Den sidste film fra maestro Mario Bava genopfinder ikke gysergenren, men stjæler så meget som muligt fra The Exorcist og Stephen King. Alligevel er filmen seværdig, fordi Bava og co. endnu engang viser, hvordan man med få midler og remedier kan skabe krybende uhygge og overrumplende chokeffekter. Flere enkeltstående scener vil stå tilbage som grænseoverskridende, selv om filmen som helhed er en halvkedelig affære.
Den italienske gysermester, Maria Bava, skabte sin sidste film, Schock, sammen med søn Lamberto, og resultatet er da også på flere måder anderledes end så mange af gamle Bavas andre værker: Hele filmen foregår nærmest på én begrænset location, et stort gammelt hus dog med tilhørende kælder og baghave, og plottet er tilsvarende begrænset til en klaustrofobisk, psykologisk historie om en ung mors noget ambivalente forhold til sin egen søn.
På ekstramaterialet på dvd’en fortæller Lamberto Bava at hovedinspirationskilden var Stephen King og hans genopdyrkning af gysergenren i slutningen af 1970’erne, men det er også tydeligt at Friedkins The Exorcist (1973) og Polanskis Rosemary’s Baby (1968) har spillet ind.
Spøgelseshuset
Schock handler nemlig om den unge Dora og hendes 8-10-årige søn Marco, der flytter tilbage i det gamle hus, hvor Marcos far begik selvmord. Dora er gennem en længerevarende indlæggelse og terapibehandling sluppet af med sin skyldfølelse, og hendes nye mand, Bruno, er opsat på, at hun vil have godt af at flytte tilbage i vante omgivelser. Men hurtigt begynder lille Marco at opføre sig underligt og komme med mere eller mindre eksplicitte trusler mod sin nervøse mor. Det er som om Marco momentvis besættes af en sygelig og hadefuld jalousi til Bruno og Dora – måske er det husets fortid der spøger, måske er det bare de første tegn på pubertetsalderen. Skyldfølelsen vokser efterhånden som det overnaturlige og de feberagtige mareridt også indfinder sig, og Dora får sværere og sværere ved at nå ind til Marco.
Filmen er som skrevet ud fra Freud, hvor de spøgelsesagtige manifestationer og skæbnetunge varsler går hånd i hånd med den kvindelige hovedrolles mentale deroute. Ironisk nok sker begge dele samtidig med, at Dora opnår større og større indsigt i sig selv og sin egen fortid, men denne forståelse og viden kan ikke skabe ro og balance i den lille ny familie. Filmen kulminerer da også på blodigste manér, da Dora på flere metaforiske planer finder ud af, hvad der gemmer sig på den anden side af døren ned til kælderen = underbevidstheden.
Antydningens kunst
Hvor Mario Bava i visse andre film udnytter lyssætningen til at skabe ekspressionistiske farveladestemninger i ellers mørklagte rum, så matcher stilen i Schock den mere hverdagsprægede fortælling. Her er mange scener badet i highkey-dagslys, mens nattestemningen kommer frem ved mere traditionel og naturlig lowkey-belysning, hvor lyskilden f.eks. er en lampe eller projektør i billedet. Det medvirker til at skabe en form for realisme, der også understreges af fraværet af bl.a. hurtige zoom-ins, ligesom Bava har valgt at begrænse filmens voldsudpenslinger til de sidste 15 minutters klimaks.
Det visuelle udtryk er dog stadig tydeligt Bava’sk i brugen af lurende håndholdt kamera, der lister om hjørner og udspionerer gennem de markante rumdelere, der står i dagligstuen. Kameraet gør flere steder tydeligt opmærksom på sig selv ved f.eks. at tracke sidenlæns og stoppe op, så en spøgelsesagtig hvid porcelænshånd (en simpel nipsting på en glashylde) dækker fuldstændig for Bruno og Dora, der har sex på sofaen i stuen. Og når Dora i samme scene kigger rædselsslagent offscreen over skulderen på Bruno, undlader Bava at klippe til hendes blikretning eller subjektive point of view. Den tydelige kamerabevægelse og mangel på klipning skaber en uhyggelig, klaustrofobisk stemning, fordi både seerne og Dora kan mærke, at der er et eller andet galt med huset. Man kan sige, at Bavas kamera og klipning besjæles af husets grusomme fortid, der får stor indflydelse på de nuværende beboeres reaktioner og følelser. Og publikums ditto.
Lavbudget og legendarisk
Et andet eksempel på Bavas lyst til at udfordre publikum til at digte med på historien er Marcos leg med gyngen i haven. Tidligt i filmen ser vi gyngen begynde at bevæge sig selv, når Marco kigger på den, og når kameraet finder hen til den. Senere understreger kameraet gyngens svingninger frem og tilbage, og lydsiden bringer mindelser om et penduls hypnotiske kraft, og senere endnu har denne kraft ligefrem besat kameraet, der nu følger gyngen ved at panorere hurtigt fra side til side. Her klipper Bava via matchcut over til Bruno, der sidder i en flyvemaskine, der oplever voldsom turbulens i luften, og tilbage igen til gyngens kraftfulde svingninger. Hvis publikum ikke har forstået den overnaturlige sammenhæng, standser Dora tilfældigvis gyngen, så kameraet (men ikke hun) ser billedet af Bruno, der er gjort fast til gyngebrættet med en tegnestift.
Det er i skarpt, visuelt udtænkte scener som disse, at Schock viser, at Mario Bava har siddet i instruktørstolen. De ubehagelige drømmesekvenser, hvor en simpel dobbelteksponering af en hobbykniv der angriber ud af den blå luft, eller Marco der via simple kameratricks forvandler sig til et halvopløst lig, er fantastisk udført. Man taber underkæben af benovelse over den opfindsomhed, der ligger i selve slutningens ubehageligt tyste angreb af et mandshøjt klædeskab, der åbner sig hvorefter en truende hånd med hobbykniv dukker frem ud af skyggerne. Det er her man glemmer alt om den tyndbenede historie og den letkøbte omgang freudianske pladder; det er her man ser Bavas visuelle touch, det som Hitchcock kaldte pure cinema.
Det er indlysende, at Bava inspirerede mange af 1980’ernes unge gyserinstruktører (Sam Raimi, Wes Craven, Sean Cunningham, John Carpenter og mange flere) og givet dem gode ideer til hvordan de selv kunne bikse en lowbudget-gyser sammen. Det var den italienske horror-maestros varemærke, og det er derfor man skal se Schock.
······
Schock (am. Shock; Beyond the Door II)
Instruktion: Mario Bava
Medvirkende: Daria Nicolodi, John Steiner, David Colin Jr. m.fl.
Laser Cinematografica, 1977
Spilletid: ca. 93 min.
Amerikansk dvd-distribution: Anchor Bay
Ingen kommentarer:
Send en kommentar