"Is Tamara home?" Her er den mest uhyggelige mainstreamgyser i flere år. Bryan Bertino har skrevet og instrueret en lille, monstereffektiv omgang home invasion-horror, der nok skal holde dig vågen et par nætter eller tre. Det er simpelt men solidt filmhåndværk uden de store dybder. Men det er netop pointen.
Det er lang tid siden jeg har været så skræmt over en amerikansk mainstreamgyser: Vacancy endte som et klichefyldt antiklimaks; The Ruins var nok blodig men også et halvkikset forskræp om M. Nights Shyamalans tåbelige plantegyser The Happening. Bedst var den amerikanske vampyrfilm 30 Days of Night, der forfinede klicheerne, vendte dem på hovedet, og blandede dem med en frostklar poetisk slutning.
Bryan Bertinos The Strangers er noget helt andet – mere enkel, mere realistisk og især i filmens første halvdel mere skræmmende. Filmen handler grundlæggende om parret James og Kristen, der vender tilbage til et sommerhus kl. 4 om natten efter at have været gæster ved et bryllup. Han har været i det romantiske hjørne, har pyntet op med rosenblade og champagne, og har friet til hende til festen. Hun har sagt nej. Stemningen er på det laveste. Tror de. For så banker det døren, og en uhyggelig kvindestemme spørger om Tamara er hjemme. Og lige pludselig er James og Kristen ikke alene mere. Udenfor huset går tre uhyggelige, maskeklædte personer rundt og vil tydeligvis i kontakt med dem. Og så er maskemenneskerne pludselig også indenfor…
Bulder og brag
Bryan Bertino afstår fra den fysiske vold, blod og splattereffekter i hovedparten af The Strangers. Til gengæld dyrker han den psykologiske terror, så det bliver uhyggeligt skræmmende for både hovedpersonerne og publikum. Kameraet er nervøst håndholdt og bevæger sig hele tiden snigende rundt i det mørke, underbelyste sommerhus – ind bag bogreoler, rundt om store lampeskærme, op langs væggen, så Bertino hele tiden lukker rummet og locationen klaustrofobisk om hovedpersonerne. Samtidig afskæres publikum fra det befriende overblik, som vi nærmest skriger på, når maskemanden sniger sig rundt i baggrundens søer af mørke, eller måske/måske ikke forsvinder om bag en væg eller et gardin, som blokerer vort udsyn.
På den måde er The Strangers en klichefyldt omgang gemmer og titte-bøh, men den hæver sig til noget større og langt mere modbydeligt, når Bertino kobler sin incidentalmusik på, der flere steder forvrænges til en uhyggelig og kommenterende underlægningsmusik – "Should we go outside?" lyder det f.eks. isnende fra pladespilleren, da Kristen står ansigt til ansigt med den uforklarligt åbne hoveddør. Og så er der alle lydeffekterne som buldrer, brager og klirrer, så både hovedpersonerne og publikum hopper i sædet.
Flad slutning
Selv om det er forbandet effektivt et godt stykke ad vejen, begynder man at få øje på den gysermæssige minimalisme som et teknisk stilgreb, fordi Bertino holder fast i titte-bøh-og-bulder-og-brag-metoden for længe. Der kommer ikke afgørende nyt på banen i filmens anden halvdel, og der lægges ingen spor ud til publikum om de tre maskemenneskers ophav eller motiv. Heller ingen falske spor, så Bertino kan hive tæppet væk under publikum i den twist-slutning som genren er så kendt for.
Man kan endda indvende at den meget uhyggelige, langtrukne suspense-optrapning, som er hovedparten af filmen, ikke forløses korrekt, fordi det store klimaks sker offscreen og uden den chokerende mængde realistisk blod og vold som filmen har lagt op til og varslet igen og igen. Det hele ebber bare ud, hvorefter filmen slutter uforløst.
Men det er måske netop meningen. Slutningen og konklusionen er enormt deadpan og bliver på ét plan enormt utilfredsstillende, fordi den bryder med alle vore genreforventninger på en meget uforløsende måde. På et andet plan er det den mest modbydelige slutning af alle, fordi den perfekt afspejler den frygt der gennemsyrer det vestlige samfund i disse år. På sin egen logiske måde bliver denne realistiske, minimalistiske og klichefyldte gyserfilm et uhyggeligt spejlbillede af vor egen frygt for den tilfældige vold, vi er magtesløse over for – om det så er terrorangreb eller ukendte forbrydere med masker der banker på i nattens mulm og mørke.
Slutningen afspejler netop tilfældigheden i volden; morderne bliver nok udpeget, men det forekommer ligegyldigt. Ligeså med ofrene. Og hele filmen. Derved vokser Bryan Bertinos film sig langt større end sine nutidige mainstreamkonkurrenter.
······
The Strangers
Instruktion: Bryan Bertino
Medvirkende: Liv Tyler, Scott Speedman, Kip Weeks m.fl.
Vertigo Entertainment, 2008
Spilletid: Ca. 82 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome
hvorfor ikke:)
SvarSlet