Det er satire! Det er ikke nødvendigvis bragende morsomt, men det er satire. Denne film om en lobbyist fra tobaksindustrien er overraskende dvask og snakkende uden at udnytte skuespillernes potentiale. Bevares: Lobbyistens svære valg og fravalg er interessant at dykke ned i, men filmen forbliver forholdsvis uspændende, fordi den glatte hovedperson aldrig udviser oprigtig tvivl og rykker sig nye steder hen følelsesmæssigt. Dermed forbliver han distanceret og gådefuld og snakker og snakker og snakker…
Denne film skuffede mig. Så er det sagt. Malene og jeg smækkede Thank You for Smoking på dvd’en i går aftes, og jeg havde forestillet mig en helt anden film. Det gode ved filmen var at den udmærkede sig ved at vare under halvanden time – det dårlige var at filmen på ingen måde udnyttede sine 88 minutter optimalt, men for mig at se fremstod som en jasket og dvask omgang amerikansk dramaserie. Sådan en af dem, hvor vi godt nok har en superspændende præmis, men ikke rigtig råd eller mulighed for at vise de scener, man ville vise i en Hollywood-film.
Gode intentioner – kedelig udførelse
Præmissen for Thank You for Smoking er ellers én af de bedre: Vi følger en lobbyist / spindoktor, Nick Naylor (spillet af Aaron Eckhart), på arbejde med at gøre tobaksindustrien mere spiselig og succesfuld. Han er en fandens karl, der kan sælge sand i Sahara, og det kunne have medført en lang række morsomme optrin, hvor modvillige samarbejdspartnere blev tørret godt og grundigt – eller omvendt hvor de samme modvillige samarbejdspartnere blev udstillet som ekstremt hykleriske på grund af pengegevinsten ved at samarbejde med tobaksindustrien.
Dér bevæger filmen sig hen i sine lyseste øjeblikke, som f.eks. da Nick Naylor flyver til Californien for at diskutere cigaretternes tilbagevenden på lærredet i en ny stor scifi-satsning med Brad Pitt og Catherine Zeta-Jones. Rob Lowe spiller en stor Hollywood-mogul, der har opfundet product placement, og Adam Brody spiller hans overgejlede, Red Bull-speedsnakkende assistent.
Det er kosteligt og så klart filmens komiske højdepunkt. Desværre udforsker filmen ikke ideen videre og ser, hvordan det så rent faktisk foregår på settet og blandt stjernerne, der for blot $25 mio. gerne vil pulse løs. Den satiriske brod bores nok ind en smule ind under huden, men den efterlader ikke et ordentligt stik der gør ondt! Filmen synes det er nok at folk mødes i kontorer og snakker og snakker!
Jasket fortælling
Filmens anden store idé er at skildre lobbyisten Naylor som et menneske med en familie. Filmens første plotpoint består i at etablere kontakt mellem Naylor og hans søn, således at drengen bliver en slags katalysator for den positive udvikling, som Naylor måske / måske ikke gennemgår i løbet af filmen. Den idé er såmænd meget god, men også den forbliver underlig ufuldendt, fordi der aldrig for alvor kommer noget på spil mellem far og søn. Som moderen siger til Nick hen mod filmens slutning: ”Du er stadig Gud i din søns øjne.”
Og selve slutningen efterlader én med en bitter smag i munden, hvad angår Nick Naylors udvikling og potentiale som rollemodel over for knægten. Men så kan man jo altid hævde, at det er satire – og er satiren ikke så meget desto større, hvis Nick selv tror at han er blevet et bedre menneske, men vi seere godt kan se, at det er han på ingen måde?
Denne tendens til at skyde med små satiriske spredhagl til højre og venstre uden rigtig at ramme nogle alvorligt ømme punkter, går igen i filmens lemfældige opbygning, der også virker uengagerende. Filmen savner en mere konsekvent brug af simple fortællemæssige greb som set ups og suspense til at få publikum til at spille med – det hele sker sådan bare lidt hen ad vejen, uden at vi ligesom får varslet de helt store begivenheder og dermed kan engagere os i handlingen og de i forvejen meget distancerede karakterer. Der er flere forholdsvis dramatiske pay offs (The Washington Probes afsløring af Naylors arbejde og metoder og overfaldet på ham i filmens anden halvdel osv.) men de bygges ikke ordentligt op – ting sker bare, og så skal vi videre til næste scene.
Derfor bliver filmen en underlig ligegyldig størrelse, der aldrig rigtig provokerer eller tager en satirisk bid af USA, sådan som f.eks. sidste års Little Miss Sunshine gjorde det så glimrende.
······
Thank You for Smoking
Instruktion: Jason Reitman
Medvirkende: Aaron Eckhart, Cameron Bright, Kim Dickens m.fl.
Room 9 Entertainment, 2005
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Scanbox
Ingen kommentarer:
Send en kommentar