Wes Craven lagde teenagegyseren i nye og mere eventyrlige folder med bøhmanden Freddy Krueger, der invaderer de unges mareridt. Der bliver lånt og genbrugt en hel del i denne første film, som dog samtidig opfindsomt satte teenageslasheren på nye og velsmurte skinner. Her 25 år senere er Freddy blevet et uforglemmeligt horror-ikon, og Hollywood er på vej med en genindspilning.
Først lidt filmhistorie: I 1978 har Halloween premiere instrueret af John Carpenter, der med én film nedfælder alle de uskrevne regler det der skulle blive en hel undergenre inden for gyserfilmen – teenagegyseren eller teenageslasheren. Der er ikke en eneste decideret splatterscene, men masser af stemning og en ung Jamie Lee Curtis, der kæmper bravt som "the final girl" mod alle tiders bedste bøhmand – den overmenneskelige dræbermaskine Michael Myers med den store dolk.
I 1980 kommer en værdig konkurrent i Jason Voorhees og Friday the 13th, der har langt mere udpenslede mord og sætter dødsraten væsentligt op i forhold til Halloween. Begge film følges op af to sequels i både 1981 og 1982 – sequels der ikke udvikler men blot cementerer Carpenters gamle opskrift ved at tilføre mere af hovedingredienserne: sex og blod.
Det er på denne baggrund, at man skal se A Nightmare on Elm Street – eller Morderisk mareridt, som den lidt anonymt kom til at hedde på dansk. Vist havde Wes Craven en fortid som radikal og brutal filminstruktør med den chokerende Last House on the Left på samvittigheden, men netop derfor er det også en opsigtsvækkende videreudvikling af teenagegyseren han bringer til torvs. På negativsiden er Craven her blevet langt mere mainstream (men det skulle blive værre endnu med Scream-filmene), og filmens slutning er lidt af et antiklimaks. Heldigvis er der meget andet, der er godt.
Først og fremmest holder de opfindsomme special effects stadig. Når filmen er så virkningsfuld på trods af budgettet på skrabede $1,8 mio., er det fordi Wes Craven dyrker stemningen som den kommer til udtryk via lowkey-belysning, syrede kameravinkler, farver, underlægningsmusik og simple nærbilleder, der ikke koster en bondegård at få i kassen. Man mærker tydeligt at den italienske horror maestro, Mario Bava, har en lydhør elev i Wes Craven, der viderefører Bavas ideer og måder at lave film på i denne første Nightmare-film.
Bøhmanden som trickster
Wes Craven og Robert Englund introducerer allerede i denne første Nightmare-film bøhmanden Freddy Krueger som en overnaturlig og overmenneskelig morder på linje med f.eks. Michael Myers og Jason Voorhees – men også som en langt mere personlig og udspekuleret trickster. Freddy er mere kompleks end de gumpetunge og zombieagtige forgængere – han mestrer metamorfosen og kan skabe sig og genskabe sig i ét væk for at lokke teenagerne væk fra dydens smalle sti.
I den forbindelse er det interessant at bemærke, at Freddy Krueger faktisk fylder meget lidt - både i det originale PR-materiale og i filmen som sådan. Den makabre ansigts-makeup er hovedsageligt henlagt i skygger, og Freddy var tydeligvis ikke fra start af tiltænkt den betydning han senere fik.
I denne første film får vi bygget Freddys baggrundshistorie op, der lugter af pædofili og selvtægt, men den er dybest set unødvendig, fordi tricksterfiguren er universel – om han hedder Loke som i den nordiske mytologi, eller antager Satans lokkende gestus over for Jesus i den kristne mytologi, eller i mere moderne Hollywood-film antager den rablende vanvittige terrorists rolle i form af The Joker i The Dark Knight. Kombinationen af uhyggelig massemorder og mytisk trickster gjorde Freddy Krueger til et horror-ikon i 1980erne og en teenagependant til voksenthrillerens Hannibal Lecter.
Freddy Kruegers mordmetoder er også langt mere raffinerede end Michael Myers’ og Jason Voorhees’. Freddy er på én gang en del af og en direkte personificering af de unges underbevidsthed. Freddy er en del af selve det’et – lysterne, instinkterne, det destruktive, drømmene, underbevidstheden, jf. Freud – og det åbner mulighed for langt mere fantasifulde mordoptrin. Sådan er det også i den første Nightmare-film, og selv om der kun er fire teenagere i filmen, så er mordscenernes blanding af realplan og mareridt noget helt nyt og opsigtsvækkende. Bevares der er blod og lidt splat, men vigtigere endnu er de fantastiske special effects, hvor virkeligheden og dens restriktive normer langsomt bryder sammen – tyngdeloven ophører, vægge og trapper bliver elastiske og gummiagtige, telefoner forvandler sig, og huller opstår i senge og badekar.
Konservatisme og drømmemetaforer
Man kan tolke filmen og forklare, at Freddy Krueger går efter teenagerne, fordi de er langt tættere på deres indre følelsesliv end de voksne er. Teenagere er ikke hæmmet af samfund og normer, som deres forældre er det – de er ikke så konservative, men bryder grænser også i denne første Nightmare-film. Nancy er kæreste med genboens dreng, Glenn, og selv om de er enedes om at holde sig på måtten, hvad sex angår, så har de direkte udsyn til hinandens soveværelser, med alt hvad dertil hører. Unge Tina er til gengæld stormende forelsket i den læderjakken, Rod, der nok ikke behandler hende alt for pænt, men er forbandet god i sengen. Freddy tager så at sige teenagerne på ordet og fører dem ind i sit uhyggelige drømmerige af forbudte og normbrydende lyster.
Dermed får Nightmare-serien også en uhyggelig konservativ morale, hvor de voksne har afskrevet sig enhver form for lyster og drømme (inkl. mareridt og dermed Freddy) i konformitetens hellige navn. For at komme sikkert ind i voksenlivet skal den amerikanske teenager derfor vende ryggen til sine drømme – hvad Nancy da også ender med at gøre helt bogstaveligt i denne første films klimaks. Freddy skal destrueres, og man må drømmene og mareridtene til livs; i USA må man leve efter samfundets normer og ikke lade sig styre af den uregerlige underbevidsthed. Det rationelle repræsenteres logisk nok derfor af ordensmagten og Nancys sheriff-far, mens Nancys mor ikke på samme måde kan tøjle sine følelser men drukner dem i sprut, når de banker på i form af Freddy Krueger og en uhyggelig fortid.
Det er faktisk en langt mere kras morale og konservatisme, end den vi finder i Halloween og Friday the 13th, hvor det blot er et spørgsmål om ikke at dyrke sex. I A Nightmare on Elm Street er selve jegets balance på spil: Teenagernes kamp mod Freddy bliver en selvdestruktiv kamp mod et helstøbt voksenliv med lige dele normer og drømme.
······
A Nightmare on Elm Street (da. Morderisk mareridt)
Instruktion: Wes Craven
Medvirkende: Heather Langenkamp, Robert Englund, Johnny Depp m.fl.
New Line Cinema, 1983
Spilletid: Ca. 87 minutter
Dansk dvd-distribution i bokssæt: Sandrew Metronome
Først lidt filmhistorie: I 1978 har Halloween premiere instrueret af John Carpenter, der med én film nedfælder alle de uskrevne regler det der skulle blive en hel undergenre inden for gyserfilmen – teenagegyseren eller teenageslasheren. Der er ikke en eneste decideret splatterscene, men masser af stemning og en ung Jamie Lee Curtis, der kæmper bravt som "the final girl" mod alle tiders bedste bøhmand – den overmenneskelige dræbermaskine Michael Myers med den store dolk.
I 1980 kommer en værdig konkurrent i Jason Voorhees og Friday the 13th, der har langt mere udpenslede mord og sætter dødsraten væsentligt op i forhold til Halloween. Begge film følges op af to sequels i både 1981 og 1982 – sequels der ikke udvikler men blot cementerer Carpenters gamle opskrift ved at tilføre mere af hovedingredienserne: sex og blod.
Det er på denne baggrund, at man skal se A Nightmare on Elm Street – eller Morderisk mareridt, som den lidt anonymt kom til at hedde på dansk. Vist havde Wes Craven en fortid som radikal og brutal filminstruktør med den chokerende Last House on the Left på samvittigheden, men netop derfor er det også en opsigtsvækkende videreudvikling af teenagegyseren han bringer til torvs. På negativsiden er Craven her blevet langt mere mainstream (men det skulle blive værre endnu med Scream-filmene), og filmens slutning er lidt af et antiklimaks. Heldigvis er der meget andet, der er godt.
Først og fremmest holder de opfindsomme special effects stadig. Når filmen er så virkningsfuld på trods af budgettet på skrabede $1,8 mio., er det fordi Wes Craven dyrker stemningen som den kommer til udtryk via lowkey-belysning, syrede kameravinkler, farver, underlægningsmusik og simple nærbilleder, der ikke koster en bondegård at få i kassen. Man mærker tydeligt at den italienske horror maestro, Mario Bava, har en lydhør elev i Wes Craven, der viderefører Bavas ideer og måder at lave film på i denne første Nightmare-film.
Bøhmanden som trickster
Wes Craven og Robert Englund introducerer allerede i denne første Nightmare-film bøhmanden Freddy Krueger som en overnaturlig og overmenneskelig morder på linje med f.eks. Michael Myers og Jason Voorhees – men også som en langt mere personlig og udspekuleret trickster. Freddy er mere kompleks end de gumpetunge og zombieagtige forgængere – han mestrer metamorfosen og kan skabe sig og genskabe sig i ét væk for at lokke teenagerne væk fra dydens smalle sti.
I den forbindelse er det interessant at bemærke, at Freddy Krueger faktisk fylder meget lidt - både i det originale PR-materiale og i filmen som sådan. Den makabre ansigts-makeup er hovedsageligt henlagt i skygger, og Freddy var tydeligvis ikke fra start af tiltænkt den betydning han senere fik.
I denne første film får vi bygget Freddys baggrundshistorie op, der lugter af pædofili og selvtægt, men den er dybest set unødvendig, fordi tricksterfiguren er universel – om han hedder Loke som i den nordiske mytologi, eller antager Satans lokkende gestus over for Jesus i den kristne mytologi, eller i mere moderne Hollywood-film antager den rablende vanvittige terrorists rolle i form af The Joker i The Dark Knight. Kombinationen af uhyggelig massemorder og mytisk trickster gjorde Freddy Krueger til et horror-ikon i 1980erne og en teenagependant til voksenthrillerens Hannibal Lecter.
Freddy Kruegers mordmetoder er også langt mere raffinerede end Michael Myers’ og Jason Voorhees’. Freddy er på én gang en del af og en direkte personificering af de unges underbevidsthed. Freddy er en del af selve det’et – lysterne, instinkterne, det destruktive, drømmene, underbevidstheden, jf. Freud – og det åbner mulighed for langt mere fantasifulde mordoptrin. Sådan er det også i den første Nightmare-film, og selv om der kun er fire teenagere i filmen, så er mordscenernes blanding af realplan og mareridt noget helt nyt og opsigtsvækkende. Bevares der er blod og lidt splat, men vigtigere endnu er de fantastiske special effects, hvor virkeligheden og dens restriktive normer langsomt bryder sammen – tyngdeloven ophører, vægge og trapper bliver elastiske og gummiagtige, telefoner forvandler sig, og huller opstår i senge og badekar.
Konservatisme og drømmemetaforer
Man kan tolke filmen og forklare, at Freddy Krueger går efter teenagerne, fordi de er langt tættere på deres indre følelsesliv end de voksne er. Teenagere er ikke hæmmet af samfund og normer, som deres forældre er det – de er ikke så konservative, men bryder grænser også i denne første Nightmare-film. Nancy er kæreste med genboens dreng, Glenn, og selv om de er enedes om at holde sig på måtten, hvad sex angår, så har de direkte udsyn til hinandens soveværelser, med alt hvad dertil hører. Unge Tina er til gengæld stormende forelsket i den læderjakken, Rod, der nok ikke behandler hende alt for pænt, men er forbandet god i sengen. Freddy tager så at sige teenagerne på ordet og fører dem ind i sit uhyggelige drømmerige af forbudte og normbrydende lyster.
Dermed får Nightmare-serien også en uhyggelig konservativ morale, hvor de voksne har afskrevet sig enhver form for lyster og drømme (inkl. mareridt og dermed Freddy) i konformitetens hellige navn. For at komme sikkert ind i voksenlivet skal den amerikanske teenager derfor vende ryggen til sine drømme – hvad Nancy da også ender med at gøre helt bogstaveligt i denne første films klimaks. Freddy skal destrueres, og man må drømmene og mareridtene til livs; i USA må man leve efter samfundets normer og ikke lade sig styre af den uregerlige underbevidsthed. Det rationelle repræsenteres logisk nok derfor af ordensmagten og Nancys sheriff-far, mens Nancys mor ikke på samme måde kan tøjle sine følelser men drukner dem i sprut, når de banker på i form af Freddy Krueger og en uhyggelig fortid.
Det er faktisk en langt mere kras morale og konservatisme, end den vi finder i Halloween og Friday the 13th, hvor det blot er et spørgsmål om ikke at dyrke sex. I A Nightmare on Elm Street er selve jegets balance på spil: Teenagernes kamp mod Freddy bliver en selvdestruktiv kamp mod et helstøbt voksenliv med lige dele normer og drømme.
······
A Nightmare on Elm Street (da. Morderisk mareridt)
Instruktion: Wes Craven
Medvirkende: Heather Langenkamp, Robert Englund, Johnny Depp m.fl.
New Line Cinema, 1983
Spilletid: Ca. 87 minutter
Dansk dvd-distribution i bokssæt: Sandrew Metronome
Kan du ikke bare melde dig i ind i ENhedslisten, og så få afløb der for dine marxistiske anakronismer?
SvarSletHehe...
SvarSlet