – Michaels forhold til Kay lukkes ned på denne måde, det samme gør Vincents forhold til Mary.

Det bliver meget klægt og opera-agtigt med følelserne uden på tøjet, og kommer til at ligne et wanna-be opkog af de to tidligere film komplet med indlagte flashbacks tyvstjålet fra disse. Men filmen er også hæderligt håndværk i sin struktur, sin fortælling og sit greb om suspense – den føles aldrig lang. Og det er immervæk mere end man kan sige om den forfærdeligt ringe The Godfather: Part II.

······


The Godfather: Part III
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Al Pacino, Sofia Coppola, Andy Garcia m.fl.
Paramount Pictures, 1990
Spilletid: Ca. 163 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount

The Godfather: Part II (1974)

Prequel + sequel = mesterværk? Den anden Godfather-film er blevet udråbt som verdens bedste toer; flere filmkritikere tager endda munden helt fuld og siger, at den er bedre end etteren. Jeg er absolut uenig: The Godfather: Part Two er med en spilletid på 192 minutter alt for lang; den parallelklipper mellem to handlinger, der intet har med hinanden at gøre, og har nok fortælling til at skabe to selvstændige film, der oven i købet ville være langt mindre forvirrende at følge med i.

Noget må være gået helt galt! Som med The Godfather ved jeg jo udmærket godt, at jeg øjensynligt er den sidste filmnørd i verden, der ikke har set del to. Filmen er allerede at finde på utallige hitlister over verdens bedste film – og visse steder optræder den endda foran sin forgænger. Det ville være helt idiotisk at forsøge at gå i rette med de filmanmeldere og -historikere, der allerede har sørget for at udbrede sig om denne films fantastiske kvaliteter. Men nu gør jeg det alligevel:

The Godfather: Part Two er ikke en god film! Den er på ingen måder et mesterværk, og den hiver to filmruller hjem her udelukkende på grund af sine skuespillere anført af en fantastisk Al Pacino (som – hvis jeg nu skal være helt ærlig – jeg endelig har fået øjnene op for, efter denne trilogi). Men instruktør Francis Ford Coppola følger en fin etter op med et rædselsfuldt monster af en toer: Han vil lave både en prequel og en sequel, og kombinationen fungerer ikke. Der er simpelthen for mange huller, til at man kan følge med i især handlingstråden om Michael Corleone. Dertil er der klare fortællemæssige fejl, som hjælper med til at forvirringen breder sig, og historien mere eller mindre falder fra hinanden. At det kan være fascinerende at være meddigtende og prøve at hitte rede i de mange gangsterklaners forhold til hinanden og til sig selv og deres egne familiemedlemmer – det er jeg sådan set ikke uenig i. Men her styrter filmen sammen på grund af et alt for sløset fundament.

Haves: Forvirring. Ønskes: Energi
Kort fortalt (til de ca. 42 personer her i landet, der endnu ikke har set The Godfather: Part Two) – filmen tager udgangspunkt i Vito Corleones barndom og opvækst. Vito bliver senere den oprindelige Godfather spillet af Marlon Brando i den første film, men her spilles han i voksenudgave af Robert de Niro, og det er hans fortjeneste, at man synes, at denne del af filmen er mest spændende. Det er her, der er mest energi.

I filmens anden fortælling følger vi nemlig fortsat Michael Corleone (Vitos søn, der overtager rollen som Godfather i slutningen af etteren). Han har slået sig ind på casinoer og spillebuler i Nevada i forhåbning om at kunne bryde med Vitos morderiske forretningsmetoder og gøre dem mere stuerene. Fortællemæssigt bevirker det, at der holdes en del møder, hvor der parlamenteres frem og tilbage. Rejsen går såmænd også til Cuba, hvor der er flere møder, og Michael Corleone medvirker i en senatshøring, hvor han gås på klingen om sine forretningsmetoder.

De to historier i The Godfather: Part Two fejler såmænd ingenting. De er hver for sig udmærkede plots for en toer. Men hvorfor Francis Ford Coppola har fået den vanvittige idé at kombinere dem, fatter jeg ikke. Det tilfører på ingen måde filmen noget ekstra – tværtimod. Hver historie bliver mere langtrukken og fremstår som fragmenterede brudstykker: Fordi der skal levnes plads til begge handlingstråde, skal der jo skæres detaljer væk andetsteds, hvilket særligt svækker historien om Michael Corleone. At The Godfather: Part Two i princippet er to film klippet ind i hinanden, gør den ikke til en stor film – det gør den bare til en laaang film!

At man ikke forstår så meget af de implicitte trusler og rænkespil medvirker selvfølgelig til at gøre filmen langt mindre tempofyldt og energisk end etteren. Men også udskiftningen af etterens storstilede shoot-outs med tale, tale, tale, tale, true, tale… dysser spændingen og energien gevaldigt ned.

Forvirringen er total
Jeg skal gerne indrømme: Efter at have set filmen trissede jeg rundt en dags tid, mens jeg så tomt ud i luften og prøvede at få puslespillet til at passe sammen – var der en særlig vigtig brik jeg havde misset i The Godfather: Part Two, når alle andre åbenbart udråber den til et mesterværk? Filmen starter jo som en kontant opfølger – uden resumé eller hjælp til at komme ind i universet (hvis det f.eks. er to år siden etteren havde biografpremiere!). Ja, det lugter for mig at se stadig langt væk af tv-føljeton, og den megen snakken og interne familiestridigheder vs. forretningsforbindelser med underslæb, forbrydelser og likvideringer blev da også i 1980erne lavet om til allesammens yndlingsdramaserie Dynasty (eller Dollars som den hed på dansk).

Jeg gik ind på www.IMDB.com og ledte efter, hvad fans af filmen fremhævede som kvaliteterne. Til min store overraskelse er det, der fylder mest, spørgsmålene, som filmseerne (jeg selv inkl.) stiller sig selv efter at have set filmen. Folk prøver f.eks. at udrede, hvorfor vidnet, der kan fælde Michael Corleone i senathøringen undlader at gøre det, da hans bror viser sig på tilhørerrækkerne?; og hvorfor begår selv samme vidne selvmord senere i filmen?; får Kay en abort, mens Michael er væk, og hvis så hvordan kan det lade sig gøre, hvis hun tvinges til at blive i huset?; hvilken betydning har replikken “Michael Corleone says hello”?; og hvordan hænger alt det der forræderi sammen???

For at besvare disse spørgsmål og mange flere griber message board-skribenterne til ikke blot alle tre film og deres myriader af bipersoner, men også detaljer i Coppolas manuskript til filmen og den oprindelige roman af Mario Puzo. Det er for mig at se en klar indikation af, at The Godfather: Part Two ikke er det fantastiske, ekvilibristiske, filmiske mesterværk, som alle andre påstår. Denne anden film i Godfather-trilogien indfriede alle de forbehold jeg havde mod at se den i første omgang.

Og har man stadig ikke fået styret sin spørgelyst, så kan man få svarene og meget mere i næste uges afsnit af Soap!

······


The Godfather: Part Two
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Al Pacino, Robert de Niro, Robert Duvall m.fl.
Paramount Pictures, 1974
Spilletid: Ca. 192 minutter (!)
Dansk dvd-distribution: Paramount

The Host (2006)

Monsterkomedie. Af banen Peter Jackson – her kommer The Host og den koreanske instruktør Joon-ho Bong. Her mikses genrer og stemninger i ét væk, så det minder om den new zealandske instruktørs første filmbedrifter. Hvor The Host ikke byder på kaskader af blodig splat, så sætter Joon-ho Bong dog tingene langt mere på spidsen – både hvad angår filmens utvetydige anti-amerikanske budskab, men også i dens legen tagfat med publikums følelser. Her er alt fra grotesk monsterjagt over hysterisk slapstickhumor til tårevædet familiedrama – endda i én og samme scene!

Sikke en ejendommelig film. Joon-ho Bongs monsterfilm The Host er meget mere end bare splat, blod og afrevne lemmer. Når alt kommer til alt, er der faktisk et fravalg af netop splat, blod og afrevne lemmer: Den vold, som instruktør Bong trods alt udøver på sine karakterer og sit publikum, er mere underfundig og svær at afkode end en grotesk og grafisk omgang Tom & Jerry-splatstick.

The Host byder på lige dele uhygge, melodrama, action, sort komik og vaske ægte falden-på-hale-komedie. Og oven i købet udbasunerer film og instruktør et anti-amerikansk budskab, hvor USA ikke alene får skylden for monsterets tilstedeværelse, men også klædes komplet af, da uduelige, paranoide og grillfestende amerikanske soldater intervenerer for at skabe ro og orden i Seoul efter monsterets hærgen. The Host er også politisk satire, så Michael Moore må klappe begejstret i sine små fedtede hænder.

Uhyret fra floden Han
Det hele starter med at en amerikansk militærforsker (eller noget i den retning) tvinger en koreansk underordnet til at hælde utallige flasker formaldehyd direkte ud i Han-floden der løber igennem Seoul. Flere år senere stiger så et kæmpemæssigt, deformt fiske/frø/alien-agtigt uhyre op af floden og begynder at jagte menneskene ved flodbredden.

Uheldigvis har familien Park en lille turistbod selv samme sted, og snart må bedstefaren, de to sønner og datteren tage flugten væk fra floduhyret men også fra militæret og videnskabsfolkene, der tvinger alle individer der har været i tæt kontakt med monsteret i karantæne. Man er bange for at uhyret slæber rundt på en ukendt virus, og at en epidemi er forestående. Men før vi når så langt, bliver det yngste medlem af familien Park, den lille skolepige Hyun-seo, ædt af monsteret. Tror vi. For pludselig får far Gang-du en opringning fra datteren, der stadig er i live et sted i Seouls kloakker, hvor monsteret gemmer sig.

En ny slags film
Ja, på papiret ligner The Host jo en gennemsnitlig papmaché-monsterfilm fra de gode gamle dage, hvor selv danskerne blev hjemsøgt af Reptilicus, og adskillige statister styrtede ud over Langebro. Men som sagt sætter Joon-ho Bong tingene langt mere på spidsen, end vi er vant til, og han sprænger rammerne for ikke blot monstergenrefilmen, men også for det, man kan kalde god smag. I filmens første times tid bliver det nemlig aldrig rigtig uhyggeligt – Bong iscenesætter monsterets hærgen med en næsten tegnefilmagtig actionkomik, så man ikke ved om man skal grine eller gyse. Den klodsede og evigt søvnige far, Gang-du, er f.eks. den der kommer tættest på uhyret, fordi han jagter det flere gange med en tung betonklods og et gadeskilt, der viser, at det er forbudt at spille trompet.

Musikvalget, kamerabrugen og belysningen er med til at signalere, at vi er i en lettere og til tider yderst komisk genre, men hist og her spiller Bong så en melodrama-trumf ud, så man pludselig ikke ved om man skal grine eller græde (især da familien samles og begræder tabet af den lille pige, og det udvikler sig til en farceagtig og hysterisk rullen rundt på gulvet, alt imens fotografer blitzer løs mod dem, og de alle kommer op og slås!). Der er desuden flere gribende øjeblikke, der kalder på tårer og som bliver enormt effektfulde, fordi de som de eneste får lov til at stå alene og ikke munder ud i groteske optrin.

Hvor andre film kæmper med at balancere på en knivsæg for ikke at det bliver for patetisk eller for uhyggeligt eller for konventionelt, virker det som om Joon-ho Bong fra start af har smidt kniven ud og opfundet sine egne spilleregler. Og det bedste er, at de holder! The Host besidder en energisk friskhed og nytænkning.

Agent Yellow
Med flot CGI-animation indgår fiskebæstet naturligt i de håndholdte og kornede gråblå billeder af havnebyen, hvor det altid regner. Det samme gør det utvetydige politiske budskab om USA's udenrigspolitik under Bush-regeringen: Planen er at gasse Seoul med Agent Yellow – efterfølgeren til Agent Orange, brugt i Vietnamkrigen – simpelthen for at amerikanerne får ret i deres påstand om at monstervirusset er en overhængende fare for Seoul, Korea og resten af verden; sandheden er imidlertid, at amerikanerne ikke har kunnet finde et eneste spor af det forbandede virus noget sted. Og de har ellers ledt grundigt…

······


The Host (sydkor. Gwoemul)
Instruktion: Joon-ho Bong
Medvirkende: Kang-ho Song, Ah-sung Ko, Hie-bong Byeon m.fl.
Showbox, 2006
Spilletid: Ca. 120 minutter
Engelsk dvd-distribution: Optimum Asia

I danske biografer lige nu!

The Godfather (1972)

Verdens bedste film? The Godfather ligger som nr. 1 på både de amerikanske online-filmskribenters og IMDB’s lister over verdens bedste film, hvor den har overhalet Orson Welles’ Citizen Kane. Slægtshistorien om den sicilianske Corleone-familie og deres mafiasyndikat er blevet en del af vores (amerikanske) kulturarv, og viser hvor meget vor tids Hollywood mangler Coppola, Spielberg og de andre movie brats’ evner til at forny og videreføre den amerikanske genrefilm.

Dette er mit første møde med Francis Ford Coppolas The Godfather, så er det sagt. Jeg har haft elever, der har stirret i undrende forfærdelse, når jeg fortalte at jeg ikke havde set Godfather-trilogien – og ej heller The Deer Hunter og Apocalypse Now. De film har bare ikke været særligt vigtige for mig at få set, må jeg jo tilstå – de har virket temmelig uoverkommelige og lidt støvede. Og så er jeg jo også vokset op på Muppet Show og Matador i fjernsynet og faldt i søvn til DR’s tv-premiere på Star Wars… Når jeg skulle trodse mine forældres film & tv-vaner var det med sci-fi og gys og ikke med alenlange krigs- og gangsterfilm.

Men nu har jeg så sat lidt tid af i kalenderen til at få indhentet det forsømte. I ugen op til skolestart d. 14. august har jeg lovet mig selv at få set Godfather-trilogien og få lukket det hul i min filmhistorie. Og da der jo givetvis er skrevet mangt og meget om disse klassikere, så vil jeg kun viderebringe min umiddelbare følelse efter at have set filmene.

Michael Corleone
Det ville være ret fjollet at starte med et handlingsresumé, al den stund at jeg har på fornemmelsen, at alle andre mennesker i denne verden har set The Godfather, så lad mig nøjes med at sige, at det, jeg synes var mest interessant ved den første film i trilogien, var Michael Corleones (spillet af Al Pacino) udviklingshistorie og hans forandring, mens han langsomt inddrages i sin fars (Vito Corleone i skikkelse af Marlon Brando) forbrydersyndikat.

Filmen starter med Michaels søsters bryllup, som han kommer for sent til. Her fornemmer man at han er familiens outsider; han har deltaget i 2. verdenskrig og dermed bevidst har fravalgt den forbryderkarriere, som hans øvrige brødre og den adopterede Tom Hagen ellers er slået ind på. Far Vito Corleone er en herre man ikke løber om hjørner med – han har altid “an offer you can’t refuse”. Ved brylluppet sætter Michael os ind i familiens forretningsmetoder og fornægter samtidig sin forbindelse til gangsterfamilien – sådan er han ikke, og sådan vil han aldrig blive; det er slet ikke ham, og senere viser det sig da også at han knapt kan tale italiensk, men gebærder sig bedre på engelsk.

Men tiden går, og gangsterkrigen eskalerer med et attentat på faren, og Michael tvinges til og accepterer hurtigt at hjælpe familien med at generobre magten. Først holder han vagt under farens hospitalsophold, og så udtænker han og eksekverer mordet på den rivaliserende gangsterboss Sollozzo. Al Pacino leverer en suveræn dead-pan præstation i rollen som Michael, når han nærmest umærkeligt forandrer sig og mere og mere kommer til at ligne sin far: Han får et ordentligt lag tæsk og ender med en hævet Marlon Brando-kæbe, hans stemme og mimik ændrer også karakter, ligesom han overtager farens talemåder. Michael lader sig også inspirere af farens tvetydige men altid truende opførsel: Som den eneste af Corleone-sønnerne har han arvet sin fars rolighed og tænksomhed.

Krydsklipnings-ekvilibrisme
Jeg skal ærligt indrømme at filmens start syntes meget lang for mig. Det er her, der krydsklippes mellem Connies bryllup og Vito Corleones mange forretningskontakter, der alle aflægger deres gudfader en visit. Francis Ford Coppola bruger tæt på en halv time til at etablere miljø og til at Michael sætter os ind i, at vores ubehagelige anelser holder stik, og jeg sad hele tiden og tænkte, at nu måtte der da snart ske noget! Filmen var meget lang tid om at gå igang.

Men når man så ser The Godfather til ende, forstår man Coppolas pointe med at krydsklippe og starte filmen på denne måde. Det afsluttende showdown minder i struktur om den indledende krydsklipning. Hvor vi i filmens begyndelse ser de to kontrasterende sider (idyllens bryllup og de barske forretningsaftaler) af Vito Corleone, er det til sidst Michael Corleone der indtager pladsen som den altkontrollerende gudfader, og der krydsklippes mellem en idyllisk barnedåb og stribevis af mord. Ikke nok med at barnedåben på den måde får en ubehagelig bismag – Coppola viser os også, at Michael nu er blevet Vitos fuldkomne efterkommer.

Den afsluttende krydsklipningssekvens er ikke set bedre, ligesom skuespillet er i en klasse for sig, og den dag i dag stadig slår gnister på trods af utallige Marlon Brando-parodier. Men egentlig er The Godfather med dens episodiske struktur og melodramatiske slægtshistorie måske bedre egnet som tv-serie end som tre gange helaftensfilm. Hvem sagde Matador?

······


The Godfather
Instruktion: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan m.fl.
Paramount Pictures, 1972
Spilletid: Ca. 168 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount

Vacancy (2007)

“Cabin Four.” Denne gyser starter fremragende, men ender så skidt, at man aldrig skulle være begyndt. Vacancy byder på masser af oplagte referencer til Hitchcocks Psycho, og det gamle plot er peppet op med ubehagelige snuff-filmoptagelser og en receptionist, der er mere kulret end Norman Bates. Det hele løber dog ud i sandet, og filmens uhygge hæver sig aldrig over en intetsigende bulder-og-bragen. Slutningen er ét kæmpe antiklimaks. Derfor: Se de første 40 minutter, og sluk så! Du bliver med garanti skuffet.

Det her er en af de få film, hvor man nærmest kan trække en streg og sige, lige her blev den rigtig dårlig. I Vacancy kan man ligefrem mærke, når filmen kører ud på sidesporet og forringes noget så grusomt – prøv at lægge mærke til at det sker ca. da Amy (spillet af Kate Beckinsale) vækkes af sin mand David (Luke Wilson), efter at hun har blundet i nogle timer på motellet. Der har filmen alle muligheder for at fortsætte i den fremragende atmosfærefyldte og uhyggelige tone, som den startede i. Men manuskriptforfatter Mark L. Smith og instruktør Nimród Antal giver os den nemme løsning – og føj, hvor den stinker!

Op til dette punkt handler Vacancy om Amy og Davids kuldsejlede ægteskab – af dialogen fremgår det implicit, at der er sket noget med deres søn, som har smadret deres forhold. De virker enormt usympatiske og er hele tiden på hælene over for hinanden: Hun er tilsyneladende på prozac og han vil ikke erkende, at han er kørt forkert i mørket midt i ingenmandsland. Det er sent om natten – og så begynder bilmotoren at sige mærkelige lyde. De holder ind og vælger at overnatte på et temmelig skummelt motel. Og det skulle de naturligvis aldrig have gjort!

Simpelt men effektivt
At Amy og David aldrig får lov til at udbasunere, hvad de føler, og hvad der er galt, er absolut et plus for filmens første 40 minutter. Det skaber en enormt ubehagelig intensitet, fordi mange detaljer står åbne for fortolkning. Denne suspense videreføres i fotograferingen af parret, der bevidst undlader at forene de to i én enkelt kameraindstilling, men skaber flot ubalance ved at filme dem skiftevis i bakspejlet og sidespejlene, så de nærmest falder ud af billedrammen. Det isolerer de to over for hinanden; det samme gør dialogen, der er hviskende og hadefuld, så hverken Amy eller David eller publikum rigtigt hører ubehagelighederne, og kommunikationen forbliver på nulpunktet.

Filmens problem er at denne antydningens kunst på alle måder ødelægges, da det forliste par står og tjekker ind på motellet. Her bliver stilen fra den første lille halve time tilsidesat for en over-tydelig oprullen af varsel på varsel, så ingen kan være i tvivl om at receptionisten bag skranken er den moderne inkarnation af Norman Bates. Bortset fra Amy og David – selvfølgelig – der nok studser over receptionistens besynderlige opførsel (men vi er jo ude på det amerikanske bøhland), de grufulde kvindeskrig fra baglokalet (men det er jo nok bare en gyserfilm receptionisten har smækket på for underholdningens skyld, for vi er jo ude på det amerikanske bøhland) og det ulækre, kakerlakfyldte motelværelse, som angiveligt skulle forestille brudesuiten (men der er jo nok ikke rigtig nogen grund til at holde det ved lige, for der kommer jo nok ikke rigtig nogen kunder, for vi er jo stadig ude på det amerikanske bøhland).

At kameraet afslutningsvis dvæler ved receptionisten, mens det langsomt trækker sig baglæns, og han slukker lyset i receptionen, går ud i baglokalet og lukker døren til lyden af slasherfilmen, der startes igen offscreen – disse detaljer er ikke antydningens kunst: Det er in-your-face varsler, som nok vedligeholder den ubehagelige stemning, men også flader filmen ud til en langt mere uskadelig form for underholdning, for den uhyggelige receptionist, Amy og David reduceres til stereotyper, og publikum ved, at lige om lidt starter rutschebaneturen. Frem for at skabe ubalance og uro og dermed få publikum til at tænke selv, vil filmen nu bare have os til at gøre klar til det første chok.

Og inden længe begynder det at buldre på dørene, David og Amy finder nogle ubehagelige snuff-videoer, der – ÅH NEJ! – er optaget på selv samme motelværelse, hvor David og Amy befinder sig. Og så begynder mændene med maskerne at gøre sig klar…

Det sande vendepunkt
Som sagt skifter filmen egentlig først markant tone, da Amy vågner op fra en døs ca. midtvejs. Her vågner hun og ser, at David er i gang med at se snuff-videoerne igennem. Fuld af væmmelse stiller hun det helt centrale spørgsmål: “Hvorfor ser du det lort?” Og David giver et ganske plausibelt svar – han vil finde ud af, hvor kameraerne er placeret, så de kan prøve at undslippe.

Men lige præcis her har filmen alle muligheder for at udnytte det faktum, at Amy har sovet og David har set video, til noget langt mere ubehageligt og uhyggeligt. Nimród Antal havde mulighed for at give os et mere ukontrollabelt og skræmmende portræt af dette amerikanske ægtepar – vise os hvordan menneskeligheden langsomt kan forsvinde, når mennesket presses til det yderste – hvordan værdierne hele tiden er i skred og kan flyttes rundt, alt efter hvis øjne vi ser igennem – eller bare give os lidt krakelerende facade, når Amy-og-David for alvor spilles ud mod hinanden.

Men der går aldrig Lord of the Flies i Vacancy. Nimród Antal hæver aldrig sin film op til et almengyldigt leje, hvor vi kan blive bange for at se os i spejlet og finde ud af, at det er os selv og vore egne grusomme tilbøjeligheder, det handler om – sådan som Alfred Hitchcock og Robert Bloch gør det i deres udgaver af Psycho. Når Norman Bates spejles i uskyldige Marion Crane og endnu mere uskyldige Sam Loomis, viser Hitchcock os, at Bates’ galskab ikke er et isoleret tilfælde, men at vi alle kan træde lige ind i en af den slags fælder og ødelægge vort liv.

Den form for tematik har Vacancy alle muligheder for ikke blot at matche men også overgå. Men det bliver kun til en tandløs omgang titte-bøh med mus i en tunnel under jorden og overvågningskameraer på kontoret. Og så er den prut slået. Mage til skuffende og abrupt slutning skal man lede længe efter. Som regel brokker jeg mig over, at filmene er for lange – her vil jeg for en gangs skyld vove mig ud i det modsatte argument: Vacancy er med sine 85 minutter for kort, og minder i al sin blodløshed og interiør-optagelser om en gennemsnitlig tv-film.

······


Vacancy
Instruktion: Nimród Antal
Medvirkende: Kate Beckinsale, Luke Wilson, Frank Whaley m.fl.
Screen Gems, 2007
Spilletid: Ca. 85 minutter
I danske biografer lige nu!
Ude på amerikansk dvd d. 14. august

Der var engang en dreng (2006)

-som fik en lillesøster med vinger. Den ligner til forveksling en Tim Burton-fantasi, men denne film er dansk og helt sin egen. Wikke & Rasmussen er tilbage i eventyrlig form med gagget humor og selvbevidste musicaloptrin, der iscenesætter et uhyggeligt og helt aktuelt emne om at måtte være anderledes i et konformt samfund. Her er masser af gæstestjerner på rollelisten, og på trods af lidt problemer med CGI-effekter, hører Der var engang en dreng til blandt de bedste i sin genre.

Michael Wikke & Steen Rasmussen er tilbage med en fantastisk familiefilm, der vitterligt er for hele familien. Hvor temaet, plottet og de komiske karakterer har en umiddelbarhed, der henvender sig specifikt til børnene, så kan vi voksne fornøje os med alle de selvbevidste blink, legen med genrerne og andre intertekstuelle referencer.

Det er en form og genre som Wikke & Rasmussen har dyrket siden tv’s Robin Hat over Sonny Souffle Shock Show til deres såkaldte børnefilm, og selv om de efterhånden har fejret deres sølvbryllup sammen, så er den bragende energiske fortælleglæde og den finurlige dobbeltlagede humor stadig til stede. Med Der var engang en dreng viser Wikke & Rasmussen, at de stadig hører til i toppen af dansk film og tv, og at de (som de absolut eneste i dansk film og tv) kan tage kampen op mod Hollywoods konkurrence inden for deres genre.

Hudlapper, hudlapper, hudlapper…
Kort fortalt: Kalle får en lillesøster med hudlapper på ryggen – eller det vil sige: lægen og kommunen synes det ligner hudlapper, der skal bortopereres med det samme, så Kalles lillesøster kan få et godt og normalt liv; Kalle er overbevist om at det er vinger. Og snart går den eventyrlige jagt over marker og autoophuggerskrotpladser og igennem skove og søer til Plastic Fantastic, hvor to storsmilende kirurger skal stå for den kosmetiske operation af lillesøsteren. Kalles mission er at redde hende, før det er for sent.

Der var engang en dreng tager således form af en musical-roadmovie-eventyr-komedie for børn og voksne, hvor det er Kalles møder med gakkede, voksne fantasikarakterer der skaber filmen og giver den sin charme. Først og fremmest er der mødet med Auto-Alf, der har droppet karrieren som mekaniker, fordi alt han rører ved går i stykker – nu er garagen stopfyldt med havregrynsæsker, fordi havregryn kan tage toppen af stressen. Alf (spillet eminent af vor tids Dirch Passer, Nicolas Bro) giver Kalle medspil og modspil, når han henholdsvis hjælper ham på vej til Plastic Fantastic men også bremser op på ruten, fordi han f.eks. kan lugte pandekager eller bliver forelsket.

I andre og lige så kantede biroller ses bl.a. Daimi, Jytte Abildstrøm og Trine Dyrholm som opdaterede udgaver af pandekagehusets hekse; Caroline Henderson som Snehvide i spidsen for de syv gæve, motorsavsspillende skovhuggere; og til sidst Wikke & Rasmussen selv som to temmelig idiotiske kirurger på Plastic Fantastic – et eventyrslot af et privathospital. Måske mest sjove er familiens læge spillet og sunget af Troels Lyby, der konstant ruller rundt på sin lægestol og på de mest absurde måder prøver at overbevise familien om at det ikke er vinger, men hudlapper (“hudlapper, hudlapper, hudlapper…”); og endelig Bodil Jørgensen i rollen som Karin, “Karin fra Kommunen”, der som dreven sagsbehandler vil hjælpe familien igennem de svære tider, men ender som en anden tænderskærende Cruella de Vil.

Rubricering & normalisering
Når filmen starter med en grundig præsentation af den lykkelige kernefamilie med far og mor, som letter og svæver rundt i køkkenet, mens de synger “Vi vil have en baby”, og storebror Kalle, som er vild med computerspillet SkyMaster, så er det selvfølgelig, fordi lillesøsteren med vinger passer perfekt ind i netop denne ramme. Men også fordi familiens flyvetilbøjeligheder via lillesøsteren overskrider de selv samme rammer og bliver offentlig – og det er (ifølge filmens budskab) dybt problematisk for det omkringliggende samfund, der vil have denne anormalitet standset med det samme.

Det underliggende tema i Der var engang en dreng viser sig dermed at være væsentligt mere dystert end de farverige, morsomme optrin foregiver at være: Det handler ikke så meget om at turde være anderledes og individuelle (og stå på egne ben sådan som mange andre børnefilm har lært os), men om at vort samfund i bund og grund stræber efter en ensretning og normalisering, og at vi skal kæmpe for at være anderledes og individuelle. Der skal ikke megen fantasi til at se parallellerne til Danmark, der i disse år gennemsyres af en formynderisk politisk interesse for at rubricere og standardisere – Kulturkanonen er kransekagefiguren på hele det projekt.

Det helt igennem geniale ved Der var engang en dreng er, at Wikke & Rasmussen iscenesætter budskabet om at kæmpe imod samfundets rubricering og normalisering med en film, der i den grad er svær at rubricere og stritter i så overrumplende mange retninger, at den aldrig lader sig standardisere. Stemninger skifter konstant fra det farceagtige til det groteske til det uhyggelige – og omvendt – når Kalle får en påtaget seriøs snak med nabodatteren om at indgå et fornufts-kommen-sammen-forhold mens far Palle på rekordtid bygger prinsesselegehus i baggrunden. Replikker og sange har så mange lag, at man altid er i tvivl om, hvordan man skal lytte og tænke – og filmen bliver dermed ikke ringere ved fremtidige gensyn. Eventyrkonventioner omformuleres og nytænkes, når Snehvide er mørk i huden og de syv små dværge render rundt i mands højde og fælder træer med motorsave og manglende fingre. Det er en musical, det er en komedie, det er en roadmovie, det er et eventyr, det er for børn, det er det voksne, det er postmoderne, det er samfundkritisk.

Den eneste kritik, jeg vil rejse over for denne film, er CGI-effekterne, som Wikke & Rasmussen burde have forfinet i flere sekvenser. Især undervandsscenen er tam i forhold til filmens real-effekter. Man kan få den tanke, at filmens budget simpelthen er blevet brugt op for tidligt, for også de sidste kameraindstillinger med familien samlet i haven og på villavejen virker ufærdige. Men det er minimale ridser i lakken på en fantastisk familiefilm, der uden tvivl går over i dansk filmhistorie som én af klassikerne.

······


Der var engang en dreng
Instruktion: Michael Wikke & Steen Rasmussen
Medvirkende: Janus Dissing Rathke, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen m.fl.
Græsted Film & Fjernsyn, 2006
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: SF Film

Princess Mononoke (1997)

For længe, længe siden... Før Hayao Miyazaki vandt priser for Chihiro og heksene blev denne storladne eventyrfilm sat op i amerikanske biografer, men Princess Mononoke er ikke den bedste film fra den japanske tegnefilmsmesters hånd. Dertil er den for mørk og mat og budskabet for moralsk. Stadig er den stemningsfuld og underholdende, og den hæver sig snildt over gennemsnittet af amerikanske tegnefilm – både dengang og nu.

Hayao Miyazakis tegnefilmseventyr Princess Mononoke hører ligesom Akira og Ghost in the Shell til de titler, der banede vejen for japansk animé i USA og dermed den vestlige del af verden. Alene derfor er filmen interessant at se, og det er ikke så svært at få øje på de kvaliteter ved filmen, som kunne tænde et vesterlandsk og måske primært kulturradikalt publikum.

Først og fremmest er filmen et eventyr om en ung prins, som drager ud i verden for at redde sig selv og sit rige fra en forbandelse. Det minder (i hvert fald i udgangspunktet) om en art Ringenes herre og andre europæiske kunst- og folkeeventyr. Ligesom hos Tolkien er naturen og naturvæsenerne en vigtig brik i spillet om verdens balance – i Princess Mononoke møder vi skovguder og -dæmoner der kan skifte form og blive besat og som kæmper indbyrdes og mod menneskene. Men Miyazaki får også skrevet en væsentlig og temmelig eksplicit kritik af vesten – måske særligt USA – ind i sin film, når han (også som Tolkien) lader menneskene i den vestlige industriby være onde, magtsyge og krigslystne.

Prinser og prinsesser
Men egentlig er det lidt misvisende at kalde filmen Princess Mononoke. Det skyldes muligvis at jeg ikke har fulgt ordentlig med i underteksterne, men for mig at se er langt den vigtigste karakter og hovedperson den unge prins Ashitaka, som tidligt i filmen smittes med en forbandelse i form af en voldsom, ormeagtig ånd/virus/væsen. Den inficerer hans højre arm og giver ham superkræfter, samtidig med at den reagerer enerådigt i truende situationer og i sidste ende vil overtage hele hans krop og gøre ham til en dæmon.

Ashitaka tager af sted for at blive helbredt i skovene mod vest. Derfra er hans egen stamme blevet fordrevet af de mennesker, som bor dér, og som ydermere har etableret en jernindustri ved at fælde træer og gøre ting der er værre for at fordrive naturen og dens ånder og guder. Det viser sig hurtigt, at Eboshi, herskerinden over industribyen, fremstiller våben og med magi søger at uddrive skovens guddommelige væsner; det er hende, der har frembragt den fysiske og åndelige forbandelse, der er en del af Ashitaka. Og nu venter så flere menneskeskabte naturødelæggelser, mens Ashitaka skal nå at finde frem til skovens åndelige overhoved for at opnå helbredelse og renselse, inden det er for sent.

Midt i kampen mellem krigsliderlige industrimennesker og naturvæsenerne står foruden Ashitaka også prinsesse Mononoke, der er menneske, men opvokset blandt ulve og ulveguderne i vestskoven.

Japanimation
Jeg vil ikke gøre mig klog på plottet i Princess Mononoke, men blot konstatere, at tegnefilmen ikke føles så intens som andre, jeg har set eller genset for nylig. Dertil er tempoet for lavt. Det er en meget lang film (134 minutter), men der er en fin vekslen mellem de actionprægede scener og de mere stille scener, hvor karaktererne enten hviler sig efter slaget, eller venter på slaget der kommer. Den matte stemning dukker op, blandt andet fordi det, der på papiret og i filmens begyndelse ligner et rigtigt eventyr, som vi (nordeuropæere) kender det, bliver lidt mere komplekst end vi (eller i hvert fald jeg) havde forventet: Jeg forstår nok ikke helt Ashitakas forhold til Eboshi og prinsesse Mononoke – eller til de kvinder som styrer industribyen for den sags skyld. Her bliver filmens historie (synes jeg) mudret; når Eboshi og hendes vesterlandske, våbenfikserede by på alle måder peges ud som de onde ophavsmænd til truslen mod såvel Ashitaka og de omgivende skove – ja, selve Naturen – så forstår jeg ikke, at Ashitaka hjælper dem, støtter dem og vender hjem til dem i filmens slutning. Men som sagt: Jeg har nok misset noget i underteksterne.

Animationsmæssigt er filmen mere stiv i det, end vi er vant til på vore breddegrader. Filmen er udpræget animé-agtig og tegnet og animeret i en rå og mere hakkende stil (med færre billeder i sekundet), end vi er vant til fra Hollywood. Det er jo et af animés kendetegn, men her synes jeg Miyazaki leger for lidt med de filmiske virkemidler i forhold til f.eks. Satoshi Kons fantastiske Perfect Blue. Princess Mononoke virker sine steder meget statisk, og det er selvfølgelig med til at skabe den lidt matte, langsommelige stemning.

I de actionmættede sekvenser er der dog fuld fart på animationen. Her speedes tingene op og tegningerne bliver fornemt flydende under løb og sværdkampe. De fremstår meget voldsomme og energiske, som kun animé kan levere den slags. Miyazaki er også mester for håndtegnede detaljer, når det kommer til de levende, dansende skygger fra bladhanget i skoven; regndråber, der falder på tørre sten; og planter, der gror frem på en hel bjergside som ved et trylleslag. Visse scener i filmen er bjergtagende smukke realiserede, og under hele filmens klimaks sidder man på kanten af stolen. Det er fantastisk flot og dramatisk udført og milevidt fra de fuldautomatiske digimationsfilm, som vi får kastet i nakken fra Hollywood i disse år.

Men som med Perfect Blue: Denne film er ikke egnet for børn; den er gennemgående for uhyggelig og sine steder for blodig og skræmmende.

······


Princess Mononoke (jap. Mononoke Hime)
Instruktion: Hayao Miyazaki
Medvirkende: Yôji Matsuda, Yuriko Ishida, Yûko Tanaka
Studio Ghibli, 1997
Spilletid: Ca. 134 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Alliance Atlantis

Music and Lyrics (2007)

“Pop Goes My Heart!” Hugh Grant og Drew Barrymore møder hinanden og skriver en schlager mens de bliver forelskede, slut prut finale. Music and Lyrics er en solid kærlighedskomedie til alle tøserne, der kan identificere sig med unge Drew og falde for gamle Hugh. Vi andre skal kigge lidt langt efter de morsomme momenter, selv om den amerikanske musikbranche får et hak i tuden. Og så kan Hugh Grant faktisk synge – soundtracket hiver velfortjent filmen op på over middel.

Hen imod slutningen i Music and Lyrics bliver unge Sophie (Drew Barrymore) belært af den ældre Alex Fletcher (Hugh Grant) om at livet ikke er eventyr – det har han nemlig selv erfaret efter bruddet med popduoen PoP, der efterlod hans karriere i ruiner og partneren succesfuld superstjerne. Hvem sagde Wham!? Alex Fletcher er nu er nødsaget til at fortsætte sin fine livsstil med småjobs på bondejokkekræmmermarkeder og i tv-realityshows som Battle of the 80s Has-Beens, hvor sidste århundredes popstjerner bokser sig til muligheden for comeback!

Men så går det jo hverken værre eller bedre: Alex Fletcher tager fejl! Livet er et eventyr, hvor en gammel popsnedker kan finde sammen med en simpel universitets-dropout og skrive et kæmpe hit til en superstjernediva modelleret i bedste Britney/Shakira/Madonna/pseudo-Buddha/softcore-porno-stil. Og så bliver sangskriverparret oven i købet forelskede. Sådan er det i Music and Lyrics, for her har vi at gøre med en helstøbt kærlighedskomedie af den slags der tidligere havde Meg Ryan eller Julia Roberts på rollelisten over for Tom Hanks eller Richard Gere. Det er i denne Askepot-genre, at en gadeluder kan finde en millionær, eller en økologisk, venstreorienteret boghandler kan falde for den administrerende chef for Bog & Idé, og begge par leve lykkeligt til deres dages ende.

Hugh and Drew
Music and Lyrics er på den måde en solid og sød standard-kærlighedskomedie, der opgraderer Drew Barrymore til en ny Meg Ryan, mens Hugh Grant spiller… nåja, Hugh Grant i en lidt ældre version end vi så ham i Fire bryllupper og en begravelse. Han er stadig den her charmerende, småforvirrede britiske gentleman der kan slippe af sted med sine elskelige spydigheder, ironi og særheder.

Det vigtigste i filmen er, at få de to skuespillere til at fungere og spille sammen, så man tror på det. Dette mål opfyldes især i filmens anden halvdel, selv om Hugh Grant får lov til at overspille med rullende øjne og hængende mundviger. Drew Barrymore er sød men er i starten ikke Meg Ryan-sød/forvirret nok – måske fordi hun (altså Drew) er en bedre skuespiller og kan spille mere nuanceret, end der er behov for her.

Det er også en svær opgave, som manuskriptforfatter-og-instruktør Marc Lawrence stiller sine hovedroller – første halvdel af filmen handler primært om at få skrevet en popsang omkring et flygel i noget der ligner en etværelses-ungkarlelejlighed med altan. Det giver ikke særlig stor filmisk dynamik, men reducerer Music and Lyrics til filmet teater, hvor det store point of no return er, at Drew Barrymore skubber en lænestol tættere på Hugh Grants flygel, hvilket gør ham så perpleks, at han også må skubbe sit flygel rundt. Og så skriver de hittet, og det bliver accepteret af multimillionær-popdivaen Cora, og så er der stadig 40-50 minutter tilbage til at etablere lidt skærmydsler. Men i hovedparten af filmen kræves der enormt meget af Hugh og Drew, så man (som u-tøset seer i hvert fald) sidder og glæder sig til, at de sporadiske bipersoner kommer ind igen og laver lidt fis og ballade.

Musikbranchen
For at opsummere: Music and Lyrics er en standard kærlighedskomedie, hvor en mand og en kvinde bliver forelskede og danner par. Men så har denne film alligevel en ekstra triumf at byde på: Musik.

Først og fremmest er musikken en del af komikken: Der langes flere gange ud efter amerikanske popdivaer – Cora præsenteres som en pseudo-religiøs teenager, der primært er interesseret i at fornøje sine fans med en svedig, sexet dans i nærmest ikkeeksisterende outfit og slå Shakira på top-10. Musikindustrien drilles også kærligt i form af klip fra pladeindspilninger og sceneoptrædener, hvor filmen tydeligvis plagierer / refererer til popsange med Britney Spears, Madonna, George Michael osv. Især 80er-hittene med Hugh Grant som forsanger er ramt på kornet og viser, hvor bundnaiv og grim tiden og stilen var dengang. Og så kan Hugh Grant jo faktisk synge, så det lyder helt autentisk!

Der er desuden mange referencer til eksisterende solister og bands og eks-popstjerner, der prøver at gøre comeback ved at genforene sig – men også til Frankie Goes to Hollywood, Adam Ant og Debbie Gibson, der er blandt deltagerne i Battle of the 80s Has-Beens. Det er ikke den store satire-ragekniv Marc Lawrence har fremme, men det ville også passe meget dårligt til denne type feel-good-film.

Soundtracket er rigtig godt og akkompagnerer filmen på bedste vis. Man behøver ikke være kæmpe fan af Music and Lyrics for at kunne lide de 80er-inspirerede Alex Fletcher-sange og styrte ud og købe dem på nettet efter filmen. Sådan som jeg gjorde…

······


Music and Lyrics (da. Et sikkert hit)
Instruktion: Marc Lawrence
Medvirkende: Hugh Grant, Drew Barrymore, Brad Garrett m.fl.
Castle Rock Entertainment, 2007
Spilletid: Ca. 100 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.