Religiøse fundamentalister spiller hovedrollerne i én af årets største danske biografsucceser. To verdener giver på den ene side et realistisk – nærmest dogmeagtigt – billede af en unge piges udstødelse af Jehovas vidner. På den anden side bliver den religiøse sekt portrætteret som onde med en urealistisk bred pensel, og filmens budskab ender med at være konformt og letkøbt. Alle ens værste fordomme bliver bekræftet – ingen bliver udfordret.
Instruktør Niels Arden Oplev og manuskriptforfatter Steen Bille har begået en af 2008’s store biografsucceser. Over 300.000 har indløst billet til To verdener, og der venter givetvis et lykkeligt efterliv på dvd og som oplagt undervisningsmateriale i skoler og gymnasier.
Og filmen om den unge Sara, der er vokset op i en dybt religiøs familie, men finder den forbudte kærlighed uden for cirklen af Jehovas vidner, er i bund og grund en god film. Den tør – ganske vist ad omveje – sige noget om fundamentalistiske religioners indflydelse på unge mennesker, og fortælle en feel good-historie om et af disse unge mennesker, der bryder med de religiøse dogmer og derfor udstødes fra sektens lukkede kreds og familiens trygge favn. To verdener bliver først og fremmest interessant, fordi Oplev & Bille retter fokus bort fra fundamentalistiske muslimer og sætter sig for at undersøge en vesterlandsk sekt. Og i anden omgang kan man brede filmens problematik (det unge menneske der forlader den trygge familie og prøver at stå på egne ben og finde sig selv) ud til at gælde stort set alle moderne unge danskere – uanset etnisk herkomst.
Denne universelle konflikt er givetvis grunden til To verdeners store succes. Al ære og respekt for det.
Realisme VS fordomme
Der hvor filmen svigter sin fortælling er i sit valg mellem realisme eller fantasi. Oplev & Bille dyrker den underspillede æstetik og skuespil. Her er intet flamboyant kameraarbejde, underlægningsmusikken er stort set fraværende, og samspillet mellem Sara og Teis (Rosalinde Mynster og Pilou Asbæk) er realistisk. Læg dertil at To verdener er baseret på en autentisk beretning bragt i artikelform i Berlingske Tidende tilbage i 2006 – det matcher fint emnets alvor og vigtighed.
Problemet er bare, at Oplev & Billes portræt af Jehovas vidner ikke er særligt nuanceret. Der mangler scener, der kan give publikum et solidt indtryk af, hvad det er for en tryg verden, som Sara vender ryggen. I starten har vi et par glimrende eksempler på en dåb og familiens leg i haven, men det afløses hurtigt af dystre og alvorlige scener med fundamentalistisk bibellæsning og indoktrinering, så man har svært ved at tro på Saras tvivl. Tvært om bekræfter filmen alle de fordomme som man kan have om Jehovas vidner – Oplev & Bille har så galt skrevet en scene, hvor Sara ligefrem lister alle sektens sindssygt do's and don't op for kæresten Teis.
Far VS mor
Man køber som publikum ikke den tvivl, Sara tilsyneladende har. Det føles også som et dramaturgisk fejlgreb, at moren (Saras forældre bliver skilt i filmens start) først kommer i spil, så konflikten kan foldes rigtigt ud efter ca. 60 minutters spilletid. Muligheden for at sive langsomt væk fra den onde far (i skikkelse af Jens Jørn Spottag) som Jehovas øverste repræsentant i familien er ellers nærliggende, eftersom moren er flyttet i egen lejlighed og har fået kabel-tv og er begyndt at se familiens udstødte storebror i al hemmelighed.
Moren skal repræsentere en anden og mere mild form for Jehovas vidne, og det kan undre, at Sara ikke får øjnene op for den mulighed noget før. Især når Jens Jørn Spottag spiller faren så nederdrægtigt usympatisk som er tilfældet – han er på grænsen til det psykopatiske, når han påvirker Sara med få ord og tavse, onde blikke. "Gud ser alt," er det fundamentalistiske motto.
Det fjerner enhver form for nuance fra To verdener, der således ender langt fra den fantastiske atmosfære og nærmest ironiske tvetydighed, som sidste års Kunsten at græde i kor besad. At udpege Jehovas vidner som verdens ondeste mennesker og bekræfte sit publikums fordomme med kliché på kliché er ikke det sværeste i verden. Havde Oplev & Bille lavet en film med tilsvarende præmis om fundamentalistiske muslimer på Nørrebro, havde det vakt et ramaskrig.
Derfor er To verdener kun en god film.
······
To verdener
Instruktion: Niels Arden Oplev
Medvirkende: Rosalinde Mynster, Pilou Asbæk, Jens Jørn Spottag m.fl.
Nordisk Film, 2008
Spilletid: Ca. 110 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Filmen er lavet af folk, der tydeligt kender Jehovas Vidners typiske adfærdsmønstre nærmest uhyggeligt godt.
SvarSletAt den gode anmelder ikke kan forestille sig scenarierne som realistiske skildringer, kan dog kun tale til dennes fordel.
mvh
Billen
tidligere et Jehovas Vidne
Bille, tak for din kommentar.
SvarSletSom du rigtigt påpeger har jeg intet personligt kendskab til Jehovas Vidner, men det er vel heller ikke nødvendigt for at kunne nyde filmen?
Som film synes jeg TO VERDENER skildrer Jehovas Vidner (anført af Spottag) som meget, meget, MEGET ONDE. Og det er for mig stadig en unuanceret konflikt, hvor jeg ikke kan se pigens problemer med at vælge mellem far og mor, mellem kærlighed og religiøs fanatisme. Jo, hun føler tydeligvis selv at hun har problemer med at vælge, men filmen giver aldrig mig mulighed for at være i hendes sted. Jeg ville være løbet skrigende væk for længst, sådan som de opfører sig!
Her forholder jeg mig alene til filmen og ikke til virkelighedens verden og autentiske Jehova-familiedramaer med unge mennesker der vender hele familie, religion, ja hele verden ryggen for at finde sig selv og kærligheden. Al respekt for dem - og dig. :)