Christina Rosendahls spillefilmsdebut er lige så sjov og charmerende, som den er flot og fortryllende. Her mødes Hitchcock og Tarantino i en tidløs fortælling om det at overskride den seksuelle grænse mellem barn og voksen. Supervoksen blander kærlig realisme med absurd komik til et herligt eventyrligt miks.
Jeg skal være ærlig og indrømme, at det ikke var min idé at se denne film. Valget var Malenes, der allerede under startteksterne sagde, at det da lignede en film, som jeg kunne undervise i – der var et eller andet med farverne og det underlige kamera… Jeg afslog blankt: Den film ville jeg aldrig komme til at undervise i. Men nu – efter at have set hele Supervoksen – er jeg slet ikke så sikker. Jeg bøjer mig i støvet for den bedste danske ungdomsfilm jeg længe har set; den overgår også de mere eventyrlige af slagsen som f.eks. Nikolaj Arcels De fortabte sjæles ø (2007).
Christina Rosendahls Supervoksen er nemlig hamrende flot lavet med en æstetisk sans ud over alle grænser; her er en kontrolleret leg med billederne, lyddesignet og klipningen som man skal lede længe efter i dansk film. Rosendahl veksler konstant i tone og stemning, og kommer dermed til at mime den leg med identitet som står helt centralt for filmens tre hovedpersoner.
Universelle teenageproblemer
Supervoksen handler om tre 1.g-tøser der sætter sig for at lave deres eget overgangsritual – en såkaldt spå-cup – hvor de udsætter hinanden for tilfældige seksuelle prøver, der har til formål at overskride grænsen mellem barndommen og voksenlivet. Her skal f.eks. snaves med en bumset filmnørd, leges luder, og tungekysses med en anden pige. Men pigernes spå-cup viser sig at harmonere meget dårligt med virkeligheden, og filmens store budskab er derfor (selvfølgelig) at pigerne skal lære at slappe af og ikke forcere deres vej ind i voksenlivet.
Det er på én gang en nem løsning men også meget befriende at Supervoksen foregår blandt Hellerup/Gentofte-overklassen. Dermed slås pigerne ikke med de sædvanlige middelklasseproblemer som vi kender så godt fra dansk film, og Supervoksen løfter sin hovedkonflikt op på et mere universelt niveau. Pigerne kommer fra solide kernefamilier med forældre, der er psykologer og gymnasielærere, og alligevel slås de med barn/voksen-problemet, fordi (som Rosendahl ville sige det) sådan har alle teenagere det: Her er buschaufføren, der den ene dag vil have pigerne til at købe en voksenbillet, den anden dag en børnebillet; her er faren og moren, der ikke tror på historien om spå-cuppen og overgangssexritualerne, men straks tror at pigerne er ude i problemer med hårde stoffer og narkopushere.
I det hele taget klæder det Supervoksen at der ikke er nogle “onde” voksne; Rosendahl spiller nok på publikums fordomme, men vender dem på hovedet så det bliver komisk og en smule absurd. Flere konfrontationsscener er konstrueret, så man som publikum kan se det fra både forældrene og pigernes vinkel, og det giver en herlig sjov dobbelttydning. Dertil kommer, at filmnørden faktisk ender med at være ret kær og attraktiv, og manden der skal købe sex af den ene af pigerne er ikke en ulækker gammel gris, men spilles af Nikolaj Coster-Waldau. Forestillingerne om det at overskride grænser og blive voksen bliver dermed gennemhullet, som vil filmen tage luften af alle teenageres fordomme om det lyksalige voksenliv.
Hitchcock a la Tarantino
Meget af filmens charme stammer fra Christina Rosendahls leg med filmens æstetik: På kommentarsporet giver hun et solidt og fyldestgørende indblik i tilblivelsesfasen og de tanker der ligger bag både de nærmest maniske trackingshots og zooms (der ville gøre en Hitchcock pavestolt) og de mere musikvideoagtige montagesekvenser, hvor tøserne slår sig løs i superslow med knitrende lydeffekter og syret undergrundsmusik. Filmen er colourgradet i alskens nuancer, og 1.g-pigerne poserer for såvel deres egne mobiltelefoner som for Rosendahls kamera, så man ikke kan være i tvivl om, at vi i Rosendahl har en dansk pendant til Tarantino.
Supervoksen er på mange måder ufatteligt lækker at se på – og denne stilisering fanger ganske fikst flere strømninger i tiden (selv om Rosendahl på førnævnte kommentarspor ikke rigtig kan konkretisere det): Med sin tydelige æstetik bliver Supervoksen et produkt af tidens interesse for det overfladiske og det smukke – den bliver de tre pigers film. Men Supervoksen udstiller også sin egen æstetik i syrede og mærkelige zooms og panoreringer ud i ingenting, samt i mærkelige, skrattende lydbroer, som for at understrege, at ingenting her i livet (ej heller det seksuelle voksenliv som venter pigerne) er perfekt. På den anden side kan man sige, at filmens gennemgående sepiatonede colourgrading lægger op til en nostalgisk tolkning af filmen, hvilket efterårsbladene i superslow understreger – pigerne længes nok efter voksenlivets frihed men også tilbage til barndommens trygge rammer.
Man kan sige at det flamboyante filmsprog giver Supervoksen et nærmest eventyrligt præg – en tidløshed og universalitet, som også går igen i filmens brug af tøj og frisurer, der stikker i mange retninger og ikke lader sig hæmme. Ganske som hovedpersonerne.
Hammeren i hovedet
Her skal jeg til sidst blot forklare hvorfor jeg ikke vil give topkarakter til Christina Rosendahls flotte, flotte debut:
Filmen har en flad, amerikansk slutning, der ikke matcher den vildskab og opfindsomhed som Supervoksen ellers byder på. Jeg tror, det skyldes, at temaet (barn/voksen-overgangen) bliver hamret ud i hovedet på seeren fra første scene og dernæst vedvarende igen og igen, og den samme idé vendes og forklares og snakkes om flere gange, så filmens klimaks ved den 18-års fødselsdag ikke kommer bag på én, men snarere føles som endnu en gang mere af samme skuffe med samme budskab og samme udgang. Måske ville det have føltes bedre, hvis pointen ikke blev gentaget om og om igen af filmens karakterer, men Rosendahl og manuskriptforfatter Mette Heeno havde ladet publikum selv afkode det, de så.
Men som sagt: Jeg er allerede begyndt at fiske efter fede citater til brug i introduktionen af filmiske virkemidler til næste skoleår. Supervoksen kan varmt anbefales.
······
Supervoksen
Instruktion: Christina Rosendahl
Medvirkende: Emma Leth, Cathrine Bjørn, Amalie Lindegård m.fl.
Nordisk Film, 2006
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Jeg skal være ærlig og indrømme, at det ikke var min idé at se denne film. Valget var Malenes, der allerede under startteksterne sagde, at det da lignede en film, som jeg kunne undervise i – der var et eller andet med farverne og det underlige kamera… Jeg afslog blankt: Den film ville jeg aldrig komme til at undervise i. Men nu – efter at have set hele Supervoksen – er jeg slet ikke så sikker. Jeg bøjer mig i støvet for den bedste danske ungdomsfilm jeg længe har set; den overgår også de mere eventyrlige af slagsen som f.eks. Nikolaj Arcels De fortabte sjæles ø (2007).
Christina Rosendahls Supervoksen er nemlig hamrende flot lavet med en æstetisk sans ud over alle grænser; her er en kontrolleret leg med billederne, lyddesignet og klipningen som man skal lede længe efter i dansk film. Rosendahl veksler konstant i tone og stemning, og kommer dermed til at mime den leg med identitet som står helt centralt for filmens tre hovedpersoner.
Universelle teenageproblemer
Supervoksen handler om tre 1.g-tøser der sætter sig for at lave deres eget overgangsritual – en såkaldt spå-cup – hvor de udsætter hinanden for tilfældige seksuelle prøver, der har til formål at overskride grænsen mellem barndommen og voksenlivet. Her skal f.eks. snaves med en bumset filmnørd, leges luder, og tungekysses med en anden pige. Men pigernes spå-cup viser sig at harmonere meget dårligt med virkeligheden, og filmens store budskab er derfor (selvfølgelig) at pigerne skal lære at slappe af og ikke forcere deres vej ind i voksenlivet.
Det er på én gang en nem løsning men også meget befriende at Supervoksen foregår blandt Hellerup/Gentofte-overklassen. Dermed slås pigerne ikke med de sædvanlige middelklasseproblemer som vi kender så godt fra dansk film, og Supervoksen løfter sin hovedkonflikt op på et mere universelt niveau. Pigerne kommer fra solide kernefamilier med forældre, der er psykologer og gymnasielærere, og alligevel slås de med barn/voksen-problemet, fordi (som Rosendahl ville sige det) sådan har alle teenagere det: Her er buschaufføren, der den ene dag vil have pigerne til at købe en voksenbillet, den anden dag en børnebillet; her er faren og moren, der ikke tror på historien om spå-cuppen og overgangssexritualerne, men straks tror at pigerne er ude i problemer med hårde stoffer og narkopushere.
I det hele taget klæder det Supervoksen at der ikke er nogle “onde” voksne; Rosendahl spiller nok på publikums fordomme, men vender dem på hovedet så det bliver komisk og en smule absurd. Flere konfrontationsscener er konstrueret, så man som publikum kan se det fra både forældrene og pigernes vinkel, og det giver en herlig sjov dobbelttydning. Dertil kommer, at filmnørden faktisk ender med at være ret kær og attraktiv, og manden der skal købe sex af den ene af pigerne er ikke en ulækker gammel gris, men spilles af Nikolaj Coster-Waldau. Forestillingerne om det at overskride grænser og blive voksen bliver dermed gennemhullet, som vil filmen tage luften af alle teenageres fordomme om det lyksalige voksenliv.
Hitchcock a la Tarantino
Meget af filmens charme stammer fra Christina Rosendahls leg med filmens æstetik: På kommentarsporet giver hun et solidt og fyldestgørende indblik i tilblivelsesfasen og de tanker der ligger bag både de nærmest maniske trackingshots og zooms (der ville gøre en Hitchcock pavestolt) og de mere musikvideoagtige montagesekvenser, hvor tøserne slår sig løs i superslow med knitrende lydeffekter og syret undergrundsmusik. Filmen er colourgradet i alskens nuancer, og 1.g-pigerne poserer for såvel deres egne mobiltelefoner som for Rosendahls kamera, så man ikke kan være i tvivl om, at vi i Rosendahl har en dansk pendant til Tarantino.
Supervoksen er på mange måder ufatteligt lækker at se på – og denne stilisering fanger ganske fikst flere strømninger i tiden (selv om Rosendahl på førnævnte kommentarspor ikke rigtig kan konkretisere det): Med sin tydelige æstetik bliver Supervoksen et produkt af tidens interesse for det overfladiske og det smukke – den bliver de tre pigers film. Men Supervoksen udstiller også sin egen æstetik i syrede og mærkelige zooms og panoreringer ud i ingenting, samt i mærkelige, skrattende lydbroer, som for at understrege, at ingenting her i livet (ej heller det seksuelle voksenliv som venter pigerne) er perfekt. På den anden side kan man sige, at filmens gennemgående sepiatonede colourgrading lægger op til en nostalgisk tolkning af filmen, hvilket efterårsbladene i superslow understreger – pigerne længes nok efter voksenlivets frihed men også tilbage til barndommens trygge rammer.
Man kan sige at det flamboyante filmsprog giver Supervoksen et nærmest eventyrligt præg – en tidløshed og universalitet, som også går igen i filmens brug af tøj og frisurer, der stikker i mange retninger og ikke lader sig hæmme. Ganske som hovedpersonerne.
Hammeren i hovedet
Her skal jeg til sidst blot forklare hvorfor jeg ikke vil give topkarakter til Christina Rosendahls flotte, flotte debut:
Filmen har en flad, amerikansk slutning, der ikke matcher den vildskab og opfindsomhed som Supervoksen ellers byder på. Jeg tror, det skyldes, at temaet (barn/voksen-overgangen) bliver hamret ud i hovedet på seeren fra første scene og dernæst vedvarende igen og igen, og den samme idé vendes og forklares og snakkes om flere gange, så filmens klimaks ved den 18-års fødselsdag ikke kommer bag på én, men snarere føles som endnu en gang mere af samme skuffe med samme budskab og samme udgang. Måske ville det have føltes bedre, hvis pointen ikke blev gentaget om og om igen af filmens karakterer, men Rosendahl og manuskriptforfatter Mette Heeno havde ladet publikum selv afkode det, de så.
Men som sagt: Jeg er allerede begyndt at fiske efter fede citater til brug i introduktionen af filmiske virkemidler til næste skoleår. Supervoksen kan varmt anbefales.
······
Supervoksen
Instruktion: Christina Rosendahl
Medvirkende: Emma Leth, Cathrine Bjørn, Amalie Lindegård m.fl.
Nordisk Film, 2006
Spilletid: Ca. 88 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar