HULK SMASH! Den utrolige hulk smadrer sig igennem denne mærkelige kombination af genindspilning og sequel til Ang Lee’s Hulk-film fra 2003. Den nye hulk viser ingen nye vinkler på den velkendte historie, og den bliver dermed en tomt buldrende og meget gammeldags Jekyll/Hyde-superheltefilm.
Plottet i The Incredible Hulk er som et remix af Ang Lee’s The Hulk fra 2003: Hovedtrækkene virker bekendte, men enkeltdelene serveres på en ny måde. Væk er den omhyggelige skabelseshistorie, der kortlægger, hvordan Bruce Banner bliver til Hulk – den overstås i en lynhurtig montage under startteksterne. Og selv om det er dejligt, at vi bliver fri for den fortærskede fortælling, om hvordan den lille videnskabsmand opdager sine destruktive superkræfter i skikkelse af sit grønne alter-ego, så mangler der noget. Instruktør Louis Leterrier sætter intet i stedet, men fortsætter stort set hvor Ang Lee slap:
Det amerikanske forsvar ledet af General Ross er på jagt efter deres grønne monstereksperiment, der er flygtet til Sydamerika. Filmens plot er: Fang Hulk! Der er ingen nævneværdige vendepunkter, ingen udvikling, ingen twists i plottet, ingen nyskabelser. Det grønne kæmpemonster koger fint plottet ned i klimaksscenen, hvor han får en lys idé: "Hulk smash!" Genkendelsen lader derfor til at være det vigtigste pejlemærke for filmen: Det er en film for fans, ikke en film der skaber flere fans. Der er action, råb og skrig, bulder og brag og underlægningsmusik i lange baner, som (de bedste steder) trigger en her-og-nu-følelse af spændingsfyldt payoff. Men bagefter bliver der så stille, så stille.
Dr. Banner & Mr. Hulk
The Incredible Hulk beviser at den indre Banner/Hulk-konflikt er mest interessant før den første forvandling. Hovedattraktionen ligger simpelthen i at følge Banners indre og ydre udvikling, når hans voldsomme underbevidsthed bryder igennem. Den tvivl, de mareridt, den lyst til at smadre og være vild, som Bruce Banner må hjemsøges af, får man dog aldrig indblik i i denne film. Den er nemlig forlængst overstået når filmen starter. Til gengæld står den på slagkraftig monsteraction, hvor man bedes deponere sin hjerne, mens løjerne foregår på skærmen.
Således levnes Edward Nortons skuespil ikke meget plads – Bruce Banner er i hans skikkelse meget mere flad og ukantet end i Eric Bana-udgaven fra 2003. Actionscenerne er heller ikke nyskabende og overrumplende, men genskaber noget vi har set tidligere. Muligvis er CGI-animationen blevet pænere siden 2003, men man spærrer aldrig øjnene op, fordi vi har set det hele før, og fordi det stadig lugter af X-Box og Playstation-grafik.
En af de eneste scener med mærkbar nerve er, da Emil Blonsky (Tim Roth) står ansigt til ansigt med Hulk. Her forenes Roths intensitet med håndholdt kamera og underlægningsmusikkens påfaldende tavshed, så man holder vejret et kort øjeblik, fordi man vitterligt ikke ved, hvordan Hulk vil reagere. Meget symptomatisk er det ikke Hulk (eller Edward Norton) der driver denne form for intensitet eller spænding frem i filmen, men sidekaraktererne – hvilket blot understreger hvor tomhjernet og dermed kedelig en superhelt, Hulk er.
Den kamp mellem overjeget og det'et som Hulk lægger så voldsomt op til realiseres på ingen måde. Bruce Banner bliver aldrig rigtig fristet af sin mørke-grønne side, ligesom Hulk aldrig fremstår som ondsindet. Der er ingen kant. Intet på spil. Det bliver bare lidt jævnt, det hele.
Sjov og spas med Betty
Man kan sige at The Incredible Hulk ikke rigtig kan finde ud af at få det optimale ud af sin egen buldrende storhed. Der mangler en generel patos og skæbne i filmen, som tvært om begynder at dyrke de mere farceagtige optrin halvvejs igennem filmen. Det føles meget forkert, at der pludselig lægges et par slapstick-scener ind hvor Edward Norton og Liv Tyler kan levere et par velsmurte oneliners. Her begynder filmen pludselig at kommentere på og pege fingre ad sin egen historie og storhed – ligeledes i en misforstået elskovsscene, der afbrydes af et bippende pulsur. Det havde været et par sjove scener i Hulk – the Sitcom.
I en komedieserie ville Liv Tyler i rollen som Banners udkårne, Betty Ross, også være kommet mere til sin ret. I The Incredible Hulk spiller hun ganske simpelt rædselsfuldt, muligvis fordi hun ikke rigtig ved hvilken filmgenre hun og resten af holdet arbejder med, men især fordi hendes replikker er fæle klicheer, der vil knirke i munden på enhver skuespiller m/k.
The Incredible Hulk et middelmådigt remix, hvor det ville have været mere på sin plads med en genfortolkning. Med tryk på fortolkning.
······
The Incredible Hulk
Instruktion: Louis Leterrier
Medvirkende: Edward Norton, Liv Tyler, Tim Roth
Marvel Studious, 2008
Spilletid: Ca. 108 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Universal
Ingen kommentarer:
Send en kommentar