Animation som mål. Satoshi Kons tegnefilm er en omgang psykedelisk anime for voksne. Her skrider skellet mellem drøm og virkelighed totalt, og Paprika dyrker som ingen andre animationsfilm metamorfosen som æstetik og tema. Men selv om Satoshi Kon kan få én til at spærre øjnene op med sine mareridtssekvenser, mangler Paprika den nerve og suspense, som afholder den fra at blive monoton og kedelig.
Satoshi Kon var manden bag Perfect Blue, en anime-tegnefilm som kunnet have været udtænkt og udført af Alfred Hitchcock og David Lynch i skønt fællesskab. Med sin nyeste, Paprika, har Satoshi Kon taget et stort skridt væk fra Hitchcock og Lynch og hen i retning af The Matrix. Dermed tilsidesætter Satoshi Kon også den psykologiske thriller med dens tvetydigheder, dens suspense og dens indlevelsesmuligheder til fordel for sci-fi-genrens spektakulære scenarier. Det skubber ganske vist den traditionelle tegnefilm i nye retninger, men alt andet lige er Paprika en svagere film end Perfect Blue.
Drømmeterrorisme
I Paprika møder vi et forskerteam anført af den nette dr. Chiba; hun har sammen med sin grotesk overvægtige makker dr. Tokita udviklet et nyt apparat, DC-mini’en, der giver adgang til en persons underbevidsthed gennem drømme. Det medicinske formål er at udvikle en helt ny terapiform for folk med psykiske problemer, men inden forskerne når så langt, bliver de tre DC-mini-prototyper stjålet. Og det inden dr. Tokita har nået at få indprogrammeret login og password. Og også inden DC-mini’en er testet færdig for fejl.
Tyvene har derfor uindskrænket adgang til folks underbevidsthed og kan rode rundt med det kollektive samfunds lyster og behov. DC-mini’ens kræfter går op for Chiba og Tokita, da drømmene forvandler sig til mareridt og begynder at invadere virkeligheden, alt imens civilisationen skubbes ud på randen af sindssyge.
Sideløbende med denne hovedhistorie følger vi drømmeterapeuten Paprika, der via DC-mini’en prøver at hjælpe en politimand med opklaringen af et mord og et barndomstraume; vi møder også en Freud-inspireret drømmeforsker og en ondsindet bestyrelsesformand, der er klar til at lukke hele DC-mini-projektet ned ved udsigten til dårlig presseomtale.
Sci-fi frem for psykologi
Paprika låner på den måde rigeligt fra en vragkiste af science fiction, og filmens originalitet i plottet er til at overse. Vi har set det hele før – i anime-film som f.eks. Akira og til dels i Hollywood-blockbusteren The Matrix, der selv låner flittigt fra sci-fi-anime.
Paprika er dog en svagere film end sine inspirationskilder, fordi Satoshi Kon har svært ved at styre ind til filmens kerne og dens kernekarakterer: Hvem er den egentlige hovedperson – hvem skal vi identificere os med? Selve titlen antyder jo at det er Paprika selv, og filmen tøver ikke længe med at antyde, at Paprika er drømmeudgaven af den pertentlige dr. Chiba (id og overjeg splittet i to). Men Chiba og Paprika får bare ikke den plads til udvikling og nuancering, som Mima får i Perfect Blue – dertil er der for mange andre karakterer, handlingstråde og teknologiske forklaringer at holde rede på her.
Det betyder desværre også at de storslåede drømmescenarier og mareridt kommer til at stå ret alene, og at man som publikum føler sig som tilskuer frem for at leve sig ind i filmens scener. Her er en mangel på karakterbåren suspense og empati med de stereotypiske karakterer.
Animation = metamorfose
Hvad Paprika mangler af psykologiske thrills, kompenseres der til gengæld for i dens overvældende visualitet. Her er mange skræmmende og flotte scener, hvor ting forvandles, når virkeligheden glider over i drømmen. Mennesket er konstant i et stadie af metamorfose – enten fra menneske til maskine, eller fra menneske til monster, eller fra ét menneske til et andet. Enkelte scener er gruopvækkende, andre lattermilde, og endnu andre repeteres, så det nærmer sig monotoni. Særligt optoget af maskiner, isenkram, dukker, dyr og kulturelle ikoner bruges rigtig flittigt.
Men uanset hvad, så bliver Satoshi Kons film her en fuldkommen tegnefilm. Det særegne ved animation er netop at metamorfosen er selve mediet. Uanset om man laver claymation, gammeldags tegnefilm eller CGI-animation, så handler det om, at ting konstant skal bevæge sig og være i forandring for at give indtrykket af liv (at "animere" betyder at "vække til live"). Tegningerne skal hele tiden ændre sig / forandres / animeres med 12-24 tegninger i sekundet for at vi tror på illusionen. I Paprika bringer Satoshi Kon dette metamorfoseprincip langt ind i plottet og æstetikken ved at gøre overgangen fra virkelighed til drøm og fra drøm til mareridt til hovedattraktionen - ja, til selve filmens hovedperson. Metamorfosen bliver det gennemgående tema og æstetik, og derfor er filmen værd at se.
······
Paprika
Instruktion: Satoshi Kon
Medvirkende: Megumi Hayashibara, Tôru Furuya, Akio Ôtsuka m.fl.
Madhouse, 2006
Spilletid: Ca. 87 minutter
Dansk dvd-distribution: Sony Pictures
Ingen kommentarer:
Send en kommentar