Animé, konsolspil og realfilm mødes i et formidabelt, farvestrålende festfyrværkeri. Warchowski-brødrene forsøger at konvertere endnu en japansk tegnefilm til Hollywood-blockbuster, men denne gang er resultatet blevet for meget overflade og for lidt indhold. Speed Racer er en meget lang og meget kulørt børnefilm uden et egentligt plot men med et temmelig venstreorienteret budskab.
Troldspejlets Jakob Stegelmann var en af de første til at påpege at spillefilmens næste udviklingstrin bliver i fusion med computeranimation: Sin City og 300 var de første eksempler på Hollywood-film med nytænkende og computerskabt billedæstetik – tegneserieforlæggene blev omskabt til levende billeder, og instruktørerne (henholdsvis Robert Rodriquez og Jack Snyder) var bevidst om at overføre den oprindelige vision til film.
Den trend fortsætter nu med Warchowski-brødrenes Speed Racer, der er baseret på en ældre japansk tv-animéserie, om den unge Speed Racer (det er hans fornavn og efternavn) og hans evner som racerkører i et utopisk fremtidssamfund. Også Andy og Larry Warchowski har sans for visuelt lir, overrumplende kamerature og hæsblæsende montagesekvenser, men Speed Racer har i bund og grund samme problem som særligt 300 – der er for meget fokus på indpakningen og de grænseløse CGI-muligheder. Speed Racer fremstår på mange måder som en nyfortolkning af 300 – men med de fortidige kampscener skiftet ud med fremtidige bilvæddeløb. Og som i 300 er det småt med en egentlig handling eller bare personskildring mellem de flotte og medrivende actionsekvenser. Man skal se filmen.
Eksplosiv fuldblodsracer
De visuelle lækkerier i Speed Racer serveres i rasende tempo; de bliver uvægerligt filmens store attraktion, og Warchowski-brødrene har nok CGI-fantasier i posen til at tilskuerunderholdningen er hjemme. Særligt overrumplende og legesyg er filmens indledende racerløb, hvor nutiden først klippes sammen med flashbacks (i fine matchcut), hvorefter de to tidslinjer langsomt smelter sammen (Speeds kæreste, Trixie, kigger efter ham nede på banen, mens kameraet panorerer umærkeligt til fortiden og viser os scenen, hvor de mødtes første gang), for til sidst at blive til én (når Speed i ægte Need for Speed-stil jagter sin brors løbsrekord i form af en gennemsigtig spøgelsesbil, som han kører om kap med).
Læg dertil Warchowski-brødrenes forkærlighed for animéstilen som den kommer til udtryk i baggrunde der forandrer sig til flimrende og dalende konsolspilshjerter i de store kærlighedsscener, og snefnug der eksploderer i hvide fartstriber under et actionpumpet slagsmål. Her er også overrumplende kamera-travellings når racerkørerne hvæser oneliners eller opmuntrer hinanden i de fantastiske og farvestrålende væddeløbssekvenser. Man bliver i høj grad ét med disse tempofyldte actionscener – øjnene pumpes med lyseblå, lyserøde og lyselilla farveladeorgier, mens adrenalinen eksploderer i barnlig fryd i ens krop.
Længes man efter denne form for visuel rus, så skal man se Speed Racer. Og så er jeg slet ikke dykket ned i den fuldstændigt hæmningsløse finale, der med tydelige seksuelle undertoner bringer mindelser om Stanley Kubricks afslutning på Rumrejsen år 2001 og Luke Skywalkers tilintetgørelse af Dødsstjernen i den første Star Wars.
Handlingslammet
Hvor man kun kan gå bag over af Speed Racers visuelle power, kniber det på alle leder og kanter, når det kommer til filmens handling – der er ganske simpelt ikke noget nævneværdigt plot! Man kan sammenligne plotstrukturen med den vi finder i 300, og er man i sit rigtigt perfide hjørne kan man sammenligne fortællelysten i begge film med amatørporno. Også i Speed Racer tjener det spinkle plot som en sørgelig undskyldning, der skal kitte de tre hårdtpumpede actionscener sammen.
Man mærker det særligt i starten, hvor der går umanérligt lang tid, før den sparsomme handling kommer på skinner. Speed vinder selvfølgelig filmens indledende racerløb, men før han får taget sig sammen til at tage nogen som helst beslutning om at drage ud på eventyr, er der gået en hel times spilletid. Tiden er gået med at præsentere den ene ubetydelige sidekarakter efter den anden (som dybest set kun tjener som nostalgisk eftermæle for animéseriens fans). Bevares, vi får også indblik i den onde Royalton-koncern, men der snakkes og sludres i et væk, mens der fremvises imponerende fremtidsbyer og andet teknologisk lir i regnbuens mest syrede farver. Gang i handlingen kommer der bogstaveligt talt først da filmens andet racerløb sætter i gang – hvilket passer sammen med at Speed tager en beslutning om at deltage som undercover- racerkører. Her starter hans minimale udvikling fra lillebror til selvstændig mand.
Dertil kommer, at karaktererne er rene stereotyper, som aldrig rigtig udvikler sig eller er i rigtig fare for noget som helst. Som nævnt kommer Speed på en minimal indre rejse, men den består stort set kun i at trykke lidt hårdere på speederen. Den ydre rejse er lige så kort – fra start til stop på racerbanen. Den karakter der udvikler sig mest i løbet af hele filmens spilletid, men som negligeres totalt, er den mystiske Racer X – hans udviklingskurve overstås (meget symptomatisk for filmen) i løbet af 20 sekunder i en af filmens mange hæsblæsende montagesekvenser. Men hans historie er den som Christopher Nolans The Dark Knight er gjort af.
Når alt kommer til alt er Speed Racer en børnefilm for børn fra 5-12 år, der synes, at chimpanser i ternede smækbukser der slås med skurke i røde velourjakkesæt og bowlerhatte og ender med at slå dem ud med en papegøjetang, er sjove. Den er for børn, der elsker tv’s fjollede og kulørte Lazy Town-æstetik og -mimik. Og én ting er sikkert, denne målgruppe holder aldrig til en 134 minutters biograftur med kun tre indlagte bilvæddeløb på måske sammenlagt 30-40 minutter.
Hvor ville det være dejligt hvis Warner Bros. ville udsende en dvd med et mere publikumsvenligt producer’s cut på blot 80 minutter. Den ville være mere i målgruppens ånd.
······
Speed Racer
Instruktion: Larry & Andy Warchowski
Medvirkende: Emile Hirsch, John Goodman, Susan Sarandon m.fl.
Warner Bros., 2008
Spilletid: Ca. 134 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Warner Bros.
Troldspejlets Jakob Stegelmann var en af de første til at påpege at spillefilmens næste udviklingstrin bliver i fusion med computeranimation: Sin City og 300 var de første eksempler på Hollywood-film med nytænkende og computerskabt billedæstetik – tegneserieforlæggene blev omskabt til levende billeder, og instruktørerne (henholdsvis Robert Rodriquez og Jack Snyder) var bevidst om at overføre den oprindelige vision til film.
Den trend fortsætter nu med Warchowski-brødrenes Speed Racer, der er baseret på en ældre japansk tv-animéserie, om den unge Speed Racer (det er hans fornavn og efternavn) og hans evner som racerkører i et utopisk fremtidssamfund. Også Andy og Larry Warchowski har sans for visuelt lir, overrumplende kamerature og hæsblæsende montagesekvenser, men Speed Racer har i bund og grund samme problem som særligt 300 – der er for meget fokus på indpakningen og de grænseløse CGI-muligheder. Speed Racer fremstår på mange måder som en nyfortolkning af 300 – men med de fortidige kampscener skiftet ud med fremtidige bilvæddeløb. Og som i 300 er det småt med en egentlig handling eller bare personskildring mellem de flotte og medrivende actionsekvenser. Man skal se filmen.
Eksplosiv fuldblodsracer
De visuelle lækkerier i Speed Racer serveres i rasende tempo; de bliver uvægerligt filmens store attraktion, og Warchowski-brødrene har nok CGI-fantasier i posen til at tilskuerunderholdningen er hjemme. Særligt overrumplende og legesyg er filmens indledende racerløb, hvor nutiden først klippes sammen med flashbacks (i fine matchcut), hvorefter de to tidslinjer langsomt smelter sammen (Speeds kæreste, Trixie, kigger efter ham nede på banen, mens kameraet panorerer umærkeligt til fortiden og viser os scenen, hvor de mødtes første gang), for til sidst at blive til én (når Speed i ægte Need for Speed-stil jagter sin brors løbsrekord i form af en gennemsigtig spøgelsesbil, som han kører om kap med).
Læg dertil Warchowski-brødrenes forkærlighed for animéstilen som den kommer til udtryk i baggrunde der forandrer sig til flimrende og dalende konsolspilshjerter i de store kærlighedsscener, og snefnug der eksploderer i hvide fartstriber under et actionpumpet slagsmål. Her er også overrumplende kamera-travellings når racerkørerne hvæser oneliners eller opmuntrer hinanden i de fantastiske og farvestrålende væddeløbssekvenser. Man bliver i høj grad ét med disse tempofyldte actionscener – øjnene pumpes med lyseblå, lyserøde og lyselilla farveladeorgier, mens adrenalinen eksploderer i barnlig fryd i ens krop.
Længes man efter denne form for visuel rus, så skal man se Speed Racer. Og så er jeg slet ikke dykket ned i den fuldstændigt hæmningsløse finale, der med tydelige seksuelle undertoner bringer mindelser om Stanley Kubricks afslutning på Rumrejsen år 2001 og Luke Skywalkers tilintetgørelse af Dødsstjernen i den første Star Wars.
Handlingslammet
Hvor man kun kan gå bag over af Speed Racers visuelle power, kniber det på alle leder og kanter, når det kommer til filmens handling – der er ganske simpelt ikke noget nævneværdigt plot! Man kan sammenligne plotstrukturen med den vi finder i 300, og er man i sit rigtigt perfide hjørne kan man sammenligne fortællelysten i begge film med amatørporno. Også i Speed Racer tjener det spinkle plot som en sørgelig undskyldning, der skal kitte de tre hårdtpumpede actionscener sammen.
Man mærker det særligt i starten, hvor der går umanérligt lang tid, før den sparsomme handling kommer på skinner. Speed vinder selvfølgelig filmens indledende racerløb, men før han får taget sig sammen til at tage nogen som helst beslutning om at drage ud på eventyr, er der gået en hel times spilletid. Tiden er gået med at præsentere den ene ubetydelige sidekarakter efter den anden (som dybest set kun tjener som nostalgisk eftermæle for animéseriens fans). Bevares, vi får også indblik i den onde Royalton-koncern, men der snakkes og sludres i et væk, mens der fremvises imponerende fremtidsbyer og andet teknologisk lir i regnbuens mest syrede farver. Gang i handlingen kommer der bogstaveligt talt først da filmens andet racerløb sætter i gang – hvilket passer sammen med at Speed tager en beslutning om at deltage som undercover- racerkører. Her starter hans minimale udvikling fra lillebror til selvstændig mand.
Dertil kommer, at karaktererne er rene stereotyper, som aldrig rigtig udvikler sig eller er i rigtig fare for noget som helst. Som nævnt kommer Speed på en minimal indre rejse, men den består stort set kun i at trykke lidt hårdere på speederen. Den ydre rejse er lige så kort – fra start til stop på racerbanen. Den karakter der udvikler sig mest i løbet af hele filmens spilletid, men som negligeres totalt, er den mystiske Racer X – hans udviklingskurve overstås (meget symptomatisk for filmen) i løbet af 20 sekunder i en af filmens mange hæsblæsende montagesekvenser. Men hans historie er den som Christopher Nolans The Dark Knight er gjort af.
Når alt kommer til alt er Speed Racer en børnefilm for børn fra 5-12 år, der synes, at chimpanser i ternede smækbukser der slås med skurke i røde velourjakkesæt og bowlerhatte og ender med at slå dem ud med en papegøjetang, er sjove. Den er for børn, der elsker tv’s fjollede og kulørte Lazy Town-æstetik og -mimik. Og én ting er sikkert, denne målgruppe holder aldrig til en 134 minutters biograftur med kun tre indlagte bilvæddeløb på måske sammenlagt 30-40 minutter.
Hvor ville det være dejligt hvis Warner Bros. ville udsende en dvd med et mere publikumsvenligt producer’s cut på blot 80 minutter. Den ville være mere i målgruppens ånd.
······
Speed Racer
Instruktion: Larry & Andy Warchowski
Medvirkende: Emile Hirsch, John Goodman, Susan Sarandon m.fl.
Warner Bros., 2008
Spilletid: Ca. 134 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Warner Bros.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar