søndag den 15. juli 2007

A Foreign Affair (1948)


Billy Wilders berlinerfarce byder på lige dele krig og kærlighed alt imens den kredser forsigtigt om en politisk kritik af de amerikanske soldater i det zoneopdelte Berlin. Det bliver for det meste morsomt og kærligt, selv om der lægges an til en mere kras og betydningsfuld film. Marlene Dietrich forfører; Jean Arthur overspiller.

I den fjerde film i min Billy Wilder-maraton er vi rykket til et efterkrigsramt Europa. A Foreign Affair kom efter Oscar-vinderen The Lost Weekend (1945) men før den Hollywood-revsende Sunset Boulevard (1950), men det kan man nu ikke rigtig mærke. Jeg vil gerne starte med at lægge kortene på bordet og sige, at denne film til en vis grad skuffede mig – især når man holder den op mod Carol Reeds samtidige og aldeles fremragende The Third Man (1949).

Reeds film er jo på overfladen en krimi, hvor mordet på Harry Lime skal opklares, men siden bredes ud til et tema om forskellige typer menneskehandel i et krigshærget Wien, hvor både europæere men særligt amerikanerne skildres som ofre for krigens hærgen. Wilders A Foreign Affair lægger an til samme fortolkning, synes jeg: Den er angiveligt også optaget on location i det sønderbombede Berlin, ligesom den handler om en amerikansk officer der udnyttes af en nazisympatiserende sangerinde. Men Wilder klæder sin minimale kritik af amerikanerne og efterkrigsspillet i Berlin i farcens og kærlighedskomediens gevandter og ender med at lukke konflikten ned som en lille uskyldig spøg. Hvor Reeds film kun kan foregå i en krigshærget europæisk storby, kan Wilders konflikt sagtens flyttes en hvilken som helst anden location.

Nu lyder det alt sammen meget negativt, men A Foreign Affair er stadig en morsom og kærlig film, men den føles betydeligt mere bedaget end Wilders bedste.

Dobbeltmoral og overspil
Meget kort handler A Foreign Affair om den kyske miss Phoebe Frost (!) der som del af en delegation ankommer til Berlin for at tjekke de amerikanske styrkers moral i forhold til tyskerne. Her møder hun hurtigt kaptajn Pringle, der kender det sorte marked og de letlevende og villige tyske piger som sin egen bukselomme (og Wilder er antydningens mester, når han i første scene lader Pringle hive et par førsteklasses damestrømper frem og forsøge at sælge dem videre til en soldaterkollega). Det viser sig selvfølgelig at Pringle lægger i med fräulein Erika von Schlütow, én af de lokale skønheder, der oven i købet optræder som sangerinde og champagnepige på den lokale soldaterknejpe – og relativt hurtigt viser sig at have visse forbindelser til nazisterne.

I løbet af filmens første times tid etableres et komisk trekantsdrama mellem disse karakterer, for miss Frost forelsker sig naturligvis i Pringle, mens fräulein Schlütow fortryller Pringle med sin seksuelle udstråling (og lidt mere, antyder Wilder) fordi hun er bange for at ende i arbejdslejr som andre nazisympatisører.

Wilders talent for komiske og suspensefulde forvekslinger er kostelig underholdning: F.eks. sekvensen, hvor miss Frost bevidst lader sig forveksle med en tysk Gretchen, for at komme til bunds i de amerikanske soldaters manglende moral. Her kommer Jean Arthurs overdrevne og nærmest maniske skuespil endelig til sin ret. Også scenen hvor kaptajn Pringle og miss Frost sammen overvåger fräulein Schlütow for at afsløre hvem af de amerikanske soldater, der holder hånden over hende, er tåkrummende morsom og suspensefuld, når alle prøver at holde masken og undgå at de intime forhold blotlægges. Men Wilder er langt fra den antydningens kunst og den herlige ironi som vi finder i såvel Double Indemnity som Sunset Boulevard – i A Foreign Affair er vi så tæt på den revyagtige farce, hvor der råbes og gestikuleres højlydt og på det nærmeste blinkes til kameraet og seeren.

Antydningens kunst og en form for femme fatale
Mens alle skuespillere overspiller, sådan som man nu engang skal i en farce, er Billy Wilders behandling af det vovede emne (amerikanske soldaters udnyttelse af lokale indbyggere) langt mere subtil, og i A Foreign Affair antyder mange replikker mere end udbasunerer hvad der foregår, ligesom Wilder med få midler sætter tanker i gang hos seeren, der let kan lægge to og to sammen og forstå budskabet. Alene karakterernes navne sætter tanker i gang i hovedet på publikum – fra den kølige og seksuelt forskrækkede miss Frost til den udsvævende og farlige fräulein Schlütow (der jo gemmer på det lille engelske substantiv “slut”). Wilder giver os også en jeeptur igennem Berlin hvor alle tegnene på den manglende amerikanske moral springer miss Frost i øjnene – heriblandt en tysk barnevogn med to amerikanske flag.

Og så er der selvfølelig Marlene Dietrichs karakter, fräulein Erika von Schlütow, der oser langt væk af sex og femme fatale, men som kun meget indirekte afslører sine evner med mændene – måske bedst i en vise om det sorte marked, hvor ordvalget og Dietrichs gestik mere end antyder, at det sorte marked kun er en metafor for noget helt andet: ”Enjoy these goods / because these goods are hot” synger hun til sidst i spotlightet, der tydeligt viser hendes krops kurver i den stramme kjole.

Der, hvor Billy Wilders efterkrigsfilm kommer til kort, er i inddragelsen af miljøet. I The Third Man spiller det zoneopdelte Wien den måske største rolle; her er Berlin en forholdsvis uinteressant storby, der nok ligger i ruiner, men som ikke bruges til noget i historien. Og hvad værre er: Wilders brug af bagprojektioner er enormt tydelig (måske grundet dvd-formatets alt afslørende skarphed), og de få autentiske optagelser drukner i de farceagtige indendørs studieoptagelser. Det gør samlet set A Foreign Affair til en ret uautentisk og ufarlig (nogle ville sige kedelig) filmoplevelse, hvor kun Wilders tæft for manuskript og letbenede kærlighedsforviklinger er over middel. Se den for iscenesættelsen af det andet plotpoint, hvor fräulein Schlütow afslører alt for miss Frost – det er ægte filmkunst, hvor de smukke, velbelyste lowkey-billeder fortæller alt. Lækkert!

······



A Foreign Affair
Instruktion: Billy Wilder
Medvirkende: Jean Arthur, Marlene Dietrich, John Lund m.fl.
Paramount Pictures, 1948
Spilletid: Ca. 112 minutter
Dansk dvd-distribution: Universal




Ingen kommentarer:

Send en kommentar