Det er bare film! Wes Cravens første gyserfilm er på mange måder en rædselsfuld filmoplevelse: The Last House on the Left indeholder visse ubehageligt realistiske voldsscener, men filmen som helhed er amatøragtig og stjæler alt for meget fra mesterværker, som Craven aldrig selv kommer i nærheden af. Stik modsat hvad sloganet lover, glemmer man aldrig, at det bare er film.
Før instruktøren Wes Craven skabte alle tiders bøhmand Freddy Krueger i 1980erne og gik ren mainstream med Scream-serien i 1990erne, startede han som lowbudget- og ultraindependent-filmskaber. Sammen med producenten Sean S. Cunningham, primusmotor på den senere Friday the 13th-serie, skrev og instruerede Craven debutfilmen The Last House on the Left om de to teenagepiger Mari og Phyllis, der kidnappes og forulempes af en bande sadistiske psykopater.
I de momenter, hvor filmen virker, bruger Craven sin egen, manuskriptets og budgettets middelmådighed til at suge os ind i de grusomme optrin. Hovedparten af Last House... fortjener dog ikke sin kultklassikerstatus, men er en uskøn blanding af andre films ideer, folkekomedie og dilettantteater.
Uhyggelige amatøroptagelser
På dvd’ens kommentarspor lægger Craven ikke skjul på at Last House... er hans debutfilm med alle de fejl og mangler, det førte med sig i 1971. Først og fremmest optog han scenerne uden sans for billedbeskæring, klipning og timing – ja, i det hele taget æstetisk sans. Han optog den enkelte scene i tre lange indstillinger i totaler eller halvtotaler og sjussede sig (på stedet) frem til hvilke nærbilleder der var brug for som dækbilleder.
Denne mangelfulde fremgangsmåde er den direkte årsag til at visse af filmens scener fremstår så ubehageligt autentiske. Med sine kornede billeder, lange indstillinger, halvtotalerne, totalerne og det håndholdte kamera ligner visse scener i Last House... en dokumentarfilm – eller i hvert fald en fiktionsfilm, der benytter visse realistiske greb for at få skuespillerne til at leve sig ind i filmens plot og agere derefter.
Scenerne hvor banden - Krug, Weasel, Sadie og Junior - ydmyger, torturerer, voldtager og dræber Phyllis og Mari, er grænseoverskridende barske, ikke fordi uhyrlighederne dokumenteres i grusomme nærbilleder onscreen (for det gør de aldrig), men snarere fordi manglen på æstetik gør publikum i tvivl om forholdet mellem fakta og fiktion. Skuespillernes til tider meget naturalistiske spillestil er også med til, at publikum spørger sig selv, hvor meget af det her er ægte.
Denne foruroligende følelse cementeres af Cravens brug af kommenterende og kontrapunktisk underlægningsmusik med vokal af skuespilleren David Hess (der også spiller bandens leder, Krug). De stærkeste ydmygelsesscener bliver ekstra ubehagelige at se på, fordi musikken leverer noget, som vi slet ikke er vant til i denne type film. F.eks. at spille en stille, melankolsk – nærmest countryagtig – popsang, mens Phyllis og Mari trues på livet af psykopatbanden og tvinges til at have sex sammen.
It’s Only a Movie...
Problemet med Last House... er at resten af filmen desværre falder fra hinanden og stort set ødelægger den overrumplende intensitet mellem Krug & co. og så Phyllis og Mari. Craven og Cunninghams amatøroptagelser er for dilettantagtige lige så snart vi ryger indendørs, hvor snart sagt alle scener formidles med en skolekomedieæstetik i såvel det visuelle udtryk som i skuespilsformen.
Scenerne mellem Maris forældre og de to landbetjente, der skal efterforske mysteriet om den forsvundne pige, er så utroligt ringe og billigt udført, at publikum bliver hevet så brutalt ud af den gyselige realisme, at man har svært ved at finde tilbage i stemningen igen. Når man første gang ser de halvdokumentariske overgrebsscener krydsklippet med de to hillbilly-sheriffers falden-på-halen-komik tilsat munter banjomusik, gibber det i hele ens krop, fordi man aldrig har set en større kontrast. Og man fatter simpelthen ikke hvad Craven vil med denne aparte sammensætning, der på alle måder går imod filmens inciterende slogan: "To avoid fainting keep repeating, it’s only a movie …only a movie", for man glemmer aldrig, at der er tale om en film. Det sørger de amatøragtige verfremdungseffekter fint for.
Ekstra problematisk bliver det, når Craven på dvd-kommentarsporet fortæller, at de komiske scener er med for at bryde med de ubehagelige voldsscener, så publikum ikke skulle væmmes for meget – hvilket vel er filmens direkte formål!?
Kopi & Plagiat A/S
Jeg troede egentlig, at Wes Cravens interesse for at kopiere andres ideer og problemer med at få sine egne var kommet med alderen, som en naturlig sidegevinst ved hans voksende leflen for mainstreampublikummet. Men hvor Last House... på ingen måde er mainstream, så er filmen langt fra så original, som jeg havde troet. Craven og Cunningham bygger videre på gamle Hitchcocks Psycho-budskab om at ondskaben ligger i os alle, og at vi alle kan skubbes ud over vanviddets rand, men Last House... er langt fra så subtil og raffineret som Psycho (1960). Og hvad værre er, Craven formår ikke at manipulere med publikums følelser – ja, han prøver vel egentlig aldrig – så vi på noget tidspunkt får sympati med Krug & co.
Dertil kommer selvfølgelig at hele plottet i Last House... er en gendigtning af Ingmar Bergmans Jomfrukilden fra 1960, der i sig selv er en brutal og men også langt mere gennemført filmoplevelse.
Ret skal være ret – Last House... satte et par enkelte fingeraftryk i gyserfilmshistorien. Her får vi for første gang en motorsav i fuld action, to år før Tobe Hooper lavede Texas Chainsaw Massacre. David Hess’ skuespilpræstation som Krug peger også tydeligt frem mod Robert de Niros rolle som stjernepsykopaten Max Cady i Scorseses Cape Fear (1991) – ikke mindst den falliske cigar og dyrkelsen af latino-mimikken har de tilfælles. Scorseses behandling af selvtægttemaet er selvfølgelig langt mere sofistikeret end Cravens.
Men alt i alt er The Last House on the Left en temmelig overvurderet kultklassiker.
······
The Last House on the Left (da. Rædselsnatten)
Instruktion: Wes Craven
Medvirkende: Sandra Cassel, Lucy Grantham, David Hess m.fl.
Sean S. Cunningham Films, 1972
Spilletid: ca. 84 minutter
Amerikansk dvd-distribution: MGM
Ingen kommentarer:
Send en kommentar