Godzilla møder the Blair Witch i J.J. Abrams’ minimalistiske katastrofefilm, Cloverfield. Her får den fortærskede monstergenre sin velfortjente og elegante renæssance, når døren sparkes ind til vor tids amerikanske mareridt, 11. september 2001. Det lille hjemmevideo-DV-medie udnyttes fuldt ud i en nærmest perfekt fortælling om de uhyggelige timer efter et surpriseparty.
Tv-serien Lost var og er stadig ganske banebrydende i sin fortællestruktur, hvor flashbacks og nu flashforwards spiller sammen med nutiden for en større gruppe mennesker, der er nødlandet på en mystisk øde ø. Her har forskere tilsyneladende eksperimenteret med mennesker og dyr; et eller andet stort og uhyggeligt hærger skovene og menneskene i de to stridende lejre. Det gør Lost til en vaskeægte postmoderne tv-serie, der blander et hav af genrer og strukturerer sine mange seriebuer bagud og fremad, så hele fortællingen konstant er ved at gå i opløsning. Både de medvirkende karakterer og vi seere føler os ganske og aldeles Lost.
Idémanden bag Lost hedder J.J. Abrams, og han er også den kreative producent bag Cloverfield, der på lige så elegant vis – om end i spillefilmens hurtige, kontante form – leger med de levende billeders fortællemetode og genopfinder en hel filmgenre. Begge dele med DV-mediet som igangsættende gimmick.
Hjemmevideo
Cloverfield udspiller sig før, under og særligt efter et surpriseparty for Rob, der er blevet forfremmet til en chefstilling i Japan. Under festlighederne kommer det frem, at Rob nok ikke har helt så let ved at slippe New York – mest på grund af Beth, som er blevet en slags kæreste. Og så er det, at New York pludselig rystes af et kæmpe jordskælv, og alle surpriseparty-gæster styrter op på taget for at se Empire State Building eksplodere.
Og så er mareridtet i gang.
Hele handlingen dokumenteres af Robs kammerat, Hud, på et DV-kamera, og det fungerer overraskende godt, fordi det bliver helt legitimt ikke at se monsteret – ja, man accepterer sågar, at de store militæroptrin med maskingeværer, raketter og bomber kun vises i brudstykker, når kameraet lige får panoreret eller tiltet i den rigtige retning. Det hele er selvfølgelig planlagt i minutiøse detaljer, men med indlagt kameraforsinkelse på grund af den menneskelige reaktionsevne. Det er en ny måde at antyde uhyrlighederne på og holde monsteret skjult for derved at spille på publikums fantasi og lade dem leve sig ind i filmens handling - ligesom Ridley Scott gjorde det helt tilbage i sin rumgyser Alien i 1979. Hjemmevideo-gimmicken bliver også et ekspressionistisk virkemiddel, fordi DV-kameraet bliver en del af skiftevis Hud og Rob – når de forskrækkes eller falder i staver afspejles det helt kontant i kameraarbejdet.
Cloverfield læner sig på den måde kraftigt op ad Blair Witch Project, der også dyrkede følelsen af liveness i exceptionel grad. Men J.J. Abrams og co. overgår også inspirationskilden, fordi Cloverfield fremstår som totalt uredigeret (hvilket Blair Witch ikke foregav at være). Der filmes i lange kameraindstillinger, visse sekvenser er pixelerede, og man hører tydeligt støjen når kameraet starter og slukker. Samtidig iscenesættes Robs flashbacks via DV-mediet, fordi ulykkerne dokumenteres på et gammelt bånd, der i brudstykker viser Beth og Robs forhold på en tur i tivoli på Coney Island, når optagelserne standses og fotografen ikke lige får spolet hen til det sted, hvor de sluttede. Det er optimal udnyttelse af filmens primære virkemiddel.
Realisme og det amerikanske mareridt
Selv om Rob og Beth er nogle glatpolerede New Yorkere, som man kan have svært ved at identificere sig med i løbet af den relativt korte spilletid (73 minutter uden sluttekster), så er billedsidens rystede DV-optagelser med til at trække filmen så langt over mod en så rendyrket faktaproduktion som man næsten kan komme.
Filmen iscenesætter vor tids store amerikanske mareridt i form af terrorangrebet d. 11. september 2001, så man ikke kan være i tvivl om intentionen. Her genskabes billeder af de enorme støvskyer efter ødelæggelserne og New Yorkere, der gemmer sig i drugstoren. Billedet af eksplosionerne i eller på Empire State Building vækker rædselsfulde mindelser, og det samme gør filmens tv-nyhedsdækning. Læg dertil at Rob sætter sig for at redde Beth, der ligger begravet i ruinerne i sin lejlighed – og at det store monster avler kæmpeinsekter, der bare falder af dens store krop og ned og ned på gaden, det sender ikke så lidt tanker tilbage til de stakkels desperate mennesker, der kastede sig ud fra World Trade Center, da tårnene var ved at styrte sammen.
Det er modigt og et eller andet sted sobert, at en film som Cloverfield ikke bare refererer til dette amerikanske mareridt, men åbner sårene helt op i denne realistiske ramme, og inkorporerer det i en moderne katastrofilm. Man kan indvende, at alt andet også ville have været misforstået forsigtighed eller berøringsangst over for filmens katastrofe. Men i Michael Bays hænder (ja, den Michael Bay der sidst har instrueret Transformers og som jo startede som tv-instruktør for Playboy!) ville de monumentale destruktioner i Cloverfield have været en patetisk og usmagelig omgang buldrende porno-lirumlarum. Sådan blev det heldigvis ikke, og J.J. Abrams’ projekt baner nye veje for monsterfilmen – ikke ulig de veje som Steven Spielberg banede for krigsfilmen med Saving Private Ryan.
Cloverfield er en milepæl.
······
Cloverfield
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Michael Stahl-David, T.J. Miller, Jessica Lucas m.fl.
Bad Robot & Paramount Pictures, 2008
Spilletid: Ca. 85 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Paramount
Udkommer på dansk dvd: 24. juli 2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar