Enjoy the silence! Roman Polanskis første film om psykotiske kvinder i deres lejligheder er også hans bedste og mest skræmmende. Her er ingen fortællemæssig logik eller lukning af historien om den smukke og seksuelt forskrækkede Carole. Her er ingen guide til publikum mht. hvad der ligger til grund for Caroles tvangstanker og psykose – fra start af er filmen overladt til hendes uafbalancerede præmisser. Det er stærkt ubehageligt og en uafrystelig oplevelse.
Midt i det helt store eksamensræs som er løbet af stablen den sidste månedstid, men først i denne uge er gået ind i sin afgørende fase, fik jeg da lige tid til at fortælle om én af de film, jeg har hentet eksamenscitater fra til mit 3.g Film & tv-hold.
Chok er den første del i Roman Polanskis såkaldte lejlighedstrilogi der desuden består af Rosemarys baby (1968) og Den ny lejer (1976). Fælles for de tre film er de isolerede hovedpersoner, der på den ene eller anden måde alle opsluges i en slags psykose, og den klaustrofobiske lejlighed i storbyen bliver nærmest symbolet på denne mentale tilstand. Men hvor Rosemarys baby med Mia Farrow i hovedrollen er langt mere konform i sit udtryk og fortælling (ingen er vist i tvivl om at Rosemarys tvangstanker søreme viser sig at være sande), der bryder Chok grænser ned i sin leg med gysergenren og de ekspressionistiske virkemidler, og man når aldrig den samme forløsning, fordi Polanski her tør noget mere. Og hvor Den ny lejer (med Polanski selv i hovedrollen) nok kredser om den samme surreelle galskab som Chok, så er resultatet i førstnævnte langt mere sorthumoristisk og måske derfor langt fra så knivskarpt ubehageligt som den sort/hvide ekspressionistiske film.
På randen af et nervøst sammenbrud
Chok kredser om Carole (spillet af en ung og sart Catherine Deneuve) og hendes mareridtsagtige psykose i den lille lejlighed som hun deler med storesøsteren. Hvad der ligger til grund for Caroles mentale tilstand, forklarer Polanski aldrig entydigt: Hun er fra start dybt seksualforskrækket og afskys ved enhver tilnærmelse eller henvendelse fra søsterens kæreste eller Caroles egen vedholdende bejler, Colin, der naturligvis må lade livet, når Carole føler sig mest truet. Det der fungerer som filmens første plot point er søsteren og hendes kærestes kærlighedsweekend i Paris – det er denne begivenhed der sætter handlingen på skinner og får de voldsomme tvangstanker til at eskalere.
Det faktum at Polanski skjuler årsagen til Caroles voldelige udskejelser ville i enhver anden gyser blive opfattet som en troværdighedsmangel, men her bliver det filmens styrke, fordi Polanski i stedet iscenesætter Caroles subjektivitet og måske nok så vigtigt en lang række af dvælende kameraindstillinger, stille panoreringer over lokaler og tilts fra gulv over bord til Carole i baggrunden. Lejligheden bliver på den måde et kæmpe symbol på Caroles sindstilstand med dens rådnende kaninsteg, de spirende kartofler og den farlige barberkniv, der tages i brug i filmens afsluttende mord.
Symboler & fortolkning
Filmens brug af de stærkt ekspressionistiske mareridtssekvenser, hvor handlingen tydeligvis filtreres igennem Caroles sind, holder sammen på filmen som fortælling. Når vi som tilskuere mangler viden om Caroles fortid og hvad der kontrollerer hende, skulle man tro, at Chok også ville miste en god del suspense og efterlade seeren følelsesmæssigt uengageret, fordi man først er vidne til mareridt #1, så mareridt #2 og til sidst mareridt #3 - som perler på en snor. Sådan er det imidlertid ikke, og deri ligger Roman Polanskis dygtighed som instruktør: Via sekvenser med revnende mure, mandehænder der kommer ud af væggene, lejlighedens gradvise opløsning, og de forfærdelige mareridt hvor Carole voldtages af ukendte gerningsmænd lykkes det ham, at holde vores interesse for pigen uden historie fangen. Først og fremmest fordi det er æstetisk overrumplende iscenesat – det er elementært gysende og spændende – men også fordi Polanski spiller på seerens hang til hele tiden selv at ville konstruere en handling og en mulig årsag til Caroles psykose. Vi engageres, fordi Polanski hele tiden vifter os om næsen med tunge symbolske sekvenser og dvæler ved mere realistiske detaljer, som vi derved nærmest tvinges til at prøve at sætte sammen til en fornuftig historie, sådan som vores opdragelse med filmmediet har lært os. Derfor vil det også virke stærkt provokerende på nogle, at vi aldrig får en minimalt håndfast forklaring på Caroles psykose.
Caroles væmmelse ved mænd og sex er helt central i filmen (og det er her, man bør starte sin analyse og fortolkning), men så er man ellers overladt til sig selv. Bevares der kommer voldtægtsmænd ud af døren bag skabet om natten, og der gemmer sig voldtægtsmænd i hendes seng, men hvad har den flåede kanin, der nærmest ligner et uhyggeligt aborteret menneskefoster, med det hele at gøre? Hvordan spiller de legende børnehavebørn, der høres gennem køkkenvinduet, ind i historien? Hvad med de katolske nonner? Og så er der familiefotoet, der jo dvæles ved flere gange, hvor den lille Carole allerede er tydeligt marginaliseret med et vildt blik i øjnene – ligesom søsteren tydeligvis ikke vil indse Caroles problemer, hvor åbenlyse de end er...
Det er op til seeren først og fremmest at finde og samle de sparsomme brikker op og dernæst lægge det puslespil der giver et helstøbt billede af Carole. God fornøjelse!
NB: Undgå for alt i verden den talentløse danske dvd-udgave af denne film udgivet af Criterion Film. Filmens format er desværre håbløst forvrænget.
······
Repulsion (da: Chok)
Instruktion: Roman Polanski
Medvirkende: Catherine Deneuve, Ian Hendry, John Fraser m.fl.
Compton Films, 1965
Spilletid: Ca. 101 minutter
Engelsk dvd-distribution: Anchor Bay Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar