Coen-brødrenes neowestern og årets Oscar-vinder er en lignelse om menneskehedens grådighed og ondskab. No Country for Old Men er (når den er bedst) nervepirrende spændende og skabt af fantastiske, ordløse billeder, som ville have gjort en Hitchcock stolt. De tre hovedpersoner leverer deadpan-skuespil af bedste skuffe, men filmen lider under en helt urimelig rammehistorie og et antiklimaks af de helt store.
Joel og Ethan Coen er tilbage i stor stil. De amerikanske anmeldere og også store dele af den danske presse har skamrost deres Oscar-vinder No Country for Old Men og instruktørteamet for et par uforglemmelige, skæve hovedkarakterer og åndeløst spændende pure cinema-scener, hvor kameraet alene fortæller historien.
Der er meget godt at sige om Coen-brødrenes seneste bedrift, men det er ikke deres bedste, og selv om visse scener er overmenneskeligt fantastisk realiserede, så ender filmen med at snuble over sin egen fortællemetode og pointe, så en dramakomedie som Juno faktisk fremstår mere helstøbt.
No Country for Old Men indledes af den aldrende sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones), der har indset, at (som titlen jo klart udsiger) USA ikke er et land for de ældre. Bell længes tilbage til tidligere tider, hvor sheriffen gik rundt uden revolvere, og ondskaben kunne tøjles med ord. Og så giver han sig til at fortælle en historie om to mænd, den psykopatiske Anton Chigurgh (Oscarvinderen Jarvier Bardem) og bonderøven Llewelyn Moss (Josh Brolin), og en forfærdelig masse penge efterladt i et narkoopgør ude på prærien.
Chigurh & Moss
Bells historie kommer til at fungere som en lignelse eller en metafor for ondskaben i USA lige nu, og det er også Moss' flugt med pengene og Chigurhs ubønhørlige forfølgelse, der fungerer absolut bedst i No Country for Old Men. Filmen er smukt realiseret og dens mange fortælleplaner smelter sammen til et fuldkomment hele - den umiddelbare og nervepirrende suspense; den hitchcockske pure cinema-form, hvor kameraet fortæller uden brug af dialog; og den metaforiske undertekst, hvor Moss bliver et symbol på uskyldighedens USA og Chigurh bliver til rendyrket ondskab.
Jarvier Bardem løfter Anton Chigurh-karakteren til en værdig arvtager efter Anthony Hopkins' Hannibal Lecter. Klædt i mørkt og bærende på en dødbringende oxygenflaske med slange bliver Chigurh en personificering af ondskaben, hvilket Coen-brødrene fint antyder med masser af referencer til den onde selv: Han tvinger sine ofre ud i livsfarlige plat-og-krone-hasardspil, mens han konstant forfølger de amerikanere, som besættes af grådighed til at jagte den store formue; det er ikke tilfældigt, at bundnaive Moss tror, at "Chigurh" udtales som "sugar", for Moss bliver netop besat af grådighedens sødme i form af de dejlige penge, som han slæber rundt på; og så er Chigurh en overlever - han har nærmest overmenneskelige kræfter og kan slå ihjel med ilt (altså luft, som er pokkers svært at bruge i opklaringsarbejdet og et retligt efterspil), ligesom han omtales som et spøgelse i mørket og kan forsvinde, uden at folk bemærker ham.
Over for Chigurh står så den enfoldige bonderøv, Llewelyn Moss - symbolet på den amerikanske uskyld - der lader sig korrumpere af ondskaben. Fra filmens start skaber Coen-brødrene en forbindelse mellem Chigurh og Moss, som vil de understrege menneskehedens skæbne: Simple filmiske virkemidler som krydsklipning i form af falske kontinuitetsklip mellem Chirgurh og Moss' indledende jagtscener på uskyldige ofre (henholdsvis en ung sherif og et par springende gazellelignende hjorte) slår bro mellem uskylden og ondskaben. No Country for Old Men udfolder de lidt for tilfældige og dermed fatalistiske lighedstræk mellem de to mænd - der er noget med deres sko, deres sår, deres bestikkelsesmetoder for at få nyt tøj. Denne skæbnesvangre samhørighed understreger, at ondskaben kan man ikke flygte fra - den er en voksende del af selv det uskyldsrene prærie-USA.
Én neowestern og to drømme
Som nævnt ligger filmens styrke i denne neowestern-del, hvor særligt Bardem og Brolin spiller sig helt ud i en herlig deadpan-skuespilstil som et perfekt match til pure cinema-sekvenserne og den manglende underlægningsmusik. Den ordløse æstetiks voldsomme visualitet ville have gjort gamle Hitchcock stolt.
Men filmens manglende følelser suppleres også af, at Coen-brødrene gør det ret umuligt for publikum at leve sig ind i de to hovedkarakterer: Her er ingen baggrundshistorie og kun sparsomme antydninger af et egentligt motiv hos Chigurh og Moss; de forbliver i høj grad det de egentlig er - stereotypiske marionetdukker i Ed Tom Bells lignelse. Det bevirker, at man som filmseer kun lever sig ind i filmen i dens suspense-sekvenser, mens man (særligt i filmens sidste 30 minutter) sidder tilbage med en kritisk distance og betragter fortællingens konstruktion.
Særligt slutningen hvor Ed Tom Bell fortæller sin kone om to drømme fremstår som et unødvendigt kryptisk punktum, der - når man får tydet drømmene på egen hånd - ikke udbygger filmens tema, men blot understreger det, som Bells voiceover udbasunerede allerede i filmens start: At han er ved at blive gammel. Det ville unægtelig have klædt filmen, hvis Coen-brødrene havde taget de to drømme mere seriøst og indlemmet dem tidligere i filmen i form af rigtige filmiske sekvenser; på den måde kunne de have tilført filmen den dybde, som de ikke formår i deres mundtlige form.
Flere journalister har undskyldt på Coen-brødrenes vegne ved at bemærke, at også romanforlæggets slutning er mangelfuldt, og at de blot har genskabt forfatterens intentioner på lærredet, men det passer uendeligt dårligt med, at No Country for Old Men samtidig læses som brødrenes personlige triumf med masser af deres fingeraftryk ud over det hele. Der er god mulighed for at slutte filmen på andre måder - ja, det havde endda givet god mening at klippe hele Ed Tom Bell-rammehistorien ud, give mere plads til Chigurh og Moss, som dermed var blevet til fuldblodskarakterer, og lade filmens titel være eneste nøgle til handlingen og budskabet. Dermed ville klimakset i No Country for Old Men have været mere slagkraftigt og filmen ville uden problemer have befundet sig på linje med mesterværker som Se7en og The Usual Suspects (begge 1995).
······
No Country for Old Men
Instruktion: Joel & Ethan Coen
Medvirkende: Josh Brolin, Jarvier Bardem, Tommy Lee Jones m.fl.
Miramax Films, 2007
Spilletid: Ca. 122 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Buena Vista
I danske biografer lige nu!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar