2 x Affleck. Storebror Ben instruerer lillebror Casey i dette stemningsmættede drama, der rigtig gerne vil være en thriller. Filmens velskrevne – men til tider tunge – dialog kunne med lidt visuelt punch og fortællemæssigt frirum have hævet sig op i nærheden af Silence of the Lambs. Her leverer Ben Affleck “kun” en solid instruktørdebut om børn, der bortføres, og forældre, der svigter.
Amanda MacCready er blevet kidnappet. Det hævder i hvert fald hendes mor, som bor i et af Bostons taberkvarterer. Morens mand er skredet, hun er dybt alkoholiseret og hænger ud på barer for at score nogle stoffer. Hun er egentlig ret ligeglad med lille Amanda – og hun er også ret ligeglad med at datteren er blevet bortført. Men pigens morbror og tante får tilkaldt en lokal fyr med speciale i at finde forsvundne personer, og så er vi i gang med Ben Afflecks instruktørdebut, Gone Baby Gone.
Sort drama
Filmen er et stemningsmættet drama, der låner flittigt af film noir-virkemidlerne – dog uden at blive en egentlig thriller. Den lokale fyr – Patrick (spillet af Casey Affleck) – er indbegrebet af en lapset antihelt: Hans speciale er ganske rigtigt at finde forsvundne personer, men først et stykke inde i filmen finder man ud af, at det skyldes hans baggrund i narkomiljøet i Boston – Patrick er ekspert i at finde drugdealers der er stukket af med kassen (ikke små uskyldige piger). Men Patrick udnytter sine kontakter, og det lykkes ham at sætte gang i efterforskningen, fordi han kan tale det lokale gadesprog og er en del af hele det trøstesløse miljø, hvor Amanda bor. Han kender Amandas mor fra college, kender pusherne og de andre sørgelige eksistenser og kan gebærde sig. Som en ægte noir-detektiv leverer Patrick også filmens voiceover og publikum får adgang til hans flimrende flashbacks, når sandheden i den spegede affære begynder at gå op for ham.
For som i en ægte film noir er tingene ikke, hvad de giver sig ud for, og den helt store konspiration venter lige om hjørnet. Relativt hurtigt finder Patrick ud af, at der er tale om en fingeret kidnapning, men helt hvor dybt pigens forsvinden stikker, kommer først for en dag til allersidst.
Stemningen er på alle måder melankolsk og fatalistisk filmen igennem. Det udbasunerer Patrick allerede i filmens indledende montagesekvens med billeder af kvarteret og dets indbyggere: "Ens personlighed skabes ikke af de valg, som man selv træffer," kommenterer Casey Afflecks tørre stemme på én gang højtravende og tilbagelænet; "personligheden skabes af de valg, man ikke har mulighed for at træffe – det kvarter du bor i som barn, din familie, din by, din skole, osv." Der er ingen mulighed for at ændre på, hvem du er - det må selv Patrick sande, da han skal træffe det ultimative valg i filmens klimaks. Filmens store tema er netop, om man tør træffe det forkerte valg for at opnå det moralsk bedste resultat. Og Gone Baby Gone handler om vi kan se os selv i øjnene, når vi konsekvent handler moralsk efter samfundets uskrevne og skrevne regler.
Mangel på schwung
Ben Affleck har med Gone Baby Gone begået en meget glimrende første film, der har masser af stemning og melankoli, men som mangler det sidste punch til at ramme publikum lige i mellemgulvet eller i fjæset. Her bliver så godt som alle plottets twists sådan lidt kedelige og ligegyldige, og Affleck vælger at understrege fatalismen frem for mere publikumsvenlige fremdriftsmotorer som suspense og chok. Gone Baby Gone åbner flere gange mulighed for uforglemmelige episke scener, som vi ellers kun finder i nyklassikere som Silence of the Lambs og Se7en, men Affleck distancerer sig hellere med kameraet, lægger sørgmodig underlægningsmusik på og fjerner reallyden - så kommer vi helt ind i hovedet på den døsige Patrick men langt væk fra begivenhederne. Og med disse filmiske valg kommer Gone Baby Gone let til at ligne en tv-serie – men altså én af de rigtig gode.
Til gengæld er Casey Affleck placeret i centrum af begivenhederne, og han spiller fantastisk godt. Ed Harris og Morgan Freeman får kam til håret her – og det i kombination med at deres karakterer ikke passer ind i filmen og slet ikke får samme nænsomme behandling og plads til udvikling som Affleck. Særligt Freemans karakter er utroværdigt skildret, fordi han simpelthen forsvinder helt ud i filmens anden halvdel. Michelle Monaghan, som spiller Patricks kæreste, burde egentlig også have været skrevet ud af filmen; hendes rolle og funktion er forsvindende ligegyldig. Det er Gone Baby Gone som helhed dog ikke.
······
Gone Baby Gone
Instruktion: Ben Affleck
Medvirkende: Casey Affleck, Michelle Monaghan, Morgan Freeman m.fl.
Miramax Films, 2007
Spilletid: 114 minutter
Amerikansk dvd-distribution: Miramax
Ingen kommentarer:
Send en kommentar