Marvellous! Iron Man er tæt på at være årets superheltefilm takket været skuespillerne, det karakterdrevne plot, og de blodrøde tråde til amerikansk udenrigspolitik. Tony Stark a.k.a Iron Man er muligvis ikke mørk og grænsepsykotisk som DC og Christopher Nolans Batman, men her er mange gange mere underholdning og charme end i Marvels Hulk-filmatiseringer.
Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow og Jeff Bridges. De tre skuespillere er hovedårsagen til, at Marvel Studios’ seneste superheltefilmatisering er så pokkers vellykket. Punktum.
Iron Man handler om den drikfældige og dameglade playboy Tony Stark, der er øverste chef for en højteknologisk våbenfabrik, Stark Industries. Efter at have været taget som gidsel af terroristmilitser i Afghanistan, indser Stark, at hans firma ikke kun udvikler våben for amerikanerne, men også til the bad guys. Han begynder i al hemmelighed at udvikle den science-fiction-agtige metaldragt, der gør ham til Iron Man. Han vil bekæmpe krig – ikke tjene penge på den.
Robert Downey Jr. & co.
Det, der på papiret og i ovenstående plotresumé lyder som den tyndeste og mest moralistiske af alle historier, er blevet til en charmerende og underholdende actionfilm med fokus på Tony Starks udvikling fra dekadent rigmand til firskåren superhelt. Og sagt i al fortrolighed nød jeg hvert sekund i selskab med Robert Downey Jr. – han er en langt mere interessant Tony Stark end Nicholas Cage og Tom Cruise (der begge har været interesseret i rollen) nogen sinde kunne blive. Downey Jr. spiller med den charme og uforudsigelighed (det som man måske burde kalde ægthed eller troværdighed), som Johnny Depp har gjort til sit varemærke.
Downey Jr. er heldigvis med i stort set samtlige scener i filmen, og når han spiller over for Gwyneth Paltrow (sekretæren Pepper Potts) og Jeff Bridges (den store, skæggede kompagnon Obediah Stane) er der den særlige kemi i luften, som andre superheltefilm aldrig kan mønstre fordi alting drukner i farverige special effects eller imponerende scenerier.
Det er primært dette trekløvers ære, at man glemmer det konstruerede tegneserieunivers med de tåbelige navne (Pepper Potts er vel det mest oplagte) og kulørte karakterdesign (Obediah Stanes kronragede isse og heftige gråskæg afslører meget tidligt, hvad hans rolle i hele konflikten er). Tilsvarende har man en tendens til at glemme, hvor tynd Starks forandring egentlig er, og hvor usandsynligt let han kommer over den afghanske terroraktion og gidseltagning. Et psykologisk aspekt som (en mere mørk og dyb udgave af) Iron Man burde have opdyrket.
Afghanistan
Der spilles ellers op til denne mørke side af Marvel-helten allerede fra filmens start i Afghanistan, men filmen tager aldrig dette udenrigspolitiske baggrundstæppe særligt seriøst. De krigstraumer, psykologiske flashbacks og den tvivl som Stark efterfølgende bør nages af, kommer aldrig rigtig for en dag – andet end på det ironisk humoristiske plan, når Stark insisterer på at holde en pressekonference siddende på gulvet og tvinger firmaets aktier i bund ved at annoncere, at han dropper den store våbenproduktion. Det er sjovt og underholdende, mens det står på, men når man har set filmen, klinger det manglende politiske bid lidt hult. Kun Downey Jr.'s skuespil bevirker at Stark ikke bliver 100% utroværdig spejderdreng i filmens tredje akt.
Instruktøren John Favreau har allerede indgået en trefilmsaftale med Marvel, så vi kan forvente to sequels til denne første Iron Man-film, og her skulle der efter sigende skrues mere op for Tony Starks mørke side – særligt med fokus på alkoholmisbruget. Det vil være en kærkommen udvikling af universet og en fin opfølgning på denne charmerende popcornfilm. Havde jeg været ond i sulet havde jeg givet fire klaptræer, men i dag skal det være fem.
······
Iron Man
Instruktion: John Favreau
Medvirkende: Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow, Jeff Bridges m.fl.
Marvel Studios, 2008
Spilletid: Ca. 121 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount
Ingen kommentarer:
Send en kommentar