Det er ikke uden grund at japansk tegnefilms nuværende succes i USA og Europa ofte tilskrives distributionen af Katsuhiro Otomos sci-fi-anime fra 1988, Akira. Her mikses et Frankenstein-agtigt plot sat i et dystopisk fremtidsscenarie med overrumplende og nyskabende animation. Otomo sætter først og fremmest spørgsmålstegn ved især Disneys måde at lave tegnefilm på; Akira formår at hæve tegnefilmsgenren til en kunstart for voksne.
Jeg følger med i en ugentlig podcast, Filmspotting, hvor de to amerikanske værter i øjeblikket er i gang med en animationsmaraton; over en seks-syv-ugers periode ser de én klassisk animationsfilm om ugen og kommenterer og vurderer den i ugens podcast. Det er meget underholdende og øjenåbende, fordi værterne opfordrer lytterne til at følge med i podcasten og deltage i debatten på hjemmesiden. I denne uge var det Katsuhiro Otomos Akira (1988) der stod for skud.
Jeg så Akira første gang en sen nattetime på DR2 for en del år siden, men den gjorde ikke synderligt indtryk på mig på det tidspunkt. Jeg er også troligt gået uden om den mastodonte tegneserieudgave på 20 bind på biblioteket – simpelthen fordi værket virker alt for uoverkommeligt og tidskrævende at komme igennem. Som følge af Filmspotting-podcasten glædede jeg mig dog til at gense filmen i dag – efter de første 15 minutter var mine forventninger til resten af filmen dog skruet op på et tårnhøjt niveau. De blev på mange måder indfriet.
Akira foregår i et neonoplyst cyberpunkmiljø i fremtidens Japan. Vi er i år 2019; tredje verdenskrig blev afsluttet med en atombombe over Tokyo for 31 år siden. Samfundet er nu på randen af kaos, motorcykelbander hærger gaderne, og regeringen, hæren og ambitiøse videnskabsmænd eksperimenterer fortsat med mennesker. Ved et uheld bliver det underkuede bandemedlem Tetsuo impliceret i eksperimenterne, der efterfølgende løber løbsk.
Plotmæssigt minder det lidt om andre amerikanske scifi-klassikere, som f.eks. Blade Runner (Ridley Scott, 1982) og A Clockwork Orange (Stanley Kubrick, 1971) – også i den visuelle afbilledning af den undergangstruede storby minder Akira en hel del om Blade Runner. Det som adskilte denne japanske tegnefilm fra langt hovedparten af scifi-film i 1988 var implementeringen af det religiøse aspekt, som filmen trækker på. I nyere vesterlandske scifi-film siges det som regel kun indirekte, at videnskabsmændene overtager Guds skaberrolle og derfor må bøde for deres handlinger. Publikum skal selv tænke sig frem til dette budskab. I Akira understreges denne pointe gang på gang, uden at man som seer skal gøre arbejdet, og udtales endda direkte af filmens centrale videnskabsmand. Temaet om mennesket vs. Gud kommer på denne måde til at stå helt centralt.
Ligeledes er det vigtigt at pointere at videnskabens forskning ikke blot handler om at udvikle billig arbejdskraft i form af menneskelignende replikanter, som i Blade Runner, eller kontrollere menneskers tanker og handlinger, som i A Clockwork Orange. I Akira forskes der meget konkret i at fremskynde den menneskelige evolution, så mennesket udvikler guddommelige kræfter og i sidste instans bliver Gud. Dette religiøse tema giver Akira et perifert slægtsskab med en anden Kubrick-klassiker, 2001: A Space Odyssey (1968) og en tilsvarende episk storhed. I Akira forklares evolutionen som en slags akkumuleret livskraft, der er til stede i alle organismer.
Mens filmen giver sig tid til at forklare disse tematiske aspekter meget grundigt, mangler man (som førstegangsseer i hvert fald) en del baggrundsinformation om Tetsuo og de andre bandemedlemmer. I fragmenterede drømmeflashbacks og henkastede bemærkninger kommer det frem, at bandelederen Kaneda flere gange tidligere har reddet Tetsuo og efterhånden er ved at være træt af at have ham med på slæb. Men det tager langt tid at finde ud af de forskellige karakterers indbyrdes forhold, og det betyder at man får et mere distanceret forhold til dem.
Derudover lider Akira af det store fortællemæssige problem, at den føles lang. Tegnefilmen varer over to timer, og efter point of no return midtvejs går der tomgang og Godzilla i handlingen. Mennesker, huse, bydele – ja, hele Tokyo – smadres i et actionpræget voldsorgie uden at der sker nye drejninger i plottet og det bliver simpelthen kedeligt til sidst.
Til gengæld skal det pointeres, at filmens visualitet får én til at hænge på og blive hængende, fordi Akira er så meget anderledes end de amerikanske tegnefilm, vi er blevet opflasket med i Danmark. Brutaliteten vises bl.a. i overrumplende slowmotionindstillinger, lavt kamera, frøperspektiv, ultra/nærbilleder. Otomo forfalder aldrig til billige animationsløsninger, som vi kender fra de kedelige, “børnevenlige” anime-serier på tv (hvoraf Pokémon må tage æren for at være den mest idiotiske børnereklame i disse år). Akira byder på masser af feberagtige mareridt, hvor lyden er fjernet, så den visuelle destruktion står endnu mere frem. Lyset hænger efter motorcykelbandens baglygter, og røgen bølger smukt frem fra baghjulene. Det hele er så forbandet fascinerende, at man er hooked allerede efter de indledende billeder af den tavse paddehattesky over Tokyo.
Billedernes slagkraft, handlingens seriøsitet og den allestedsnærværende stemning af dommedag bevirker, at Akira knapt 20 år efter premieren stadig fascinerer. Her er ingen “morsomme” sideplots eller -karakterer som er og bliver fast inventar hos Disney, Dreamworks og alle de andre. I en tid hvor Disney har skrinlagt den gamle tegnefilmskunst, Spielberg arbejder på at sende endnu en Shrek på gaden, og den ene tæskeåndssvage Madagascar-kopi afløser den anden, er det rart at se en gammeldags tegnefilm med noget på hjerte.
Hvor er det skammeligt, at filmfabrikken Hollywood ikke tør gå med.
······
Jeg følger med i en ugentlig podcast, Filmspotting, hvor de to amerikanske værter i øjeblikket er i gang med en animationsmaraton; over en seks-syv-ugers periode ser de én klassisk animationsfilm om ugen og kommenterer og vurderer den i ugens podcast. Det er meget underholdende og øjenåbende, fordi værterne opfordrer lytterne til at følge med i podcasten og deltage i debatten på hjemmesiden. I denne uge var det Katsuhiro Otomos Akira (1988) der stod for skud.
Jeg så Akira første gang en sen nattetime på DR2 for en del år siden, men den gjorde ikke synderligt indtryk på mig på det tidspunkt. Jeg er også troligt gået uden om den mastodonte tegneserieudgave på 20 bind på biblioteket – simpelthen fordi værket virker alt for uoverkommeligt og tidskrævende at komme igennem. Som følge af Filmspotting-podcasten glædede jeg mig dog til at gense filmen i dag – efter de første 15 minutter var mine forventninger til resten af filmen dog skruet op på et tårnhøjt niveau. De blev på mange måder indfriet.
Akira foregår i et neonoplyst cyberpunkmiljø i fremtidens Japan. Vi er i år 2019; tredje verdenskrig blev afsluttet med en atombombe over Tokyo for 31 år siden. Samfundet er nu på randen af kaos, motorcykelbander hærger gaderne, og regeringen, hæren og ambitiøse videnskabsmænd eksperimenterer fortsat med mennesker. Ved et uheld bliver det underkuede bandemedlem Tetsuo impliceret i eksperimenterne, der efterfølgende løber løbsk.
Plotmæssigt minder det lidt om andre amerikanske scifi-klassikere, som f.eks. Blade Runner (Ridley Scott, 1982) og A Clockwork Orange (Stanley Kubrick, 1971) – også i den visuelle afbilledning af den undergangstruede storby minder Akira en hel del om Blade Runner. Det som adskilte denne japanske tegnefilm fra langt hovedparten af scifi-film i 1988 var implementeringen af det religiøse aspekt, som filmen trækker på. I nyere vesterlandske scifi-film siges det som regel kun indirekte, at videnskabsmændene overtager Guds skaberrolle og derfor må bøde for deres handlinger. Publikum skal selv tænke sig frem til dette budskab. I Akira understreges denne pointe gang på gang, uden at man som seer skal gøre arbejdet, og udtales endda direkte af filmens centrale videnskabsmand. Temaet om mennesket vs. Gud kommer på denne måde til at stå helt centralt.
Ligeledes er det vigtigt at pointere at videnskabens forskning ikke blot handler om at udvikle billig arbejdskraft i form af menneskelignende replikanter, som i Blade Runner, eller kontrollere menneskers tanker og handlinger, som i A Clockwork Orange. I Akira forskes der meget konkret i at fremskynde den menneskelige evolution, så mennesket udvikler guddommelige kræfter og i sidste instans bliver Gud. Dette religiøse tema giver Akira et perifert slægtsskab med en anden Kubrick-klassiker, 2001: A Space Odyssey (1968) og en tilsvarende episk storhed. I Akira forklares evolutionen som en slags akkumuleret livskraft, der er til stede i alle organismer.
Mens filmen giver sig tid til at forklare disse tematiske aspekter meget grundigt, mangler man (som førstegangsseer i hvert fald) en del baggrundsinformation om Tetsuo og de andre bandemedlemmer. I fragmenterede drømmeflashbacks og henkastede bemærkninger kommer det frem, at bandelederen Kaneda flere gange tidligere har reddet Tetsuo og efterhånden er ved at være træt af at have ham med på slæb. Men det tager langt tid at finde ud af de forskellige karakterers indbyrdes forhold, og det betyder at man får et mere distanceret forhold til dem.
Derudover lider Akira af det store fortællemæssige problem, at den føles lang. Tegnefilmen varer over to timer, og efter point of no return midtvejs går der tomgang og Godzilla i handlingen. Mennesker, huse, bydele – ja, hele Tokyo – smadres i et actionpræget voldsorgie uden at der sker nye drejninger i plottet og det bliver simpelthen kedeligt til sidst.
Til gengæld skal det pointeres, at filmens visualitet får én til at hænge på og blive hængende, fordi Akira er så meget anderledes end de amerikanske tegnefilm, vi er blevet opflasket med i Danmark. Brutaliteten vises bl.a. i overrumplende slowmotionindstillinger, lavt kamera, frøperspektiv, ultra/nærbilleder. Otomo forfalder aldrig til billige animationsløsninger, som vi kender fra de kedelige, “børnevenlige” anime-serier på tv (hvoraf Pokémon må tage æren for at være den mest idiotiske børnereklame i disse år). Akira byder på masser af feberagtige mareridt, hvor lyden er fjernet, så den visuelle destruktion står endnu mere frem. Lyset hænger efter motorcykelbandens baglygter, og røgen bølger smukt frem fra baghjulene. Det hele er så forbandet fascinerende, at man er hooked allerede efter de indledende billeder af den tavse paddehattesky over Tokyo.
Billedernes slagkraft, handlingens seriøsitet og den allestedsnærværende stemning af dommedag bevirker, at Akira knapt 20 år efter premieren stadig fascinerer. Her er ingen “morsomme” sideplots eller -karakterer som er og bliver fast inventar hos Disney, Dreamworks og alle de andre. I en tid hvor Disney har skrinlagt den gamle tegnefilmskunst, Spielberg arbejder på at sende endnu en Shrek på gaden, og den ene tæskeåndssvage Madagascar-kopi afløser den anden, er det rart at se en gammeldags tegnefilm med noget på hjerte.
Hvor er det skammeligt, at filmfabrikken Hollywood ikke tør gå med.
······
Akira
Instruktør: Katsuhiro Otomo
Medvirkende: MitsuoIwata, Nozomu Sasaki, Mami Koyama m.fl.
Akira Committee Company, 1988
Spilletid: Ca. 124 minutter
Dansk dvd-distribution: Emina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar