Turen går til Tjekkiet. Ole Christian Madsens nyeste er en absurd og smuk skilsmissefilm, hvor Mads Mikkelsen og Stine Stengade får fabelagtigt modspil fra det fremmedartede miljø og sprog. Prag handler som så mange andre danske film om middelklassens midtvejskrise, dog uden en forsonende slutning men emmende af kafkaske absurditeter og indtagende billeder.
I min optik fik Ole Christian Madsen sit gennembrud med DR’s miniserie Edderkoppen (2000); heri tryllede han efterkrigstidens København om til en film noir-agtig location med gangstere, sortbørs, nysgerrige journalister, femme fatales og et gennemråddent politivæsen. Den er stadig én af de flotteste og mest gennemførte danske tv-serier, som nyere tiders kryptiske Ørnen og laaaangstrakte Forbrydelsen ikke når til sokkeholderne. (For ikke at nævne den absolut unævnelige Anna Pihl på TV2.)
Madsens forkærlighed for en lækker billedside og miljøets indflydelse på karaktererne, findes i både Edderkoppen og Prag. Og hvor miniserien rakte ud efter en hel filmgenre og forvandlede Matador-Danmark til en amerikansk baggård, sender Madsen i Prag venlige filmhistoriske hilsner til store europæiske instruktører som f.eks. Carol Reed og Roman Polanski og deres behandling af fremmedgjorte skæbner i storbymoradset.
Prag tager udgangspunkt i Christoffer og Majas skrantende, 13-årige ægteskab. (Og mens jeg husker det, så spiller Mads Mikkelsen og Stine Stengade troværdigt og intenst uden at der går Susanne Bier i den.) De er taget til Prag for at tilse formaliteterne i forbindelse med Christoffers afdøde far, men også for at rette op på de brister, som deres travle dagligdag ikke levner tid til. Der er flere skeletter, der venter på at ryge ud af skabet og ud i hovedet på Christoffer – det er hans opvågnen og hans forandring som filmen fokuserer på.
Mangelfuld kommunikation
Hvad der er helt grundlæggende er galt mellem Christoffer og Maja lader filmen være usagt. Hele tiden fyger det med beskyldninger om Christoffers fravær på hjemmefronten, og Maja undskylder flere gange sine egne fejltrin med at hun savnede modspil og “en reaktion” fra Christoffer – de er på en eller anden måde gledet fra hinanden.
Dette usagte dilemma breder Ole Christian Madsen ud som hele filmens tema: De mange kommunikationsproblemer der selvfølgelig opstår i en udenlandsk storby med fremmed sprog, kultur og traditioner bliver en metafor for Christoffer og Majas skrantende ægteskab – deres kommunikationsbesvær. Når Christoffer har problemer med noget så simpelt som at bestille en øl (og de idiotiske bartendere serverer en kop kaffe i stedet – og vice versa), og når den eneste person, han kan fortælle om sit forhold til faren, er den tjekkiske husholderske, der ikke forstår et klap engelsk eller dansk, så er den virkelig gal.
Ole Christian Madsen lader på eleganteste vis filmens billedæstetik iscenesætte kommunikationsproblemerne. Via en intens klippestil med mange kontinuitetshuller og ultranærbilleder hvor munden er uden for billedet, samt i visse scener en forkærlighed for skæve vinkler og rystet, håndholdt kamera kommer vi helt ind under huden på både Christoffer og Maja. Der er desuden arbejdet med farvevalget og belysningen, der ligeledes skaber en mere subjektiv gengivelse af særligt Christoffers virkelighed. Madsen viser på alle måder at han kan noget med filmmediet og lader kameraet stå for meget af historiefortællingen, så man aldrig savner en håndfast forklaring på Christoffer og Majas ægteskabelige forlis.
Absurditeter a la Polanski
Hvor de tiltede kameravinkler, de lange lowkey-belyste korridorer og den frøperspektiverede fotografering af Prags arkitektur, gader og stræder er lige ud af Carol Reeds The Third Man (1949), er Ole Christian Madsens implementering af det absurde venligst lånt fra Roman Polanskis The Tenant (1976). Christoffers møde med Prag og de besynderlige tjekkiske skikke og folks opførsel – han må klatre ind af et hospitalsvindue fordi hoveddøren på uforklarlig vis er låst, ligesom han irettesættes af hospitalspersonalet fordi han ikke viser den afdøde far mere respekt. Det minder på mange måder om såvel Kafka som David Lynch, men arven fra Polanski viser sit ansigt, da Christoffer langsomt begynder at gentage sin fars vaner og livsmønstre. Han ender nærmest med at blive til faren, og filmens slutning er så åben for fortolkning, at intet er sikkert. Dér bryder Prag for alvor med det gennemsnitlige danske melodrama, og det er enormt befriende, at se en dansk instruktør gå de store europæiske forbilleder i bedene.
Der hvor Prag er mindst overrumplende og fantastisk er i de meget jordnære – ja, nærmest klicheagtige – forklaringer, som filmen serverer som plot points, der skal drive historien videre og frem mod slutningen. Den afdøde far gemmer f.eks. på en meget ordinær hemmelighed, ligesom der viser sig en dramaturgisk set meget kedelig årsag til Majas morgenkvalme. Her hives den syrede og fabulerende film ned på et hverdagsniveau, der fjerner magien og det ufortaltes suspense. Men trods disse (ganske vist temmelig omsiggribende) detaljer, så er Prag en absolut anbefalelsesværdig filmoplevelse. Dansk Lynch-stemning i Prag.
······
Prag
Instruktion: Ole Christian Madsen
Medvirkende: Mads Mikkelsen, Stine Stengade, Borivoj Navrátil m.fl.
Nimbus Film, 2006
Spilletid: Ca. 92 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
I min optik fik Ole Christian Madsen sit gennembrud med DR’s miniserie Edderkoppen (2000); heri tryllede han efterkrigstidens København om til en film noir-agtig location med gangstere, sortbørs, nysgerrige journalister, femme fatales og et gennemråddent politivæsen. Den er stadig én af de flotteste og mest gennemførte danske tv-serier, som nyere tiders kryptiske Ørnen og laaaangstrakte Forbrydelsen ikke når til sokkeholderne. (For ikke at nævne den absolut unævnelige Anna Pihl på TV2.)
Madsens forkærlighed for en lækker billedside og miljøets indflydelse på karaktererne, findes i både Edderkoppen og Prag. Og hvor miniserien rakte ud efter en hel filmgenre og forvandlede Matador-Danmark til en amerikansk baggård, sender Madsen i Prag venlige filmhistoriske hilsner til store europæiske instruktører som f.eks. Carol Reed og Roman Polanski og deres behandling af fremmedgjorte skæbner i storbymoradset.
Prag tager udgangspunkt i Christoffer og Majas skrantende, 13-årige ægteskab. (Og mens jeg husker det, så spiller Mads Mikkelsen og Stine Stengade troværdigt og intenst uden at der går Susanne Bier i den.) De er taget til Prag for at tilse formaliteterne i forbindelse med Christoffers afdøde far, men også for at rette op på de brister, som deres travle dagligdag ikke levner tid til. Der er flere skeletter, der venter på at ryge ud af skabet og ud i hovedet på Christoffer – det er hans opvågnen og hans forandring som filmen fokuserer på.
Mangelfuld kommunikation
Hvad der er helt grundlæggende er galt mellem Christoffer og Maja lader filmen være usagt. Hele tiden fyger det med beskyldninger om Christoffers fravær på hjemmefronten, og Maja undskylder flere gange sine egne fejltrin med at hun savnede modspil og “en reaktion” fra Christoffer – de er på en eller anden måde gledet fra hinanden.
Dette usagte dilemma breder Ole Christian Madsen ud som hele filmens tema: De mange kommunikationsproblemer der selvfølgelig opstår i en udenlandsk storby med fremmed sprog, kultur og traditioner bliver en metafor for Christoffer og Majas skrantende ægteskab – deres kommunikationsbesvær. Når Christoffer har problemer med noget så simpelt som at bestille en øl (og de idiotiske bartendere serverer en kop kaffe i stedet – og vice versa), og når den eneste person, han kan fortælle om sit forhold til faren, er den tjekkiske husholderske, der ikke forstår et klap engelsk eller dansk, så er den virkelig gal.
Ole Christian Madsen lader på eleganteste vis filmens billedæstetik iscenesætte kommunikationsproblemerne. Via en intens klippestil med mange kontinuitetshuller og ultranærbilleder hvor munden er uden for billedet, samt i visse scener en forkærlighed for skæve vinkler og rystet, håndholdt kamera kommer vi helt ind under huden på både Christoffer og Maja. Der er desuden arbejdet med farvevalget og belysningen, der ligeledes skaber en mere subjektiv gengivelse af særligt Christoffers virkelighed. Madsen viser på alle måder at han kan noget med filmmediet og lader kameraet stå for meget af historiefortællingen, så man aldrig savner en håndfast forklaring på Christoffer og Majas ægteskabelige forlis.
Absurditeter a la Polanski
Hvor de tiltede kameravinkler, de lange lowkey-belyste korridorer og den frøperspektiverede fotografering af Prags arkitektur, gader og stræder er lige ud af Carol Reeds The Third Man (1949), er Ole Christian Madsens implementering af det absurde venligst lånt fra Roman Polanskis The Tenant (1976). Christoffers møde med Prag og de besynderlige tjekkiske skikke og folks opførsel – han må klatre ind af et hospitalsvindue fordi hoveddøren på uforklarlig vis er låst, ligesom han irettesættes af hospitalspersonalet fordi han ikke viser den afdøde far mere respekt. Det minder på mange måder om såvel Kafka som David Lynch, men arven fra Polanski viser sit ansigt, da Christoffer langsomt begynder at gentage sin fars vaner og livsmønstre. Han ender nærmest med at blive til faren, og filmens slutning er så åben for fortolkning, at intet er sikkert. Dér bryder Prag for alvor med det gennemsnitlige danske melodrama, og det er enormt befriende, at se en dansk instruktør gå de store europæiske forbilleder i bedene.
Der hvor Prag er mindst overrumplende og fantastisk er i de meget jordnære – ja, nærmest klicheagtige – forklaringer, som filmen serverer som plot points, der skal drive historien videre og frem mod slutningen. Den afdøde far gemmer f.eks. på en meget ordinær hemmelighed, ligesom der viser sig en dramaturgisk set meget kedelig årsag til Majas morgenkvalme. Her hives den syrede og fabulerende film ned på et hverdagsniveau, der fjerner magien og det ufortaltes suspense. Men trods disse (ganske vist temmelig omsiggribende) detaljer, så er Prag en absolut anbefalelsesværdig filmoplevelse. Dansk Lynch-stemning i Prag.
······
Prag
Instruktion: Ole Christian Madsen
Medvirkende: Mads Mikkelsen, Stine Stengade, Borivoj Navrátil m.fl.
Nimbus Film, 2006
Spilletid: Ca. 92 minutter
Dansk dvd-distribution: Nordisk Film
Ingen kommentarer:
Send en kommentar