“Advarsel: Dette er ikke en kærlighedskomedie!” Sådan et klistermærke burde Universal lige smække uden på dvd-coveret til The Break-Up med Jennifer Aniston og Vince Vaughn. Bevares, der er da et par rigtig morsomme scener og et par scener som får dig til at trække på smilebåndet, men hovedparten af filmen er altså veludført drama om den svære kunst at skilles som par. På den ene side får man som seer ikke det man bliver lovet af filmselskabet – på den anden side får du en film, der er meget bedre end lovet!
Søndag eftermiddag og min kone Malene og jeg har lejet The Break-Up til en gang afslapning på sofaen, før juleræset for alvor sætter i gang lige om lidt. (Jeg fik også sneget Lucio Fulcis splatterklassiker Zombie 2 med ud; den film får jeg nok for mig selv, så mere om den senere.)
På papiret og alt pressemateriale – inkl. poster, trailer og dvd-cover – har denne The Break-Up to komiske talenter i hovedrollerne: smukke og lidt blondinedumme Jennifer Aniston fra tv-serien Friends (1994-2004) og store, fedtmuleagtige Vince Vaughn fra bl.a. The Wedding Crashers (David Dobkin, 2005), Starsky & Hutch (Todd Philips, 2004) og Dodgeball (Rawson Marshall Thurber, 2004). Universal har på alle måder forsøgt at spille den sikre kærlighedskomedietrumf ud i spillet om seerne, men det er egentlig snyd og bedrag det hele.
Før rulleteksterne går det ellers fint. Gary får kontakt til Brooke under en baseballkamp, hvor han forstyrrer en hel række tilskuere for at opnå kontakt med en hotdog – med ekstra sennep. Det er sådan set meget sjovt på en appetitvækkeragtig måde, men de efterfølgende genvordigheder om indkøbte citroner til den store familiemiddag slår en helt anden tone an: Dialogen er langt fra Friends’ ironiske replikspil, og det fysiske skuespil er absolut fraværende, når Gary smider sig på sofaen og Brooke står stille i døren. For seeren kommer dette skift som lidt af en overraskelse, al den stund at vi ikke har fået en eneste hentydning om parrets samlivsproblemer før nu, hvor de åbenbart bryder ud i lys lue på grund af en mislykket borddekoration. Det der kunne have været et ganske morsomt pay-off – et nærbillede af den mislykkede dekoration bestående af ikke 12 citroner men kun tre samt middagsgæsternes kommentarer og parrets bortforklaringer til tonerne af en let pizzicatomusik a la Desperate Housewives (2004-). Men vi ser og hører aldrig dette pay-off, for det er slet ikke filmens hensigt at være sjov.
The Break-Up fungerer da også bedst som et lille kammerspil, hvor Gary og Brooke først deler deres lejlighed i to dele – hun får soveværelset, han stuen – og siden hen beslutter sig for at sælge den og får en frist på to uger. Selv der hvor filmen får mulighed for at ende “lykkeligt” som andre kærlighedskomedier, vælger instruktøren Peyton Reed igen en mere realistisk (kynikerne ville sige melodramatisk) løsning.
Filmens store fortællemæssige problem – i det mindste for mig som mand – er at jeg aldrig nogen sinde føler sympati for Gary på trods af at man som seer får masser af muligheder for at se ham alene, sammen med vennerne og familien osv. Jeg forstår ikke hans indstilling til parforholdet, jeg kan ikke sætte mig ind i hans væremåde eller hans facon. Jeg synes, hans opførsel er barnagtig og uforklarlig, fordi Gary aldrig bygges op fra bunden men netop serveres som “den mandlige prototype fra romantiske komedier”. Det er en klar fejl og et kæmpe problem for filmen.
At Brooke også smides op på lærredet som “den kvindelige prototype fra romantiske komedier” gør knapt så meget, for her er sympatien intakt. Hele filmen bliver i høj grad filtreret igennem hendes øjne. Flere af de mere komiske optrin udspringer da også i Brookes håbløse forsøg på at få Gary til at komme tilbage og sige undskyld for sine fejltrin, på trods af at det var hende, der slog op i første omgang. Der spilles åbenlyst på Jennifer Anistons tidligere bedrifter som Rachel Green i Friends, hvor hun havde et tilsvarende problematisk kærlighedsforhold og break-up med Ross Geller. Derfor tager denne film røven på publikum for anden gang, da Brooke til slut må indrømme over for Gary, at hun ikke har mere at give af og ikke ønsker at komme tilbage i parforholdet.
Filmens billedside spiller til gengæld godt sammen med historien. Alt fotograferes i det realistiske normalperspektiv som hører både komedien og melodramaet til, men når skænderierne når et vist alvorsniveau skiftes påfaldende til håndholdt kamera, hvilket overtydeliggør parrets konfrontationskurs. Bortset fra det udnytter Peyton Reed til fulde de mange døråbninger i lejligheden til dels at indfange og isolere karaktererne, men også til at invitere til forsoning, når den ene venter i stuen og den anden kigger længselsfuldt ned ad gangen. En række tavse, dvælende kameraindstillinger af henholdsvis Gary og Brooke alene understreger filmens patos og melodramatiske tilhørsforhold. Både Aniston og Vaughn udfylder overbevisende billedrammen.
Man kan mene hvad man vil om filmens mange falske set ups der aldrig indfries med et ægte LOVE payoff, hvor Gary og Brooke får hinanden til slut. Det er enten modigt eller særdeles dumdristigt gjort. Filmens dramatiske højdepunkter står tilbage i erindringen i kraft af fine skuespilspræstationer fra Aniston og Vaughn, mens morsomhederne fortaber sig i glemslen. Og det er vist ikke ligefrem opskriften på en kærlighedskomedie.
······
The Break-Up
Instruktør: Peyton Reed
Medvirkende: Vince Vaughn, Jennifer Aniston, m.fl.
Universal Pictures, 2006
Spilletid: Ca. 102 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal
Ingen kommentarer:
Send en kommentar