Frank Capras It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve) er et fuldendt mesterværk på linje med de største amerikanske klassikere. Filmen har James Stewart i hovedrollen som den elskelige George Bailey, og man nyder hvert minut i hans selskab. Budskabet om næstekærlighed er soleklart; nogle vil finde filmen for naiv og tossegod – andre vil lade sig opsuge af dette amerikanske eventyr.Filmen kan fejre 60-års jubilæum til næste år og er blevet vist utallige gange på tv omkring juletid, men det er først i dag, jeg har taget mig sammen til at sætte mig ned og se den på dvd.
På forhånd havde jeg skruet forventningerne op til et rimeligt niveau for en film med klassikerstatus. Amerikanerne elsker den jo tilsyneladende; der er ikke den tv-serie med respekt for sig selv, som ikke lader persongalleriet sidde og se slutningen – grædefærdige. Og mange af filmens temaer og karakterer minder da også om en anden amerikansk klassiker Arthur Millers teaterstykke, Death of a Salesman (1949) selvfølgelig koblet med engelske Charles Dickens’ A Christmas Carol (1843). Filmens hovedperson, George Bailey, slås dog ikke som Willy Loman med en overdreven naiv tro på den amerikanske drøm og sine egne mangelfulde evner – ej heller er der meget af den hadefulde gnier, Ebenezer Scrooge, over ham.
Omdrejningspunktet i It’s a Wonderful Life er til gengæld George Baileys evige lyst til eventyr og verdensomspændende rejser, som han sparer sammen til og glæder sig til hele filmen igennem, og som konstant skydes i stykker, fordi andre indbyggerne i den lille by Bedford Falls har brug for ham – først og fremmest hans familie, dernæst kunderne i hans fars bygge- og lånefirma og sidst i filmen de mange mennesker, som takket være ham har fået et respektabelt hjem i byen. George mindes hele tiden om de mange gode ting, som hans opofrelse fører med sig, men Frank Capra viser også tydeligt Georges tiltagende desperation og udlængsel som set ups til filmens store klimaks.
Frank Capras film er dog først og fremmest en feel good-film, rørende fortalt med et positivt livssyn. Her hjælper folk hinanden, når det brænder på, og kun onde kapitalister som Mr. Potter truer Bedford Falls’ indbyggere og dermed byens trivsel og fremtid. Filmens plot er lige så simpel og ukompliceret som George Bailey, men filmen afstår helt fra melodramatiske sideplots som f.eks. en hemmelig kærlighedsaffære med Violet, et opgør mellem brødrene Bailey om farens firma, et opgør mellem den glemsomme Uncle Billy og George før klimakset, eller blot Georges accept af Mr. Potters tilbud om en årlig gage på $20.000 mod at overdrage farens gamle firma til den onde kapitalist.
Hvad filmen mangler i plotmæssig kompleksitet, har den til gengæld masser af i uovertruffet skuespil fra især James Stewart, der bærer filmen i rollen som ejegode George Bailey. Capra har ligefrem iscenesat flere sekvenser med særligt fokus på Stewarts præstation: Telefonscenen med den kommende mrs. Bailey (spillet af Donna Reed) viser Capras evner og filmmediets styrke, når billedsiden går i en helt anden retning end dialogen. Tilsvarende er konfrontationen mellem den rasende, fordrukne George Bailey og hans familie hjertegribende; Capra har publikum i sin hule hånd, og hans brug af set up – pay off samt den gennemgående positive portrættering af George Bailey får os helt ud på kanten af stolen, fordi vi på én og samme gang forstår og holder med George, men også tvinges til at tage afstand fra hans destruktive adfærd. Samtidig ved vi jo, at englene holder øje med George og måske oven i købet vil komme ham til undsætning. Vi ved bare ikke hvornår. Det er på alle måder ægte suspense.
Filmens visualitet underbygger selvfølgelig historien, men Capra skaber andre effekter end 40ernes faste brug af vaseline på linsen for at få særligt de kvindelige hovedroller til at tage sig funklende ud. (I vore knivskarpe dvd-tider ser nærbillederne af Donna Reed nærmest sådan lidt uldne og ufokuserede ud.) Dekorationerne kommenterer løbende handlingen, som da George går amok hjemme, og Abraham Lincoln ser til en billedramme på væggen; eller da George beder om penge hos den griske Mr. Potter, og en buste af Napoleon betragter Baileys Waterloo. Også de to kontorer er slående møbleret efter ejerne: den manipulerende, magtfulde Potters kontor er fyldt med mørke og ornamenterede møbler, der giver et dystert, ekspressionistisk indtryk, mens Baileys lille bygge- og lånefirma er formet som et gigantisk fuglebur, der på én gang bebos af den sorte krage/ravn/allike Jimmy og George selv (spillet af en anden Jimmy), som jo i størstedelen af filmen netop føler sig indespærret i farens pengeinstitut og Bedford Falls.
På denne måde går plot, tema og æstetik op i en højere enhed: Filmen fremstår på alle måder som et moderne eventyr – en positiv spejling af Death of a Salesman. Mens Willy Loman opsluges af sine egne naivistiske drømme, har George faktisk den form for succes som Willy stræber efter – venner, karriere, respekt, dygtig og arbejdssom familie osv. Da alting alligevel kollapser, må George igennem sit eget mareridt for at indse, at hele hans liv er fantastisk og værd at leve.
60 år efter premieren formår It’s a Wonderful Life stadig at tryllebinde med sit nærmest anti-amerikanske, ærkehumanistiske livssyn. Den kyniske anmelder vil sige, at slutningen er klæbrig og ekstremt kalkuleret – denne anmelder siger, at slutningen er 100 % rigtig og gav en pokkers stor klump i halsen.
······
It’s a Wonderful Life (Det er herligt at leve)
Instruktør: Frank Capra
Medvirkende: James Stewart, Donna Reed m.fl.
Republic Pictures, 1947
Spilletid: ca. 130 minutter
Dansk dvd-distribution: Paramount Home Entertainment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar