Happy Feet (2006)

Jo, det er pingviner – og jo, de danser og synger! George Miller har fået stor succes med sin digimationsfilm om de sociale, politiske og religiøse relationer mellem pingvinerne i Happy Feet. Men selv om filmen bringer nye emner på banen og sine steder er både visuelt smuk og poetisk og andre steder overrumplende og svimlende, så er det altså stadig en klæg omgang moraliserende pladder, som Disney mestrede mange gange bedre for 15 år siden. Happy Feet’s visuelle drive er desuden frygteligt amputeret i udgangspunktet.

Her har vi så endnu en film, som jeg havde set frem til med længsel efter utallige digimationsfilm om dyr, der skal enten væk fra eller tilbage til civilisationen. Også de dér postmoderne udgaver af gamle eventyr, som nåede deres højdepunkt allerede med Shrek, er jeg kørt død i. Happy Feet lovede at være noget helt andet – de amerikanske anmeldere var begejstrede, og filmen blev nomineret til en Oscar. Sikke en fest!

Men her er de nøgne facts: Filmen er langt fra original i sin handling og temaer, og den digitale visualitet er (om ikke hæslig men så i hvert fald) problematisk – her er genskabt et stykke af virkeligheden tilsyneladende, men det udgangspunkt skyder filmen i sænk allerede fra første scene, hvor det hele emmer mere af Baz Luhrmanns Moulin Rouge! end Viasat Nature.

Sang & musik
Titlen Happy Feet refererer kort fortalt til den lille pingvin Mumle, der bliver født med stepglade fødder. Det ser den resterende pingvinflok sig noget sure på, for de vil hellere synge amerikanske pop- og rockklassikere, og mener at Mumle er skyld i den faldende fiskebestand og at han har vagt gudernes vrede med sin ugudelige skrålen og dansen rundt. Han skal selvfølgelig lære at stå på egne ben og vokse sig stor og stærk og redde sin pingvinflok. Det er sådan ca. set en million gange før!

Og det dér med at pingvinerne synger og danser rundt – de snakker også, og opfører sig selvfølgelig helt som os mennesker; vi har jo med en allegori at gøre – det er fint nok. Det har de gjort i årevis i Disneys tegnefilm med større og mindre held. Happy Feet er dog endnu et bevis på det som nogle vrede engelske forfattere har kaldt en infantilisering af vort samfund, hvor voksne skal læse Harry Potter, se Shrek og spille Playstation og X-Box for at være trendy. I Happy Feet er det umiddelbart oplagt at pingvinernes sange og navne (den Elvis-syngende pingvin hedder således Memphis, mens Mumles mor hedder Norma Jean) vil appellere mest til de voksne – det samme vil det lidt tunge økologiske budskab der lige så stille slippes løs i løbet af denne lange tegnefilm.

Dér hvor filmen knækker for mit vedkommende er når pingvindesignet og animationen ikke står mål med det faktum at de synger og danser hele filmen igennem. Pingvinerne er realistisk designet – de er ikke Disney-antropomorfe udgaver af mennesker, men ligner pingviner. Det er pudsigt at pingvinerne ser så realistiske ud, når alt andet er umanérligt kunstigt og børnevenligt. Først tænker man, at det var da egentlig en meget sjov og nytænkende idé, og kunne det ikke have været sjovt at se Løvernes konge med de autentiske dyr. Men så melder den lidt negative tanke sig: Måske er det en rigtig god måde at spare en pokkers masse penge på, hvis alle pingvinerne ligner hinanden. På den måde behøver de jo kun designe én pingvin og så bare modificere den lidt og genbruge den med copy/paste. Det er nemt og dovent. Og køber man ikke den teori, så køb den her: De mange ens pingviner på blå og hvid baggrund bliver grusomt kedeligt at se på i længden! Og endnu værre: Det er simpelthen svært at leve sig ind i dem og deres problemer, når de er så realistisk udtryksløse.

Rutschebanefilm
Der hvor filmen bliver medrivende – for den føles tit alt for lang – er i de strategisk indlagte rutschebanesekvenser, hvor Mumle & co. flintrer hen over isen eller ned ad bakker osv. I de bedste af disse actionsekvenser er animationen fantastisk og man føler (selv på en 28" tv-skærm) suget i maven når de ryger ud over kanten. Det er pokkerme fedt lavet. Det samme er de enormt flotte snelandskaber, nordlys og danseopvisningerne. Her har vi filmens kvalitet, og det er derfor man skal se den.

Når man så ser lidt mere kritisk på filmens struktur og begynder at kratte i overfladen virker disse rutschebanesekvenser noget påklistrede, som om de alene er lagt ind for at sætte skub i en ellers tung handling. De kan ligne – eller vil i hvert fald uden tvivl give masser af inspiration til – computerspil eller 3D-/rutschebaneattraktioner i forlystelsesparker rundt omkring i verden.

På bundlinjen betyder det desværre, at filmen aldrig hæver sig over det middelmådige. Den mangler sjæl og atmosfære, fordi man nærmest mærker berettermodellen og Christopher Vogels fortælleteori om “heltens rejse” skure i ørene. Her er ingen charme eller empati, for der er ikke mange nærbilleder. Ej heller af dansende pingvinfødder.

······


Happy Feet
Instruktion: George Miller
Medvirkende stemmer: Elijah Wood, Robin Williams, High Jackman m.fl.
Village Roadshow Pictures, 2006
Spilletid: ca. 104 minutter
Dansk dvd-distribution: Warner Bros.