Stephen King og Frank Darabont har igen været sammen om et filmprojekt: The Mist er en sær sammenblanding af Hollywood-snedkerier og klichéfulde CGI-monstre, en nytænkende, dokumentarinspireret billedside og en unødvendig grum slutning. Fortællemæssigt sættes der alt for mange skibe i søen til at Darabont kan få dem alle i havn igen; det minder om tv-serien Lost, som dog vinder ved sammenligningen.
Frank Darabont er manden bag et par vellykkede Stephen King-filmatiseringer - nemlig de to fængselsfilm En verden udenfor (The Shawshank Redemption, 1994) og Den grønne mil (The Green Mile, 1999). Begge film tager sig tid til at fortælle en forholdsvis simpel udviklingshistorie med fokus på et begrænset persongalleri - og begge film sætter streg under Kings evne til at skildre mennesker og menneskelige relationer og problemer. Al den bulder og brag, død og ødelæggelse, og bøhmænd der kommer ud af skabet, som King ellers er så berygtet for, fylder uendeligt lidt i netop disse filmatiseringer, som om Darabont bevidst har fravalgt netop denne genre.
Det kunne man i hvert fald tro, indtil The Mist fik amerikansk biografpremiere sidste år. Her har Darabont begivet sig lige lukt ind i the Kingdom komplet med bizarre monstre og hemmelige militærprojekter, der løber af sporet. Der bliver nikket kraftigt til George Romeros zombiefilm, når en udvalgt skare i Kings lille landsby ufrivilligt bliver spærret inde i et supermarked, fordi en dødbringende tåge er skyllet ind over byen. Uhyggelige monstre befinder sig i tågen og er ude på at fortære alt levende. Og som mennesker under pres har for vane, begynder de strandede lige så langsomt at gå op i limningen.
Tilfældig nytænkning
The Mist fungerer absolut bedst i portrættet af de samspilsramte mennesker i supermarkedet og den lurende galskab, der langsomt indfinder sig - først og fremmest i form af en gammeltestamentlig fundamentalisme men også (og mindre overbevisende) i simple nabostridigheder. Filmen levner dog ingen tvivl om, at det menneskelige drama er Darabonts speciale; vor hovedperson David er blandt de indespærrede sammen med sin lille søn Billy, og denne skrøbelige far-søn-relation er drivkraften for filmens underliggende suspense og den afsluttende konfrontation med den uhyggelige, kristne Mrs. Carmody.
Darabont iscenesætter sit menneskelige drama med flere autenticitet-virkemidler: Her er et voksende antal zooms, urolige kamerabevægelser og nervøse klip, der sammen med den manglende underlægningsmusik skal illudere tilfældighed og fluen-på-væggen-optagelser. Men The Mist bliver aldrig en mockumentary eller noget, der bare tilnærmelsesvis ligner en dokumentar; tilfældighedsvirkemidlerne kommer til at virke lidt for tilfældige, og derfor kan man få indtrykket af at Darabonts "leg" med kameraet i virkeligheden er en sjusket måde at dække sig ind på, når hovedparten af budgettet er gået til dyre CGI-effekter.
Det problematiske er dog, at Darabont prøver at kombinere disse moderne autenticitet-virkemidler med noget så gammeldags og klichéfyldt som CGI-skabte fantasimonstre, der kan lede tankerne hen på en light-udgave af Starship Troopers (1997). Men hvor Paul Verhoeven bruger sine store insektlignende monstre til at tage gas på krigsfilmgenren, tager Darabont sine væsner evigt alvorligt. Og det er enormt problematisk, fordi væsnerne i The Mist aldrig bliver rigtig skræmmende for folk over 15 år, når vi får smidt dem lige i synet. Bevares, her er da flere fine chok- og suspense-effekter, men Darabont (og King) får aldrig manet en stemning af krybende rædsel frem, som den vi finder i Alien (1979) - dertil er monstrene i The Mist for skabelonagtige. De ligner noget som Jens Lyn eller He-Man kunne have kæmpet med årtier forinden - tilsat lidt E.C.-tegneserier og H.P. Lovecraft.
Filmens mest uhyggelige monstre er menneskene selv.
Fortællemæssige problemer
Der er nok historier at fortælle i The Mist til at skabe en lille dramaserie for tv, og et af filmens andre problemer er, at der lukkes op for alt for mange muligheder, der bare skrives ud, når folk forlader supermarkedet og forsvinder i tågen. Særligt historien med Davids nabo - men også Davids kone - får alt for meget tid på lærredet, når man sammenligner med, hvad disse karakterer bruges til. The Mist bruger (og det helt til den ubehagelige slutning) primært sine karakterer som kanonføde for CGI-monstrene, og en dybere fortællemæssig logik med set up og pay off bliver det aldrig til. Derfor er filmens spilletid på over to timer også alt for lang.
Uden at løfte sløret for meget for filmens chokerende slutning, så lad mig blot slå fast, at filmen her bryder med sine egne etablerede spilleregler. Alle de grusomme begivenheder, som de sidst overlevne er blevet trukket igennem i løbet af filmen, opløses i de sidste minutter til rene pinsler til nydelse for filmpublikummet, og uden at pinslerne har tjent noget formål overhovedet. Denne unødvendigt grumme slutning matcher slet ikke de tandløse CGI-monstre eller Darabonts interesse for menneskelige relationer. Moralen ender faktisk med at blive ultrakonservativ - ja, nærmest højreekstremistisk: Kujoner og let føjelige nikkedukkeborgere reddes!
Sammenligner man med Stephen Kings skriftlige forlæg, kan slutningen ligne et diktat fra den notoriske producent, Dimension Films. Og det er måske i virkeligheden her hunden ligger begravet - ikke hos Frank Darabont.
······
The Mist
Instruktion: Frank Darabont
Medvirkende: Thomas Jane, Marcia Gay Harden, Laurie Holden m.fl.
Dimension Films, 2007
Spilletid: 126 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Genius Products
Dansk biografpremiere: 17. april 2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar