Drikfældighedens djævel vender tilbage. Billy Wilders Oscar-vinder fra 1945 er stadig effektfuld i sit rystende portræt af en alkoholikers kamp mod sin afhængighed. Filmen starter som hovedpersonen i forholdsvis sober, realistisk tilstand, men langsomt forvandler den sig til en mareridtsagtig gengivelse af omgivelserne med et uhyggeligt behandlingssystem og ekspressionistiske hallucinationer. Men det er Ray Millands altdominerende, karismatiske skuespil i hovedrollen, der stadig bærer filmen.
Lang om længe kom jeg videre i min Billy Wilder-maraton. Det har taget lang tid, og i vejen har været et hav af eksamensforberedelser, filmklip der skulle findes, og spørgsmål der skulle formuleres, men nu havde jeg lige en aften og formiddag til at se den næste Billy Wilder-film, Forspildte dage som den hedder på dansk.
Kort fortalt tager filmen udgangspunkt i forfatteren Don Birnams (spillet af en formidabel Ray Milland) eskalerende alkoholmisbrug, da han overlades til sig selv i en weekend i sin lille New Yorker-lejlighed. Der skal derfor ikke så megen fantasi til at se lighederne mellem Wilders portræt af den deliriske Birnam og Roman Polanskis 20-år-yngre lejlighedstrilogi begyndende med Repulsion (1965).
Lige så interessant er det, at man kunne have en vis Alfred Hitchcock mistænkt for at planke enkelte Wilder-sekvenser og indsætte dem i sine egne film: Hele åbningsscenens panorering over storbylandskabet og sluttende ved et åbentstående vindue gentages (dog med hjælp af ubehjælpsomme overblændinger) i Psycho (1960). Desuden har Ray Milland i visse sekvenser en slående lighed med James Stewart i Skjule øjne (1954), ligesom Wilders brug af klip i Birnams mere og mere febrilske blikretning / subjektive POV i teatret har en ganske slående lighed med Hitchcocks klippestil i klimaksscenen i Skjulte øjne. Det er egentlig ret interessant og sætter Hitchcocks mesterværker i et lidt devaluerende lys.
Mennesket bag monsteret
I både Forspildte dage og Sunset Boulevard formår Billy Wilder at vise sit publikum de menneskelige sider bag nogle knapt så sympatiske træk. I Sunset Boulevard dykker vi ned under overfladen hos Norma Desmond og lærer at kende hendes baggrund som feteret stumfilmsstjerne og forstå hendes behov for kærlighed og opmærksomhed, og frem for at vælge den lette løsning og skildre hende som et gennempsykotisk kvindemenneske, så formår Wilder at få os til at forstå hende og fatte sympati for hende.
Det samme sker i Forspildte dage: Her er det alkoholens væsen som tegnes med menneskelig nænsomhed. Nok har den negative konsekvenser – fra Birnams simple rapserier på en bar til et gangsteragtigt hold-up i en spiritusbutik – men Wilder viser også, at Birnam ikke har noget valg men af omstændighederne er dømt til sin alkoholskæbne. Selv om det aldrig for alvor slås fast med stålsikre flashbacks, hvorfor Birnam begyndte at drikke, så antydes det flere gange, at hans manglende succes som forfatter har været en medvirkende årsag.
Med dette udgangspunkt lærer man igennem filmen at forstå Birnams alkoholisme, ikke mindst når desperationen begynder at sætte ind, og Birnam slipper kontrollen og lader sit drikfældige jeg overtage styringen: I starten markeres sygdommens overtag musikalsk med en spøgelsesagtig underlægningsmusik, der hjemsøger ham. Den ubehagelige og skæbnesvangre musik formidler glimrende den følelse, som er en del af Birnam.
Senere begynder han at stjæle penge til den næste drink og han gennemroder sin lejlighed i jagten på endnu en flaske sprut, som han i spiritustågerne har glemt hvor han gemte aftenen før. Da han med sin gamle skrivemaskine under armen slæber sig igennem New Yorks gader fra pantelåner til pantelåner kun for at møde lukkede butikker alle vegne (grundet den jødiske helligdag, Yom Kippur), føler man med ham – også selv om man godt ved, at han sælger resterne af sin sjæl ved at skille sig af med sin skrivemaskine.
En modig film
Jeg skal ikke vove mig ud i nogen særlig konkret receptionsanalyse af Forspildte dage i forhold til dens samtid og datidens amerikanske publikum, men jeg tør godt postulere, at filmen har været normbrydende i 1945. Wilders Double Indemnity (1944) var i forvejen grænseoverskridende i dens behandling af koldblodigt mord og forsikringssvindel – en så udførlig planlægning og udførelse var ikke set før i amerikansk filmhistorie; Wilder havde nærmest leveret opskriften på det perfekte mord, lød det fra de offentlige meningsdannere.
Forspildte dage ramler på samme bramfrie måde ind i alkoholismetabuet og Wilder tør vise os de menneskelige sider af drikfældighedens djævel. Her er Birnam ikke den onde bums i rendestenen men offeret, og spiritusbutikkerne (der sælger Birnam flaske efter flaske, selv om de godt kender til hans sygdom), behandlersystemet (der minder om et kafkask sindssygehospital, hvor visse patienter er tilbage for 45. gang), og den generelle menneskelige ligegyldighed – det er disse udefinerbare instanser som Wilder formår at udnævne til de “onde” men dog menneskelige modstandere.
Det er ikke nogen lille bedrift – det er faktisk stor filmkunst.
······
The Lost Weekend (da. Forspildte dage)
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Ray Milland, Jane Wyman, Howard de Silva m.fl.
Paramount, 1945
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal
Lang om længe kom jeg videre i min Billy Wilder-maraton. Det har taget lang tid, og i vejen har været et hav af eksamensforberedelser, filmklip der skulle findes, og spørgsmål der skulle formuleres, men nu havde jeg lige en aften og formiddag til at se den næste Billy Wilder-film, Forspildte dage som den hedder på dansk.
Kort fortalt tager filmen udgangspunkt i forfatteren Don Birnams (spillet af en formidabel Ray Milland) eskalerende alkoholmisbrug, da han overlades til sig selv i en weekend i sin lille New Yorker-lejlighed. Der skal derfor ikke så megen fantasi til at se lighederne mellem Wilders portræt af den deliriske Birnam og Roman Polanskis 20-år-yngre lejlighedstrilogi begyndende med Repulsion (1965).
Lige så interessant er det, at man kunne have en vis Alfred Hitchcock mistænkt for at planke enkelte Wilder-sekvenser og indsætte dem i sine egne film: Hele åbningsscenens panorering over storbylandskabet og sluttende ved et åbentstående vindue gentages (dog med hjælp af ubehjælpsomme overblændinger) i Psycho (1960). Desuden har Ray Milland i visse sekvenser en slående lighed med James Stewart i Skjule øjne (1954), ligesom Wilders brug af klip i Birnams mere og mere febrilske blikretning / subjektive POV i teatret har en ganske slående lighed med Hitchcocks klippestil i klimaksscenen i Skjulte øjne. Det er egentlig ret interessant og sætter Hitchcocks mesterværker i et lidt devaluerende lys.
Mennesket bag monsteret
I både Forspildte dage og Sunset Boulevard formår Billy Wilder at vise sit publikum de menneskelige sider bag nogle knapt så sympatiske træk. I Sunset Boulevard dykker vi ned under overfladen hos Norma Desmond og lærer at kende hendes baggrund som feteret stumfilmsstjerne og forstå hendes behov for kærlighed og opmærksomhed, og frem for at vælge den lette løsning og skildre hende som et gennempsykotisk kvindemenneske, så formår Wilder at få os til at forstå hende og fatte sympati for hende.
Det samme sker i Forspildte dage: Her er det alkoholens væsen som tegnes med menneskelig nænsomhed. Nok har den negative konsekvenser – fra Birnams simple rapserier på en bar til et gangsteragtigt hold-up i en spiritusbutik – men Wilder viser også, at Birnam ikke har noget valg men af omstændighederne er dømt til sin alkoholskæbne. Selv om det aldrig for alvor slås fast med stålsikre flashbacks, hvorfor Birnam begyndte at drikke, så antydes det flere gange, at hans manglende succes som forfatter har været en medvirkende årsag.
Med dette udgangspunkt lærer man igennem filmen at forstå Birnams alkoholisme, ikke mindst når desperationen begynder at sætte ind, og Birnam slipper kontrollen og lader sit drikfældige jeg overtage styringen: I starten markeres sygdommens overtag musikalsk med en spøgelsesagtig underlægningsmusik, der hjemsøger ham. Den ubehagelige og skæbnesvangre musik formidler glimrende den følelse, som er en del af Birnam.
Senere begynder han at stjæle penge til den næste drink og han gennemroder sin lejlighed i jagten på endnu en flaske sprut, som han i spiritustågerne har glemt hvor han gemte aftenen før. Da han med sin gamle skrivemaskine under armen slæber sig igennem New Yorks gader fra pantelåner til pantelåner kun for at møde lukkede butikker alle vegne (grundet den jødiske helligdag, Yom Kippur), føler man med ham – også selv om man godt ved, at han sælger resterne af sin sjæl ved at skille sig af med sin skrivemaskine.
En modig film
Jeg skal ikke vove mig ud i nogen særlig konkret receptionsanalyse af Forspildte dage i forhold til dens samtid og datidens amerikanske publikum, men jeg tør godt postulere, at filmen har været normbrydende i 1945. Wilders Double Indemnity (1944) var i forvejen grænseoverskridende i dens behandling af koldblodigt mord og forsikringssvindel – en så udførlig planlægning og udførelse var ikke set før i amerikansk filmhistorie; Wilder havde nærmest leveret opskriften på det perfekte mord, lød det fra de offentlige meningsdannere.
Forspildte dage ramler på samme bramfrie måde ind i alkoholismetabuet og Wilder tør vise os de menneskelige sider af drikfældighedens djævel. Her er Birnam ikke den onde bums i rendestenen men offeret, og spiritusbutikkerne (der sælger Birnam flaske efter flaske, selv om de godt kender til hans sygdom), behandlersystemet (der minder om et kafkask sindssygehospital, hvor visse patienter er tilbage for 45. gang), og den generelle menneskelige ligegyldighed – det er disse udefinerbare instanser som Wilder formår at udnævne til de “onde” men dog menneskelige modstandere.
Det er ikke nogen lille bedrift – det er faktisk stor filmkunst.
······
The Lost Weekend (da. Forspildte dage)
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Ray Milland, Jane Wyman, Howard de Silva m.fl.
Paramount, 1945
Spilletid: Ca. 96 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal
Ingen kommentarer:
Send en kommentar