Solo (2007)

“Everybody wants to be a popstar…” Kasper Torstings hudløse dokumentarportræt af Popstars-fænomenet Jon Nørgaard er sine steder vedkommende og ærlig. Den hudfletter dels danskerne og populistiske danske medier – fra formiddagsaviser til formiddagsradio – til selve hovedpersonen, Jon, og blotlægger hans naivitet og indbildskhed. Dermed undgår filmen at falde for samme letkøbte løsning som de populistiske pendanter, men den forbliver underligt uforløst; der sættes aldrig definitivt punktum for historien om Jon. Eller rettere sagt, der sættes tre punktummer i træk.

Jon Nørgaard blev kendt i mindst hele Danmark, da han vandt en sang- og performancekonkurrence på TV2. Siden gik det knapt så godt og den stakkels 17-årige jyde trak den ene slibrige overskrift efter den anden i sladderbladene, mens han prøvede at relancere sig selv uden pladeselskab og megamanagement i ryggen.

Det er denne sidstnævnte proces, som filmen Solo sætter sig for at afdække på godt og ondt. Vi følger i starten Jon til en koncert med hans nyeste sange, og Popstars-populariteten er tydeligvis falmet siden 2002, for publikum kyler øl og mønter efter ham på scenen. Derved skaber Kasper Torstings dokumentarfilm en klar fortællemæssig fremdrift for sig selv: Følg processen frem mod Jons optur / totale nedtur. Og senere går det da rent faktisk bedre til en diskotekskoncert i Sæby, hvor Jon godt nok får det værste hummer, en popstjerne nogensinde er tilbudt, hans Mac-computer er genstridig, og hans høretelefoner knækker. Men samtidig får han oprejsning, for Jon er nemlig snedig nok til at vinde publikums hjerter ved at gå ind på deres præmisser med humoristisk åbenhed om sin egen person.

Interviews
En af de andre mindeværdige sekvenser fra Solo er besøget i P3-radioprogrammet Mig og Morten Resen, hvor Jon igen konfronteres med den allestedsnærværende negative holdning til hans musik og hans person. I en effektiv krydsklipning følger man dels Jons katastrofale liveoptræden og -interview i radioen dels Morten Resens ubehageligt nøgterne information til Jon, før han skal i æteren. Resultatet er at Jon fremstår ekstra magtesløs og tvinges til at acceptere såvel radiolytternes bramfrie kommentarer som Morten Resens nedladende (ja, nærmest hadefulde) holdning, som serveres direkte in your face. Krydsklipningen klipper den nedværdigende behandling sammen med Jons problemer med at synge rent og huske teksten, da han skal fremføre sit nye “hit” live i radioen. Man kan ikke andet end føle sympati med den stakkels sangerfyr og græmmes over mediernes leflen for et idiotisk publikum – som er os selv!

Filmens realsekvenser bindes sammen af Jons forklarende og uddybende kommentarer, som er filmet uden for kontekst – op ad nøgne, blanke vægge, der giver mindelser om et intetsted hvis da ikke et mennesketomt fængsel. Når Solo-dokumentaren er allerbedst bærer Jons egne kommentarer filmen videre og tilfører en ekstra dimension til den scene som vi netop har set eller skal til at se. Unge Nørgaard kommer til at fremstå hudløs ærlig og sårbar – her åbner han op og fortæller om mediebranchen og den slaveagtige tilværelse, som man må leve, hvis man vil være noget ved musikken. Jon fortæller om karrierens og kærlighedslivets kuldsejlinger som følge af store transnationale selskaber, der tænker ensidigt i hurtig profit her og nu. Desværre understøttes Jons mediekritik aldrig rigtigt af dokumentarens realsekvenser, og postulaterne kommer til at fremstå lidt hule og ensidige. Vi mangler et egentligt payoff; måske vil Kasper Torsting noget andet med sin film.

Vælg din egen slutning...
Hvad budskabet er i Solo (og om der overhovedet er et budskab) er det store spørgsmål. Det bliver aldrig til et definitivt og afsluttende punktum, og man kan selvfølgelig argumentere for at Jons fremtid i sig selv er uklar, så det skal filmens slutning naturligvis afspejle. Men det gør desværre også bare filmen mere uklar og dens pondus som et statement om vor tids mediehysteri langt svagere.

Kasper Torsting giver ikke mindre end tre parallelle slutninger efter første del af filmen. Hvor den første slutning viser Jons totale deroute via stofferne og den ekspressionistiske belysning og klippestil, viser anden slutning Jons professionelle nedtur, da han meget naivt og fuldstændig uselvkritisk prøver at sælge sig selv som leder af en hel højskoleuddannelse, fordi han har stået foran 50.000 publikummer til en koncert i Tyskland. Den sidste slutning, åbner for en lille professionel optur, fordi Jon kommer videre med musikken i form af dansk lyrik tilsat lidt jazzet underlægningsmusik – dog uden nogen form for hitpotentiale og popstarliv i sus og dus.

Brugen af disse tre sekvenser virker inkonsekvent, og filmen ville med fordel kunne nøjes med at fokusere på én af dem. Det er også her, Jon selv kommer til at fremstå absolut mest flosset og urimelig over for sine omgivelser, og man forstår så udmærket, at højskoleforstanderparret har alle paraderne op over for den unge fløs, der tilsyneladende ikke har begreb skabt om pli eller kommunikation med andre mennesker.

Resultatet er desværre at man sidder tilbage med lyst til at overhælde Jon med den sædvanlige svada om at tage sig sammen og få en rigtig uddannelse og et ordentligt job og holde op med det selvsmagende flæberi! Og det er næppe Kasper Torstings intention ...

······


Solo
Instruktion: Kasper Torsting
Medvirkende: Jon Nørregaard, Morten Resen, Cecilie Frøkjær m.fl.
Fridtjhof Film, 2007
Spilletid: Ca. 76 minutter
Dansk dvd-distribution: Sandrew Metronome