Lucio Fulcis italienske zombie-sequel – eller er det en prequel? – til George A. Romero’s Dawn of the Dead (1978) er på mange måder en svagere film. Fulci har åbenlyst haft langt større ambitioner end Romero men også et langt mindre budget at lave film for: Hvor Dawn of the Dead udmærker sig ved sin klaustrofobiske, dommedagsagtige stemning og kritik af vort forbrugersamfund, byder Zombi 2 på mere fantasifulde scener, som på papiret må have set ganske storslåede ud. Gyset kniber det dog med i skuffende grad.
Som nævnt i anmeldelsen af Break-Up smuglede jeg Lucio Fulcis horrorklassiker, Zombi 2 (eller Rædslernes grønne ø, som den lidt misvisende hedder på dansk, al den stund at der ikke er nogen grønne øer med i filmen) med hjem i søndags. Min kone Malene gider på ingen måde se den slags film, så min undskyldning er, at jeg jo som filmlærer skal se nogle film for at få udvidet min horisont. Men jeg tror, hun efterhånden har gennemskuet mig: Jeg mener… en italiensk zombiefilm!
Hvorom alting er, så er denne film faktisk en udvidelse af min filmhorisont. Jeg kender intet til Lucio Fulci eller hans øvrige filmproduktion, bortset fra det faktum at han er en fast bestanddel af inkarnerede horrorfans’ top 10. Jeg har dog to andre italienske horror-maestros (eller hvad det nu hedder) at sammenligne med: Mario Bava (Shock, 1977) og Dario Argento (Tenebre, 1982, og Phenomena, 1987). Og ud fra denne sammenligning falder Zombi 2 temmelig skidt ud.
Der har aldrig været en italiensk Zombi 1, men George A. Romeros Dawn of the Dead blev med stor succes lanceret i Italien som Zombi, hvilket Fulci forsøgte at udnytte til at booste sin egen film. Zombi 2 spiller fint sammen med Dawn of the Dead men mest som en slags prequel, der fortæller, hvordan zombieplagen kom med båd til USA. Filmens første scene optaget ude på vandet ud for Manhattan med Frihedsgudinden og World Trade Center i baggrunden giver Zombi 2 et flot, ambitiøst præg, som resten af filmen ikke kan leve op til.
Hovedparten af Zombi 2 foregår nemlig på en stormomsust ø i Caribien, hvor Anne er på jagt efter sandheden om sin fars mystiske død sammen med journalisten Peter West; her tager dekorationerne sig noget mere billige ud og de kreative begrænsninger mærkes tydeligt. Man hører f.eks. enormt meget om de lokale indfødtes voodoo-ritualer – vi hører dem sågar i form af høje bongotrommer på lydsporet, ligesom vi hører en af de kvindelige hovedpersoner udbryde, at hun snart ikke kan holde det ud mere. Men alle landsbybeboerne og deres voodoopraksis sker offscreen!
Bevares, Anne og Peter møder den lettere maniske dr. Menard og hans kone, men selv disse to karakterer udnyttes ikke optimalt til plottwists eller suspense. Tvært om: handlingen virker papagtig. Man sidder hele tiden og venter på, at det afsløres, at dr. Menard er skyld i zombieplagen på øen, men i virkeligheden er han blot en fredelig, vesterlandsk læge, der ikke tror på voodoo og som leder efter en naturvidenskabelig forklaring på fænomenet. Filmens plot er på den måde temmelig uambitiøst. Det kaldes vist et falsk set-up, eller – når det er så gennemført som her – at snyde publikum.
Andre elementer som fik mit engagement i filmen til at dale kraftig og forhindrede enhver form for gys og spænding (for ikke at sige indlevelse) var de forfærdelige eftersynkroniseringer. Man skal lede længe efter en dialog som er så dårligt formidlet – og dialogen er i sig selv ikke fantastisk, men ofte gentagende eller overflødigt refererende til det, vi og karaktererne i forvejen kan se. Problemet med dialogen stemmer fint overens med Fulcis brug af billige zooms frem for mere avancerede kamerature på skinner eller lignende.
Derudover er jeg som ægte gyserfan ked af at skulle give lyd for denne form for kritik, men splattereffekterne er simpelthen ikke gode nok! Mange af sårene og biddene ligner en blanding af hvid modellervoks og gips – og de caribiske zombier ser ud som om de har rullet sig i mel eller størknet mudder. Og det skaber man altså ikke en gyserklassiker med efter min mening.
Der hvor Fulci alligevel skal have noget credit er for hans fantasifulde håndtering af zombiegyseren. Her er mange scener, som man ikke ser i andre film om de levende døde – jeg har aldrig set en scene som den med den top- og også nærmest bundløse dykkerpige, der først konfronteres af en stor haj og dernæst af en temmelig adræt svømmende zombie, der tager kampen op med hajen. Fulci tager sig god tid til at vise den topløse pige sammen med hajen, og minsandten om vi ikke også ser den glubske svømmezombie tage en ordentlig luns af hajen – det ligner en finne! – hvorefter hajen lige så glubsk bidder underarmen af zombien. Det lyder komisk, og det er det også.
Det er også tydeligt, at Fulci ikke har villet tage ved lære af Romeros glimrende brug af først et klaustrofobisk hus, så et indkøbscenter og til sidst et underjordisk forskningslaboratorium i sine tre første zombiefilm. I Zombi 2 bevæger vi os fra New Yorks havn til Caribien for at vende sporadisk tilbage til New York i filmens afsluttende indstillinger, og det giver på den ene side Fulci mere luft under vingerne – på den anden side er det bare ikke uhyggeligt eller ubehageligt, fordi filmen aldrig hæver sig over sit banale exploitation-plot. Budgettet og de kreative ressourcer har simpelthen været for små.
Som en positiv afslutning vil jeg sige en tak til det danske distributionsselskab Another World Entertainment for at give mig og andre danske filmnørder mulighed for at stifte bekendtskab med en lang række kultklassikere i flot dvd-kvalitet. Bravo! Uanset de filmiske kvaliteter, så er der noget charmerende over disse splattergysere fra 1970-80erne som moderne CGI-splatterfilm aldrig kommer til at besidde, uanset hvor godt forlægget er – jeg nævner i flæng de enormt skuffende Resident Evil og Silent Hill. “Ægte” teaterblod og -indvolde vil altid overgå computergenererede ditto.
······
Zombi 2 (Rædslernes grønne ø)
Instruktør: Lucio Fulci
Medvirkende: Tisa Farrow, Ian McCullogh, Richard Johnson m.fl.
Variety Film Production, 1979
Spilletid: Ca. 91 minutter
Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment
Som nævnt i anmeldelsen af Break-Up smuglede jeg Lucio Fulcis horrorklassiker, Zombi 2 (eller Rædslernes grønne ø, som den lidt misvisende hedder på dansk, al den stund at der ikke er nogen grønne øer med i filmen) med hjem i søndags. Min kone Malene gider på ingen måde se den slags film, så min undskyldning er, at jeg jo som filmlærer skal se nogle film for at få udvidet min horisont. Men jeg tror, hun efterhånden har gennemskuet mig: Jeg mener… en italiensk zombiefilm!
Hvorom alting er, så er denne film faktisk en udvidelse af min filmhorisont. Jeg kender intet til Lucio Fulci eller hans øvrige filmproduktion, bortset fra det faktum at han er en fast bestanddel af inkarnerede horrorfans’ top 10. Jeg har dog to andre italienske horror-maestros (eller hvad det nu hedder) at sammenligne med: Mario Bava (Shock, 1977) og Dario Argento (Tenebre, 1982, og Phenomena, 1987). Og ud fra denne sammenligning falder Zombi 2 temmelig skidt ud.
Der har aldrig været en italiensk Zombi 1, men George A. Romeros Dawn of the Dead blev med stor succes lanceret i Italien som Zombi, hvilket Fulci forsøgte at udnytte til at booste sin egen film. Zombi 2 spiller fint sammen med Dawn of the Dead men mest som en slags prequel, der fortæller, hvordan zombieplagen kom med båd til USA. Filmens første scene optaget ude på vandet ud for Manhattan med Frihedsgudinden og World Trade Center i baggrunden giver Zombi 2 et flot, ambitiøst præg, som resten af filmen ikke kan leve op til.
Hovedparten af Zombi 2 foregår nemlig på en stormomsust ø i Caribien, hvor Anne er på jagt efter sandheden om sin fars mystiske død sammen med journalisten Peter West; her tager dekorationerne sig noget mere billige ud og de kreative begrænsninger mærkes tydeligt. Man hører f.eks. enormt meget om de lokale indfødtes voodoo-ritualer – vi hører dem sågar i form af høje bongotrommer på lydsporet, ligesom vi hører en af de kvindelige hovedpersoner udbryde, at hun snart ikke kan holde det ud mere. Men alle landsbybeboerne og deres voodoopraksis sker offscreen!
Bevares, Anne og Peter møder den lettere maniske dr. Menard og hans kone, men selv disse to karakterer udnyttes ikke optimalt til plottwists eller suspense. Tvært om: handlingen virker papagtig. Man sidder hele tiden og venter på, at det afsløres, at dr. Menard er skyld i zombieplagen på øen, men i virkeligheden er han blot en fredelig, vesterlandsk læge, der ikke tror på voodoo og som leder efter en naturvidenskabelig forklaring på fænomenet. Filmens plot er på den måde temmelig uambitiøst. Det kaldes vist et falsk set-up, eller – når det er så gennemført som her – at snyde publikum.
Andre elementer som fik mit engagement i filmen til at dale kraftig og forhindrede enhver form for gys og spænding (for ikke at sige indlevelse) var de forfærdelige eftersynkroniseringer. Man skal lede længe efter en dialog som er så dårligt formidlet – og dialogen er i sig selv ikke fantastisk, men ofte gentagende eller overflødigt refererende til det, vi og karaktererne i forvejen kan se. Problemet med dialogen stemmer fint overens med Fulcis brug af billige zooms frem for mere avancerede kamerature på skinner eller lignende.
Derudover er jeg som ægte gyserfan ked af at skulle give lyd for denne form for kritik, men splattereffekterne er simpelthen ikke gode nok! Mange af sårene og biddene ligner en blanding af hvid modellervoks og gips – og de caribiske zombier ser ud som om de har rullet sig i mel eller størknet mudder. Og det skaber man altså ikke en gyserklassiker med efter min mening.
Der hvor Fulci alligevel skal have noget credit er for hans fantasifulde håndtering af zombiegyseren. Her er mange scener, som man ikke ser i andre film om de levende døde – jeg har aldrig set en scene som den med den top- og også nærmest bundløse dykkerpige, der først konfronteres af en stor haj og dernæst af en temmelig adræt svømmende zombie, der tager kampen op med hajen. Fulci tager sig god tid til at vise den topløse pige sammen med hajen, og minsandten om vi ikke også ser den glubske svømmezombie tage en ordentlig luns af hajen – det ligner en finne! – hvorefter hajen lige så glubsk bidder underarmen af zombien. Det lyder komisk, og det er det også.
Det er også tydeligt, at Fulci ikke har villet tage ved lære af Romeros glimrende brug af først et klaustrofobisk hus, så et indkøbscenter og til sidst et underjordisk forskningslaboratorium i sine tre første zombiefilm. I Zombi 2 bevæger vi os fra New Yorks havn til Caribien for at vende sporadisk tilbage til New York i filmens afsluttende indstillinger, og det giver på den ene side Fulci mere luft under vingerne – på den anden side er det bare ikke uhyggeligt eller ubehageligt, fordi filmen aldrig hæver sig over sit banale exploitation-plot. Budgettet og de kreative ressourcer har simpelthen været for små.
Som en positiv afslutning vil jeg sige en tak til det danske distributionsselskab Another World Entertainment for at give mig og andre danske filmnørder mulighed for at stifte bekendtskab med en lang række kultklassikere i flot dvd-kvalitet. Bravo! Uanset de filmiske kvaliteter, så er der noget charmerende over disse splattergysere fra 1970-80erne som moderne CGI-splatterfilm aldrig kommer til at besidde, uanset hvor godt forlægget er – jeg nævner i flæng de enormt skuffende Resident Evil og Silent Hill. “Ægte” teaterblod og -indvolde vil altid overgå computergenererede ditto.
······
Zombi 2 (Rædslernes grønne ø)
Instruktør: Lucio Fulci
Medvirkende: Tisa Farrow, Ian McCullogh, Richard Johnson m.fl.
Variety Film Production, 1979
Spilletid: Ca. 91 minutter
Dansk dvd-distribution: Another World Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar